Tips og tricks: Rejsenørdernes 5 bedste råd er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs.
Rejsenørdernes tips
I redaktionen her på RejsRejsRejs har vi tilsammen rejst i rigtig mange år, og i størstedelen af verdens lande.
Her er 5 udvalgte rejsetips, og der er mange flere i vores e-bog.
Få en gratis rejse på rejsen
Når du rejser langt væk, er der en stor sandsynlighed for, at du skal stoppe et sted undervejs og skifte fly. Det er rigtig god lejlighed til at opleve endnu mere på rejsen.
Mange flyselskaber tillader, at du for ingen eller ganske få penge kan lave et ’stopover’ på vejen, når du alligevel skal skifte fly. Med dette lille trick kan du få en ’gratis’ rejse oveni til en spændende by på vejen.
Få mere god mad på flyet – tips til den sultne rejsende
Den nemmeste måde at få god mad på flyet er ved at lave det selv. Hvis du medbringer mad, som ikke er flydende, er det nemt at få med gennem sikkerhedskontrollen, og så har du det til flyveturen. Et trick vi altid selv bruger.
Alternativt kan du se, om ikke der skulle være noget god mad i lufthavnen, som sikkert ikke koster mere, end det gør ombord. Tag i øvrigt også en tom vandflaske med, så du kan fylde den i lufthavnen og have noget vand med til turen.
Hvis du flyver langt med et selskab, som serverer mad ombord, så er det helt ok at spørge, om der er mere tilbage, hvis du stadig er sulten. Flyene har altid mere med, end de har brug for, så du kan sagtens være heldig.
Få god plads til dig og dine ben
Hvis I rejser to sammen, så vælg pladserne ved henholdsvis gangen og vinduet. Det betyder, at midterpladsen er fri, og I har mere plads til jer selv og jeres ting. Hvis flyet er fyldt op, vil der komme en med billet til midterpladsen, men vedkommende vil helt sikkert gerne bytte med en af jer, så I alligevel kommer til at sidde sammen.
På lavprisfly koster det ekstra at vælge sit eget sæde, og det er der ikke mange, der gør.
På grund af sikkerheden ombord på flyet skal der dog sidde nogen ved nødudgangen, så hvis du spørger kabinepersonalet, når du kommer ombord, kan du meget vel være heldig at få lov at sidde der, hvor der er god plads til benene. Et godt trick til de langbenede.
Få bagagen med ombord – tips til bagageregler
Med de rimelig strenge regler for især håndbagage på fly kan det godt betale sig at pakke strategisk hjemmefra.
Der vil ofte være for meget håndbagage i kabinen, og noget skal pilles fra. Det bliver i første omgang kabinekufferterne, der bliver peget ud. Hvis du rejser med en blød taske, så kan den nemmere presses ind mellem andre tasker og behøver ikke at blive lagt i flyets bagagerum.
Få plads til dine nye yndlingssouvenirs
Køb og smid væk. Uanset hvor du skal hen, så kan nok købe det meste af det, du lige mangler på destinationen. Så tag ikke hele medicinskabet og hele garderoben med – du klarer den nok med mindre. Tag et kig i garderoben og se, om du har noget tøj liggende, som du alligevel ikke går i herhjemme. På rejsen er der ikke mange, der vil rynke på næsen af en billig t-shirt med reklametryk.
Og hvis du alligevel ikke har tænkt dig at gå i den, når du kommer hjem, så giv den videre til andre eller smid den væk undervejs. Så har du også plads til den trægiraf, det plastic-eiffeltårn og den farvestrålende sarong, du alligevel køber med hjem fra turen.
Brug bare løs af vores tips og tricks og del dem gerne med andre. Der er mange flere i vores e-bog.
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig!
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar