Blaffer-tur: Fra Europa gennem Sahara

Blaffer-tur: Fra Europa gennem Sahara er skrevet af Lene Kohlhoff Rasmussen

Blaffer-metoden: En billig rejsemåde

Min daværende kæreste Pete og jeg stod og råbte ad hinanden ved en motorvejstilkørsel et sted i Andalusien. Det var stegende hedt. Vi var trætte og sultne, men vi havde kun et par tørre kiks i lommen, så der skulle ingenting til, før lunten var tændt.

Året var 1995, og vi var unge studerende, der ikke havde råd til at rejse, så vi blaffede ned gennem Europa. Petes mor havde en ferielejlighed i Torremolinos, men da vi nåede derned, viste det sig, at lejligheden var lejet ud til andre turister, så vi måtte finde på noget andet.

Marokko var ikke så dyrt, så vi blev enige om at sejle over til Tanger, og inden længe befandt vi os i den eventyrlige by Marrakech.

Slangetæmmere og brugte gebisser

Når morgensolen stod op over den store plads Djema al Fna, vågnede det magiske liv i Marrakech. Slangetæmmerne samledes på torvet på deres tæpper. Hen over pladsen kunne vi se hennamalende kvinder og gadehandlerne, der solgte alt lige fra brugte gebisser til strudseæg, og der var duft af krydderier og urter.

Der var ikke mange udlændinge i byen, men vi mødte et par tyskere, Heinz og Monika, vi håbede, vi kunne bruge vores blaffer-teknik på. De var et par hippietyper, der spillede guitar og røg en masse tjald, mens de slappede af og drømte om at fylde tilværelsen med kærlighed og harmoni.

De havde slået sig ned i Gambia, men en eller to gange om året rejste de til Tyskland og købte nogle udrangerede kassebiler, som de kørte ned gennem Sahara i.

I Gambia monterede Heinz sæder bag i bilerne og solgte dem som minibusser. Denne gang havde de to biler med, men de manglede en chauffør, da en af deres venner var rejst hjem på grund af sygdom. Pete og jeg meldte os hurtigt til at overtage tjansen, og straks var vi på vej.

En blaffer-tur med ramponerede kassebiler gennem Sahara

Der var masser af checkposter på ruten. Heinz og Monika kendte proceduren og gav vagterne parfume og cigaretter som gaver, så vi slap hurtigere og lettere igennem.

På det sidste stykke af vejen gennem marokkansk Vestsahara og videre ned over grænsen til Mauretanien skulle vi køre med en militærkonvoj. Flere gange dagligt måtte vi skubbe bilerne fri af sandet, så vi var også kommet på hårdt arbejde.

Gennem Mauretanien kørte vi et stykke af vejen langs havet. Vi skulle gennem en smal stribe med en klippevæg til den ene side og havet til den anden. Her sad vi pludselig fast, og bilerne gravede sig dybere og dybere ned i sandet, mens tidevandet nærmede sig.

Vi stod i vand til knæene, da vi endelig havde fået bilerne fri. Vi klarede det, vi var heldige, og hvor utroligt det end lyder, overlevede de ramponerede kassebiler.

Til trods for de mange anstrengelser med at skubbe bilerne fri, var ørkenlandskaberne og de stjerneklare aftener ude midt i Sahara hele blaffer-turen værd.

En nat oplevede vi noget helt usædvanligt: Det begyndte at dryppe på teltdugen. Regnen i den knastørre ørken var så forfriskende, at vi helt spontant gav os til at danse en regndans. Den næste morgen kunne vi se nogle små grønne spirer dukke op af sandet, men i løbet af få timer var de svidet væk af den skarpe og bagende sol.

De stjal mine eneste sko

Vi nåede helskindet gennem Sahara og overnattede i en lille landsby i Senegal. Om aftenen sad vi og spiste og hyggede os sammen med de lokale landsbyboere. Om natten lagde jeg mine sko lige uden for teltet, og næste morgen var de stjålet.

Det var et par slidte gummisko, som jeg godt kunne undvære, hvis jeg bare havde haft mere end det ene par sko med. Lidt af en krise for en blaffer. Nu måtte jeg rejse videre til den næste by i bare tæer. Ikke nok med, at jeg var blevet bestjålet i nattens løb, men syd for Sahara blev jeg også angrebet af blodtørstige myg, hvilket efterfølgende viste sig at få nærmest fatale følger.

Her er et godt flytilbud til Senegal – tryk på “se tilbud” inde på siden for at få den endelige pris

Blaffer-turens afslutning: Hjem med malaria

Da vi nåede til Gambia, stillede vi vores telt op i Heinz og Monikas baghave. Vi var gæster hos dem et par uger, inden vi rejste hjem til Wales i England, hvor Pete og jeg boede sammen.

Pete drak nogle whiskysjusser om bord på flyet, og dagen efter beklagede han sig over, at han havde de ondeste tømmermænd, som på uforklarlig vis blev værre og værre. Den næste morgen lå han i sengen og var askegrå i ansigtet. Han kom på hospitalet og fik konstateret malaria.

De næste par dage begyndte jeg selv at blive sløj. Om morgenen skulle jeg op til busstoppestedet, men pludselig blev jeg meget svimmel, og det sortnede for mine øjne. Jeg vågnede ved, at jeg kastede op på naboens stuegulv. Hun havde set mig falde bevidstløs om på gaden og ringede efter en ambulance.

Jeg lå en uge på hospitalet med malaria. Vi havde fået den værste af alle malariatyper og oplevede febervildelse, diarré, opkastninger, mareridt og hallucinationer. Heldigvis blev vi begge raske igen. Og med denne oplevelse rigere, fik jeg en sandfærdig rejseskrøne og røverhistorie at berette om dengang, jeg som blaffer rejste ned gennem Europa og endte i Gambia.

Den næste rejse er kun en løftet tommelfinger væk