San Cristóbal til Zanzibar: Mine 5 bedste rejseoplevelser

San Cristóbal til Zanzibar: Mine 5 bedste rejseoplevelser er skrevet af Trine Søgaard

De bedste destinationer – fra San Cristóbal til Zanzibar

Jeg bliver nogle gange spurgt, hvad den bedste destination er, som jeg har besøgt. Det sætter gang i et tankemylder, for jeg har efterhånden oplevet et par verdenshjørner, og det gør det svært at skulle vælge.

Her følger således de fem bedste steder, jeg har besøgt, og én jeg ikke har lyst til at vende tilbage til.

San Cristóbal, Mexico

Den lange bustur op til byen San Cristóbal i Mexico fører os bogstaveligt talt op over skyerne ad snoede veje. Det viser sig at være det hele værd, og da den friske bjergluft rammer vores ansigter, bliver den kollektive køresyge øjeblikkeligt kureret.

Vi er lige ankommet til San Cristóbal, der ligger mere end 2000 meter oppe i Sierra Madre-bjergkæden i den mexicanske delstat Chiapas. Her er det kølige vejr en oplivende kontrast til landets tropiske klima.

San Cristóbal er grundlagt af de spanske conquistadorer, hvis levn i stor stil lever videre i den charmerende arkitektur den dag i dag. Her er en gåtur ned ad de smalle brostensgader en oplevelse i sig selv.

Den mexicanske kærlighed til farver sætter nemlig sit personlige præg på San Cristóbal, som er en tidligere koloniby: Farver. Alle vegne. En by malet som en regnbue. Wauw. Et fascinerende og anelse surrealistisk syn for en skandinav som mig.

Men jeg forstår med det samme, hvorfor netop San Cristóbal har haft så enorm tiltrækningskraft på rejsende gennem tidens løb. Disse lave og livlige bygninger danner ramme om byens sociale rum, hvor små forretninger ligger side om side langs gaderne.

Her sælger maya-indianerne fint vævet tøj, keramik og stof, hvor man virkelig kan få udfordret sine forhandlingsevner. Eller man kan nyde en eftermiddag på café Carajillo, der især er kendt for sin udsøgte kaffe.

San Cristóbals omgivelser er mindst lige så fascinerende som byen selv og er bestemt værd at udforske. En dagstur derfra ligger Palenque – en maya-ruin placeret i den tropiske jungle.

Palenque har med sine hieroglyffer og mystiske templer ligget på UNESCOs verdensarvsliste i årevis. Den er værd at se. Tjek.

Men er man mere til hastighed end historie – eller bare en god kombination ligesom mig selv – så vil en sejltur på Sumidero Canyon være oplagt. Den brede flod bugter sig mellem 1000 meter høje klippevægge, og man kan spotte krokodiller og fugle fra båden.

San Cristóbal er overordnet set en fantastisk by, som jeg kun kan anbefale.

Stone Town, Zanzibar

“Mzungu!” råber den lille afrikanske dreng, mens han peger på mig og fnisende forsvinder ind af døren til sin mors butik. Efter snart fire måneder på Zanzibar i Tanzania tager jeg det ikke længere personligt, at de lokale stadig kalder mig den hvide på trods af min efterhånden ret solbrændte hud.

Tværtimod fremkalder det et smil, for jeg er blevet dybt forelsket i den her ø og ikke mindst den lille hovedstad, Stone Town. Den gamle bydel er et virvar af smalle gader, der snor sig ind og ud af hinanden, og tilsammen danner den labyrint, jeg så ofte er faret vild i.

Byens arkitektur er en smeltedigel af smukke angelsaksiske, arabiske og indiske stilarter, som fortæller historien om øens skiftende herredømmer.

Selvom kalenderen siger forår, kan det tropiske klima nogle dage føles kvælende varmt. Det sætter et sløvt tempo på kystbyens befolkning. Pole pole siger de, hvis man bliver utålmodig. Tag det roligt.

Mens solen langsomt forsvinder ned i det azurblå ocean, falder temperaturen en anelse og gør det udholdeligt. Duften af nybagt brød, grillede fisk og grøntsager begynder langsomt at brede sig fra Forodhani Food Market.

Dette store madmekka på kajen er et kulinarisk samlingspunkt for lokale og besøgende, der nyder aftenens måltid under latter på vakkelvorne plasticstole. I dette øjeblik har jeg svært ved at forestille mig byens blodige fortid.

For mange år siden var Stone Town nemlig samlingspunkt for størstedelen af verdens slavehandel. En guidet rundtur i Angelican Cathedral giver et beskedent indblik i denne rystende historie, hvor grafiske afbildninger og bevarede slavekamre i krypten er en oplevelse for de knap så sarte sjæle.

Når varmen og byens hektiske infrastruktur bliver for overvældende, kan man med båd blive sejlet 6 km til den lille ø Changuu, som også kaldes Prison Island – ‘Fængselsøen’.

Øen er omringet af krystalklart hav, og fængselsruinerne, der før rummede rebelske slaver, står stadig. Men det, jeg synes, gør dette besøg mest specielt, er øens beboere – de hundrede år gamle kæmpeskildpadder, der dovent lunter rundt mellem de besøgende.

Xi’an, Kina

Efter at have brugt halvanden uge i Beijings kaotiske omgivelser, er togturen væk fra byen et tiltrængt pusterum. Med godt 300 km/t flyver det moderne højhastighedstog gennem de flade marker i Kina.

Det virker underligt hypnotiserende på togets passagerer, der i stilhed observerer det tomme landskab. Fem timer senere står vi af på perronen i Xi’an, og virkeligheden rammer os igen.

Med et indbyggertal på knap 12 millioner er denne by også tæt pakket af mennesker og tæt trafik alle vegne. Men jeg bemærker det øjeblikkeligt. Til forskel fra Beijing virker luften klar, og lugten af udstødning er næsten ikke-eksisterende.

På vej til vores hotel tager bussen os ind gennem byen, hvor moderne højhuse danner ramme om Xi’ans smukke midtby – et virvar af smalle gader domineret af de traditionelle grå murstensvægge, røde husdøre og åbne parkområder, hvor de lokale øver thai chi på plænerne. Bydelen er omringet af Chengqiang, den ældgamle og velbevarede bymur, som vi senere valgte at udforske på lejede tandemcykler.

Xi’an er ikke kun Kinas tidligere hovedsted, men også begyndelsespunktet for Silkevejen – den ældgamle handelsrute, der forbandt Asien og Europa. Købmænd valfartede hertil fra de arabiske lande og slog sig ned det man i dag kender som Muslim Street.

Vi bevæger os møjsommeligt ned af denne selvsamme gade, der dufter af grillet lam og pandestegte dumplings. Det kulinariske sammenstød af kinesiske smagsvariationer og arabiske krydderier skaber tilsammen en enestående madoplevelse, jeg husker som en af mine bedste i Kina.

Selvom områderne omkring Xi’an byder på storslået bjergnatur, valgte vi at tage bussen ud til byens nok mest kendte attraktion: Terracotta-krigerne. Til trods for at stedet emmede lidt af turistfælde, var det alligevel ret imponerende at se de mere end 8000 statuer, der i flere århundrede har bevogtet kejser Qin Shihuangs mausoleum.

Byron Bay, Australien

Som backpacker på Australiens østkyst lod jeg mig ofte fortælle, at denne lille kystby var et sted jeg skulle se frem til at besøge med mine venner. Men da bussen satte os af på hovedgaden, var jeg ved første øjekast en smule forvirret.

Byron Bay er hverken storslået eller særlig sammenhængende, når det kommer til arkitekturen, og byen har tydelige trafikale problemer. Jeg havde svært ved at forstå fascinationen. Men jeg skulle hurtigt komme på andre tanker.

Byron Bay er nemlig ikke en by, man rejser til for at se, men derimod for at mærke. Efter blot et par timer bliver bygningernes lade udseende ligegyldigt, for under overfladen ulmer en længsel efter hippietidens svundne, fredelige tilværelse – og det smitter.

Byen er med tiden blevet et samlingspunkt for moderne rebeller, der i oprør mod “8 til 16-tilværelsen” er rejst fra hele verden for at opleve denne tilbagelænede livsstil.

Her blomstrer kreativiteten tydeligt og udfolder sig som kunstbutikker, farverig graffiti rundt om i byen, gademusik og ikke mindst alternative tøjvalg blandt lokale og besøgende.

I løbet af dagene lejede vi et surfbræt og bar i fællesskab det tunge bræt ud til Clarke’s Beach. Byen munder ud i en bugt, og denne del af stranden er kun én ud af mange steder, hvor forholdene gør det oplagt at afprøve sine surferevner i det mørkeblå hav.

Senere samme aften begav vi os til fods op af vejen til Cape Byron Lighthouse for at se solnedgangen. Fyrtårnet er placeret på en bjergtop, hvor den imponerende udsigt over byen, landskabet og havet er gåturen værd.

Følger man en snoet sti bagom tårnet og ud på en odde, vil man tilmed se mærket, der markerer Australiens østligste punkt.

Efter Australien tog jeg til New Zealand, der ligeledes er en fantastisk rejsedestination – også som solorejsende.

Riquewihr, Frankrig

Nogle af mine venner vil nok referere til mig som frankofil, for min kærlighed til det her land vil ingen ende tage. Maden, vinen, musikken, landskabet, livsstilen – der er bare noget over Frankrig. Derfor er det nok heller ikke så mystisk at min sidste destination befinder sig i det nordøstlige Alsace-område.

Ikke så langt fra grænsen til Tyskland ligger den lille middelalderby Riquewihr, der rummer det beskedne antal af 1300 indbyggere. Da jeg første gang bevæger mig ind ad byens port, er jeg ikke i tvivl om, hvorfor stedet er noget særligt.

Den brostensbelagte hovedgade er omkranset af farvestrålende bindingsværkshuse, hvor lige så farverige blomster vælter ud af altankasserne under trævinduerne.

En lille labyrint af smalle stræder, der alle er dekorerede i samme stil, leder væk fra hovedgaden, der venter på at blive udforsket af de besøgende. Byens romantiske og velbevarede omgivelser er betagende, og giver en uvirkelig følelse af at være trådt ind i noget der minder om et eventyr.

Når mørket sænker sig hen på aftenen, søger folkene ind på byens madsteder. På trods af sin størrelse rummer Riquewihr en del udsøgte restauranter, hvor La Table du Gourmet‘s køkken endda er belønnet med en Michelin-stjerne, og er et besøg værd for de madglade.

Riquewihr er omgivet af bakket landskab og grønne vinmarker, som gør en simpel køretur i området til en hel attraktion. Det idylliske helhedsindtryk gør det ikke til nogen overraskelse, at byen befinder sig på listen over de smukkeste byer i Frankrig. Og den er da også noget ganske særligt.

Bali, et plastikparadis

Mit indtryk af Bali i Indonesien er bestemt ikke dårligt, og alligevel er den verdensberømte ø havnet som destinationen, jeg ikke behøver at komme tilbage til.

Når jeg fortæller om min tur, lytter folk intenst og svarer, at det lyder som en dejlig oplevelse, og det var det også. Det er noget ganske særligt at drikke sin morgente på en træveranda med udsigt ud over jungle og vulkaner, der langsomt kommer til syne i takt med at morgendisen letter.

Det er fantastisk at opleve øens varme kilder, hellige vandtempler og balinesernes rolige tilværelse, hvor alle gøremål bliver udført som ritualer. Solnedgangen over Ubuds våde rismarker, hvor himmel og jord står i samme flammerøde farver, er betagende.

Alt her virker zen. Men virkeligheden rammer mig også temmelig hurtigt, da især én ting er umulig at ignorere. Bali er offer for den globale masseproduktion af affald og plastic, der bogstaveligt talt flyder alle steder.

Når man kører langs de hullede landeveje, er de små vandløb under broerne næsten tilstoppede af plastik. Når man går rundt i byerne, ligger der plastik i rendestenene. Men mest af alt er det havene omkring øen der for alvor lider.

De gyldne kystlinjer forsvinder langsomt under bjerge af plastikaffald, som skyller op med tidevandet. Det gør ondt at se på for en naturelsker som mig – så meget, at det holder mig fra at tage tilbage og for alvor sætter tankerne i gang om min egen miljøbevidsthed.

På mit hotel i nordøst-Bali overværede jeg en begivenhed, hvor en gruppe af børn modtog skolebøger som belønning for at have samlet 1,5 ton affald sammen på stranden. Det sætter problemets omfang i perspektiv. 

Selvom jeg mener, der stadig er mange grunde til at besøge Bali, så var ét besøg nok for mig af netop disse årsager. Man kan dog kun håbe på, at øen en dag genvinder sine gyldne strande, og at den smukke og frodige natur kan forblive uspoleret.

San Cristóbal – og verden

God rejse ud i verden – uanset om du vælger San Cristóbal eller en af mine andre favoritter.