Rejs ud i verden – 12 lande på 12 måneder er skrevet af: Jens Skovgaard Andersen
Rejs ud i verden – det aldrig for sent
12 måneder inden jeg skulle skrive mit speciale, besluttede jeg mig for at bruge min sidste studietid på at rejse. Så meget som muligt. Jeg ville drage nytte af den frihed, der er forbundet med at være studerende, og bestemte at jeg skulle besøge 12 lande på 12 måneder.
Antallet af rejser – og livet som studerende på SU – satte selvsagt nogle begrænsninger for omfanget. Det måtte ikke være for dyrt, og jeg måtte ikke være afsted for længe ad gangen. Derudover var der frit slag, og jeg lod helt og aldeles de billigste billetter diktere, hvor jeg skulle hen måned efter måned.
Ofte resulterede det i arbitrære pakkeløsninger fra diverse selskaber, som skulle have fyldt fly, busser og hotelværelser langt uden for destinationens højsæson.
Det krævede derfor lidt mere af mig, når jeg ville dykke ned i den lokale kultur og undgå de standardiserede turistoplevelser. Det kan gøres på alverdens forskellige måde, og her er en række af dem jeg selv har prøvet kræfter med.
Edinburgh – tag del i de lokale begivenheder
Rejser til Skotland er mest eftertragtede i maj, juni og september. Det er her, der er bedst mulighed for at få nogle dage i solen i et ellers regnfuldt klima. Der er derfor ofte billige flybilletter til Edinburgh i de koldeste måneder. Vi tog af sted i slutningen af januar, hvor der er en årlig, national fejring af en personliggørelse af skotsk kulturarv – Robert Burns Night d. 25. januar.
Robert Burns var en skotsk poet og sangtekstforfatter, der nationalt fejres som en pioner inden for romantikken, og anses af mange som Skotlands stolthed. Internationalt er Burns nok mest kendt for sin udgave af folkesangen Auld Lang Syne, som synges d. 31. december ved midnat.
I løbet af ugen omkring d. 25. er der guidede ture og arrangementer med Burns som tema, som mange vil have glæde af. Selv valgte vi at finde mindre koncerter og ekstraaktiviteter, som de lokale pubber arrangerer for at hamle op med det øgede aktivitetsniveau i området og for at tage del i den økonomiske gevinst fra turister som os.
Vi havde dermed en halv uge i Edinburgh med skotsk livemusik, poesioplæsninger og fællessang i nationalromantikkens navn. Med sækkepiber, violiner, skotter i kilt og masser af pints. Vi var på farten i alle døgnets vågne timer, hvorfor det passede fint med et billigt hotel, der ikke fungerede som andet end soveværelse og badeværelse.
Marrakech – rejs ud mod de fire verdenshjørner
Nogle gange skal man lade sig forføre af en ny by og gå med på infrastrukturens præmisser. Vi havde fire dage i Marrakech, og vores taktik var simpel; at gå mod henholdsvis nord, syd, øst og vest på hver af vores dage i byen. Vi boede i Riad Misria et Spa – en riad inden for Medinaen.
Medinaen er den gamle bydel i Marrakech og er bedst kendt for sine rødstøvede gader og bygninger. Hele området er på UNESCOs verdensarvsliste og en seværdighed i sig selv. I dagtimerne fræser knallerter om hvert et hjørne blandt fodgængere, cyklister og ladvogne trykket af muldyr.
Om aftenen forvandles gadebilledet til et farveorgie, når krydderier, lamper, tallerkner, tæpper og alverdens flettede kurve lyses op af gadelamperne i souken foran det røde bagtæppe.
På vores færd rundt i Marrakech kom vi forbi Palais El Badii – et palads fra slutningen af det 16- århundrede. Paladset er dekoreret med velduftende appelsintræer inden for ruinmurene og florerer på diverse lister over seværdigheder i Marrakech.
Det samme gør den store markedsplads Djema el Fna, som vi ligeledes tilfældigvis kom forbi en aften. Her kan man opleve slangetæmmere, køre i hestevogn og købe sig til alt, hvad hjertet begærer.
På turen holdt vi os primært inden for den 20 km lange mur, der indrammer Medinaen. En enkelt dag begav vi os ud i den moderne del af byen, hvor velkendte logoer som Starbucks og McDonald’s pryder store glasfacader. Et fascinerende kulturchok, der understregede min egen fascination af den røde Medina.
Basel, Mulhouse, Freiburg – rejs ud og besøg en du holder af
Der er mange fordele ved at have familie og venner, der har bosat sig rundt om i verden. Man kan gerne spare lidt penge på kost og logi, og man får samtidig sin egen personlige rejseguide med indblik i lokalbefolkningens vaner og præferencer. Jeg har fx en tante, der har bosat sig i Badenweiler, hvor jeg lagde vejen forbi.
Jeg fløj til EuroAirport Basel Mulhouse Freiburg, der fungerer som base for easyJet, hvorfor der ofte er billige billetter at finde hertil. Lufthavnen ligger på den fransk-schweiziske grænse – ikke langt fra den tyske. Med andre ord befinder man sig i et trekantsområde, der byder på både franske, schweiziske og tyske seværdigheder og oplevelser.
Turen bød blandt andet på sightseeing langs vinstokke i Mulhouse, badning i det naturligt opvarmede mineralvand thermal spa ved Badenweiler, gåtur i Basel og ikke mindst et visit i det overdådige Konzerthaus Freiburg. Frem og tilbage over Rhinen et utal af gange.
Costa del sol – pak bilen
Ved at leje en bil gør man sig fri af guidede ture og masseproducerede oplevelser. Og eftersom vi havde indlogeret os på Medplaya Hotel Bali i Benalmádena i starten af december – langt uden for sæson – var det netop, hvad vi havde brug for. Et charterferiehotel i de kolde måneder kan hurtigt blive en så akavet affære, at man må tillægge sig det en ironisk distance. Det var tilfældet her.
Udover en halvtom britisk pensionistturistbus var vi de eneste gæster på det store hotel. Et dansende og syngende personale opførte en aften musicalen Mamma Mia! – halvt på spansk og halvt på engelsk. Formentlig et pragtfuldt tiltag i turistsæsonen, men ganske tåkrummende i en halvtom hotelbar med decemberregn på vinduerne.
Kysten ved Benalmádena er nærmest bygget op af store luksushoteller, og det er tydeligt, at mange rejser dertil for at tilbringe så meget tid på hotellet som muligt. Dermed kan det være svært at gå på opdagelse i byen. En beslutning om at leje en bil og køre op ad kysten blev vores redning. Vi satte kurs mod Málaga.
Jeg var af den opfattelse, at Málaga ikke havde en synderligt opsigtsvækkende kulturhistorie, indtil vi bemærkede at særligt én maler, keramiker og billedhuggers navn gik igen langs solkystens gallerier og museer; Pablo Diego José Francisco de Paula Juan Nepomuceno María de los Remedios Cipriano de la Santísima Trinidad Ruiz y Picasso – bedre kendt som Pablo Picasso – er født og opvokset i Málaga.
På Plaza de la Merced i Málaga kan man besøge Picassos barndomshjem. Hjemmet er en genskabelse af familien Picassos private miljø, som det så ud i den tid de boede i Málaga. Rummene er fyldt med familiens personlige ejendele med alt fra familiebilleder og møbler til Pablo Picassos skoleopgaver. Der er selvfølgelig også både malerier og keramik af Picasso.
Rejs ud i verden og oplev aber helt tæt på
Som en lille sidegevinst, er der ikke langt fra Benalmádena til Gibraltar; det britiske territorium, hvor der er rig mulighed for at møde vildtlevende berberaber på toppen af Gibraltarklippen.
Vil man rejse mangt og meget, handler det i høj grad om at have øje for de muligheder, der byder sig. I stedet for at lægge sig fast på en destination eller en bestemt oplevelse, kan man med fordel lade sig rive med af gode tilbud og turistfælder. De fleste steder er spændene at besøge, såfremt man ved, hvor og hvordan man skal lede.
Mine 12 lande på 12 måneder endte med at tælle Frankrig, Schweiz, Marokko, Skotland, Spanien, Sverige, Malta, Tyskland, Italien, Holland, Finland og Grækenland.
Melder man ud til sin omgangskreds, at man har planer om at rejse 12 gange på et år, begynder de selv at komme med forslag til rejsedestinationer – og invitere sig selv med på turen. Et voilà! Sådan planlægger 12 rejser på 12 måneder praktisk talt sig selv.
Rejs ud i verden nu!
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig!
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar