Efterårsferie 2024: Her er de 10 fedeste rejsedestinationer er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs.
Klar til efterårsferie i uge 42?
Sommeren har set rekordmange danskere tage ud i den store vide verden, men der er ingen grund til, at efteråret ikke kan blive til en ligeså fantastisk rejse. Så når Danmark bliver grå og regnfuld, er det på tide at sætte kursen mod nye rejsemål igen og få nye oplevelser med hjem i kufferten.
Men hvor skal rejsen gå hen? Malaga og Mallorca kan være godt i oktober, men der er ingen sikkerhed for solgaranti, og sådan er det en del steder i Europa. Søger du solen kan du prøve sydsiden af Tenerife, hvor der er mere solsikkert.
Her får du redaktionens bud på 10 steder – populære som ekstraordinære – hvor du kan få et brag af en efterårsferie. Uanset om du er til strand, kultur eller natur.
Portugal: Efterårsferie i sydens sol
Vores første bud er Portugal.
Portugal er en velkendt klassiker til ferier – og med god grund. Hvad end du søger smuk natur, spændende mad- og vinoplevelser eller kulturelle oplevelser i topklasse, så har Portugal noget at byde på.
I efteråret er Portugal også lige det køligere, hvilket gør det oplagt at tage på sightseeingferie i de større byer som fx. Lissabon, uden at man er ved at gå til i heden. Lissabon byder på masser af smukke bygninger, gastronomiske oplevelser og seværdigheder i verdensklasse.
Hvis du er mere til natur end kultur, så byder resten af landet på skønne naturoplevelser, og så er der altid Portugals smukke atlanterhavsø, Madeira. Har du mere tid, inden turen går imod Danmark igen, så ligger grænsen til Spanien jo lige rundt om hjørnet.
Portugal er oplagt til en efterårsferie i solen.
Japan: Det ultimative rejseland til din efterårsferie 2024
Vores andet bud er en helt anden type rejseoplevelse; nemlig den vidunderlige perle, der hedder Japan.
Japan består af en række øer, hvor de sydligste stadig er ganske varme i efteråret. Men skal du opleve et virkelig spektakulært smukt syn, så skal du holde dig lidt længere nordpå og se skovenes træer skifte farve.
Et rent hav af røde, orange, lilla og gule blade bliver skabt i den japanske natur, som gør den lange rejse hertil det hele værd. På samme måde som folk rejser til Japan i foråret for at opleve kirsebærblomsterne springe ud, så kan efteråret i Japan også noget helt særligt.
Og derudover så har Japan jo al sin sædvanlige fantastiske kultur at byde på – hvad end det er neonskilte i Tokyo eller templer i Kyoto.
Tyskland: Hvis der skal være gang i din efterårsferie i 2024
Tyskland er vores tredje bud til en dejlig efterårsferie – og måske ikke af den grund man lige skulle tro.
Det er selvfølgelig oplagt at tage til de to fede storbyer Berlin og Hamborg i uge 42, der begge kun er en kort tur fra Danmark, og som er fyldt med oplevelser for både par og familier.
Men hvis der skal være lidt mere gang i din efterårsferie, vil vi råde dig til at tage sydpå til München, hvor den årlige Oktoberfest finder sted. Mere end seks millioner mennesker besøger hvert år Oktoberfesten i München, hvor hele byen forvandles til et stort paradis af fadøl og hornmusik.
Så hvis der skal være lidt gang i dit efterår, så lad din efterårsferie i 2024 gå til Tyskland.
Safari og badeferie – Tanzania er landet for dig
Vores fjerde anbefaling i uge 42 går til Tanzania.
Tanzanias nok største attraktion er deres safari-muligheder, for du kan nemlig se alle the big five i Tanzania. Så har du altid haft lyst til at se en løve eller en elefant i deres naturlige omgivelser, så er Tanzania landet for dig.
Når du har fået nok af at rende rundt på savannen eller i en af Tanzanias nationalparker, så kan du passende slutte ferien af med at tage til Tanzanias paradisø Zanzibar i det Indiske Ocean. Her står den på venligt folkefærd, spændende lokal mad og badestrande i tropisk verdensklasse.
Tanzania er et rigtigt god bud på en aktiv og dog afslappende efterårsferie.
USA – fra troperne til vinterland i uge 42
Vores femte bud er landet, som har det hele – nemlig USA.
Med et land der stækker sig fra vildmarkerne i det kolde Alaska over det pulserende hede byliv i Los Angeles og Chicago, de mange fantastiske nationalparker til forlystelsesparkerne i Florida – for slet ikke at snakke om øerne som fx. Hawaii – så har USA noget at byde på for en smag.
Du kan selvfølgelig afprøve nogle af de kendte byer som Las Vegas, Miami eller New York, men der findes også masser af mindre kendte byer og oplevelser i dette kæmpe land.
Kombiner fx et roadtrip på den kendte Route 66 med stop i de små byer, du møder på din vej, eller gå af de mindre og ukendte stier i naturreservaterne.
I efterårsferien er de sydlige stater også langt mere behagelige at bevæge sig rundt i, så det er helt sikkert et godt tidspunkt at udforske USA på.
Kirgisistan, Frankrig, Sydkorea og Grækenland
Der er naturligvis også mange gode muligheder for efterårsferie i resten af verden.
Sydkorea er et land, som helt sikkert burde være på alles rejseliste. Hvad end du søger smagfuld mad i Busan, vidunderlig natur på øen Jeju eller spændende kultur i Seoul, så kan Sydkorea give dig det hele.
Kirgisistan er virkelig en ukendt perle, som byder på et hav af oplevelser. Prøv fx at overnatte i en ‘yurt’ eller besøg Ala Archa-kløften og bjergsøen Issyk-Kul.
Frankrig er derimod en kendt perle, som bliver ved med at være et fantastisk ferieland – uanset om du søger imod Paris eller mod mere varme på de sydlige breddegrader i fx Nice ved Middelhavet.
Grækenland er en anden kendt favorit, som ikke behøver en nærmere forklaring. Udforsk oldtidskulturen i Athen eller besøg en af de mange små øer, som Grækenland er kendt for – uanset hvad så får du en vidunderlig efterårsferie her.
Også Tyrkiet er oplagt til efterårsferien. I eventyrlandet Kappadokien i det centrale Tyrkiet er temperaturerne perfekte til at opleve hele området fra cykelsadel, med vandresko eller fra varmluftsballon. I det hele taget er Tyrkiet et fremragende rejseland med både strand, storby og storslåede naturoplevelser.
God efterårsferie og rejse i uge 42!
Her er de 10 bedste steder til efterårsferie 2024
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!
7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: