Solo-rejser: 10 gode råd til din rejse alene er skrevet af Amanda Rico Abildskov.
Solo-rejser på den fornuftige måde
Da jeg fortalte mine venner og familie, at jeg havde besluttet mig for at rejse alene til Centralamerika, og at jeg havde bestilt min billet til El Salvador, så var de fleste af reaktionerne: “Jamen er der ikke farligt?”
Og så kom ellers bekymringerne og spekulationerne. Ikke mine egne, men mine omgivelsers. For jo, der kan være farligt i El Salvador og især i hovedstaden – alt efter hvilket byområde du befinder dig i. Men der er ikke mere farligt end så mange andre steder, og uanset om man rejser alene eller med andre, så er man nødt til at bruge sin sunde fornuft.
Lær om landet, du skal besøge
Der er forskellige måder at se og rejse i verden på: Kulturelle forskelle, attituder, holdninger, miljøer, religioner og så videre. Det er nemt at komme til at gøre noget upassende, hvis ikke man på forhånd har sat sig lidt ind i landets forhold og måde at gøre tingene på.
Her er mine 10 bedste råd til dig, som ønsker at tage afsted på en solo-rejse – især som kvinde.
Ankom mens det er lyst
Så vidt det er muligt, er det en god idé at rejse og ankomme til et nyt sted, mens det stadig er lyst. På den måde har du større overblik over, hvor du befinder dig, og du kan læse skiltene og bedre orientere dig.
Ankommer du til et helt nyt sted, når det er blevet mørkt, kan det føles utrygt, fordi der ikke er så mange mennesker på gaden, og butikker og kontorer er lukkede, så det kan være sværere at spørge om vej og den slags.
I den situation er det en god idé at lave en aftale med det sted, hvor du skal overnatte, om at blive hentet i taxa. På den måde er du sikker på at køre med en pålidelig chauffør og slipper for at skulle færdes rundt i mørket efter den rigtige adresse.
Første overnatning på din solo-rejse på forhånd
Sørg for at du som minimum har booket din første overnatning på din nye destination. Eventuelt tæt på den busterminal eller lufthavn du ankommer til. Det er ikke rart at stå et ukendt sted og ikke ane, hvor øst og vest er, eller hvordan du får fat i en taxi, samt hvor der overhovedet er et sted at overnatte. Jeg taler her af erfaring.
Kort og adresse
Når du tager afsted på solo-rejser, er det en rigtig god idé at have downloadet de vigtigste rejse-apps. Hav også et ‘offline-kort’ på din mobil, så du altid kan orientere dig, om hvor du er.
Hvis du ikke har den mulighed, så lav et par screenshots af den adresse, du skal hen til på din mobil via et kort. Sørg også for at have den korrekte og fulde adresse noteret til dit overnatningssted både på din mobil og nedskrevet et sted på papir eller i din notesbog.
På den måde har du de vigtige informationer, hvis din mobil skulle løbe tør for strøm, eller hvis du har brug for at spørge om vej. Dobbelttjek adressen. Hvad ligger der af store seværdigheder i nærheden? Monumenter? Store hovedgader?
Du kan nemlig ikke regne med, at din chauffør, hvis du fx tager en taxa, ved hvor adressen er, bare fordi du har printet den ud og viser ham et kort. Så det er godt at have en kendt bygning at navigere omkring.
Valuta
Det er en god idé, at du har nogle kontanter på dig i den lokale valuta, når du ankommer til et andet land. Du kan ikke være sikker på, at kreditkortet kan bruges alle steder. Hvis du er udenfor storbyerne og i offentlige transportmidler samt taxi, foretrækker de som regel kontanter.
Hvis ikke du har mulighed for at veksle til den lokale valuta, inden du begiver dig afsted på din solo-rejse, så rejs som minimum med amerikanske dollars. De er ofte nemmere at veksle til lokal valuta, end danske kroner er.
Dog skal du ikke rejse med flere tusinde kroner i kontanter, da du i forvejen som turist, rygsæksrejsende og kvinde stikker ud og signalerer, at du rejser med værdigenstande.
Kontanter og kort
På solo-rejser kan du være ekstra sårbar i forhold til tyverier. Sørg derfor altid for, at du har dine kontanter placeret flere forskellige steder på kroppen og i bagagen. Det samme gælder, hvis du har flere kreditkort med dig.
Har du det hele samlet i samme pung og samme taske, så står du uden nogen kort eller kontanter, hvis du skulle være så uheldig, at nogen frarøver dig din taske.
Så mit råd er at have dine kontanter og kort spredt i både din store rejserygsæk, i din håndbagage samt have kontanter og kort direkte på dig.
Stol på dig selv – og lyv, hvis det er nødvendigt
Det er vigtigt, at du lytter til din mavefornemmelse, når du begiver dig ud på solo-rejser. Stol på dig selv og dine egne beslutninger. Der er altid nogle venlige sjæle, som vil tilbyde deres hjælp og en “god” service, når du ankommer til et nyt sted, mens du står der sårbar og forvirret med din bagage og kigger dig omkring.
Vigtigst af alt er din egen sikkerhed og at rejse sikkert videre. Det er ikke altid prisen, som nødvendigvis skal afgøre, hvordan du kommer fra A til B. Stol på din egen dømmekraft, når folk henvender sig til dig. Hvis du ikke er tryg, så lad være med at gå med.
Hav hele tiden opsyn med dine ting, og du skal ikke stå og fumle med penge eller mobil et offentligt sted, hvor alle kan holde øje med dig. Stil dig ind til en mur eller sæt dig et sted og sæt bagagen fra dig, så du har ro på, mens du skaber dig et overblik. Måske vil nogle af de lokale hilse på dig, og du vil blive spurgt af fremmede, om du rejser alene.
I disse situationer kan det nogle gange være værd at overveje at lyve og fortælle folk, at du venter på din ven eller rejser med en større gruppe. Uanset hvor ubehageligt det må føles at lyve, så kan det være en god strategi for ikke at have fremmede og nysgerrige sjæle for tæt på dig, hvis ikke du ønsker det.
Hvis mændene er for nærgående, kan det også være en strategi at bære ring og sige, at du er gift og rejser med din ægtefælle.
Vælg dine transportmiddel med omhu på dine solo-rejser
Hvis du ikke allerede har arrangeret, at nogen kommer og henter dig fra et bestemt transportfirma eller en shuttle-service fra dit hostel eller lignende, så har du flere muligheder. Ankommer du til en lufthavn, anbefaler jeg, at du enten køber en billet til en shuttle videre fra lufthavnen, inden du forlader selve lufthavnen, eller at du tager en almindelig taxa og aftaler en pris, inden du stiger ind.
Grunden til, at du skal købe din billet, inden du går ud af lufthavnen, er, at der oftest står mange chauffører udenfor lufthavnenes udgange og vifter med diverse brochurer og tilbud og råber efter alle de ankomne og konkurrerer om kunderne. Her er det ikke altid nemt at sige nej tak eller finde ud af, hvad der bedst kan betale sig.
Er du nødt til at skifte transportmiddel undervejs, så vær så velinformeret som muligt inden din ankomst omkring dine muligheder. Hvis du beslutter dig for at tage videre med en taxa, så spørg altid om prisen til din destination, inden du stiger ind i taxaen. Er der wi-fi i området, så bestil en ‘Uber’.
Ligger det indenfor gåafstand, så sørg for at have orienteret dig om retningen og adressen grundigt, inden du begynder at gå, så du ikke undervejs skal stå og fumle med mobil og printede kort. Hav gode solide sko på. Sørg for at have pakket din bagage så smooth som muligt, så du let kan spadsere hen til den adresse, du skal til med så frie hænder som muligt.
Spot andre backpackere
Når man rejser, vil man ofte møde andre backpackere, som også er på solo-rejse. Selvfølgelig afhængig det af, hvor du er, og hvornår på sæsonen du rejser. Nogle gange kan du allerede spotte de andre rejsende i lufthavnen, på busstationer, i selve bussen, eller når du ankommer et sted. Ofte er de også på udebane ligesom dig. Så det kan være en stor hjælp at finde sammen.
Hvis det føles naturligt, så henvend dig til dem, spørg hvor de er på vej hen, og om I eventuelt skal dele en taxi eller en Uber. På den måde kan det føles trygt for begge parter at have nogen at følges med. Samtidig med at du sparer penge. Måske kan den anden rejsende give et godt råd eller et fif til et sted, du skal besøge.
Meld din ankomst
Hvis du føler, at det er rart at nogen ved, hvornår du cirka ankommer til din destination på dine solo-rejser, så informér dit overnatningssted om dit ankomsttidspunkt, så de ved, hvornår de kan forvente at se dig.
En anden god idé er at give dem dit mobilnummer, så de kan kontakte dig, hvis der skulle være ændringer. Du kan også lave en aftale med det sted, du rejser fra, at du kontakter dem og meddeler dem, når du er vel ankommet og kan takke for god behandling og service.
Kombiner på dine solo-rejser med gruppeture
Et nyt sted, en ny by, et nyt land. What to do? Det er altid godt givet ud at købe en guidet rundtur der, hvor du er havnet. På den måde får du den vigtigste information om stedet, seværdigheder, ting du skal tage højde for, og du vil helt sikkert møde andre på den guidede tur, som også rejser alene, eller som man kan falde i snak med.
Og hvem ved; måske aftaler I at mødes og spise aftensmad sammen eller noget helt tredje.
Rigtig god fornøjelse med dine solo-rejser!
10 gode råd til dine solo-rejser
- Lær om landet, du skal besøge, så du ved, hvad du kommer ned til
- Ankom mens det er lyst, så du har et bedre overblik og kan orientere dig bedre
- Book minimum din første overnatning hjemmefra
- Meld din ankomst til dit overnatningssted, så der er nogen, der ved, hvor du er
- Download et offline-kort på din telefon, så du altid kan finde vej
- Hæv lidt lokal valuta, så du altid har kontanter på dig
- Stol på din mavefornemmelse, og lyv hvis det er nødvendigt
- Vælg dine transportmidler med omhu
- Spot andre backpackere og hæng ud med dem
- Placer dine kontanter og kort forskellige steder på kroppen, så du ikke mister alt ved et tyveri
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!
7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar