Top-5: Verdens bedste strande er skrevet af Redaktionen RejsRejsRejs
1. Flamenco, Culebra
Caribien er jo nærmest det, vi forestiller os, når vi tænker på et postkort eller en Bounty-strand. Denne øde perle er dog noget for sig. Den er vist nok på flere uofficielle lister over de bedste ukendte strande i verden.
Tag færgen fra Fajardo på Puerto Ricos østkyst – en tur på lidt over en time, og så er du ude på en uspoleret ø med en lille havn og ellers blot naturreservater, bjerge og strande.
På Flamenco hersker en lokal stemning. Husk at medbringe den helt store køletaske med lækkerier, for der er ikke så meget at købe i boderne ved stranden. Der er mange lokale, som tager over og camperer i telte lige ned til stranden.
Der er rent og pænt, og der står skraldespande placeret hver tiende meter – det er bestemt ikke en selvfølge på turistede strande i dag.
2. Paje, Zanzibar
“Mambo vipi”, siger masaierne på stranden.
I Paje på Zanzibars østkyst er der ikke længere mennesketomt, som da jeg besøgte stedet for flere år siden. Men stranden er nu stadig noget helt særligt. Der er fascinerende tidevand, som strækker sig flere hundrede meter ud fra kysten.
Om dagen render de afrikanske mamas rundt og høster tang i knædybt vand. Tangmarkerne bliver brugt til at producere sæbe og andre skønhedsprodukter.
De lokale er enormt søde, og de er vant til besøg fra Danmark.
Der findes små sivhytter, hvor du kan få massage. Der er desuden sjove fyre på stranden, som gerne vil sælge dig farvestrålende kangaer – den traditionelle beklædningsdel blandt kvinder i Tanzania.
Rejsetilbud: Dykning og strandferie på Zanzibar
3. Cinnamon Bay, St. John, U.S. Virgin Islands
Samtlige strande i det tidligere Dansk Vestindien burde være på denne liste. På øen St. John finder du Cinnamon Bay. Øen er virkelig chill og ikke særlig turistet, og selv om der er mange krabber, er stranden smuk.
Vandet er noget af det klareste, jeg har set, og bugten indrammer stranden og skærmer for bølger. Det var også på Jomfruøerne, at jeg var så heldig at få mig en snorkelselfie sammen med flere havskildpadder.
Rejsetilbud: Kulturrejse til De Dansk-Vestindiske Øer
4. Thailand: Klong Prao, Koh Chang
Jeg har fundet en strand i Thailand, som ikke er nævnt i alverdens guidebøger. Den er heller ikke ødelagt af store hotelkæder og fulde backpackere – er det virkelig muligt? Ja!
Vi boede på et lille hostel blot 50 meter fra stranden, hvor der var en lille gangbro ud til vandet. Der er småøer i horisonten, som var baggrund for en af mine flotteste solnedgange. Min veninde og jeg sad med bare tæer i sandet og fik en drink, og der er også gynger på stranden.
Vi var der i regnsæsonen, og en af dagene fik vi thaimassage i styrtregn, mens vi lå og lyttede til havet og bølgerne.
5. El Tunco, El Salvador
En vulkanstrand med sort sand? Det fænomen havde jeg aldrig hørt om. Ikke desto mindre var jeg ret begejstret, da jeg ved et tilfælde opdagede El Tunco på min rejse gennem Centralamerika.
Bølgerne var vilde, og de flotte surferfyre var i overtal. Jeg nøjedes med at tosse lidt rundt i bølgerne og tage billeder. Der er rå klipper og en dejlig brise, og der ligger ret mange hostels i nærheden. En rigtig backpackerstrand.
Bare et tip: Husk klipklapper, medmindre du vil have brændt dine fødder af. Lyst sand kan blive varmt, men sort sand er som at gå på lava.
Skynd dig at besøge en eller flere af disse strande, du vil sent fortryde det!
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar