Dykker på eventyr: 5 vilde dykkersteder du skal opleve er skrevet af Karina Freimanis.
En oplevelse der gør dig afhængig
Har du først prøvet at være under vand med en iltflaske spændt på ryggen,ved du også ret hurtigt, at din første gang næppe bliver din sidste. Du vil også opleve, at alle dine fremtidige rejsemål kommer til at handle om, hvilke dykkersteder du bare må opleve.
Som dykkerglad rejsende præsenterer jeg dig her for fem ‘boblere’ til dine næste dykkerrejser – så kom med på eventyr under vandoverfladen.
Dykkersteder: Dykning for alle på Malta
Malta er en fantastisk dykkerdestination med dykkermål for alle niveauer selv på de samme lokationer. Her kan du opleve stejle ‘koralvægge’ under vandet med masser af liv, skibsvrag og grotter.
De mere uddannede og rutinerede dykkere kan ligge på bunden af et vrag eller bevæge sig længere ind i grotterne, og nybegyndere med Open Water kan ligge på en lavere dybde og få en lige så fantastisk oplevelse. Dog er det vigtigt at påpege, at en lavere dybde ikke betyder et mindre spændende dyk – tværtimod – der er masser at blive betaget af og utroligt meget liv på 12-15 meters dybde.
En af de helt store destinationer for dykkere er Blue Hole på Gozo, en lidt mindre ø ud for Maltas kyst, hvor du dykker rundt i små grotter og i et smukt kuperet terræn.
Vandet er dejligt klart, og synet, hvor lyset strømmer ned fra overfladen ned i hulerne, er simpelthen helt fantastisk. Strømmen er let, og der er masser af liv i det kuperede undervandslandskab, hvor mange forskellige fisk vil gøre dig selskab. Dette dyk er en sand fornøjelse for alle dykkere.
En anden fantastisk oplevelse er ’Anders And-vraget’ Comino. Hvis du ikke lige er skarp i ‘dykkerlingo’ er et Anders And-vrag et skibsvrag, som står opret på bunden af havet og altså ikke ligger på siden.
Med en sigtbarhed på 25 meter kan dette vrag ses helt fra overfladen og kan altså også være en fantastisk oplevelse for folk, der holder af at snorkle. Ved dette vrag kan selv Open Water-dykkere opleve skibets indre rum, da det ligger på relativt lavt vand – cirka 20 meters dybde.
Malta byder rent ud sagt på oplevelser og dykkerture for alle, og du vil ikke fortryde denne smukke middelhavsø som et af dine dykkersteder at udforske.
Verdens største rev i Australien – perfekt til enhver dykker
Et andet fantastisk dykkersted, du bare skal opleve, er Great Barrier Reef i Australien. Som bekendt er dette rev jordens største og længste koralrev, og det kan efter sigende ses fra rummet.
Der er mange måder at opleve dette rev på; du kan blandt andet både tage på endagsture og snorkle eller se havbunden i en undervandsbåd, men hvis du vil have endnu mere rev, kan du tage på live-aboard, hvor du overnatter på båden og dykker tre-fire gange i døgnet.
Dette er en helt speciel oplevelse, hvor du får lov til at opleve flere forskellige dykkersteder og havets liv på flere tider af døgnet. Tidligt om morgenen vil du måske stadig opleve papegøjefisken i sin særlige ‘slimsovepose’, som den hygger sig om natten, og en havskildpadde, der lige så stille er ved at vågne og komme frem fra sit skjul mellem koralbakkerne.
Om natten er dine sanser helt anderledes på vagt, når havets mørke slutter sig om dig, og du kun kan se, hvad der lige er indenfor din lygtes lyskegle. Tag dig i agt, for fisk – særligt dragefisk – vil følge dit lys og bruge det til at jage andre mindre fisk. Ser du grønne prikker, der lyser op, når du lyser rundt omkring dig, kan jeg berolige dig med, at det blot er en haj.
Selvom Great Barrier Reef i mange år er blevet beskrevet som noget af det flotteste og mest livlige, oplever man store udfordringer i form af bleaching. Det er et fænomen, hvor korallerne bliver hvide som følge af, at vandtemperaturen stiger og får korallerne til at gå i en form for dvale. Når dette sker, påvirker det hele økosystemet, og det bliver til sidst efterladt livløst.
Great Barrier Reef er i mine øjne et must som dykkeroplevelse – ikke så meget på grund af flora og fauna, men mest på grund af, at det er et billede på vores verdens og klimas helbred.
Kan man dykke i Danmark? Ja, det kan man – og det er godt
Du behøver ikke at rejse om på den anden side af jordkloden for finde dykkersteder; lille Danmark kan også. Lillebælt byder på fantastisk dykning, og det siges, at hvis du kan dykke i Lillebælt, kan du dykke alle steder uden problemer, da du her bliver udsat for lidt af hvert.
Det lokale dykkermiljø er meget aktivt, og man vil næsten dagligt se både lokale og internationale dykkere gå under havet overflade – også om vinteren, hvor sigtbarheden typisk er bedre.
En dykkerfavorit er Søbadet under den Gamle Lillebæltsbro. Ud over at kommunen har installeret gode omklædnings- og skyllemuligheder for en dykker, så det er nemt at klargøre og rense sit udstyr efter dykket.
Dette dykkersted byder på en ‘skrænt’ fra 10 meters dybde, og her kan du også opleve et drastisk skift i sigtbarhed og strømretningen. Det er rent faktisk muligt at lave et drift-dive først lidt dybere i en retning og så på vejen tilbage i modsatte retning på en lavere dybde.
Floraen og faunaen er rig. Vær klar på tang i mange forskellige former og størrelser, søanemoner og havdyr af enhver slags. Desuden vil nysgerrige fladfisk følge din lygte, du vil pludselig lyse direkte ind i gabet på en stor torsk eller ulk, og måske du spotter en nøgensnegl, hvis du er god til at kigge efter.
Når du kommer op til overfladen igen, skal du ikke blive forskrækket ved synet af andre ansigter eller en rygfinne – ofte kan du opleve sæler og marsvin i Lillebælt.
Dykker-action og max afslapning i Egypten
Med direkte fly fra Billund eller København er du inden for fem timer i Hurghada i Egypten og på vej til dit næste uforglemmelige dykkereventyr i Det Røde Hav.
Egypten har mere eller mindre det hele indenfor dykning. Her er imponerende og velbevarede vrag overtaget af store fiskestimer og smukke koralvægge der går 100 meter ned i havets dyb og giver god mulighed for at nørde koraller, småfisk og spotte små dyr – men også opleve store fede moræner i væggenes sprækker.
Du kan også opleve mange forskellige slags hajer og alt fra de karakteristiske ørnerokker til store majestætiske djævlerokker og delfiner, der af og til kommer forbi og leger. Og så er der tusinder af farverige koralfisk og måske en søko – eller ‘dygong’ – Egypten har virkelig det hele.
Vandet er klart og har en skøn temperatur. Der er plads til nybegynderen, der ligger 15 meter under overfladen på rolige driftdives på smukke og livlige koralvægge. Den tekniske dykker kan tage samme tur på 100 meters dybde med seks flasker gas hægtet på kroppen.
Nogle af de helt store destinationer er Brothers Island, hvor du næsten med garanti vil se oceaniske hvidfinnede hajer – det er en seriøs haj, der ikke er bange for at gå tæt på dykkere.
Et andet highlight er SS Thistlegorm – et vrag fra anden verdenskrig med motorcykler, lastbiler og ammunition inden i og sågar et lokomotiv ved siden af. Det er vildt at bevæge sig rundt i denne tidslomme under vand og ind og ud af de forskellige rum.
Det foregår altid med en vis respekt for de omkomne og med forsigtighed, da en masse nye beboere herunder stenfisk, skorpionfisk og moræner har indtaget det sunkne skib. Dette vrag skal opleves og kan opleves af en dykker med Advanced Open Water-certifikat, da vraget ligger på 16 til 33 meter.
Galapagos – enhver dykkers drøm
De fleste dykkere drømmer om at opleve livet under vand ved Galapagosøerne i Stillehavet, der er kendt som et af de bedste dykkersteder i verden. Og denne destination skuffer absolut ikke. Uanset om du vælger at tage dagture ud fra kysten eller på et live-aboard, vil du få en uforglemmelig oplevelse.
Vandet her er ikke krystalklart som i Det Røde Hav, men til gengæld er der et helt fantastisk dyreliv. Vær beredt på store stimer af barracudaer, der bare hænger ud i det fri, flokke af hammerhajer, gyldne rokker eller djævlerokker, der svømmer i horisonten, eller måske du er heldig at opleve en hvalhaj.
Du kan også lige pludselig få selskab af en legesyg søløve eller af pingviner. Ud over det fantastiske dyreliv er selve landskabet under vand spektakulært. Landskabet er præget af lavaformationer og tidligere vulkaner, der er sunket sammen. Der er blot én ting at sige: Nyd det.
Galapagos skal egentlig ikke kun opleves under vand – selve øerne fortjener i den grad også at blive betrådt, mens du alligevel er der.
Uanset hvad du overvejer, så er der nok dykkersteder for enhver – god dykkerrejse!
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar