1. Du bliver ruineret af at rejse
Bogstavelig talt! Ikke nødvendigvis af selve rejsen, for det kan jo gøres lige præcis så dyrt eller billigt, som du ønsker. Men fordi du jo skal besøge dine 67 nye venner, der selvfølgelig er bosiddende i USA, Canada, Australien, New Zealand, Singapore og Spanien.
Og så er der alle skandinaverne, naturligvis. Og franskmændene og tyskerne. Og hver og en skal naturligvis besøges efterfølgende. Der røg udbetalingen til et hus. Og bilen selvfølgelig også.
Rejsetilbud: Den store Australiensrejse
2. Din rejselyst forsvinder ALDRIG igen
Forbered dig på en rejselyst af den anden verden. Sådan en, der gør ondt helt ned i maven, og som dine tanker konstant kredser om. Faktisk bliver den kun værre og værre for hver eneste rejse, du er på, for mere vil som bekendt have mere, og du higer efter at opleve, opdage og udforske som aldrig før, når du kommer hjem fra din rejse.
Det er bare som om, at Danmark ikke er helt så fedt mere…
Her finder du gode tilbud på udlejningshuse i Danmark
3. Dine venner kan ALDRIG komme til din fødselsdag
Det er umuligt at samle alle dine (nye) venner på én gang. Og det er verdens tarveligste og mest øv-agtige følelse… Men i princippet er det din egen skyld. For du tog selv afsted! Øv. Venner i hele verden og sofaer at crashe på overalt. Træls!
4. Der var engang…
Hvor du var på den dersens overdrevet fede rejse. Og det vil du fortælle RIGTIG mange mennesker, RIGTIG mange gange over RIGTIG lang tid…
Faktisk vil de fleste af dine sætninger starte sådan, og dine venner herhjemme vil hade dig for det – i rigtig lang tid. De har ligesom fattet, du har været væk og kan ikke helt forstå, hvorfor det var SÅ fedt… Men skidt, de er bare misundelige!
5. Din hverdag er RØVSYG
Du opdager hurtigt, hvor kedeligt der er herhjemme. Det danske uddannelsessystem, arbejdsmarkedet, vejret… Det hele. Jovist fungerer det meste godt, og jovist er vi vældigt privilegerede, MEN…. Det er bare ikke nær så sjovt som at læse midt i Borneos regnskov, arbejde i kæmpestore og smukke Sydney, midt i skøre og vilde New York eller i Canadas fantastiske vildmark, vel?
Altså lige meget hvor meget Odense prøver, så bliver det ikke New York… Og Aarhus, du er flot, skøn og har været kulturby … Men du er jo ikke Sydney, vel? Og København… Ja, du har en masse turister, lidt kanaler og sådan noget, men Amsterdam er du jo heller ikke. For slet ikke at tale om Vancouver, næh.
Man kan ikke bare lige daffe på stranden med en $1 latte i den ene hånd og sin nye spanske flirt i den anden hånd… Men frygt ej… Nu skal du kun afslutte din uddannelse i gråvejr eller opsige dit kedelige kontorjob, før du kan rejse ud igen!
6. “I’ve had the time of my liiiiife”
Det bliver med sikkerhed “the time of your life”, og intet kommer over, under eller på siden af en livsændrende rejse.
Det er bare ikke helt sikkert, at dine venner og familiemedlemmer er 100% enige i, at dine nye bedste venner er nogle, du har kendt i to måneder, og at ALT bare er fedt i din “nye tilværelse”. Som de jo af gode grunde ikke rigtig er en del af.
7. Du får en ond hjemve af at rejse ud
Altså omvendt hjemve, når du kommer retur til Danmark. Du kommer til at savne, som du aldrig har savnet før.
Dine nye, sprudlende, skrupskøre og skægge venner. Maden, der bare smagte bedre, af mere og var billigere. Jeres smutture til stranden, weekendture til nærtliggende byer – og her mener vi, at alt mellem tre og otte timer er nærtliggende. Spontane byture på en tirsdag, der naturligvis først ender langt efter, solen er stået op.
Ja, selv arbejde eller undervisning i udlandet, som ligger enten meget tidligt eller i weekenden, vil du savne. Og det savn vil blive der. For altid. Sorry, men det vil det.
8. Du har ubrugelige ting derhjemme, du aldrig skulle have købt
Det dyre regntøj, du lige har investeret i, får du desværre aldrig brugt nu. Hvor er det ærgerligt, at du har brugt penge på noget SÅ fedt, der bare skal ligge i en skuffe derhjemme, fordi du skal rejse jorden rundt og kun kommer forbi varme, fede destinationer. ØV!
9. Du er tvunget til at spise koriander og andre eksotiske ting, du hader
Du må droppe din kebab fra din lokale ‘kebabpusher’, og du er tvunget til at spise enormt billig, frisklavet og indbydende mad. HVER dag. Ting, der er nye og spændende, og som smager lækkert. Og desuden ikke koster en fløjtende fis. Det er da irriterende at en banh mi har koriander i, som du troede, du ikke kunne lide, men nu elsker. Og hvorfor koster den kun 10 kroner?
Det er da i grunden rigtig træls.
10. Du kommer hjem med fornyet energi – hvis du altså kommer hjem
Kender du ikke de der typer, der bare er lidt for overskudsagtige og happy-go-lucky hele tiden? Det er dig, når – eller hvis – du kommer hjem.
Sådan en rigtig irriterende en, der har lært at sætte pris på livet og alt det gode, vi har. Det er jo møgirriterende, at du nu skal være positiv hele tiden, når alle andre er sure over, at vi går en mørkere tid i møde, og at der er overtræk på kontoen. Kan du ikke bare være småsur ligesom alle andre?
11. Du blir semi-stresset af at rejse ud
Alt for travlt!
Altså med at tjekke flypriser, billige hoteller og skrive med dine nye venner, for du skal jo rejse ud igen snart. Du har nemlig fra nu af og til evig tid altid minimum én rejse planlagt, ellers får du hjertebanken, forhøjet blodtryk og dårlige nerver og kan ikke sove om natten. Men det må du jo finde dig i.
Det er hårdt at være world-traveler, men det er jo dit eget valg, at du vil opleve, opdage og rejse.
God rejse – hvis du altså tør…
Her finder du gode rejsetilbud til hele verden
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere!
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar