Site icon RejsRejsRejs

Togrejse: 5 gode grunde til at tage afsted

Togrejse: 5 gode grunde til at tage afsted er skrevet af Lau Holmelin. Illustrationer: Ida Rørholm Davidsen, Fotograf: Mads Tolstrup.

Oplev Europa på en ny måde

Togrejser er på vej frem, og det er der en god grund til. Europa har så meget at byde på, uanset om du elsker storbyens puls eller rendyrkede naturoplevelser.

Om det er nordlys og hundeslæde i det finske Lapland eller sandstrande og vingårds-besøg i Kroatien, kan jeg næsten garantere, at en togrejse er en unik oplevelse med tog i Europa, du endnu ikke har prøvet.

Vores kontinent er helt unikt med et jernbanesystem, der forbinder os på tværs af landegrænser, hvilket gør det nemt at at tage på togrejse rundt på kontinentet – især hvis du får lidt hjælp til at booke billetter.

Her kommer jeg med 5 grunde til, hvorfor du bør vælge en togrejse som din næste ferie. Men først en god historie fra min egen seneste tur. Her gik turen til det svenske og norske Lapland, hvor et magisk vinterlandskab og en masse gode aktiviteter ventede.

På togrejse til Lapland

Selve togrejsen er ikke besværlig. Fra Københavns Hovedbanegård skulle vi kun skifte en enkelt gang i Stockholm. Turen var med god udsigt fra start til slut, og der er rig mulighed for at købe mad og drikke ombord på toget til rimelige priser.

Vi besøgte Kiruna, Abisko og Narvik på turen, og alle destinationerne nås med nattoget fra Stockholm. I områderne er der masser af aktiviteter. Vi forelskede os i de energiske slædehunde, var ude i kulden og ventede på nordlyset, blev fascineret af samernes kultur og historie, oplevede det nordiske dyreliv og meget andet.

Togturen som rejseform er jeg fuldstændig vild med, og de positive sider kommer til udtryk på så mange måder: Komfort, oplevelser, samvær, klimamæssigt med flere.

1. Togturen bliver en del af rejsen

Transporttid på ferien handler ofte om at komme fra A til B og kan være forbundet med hektiske situationer. Men med togrejser bliver selve transporten en essentiel del af selve rejsen.

På de længere strækninger kræves der ikke noget af dig, og fordi du ikke skal foretage dig noget, får du plads til et frirum helt nede i tempo.

Nogen taler endda om en sjælden følelse af at tænke tanker helt til ende; en situation man ikke altid har fornøjelsen af at have i en travl hverdag.

På turen i toget sætter du dig til rette og oplever landskabet suse forbi. Hver en strækning vil give dig en indsigt i lokalområdet og befolkningen, som bor her.

De vil fungere som et kort indblik i en nationalitets hverdag og kontekst, og du vil sidde tilbage med en bedre forståelse af vores europæiske naboer.

2. At rejse om natten og ankomme i centrum

Med toget kan man rejse, mens man sover nogenlunde komfortabelt, og mens man bevæger sig mod sin destination. Om aftenen angiver man til togpersonalet, hvornår man ønsker at blive vækket. Så er der morgenmad klar, når man vågner, mens man kan nyde udsigten.

En anden fantastisk ting med en togrejse er, at man ankommer i byernes centrum – ikke noget med lufthavnstransport som efter flyveturen.

Så der er ikke uforudsete meromkostninger, du er sjældent langt fra din indkvartering, og de første oplevelser på destinationen venter lige om hjørnet.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

3. Klimabeskyttelse på togrejsen

Det kan ikke komme som en overraskelse, at den elektrificerede togrejse forurener en hel del mindre end flyrejsen.

Der er også grund til at tro, at der er en sammenhæng mellem det stigende salg i togbilletter og lysten til at rejse med en ren ”grøn” samvittighed.

For at konkretisere den klimabelastning – og mangel på samme – som ligger på fly og togrejser, har vi set på en rejse fra Københavns Hovedbanegård til Stockholm Centralstation.

Det tager cirka 4 timer og 15 minutter med fly inklusive turen til lufthavnen, hvor du har en tre kvarters rejse med bus fra lufthavn til Stockholm centrum. Turen koster dig i dette tilfælde 1138 koner.

Med toget er du fremme cirka 1 time og 20 minutter senere, men du sparer busturen, da toget ankommer direkte i centrum. Derudover har denne tur en pris på 900 kroner.

CO2-besparelsen på denne rejse er helt vild. Du sparer 132,47 kg hver vej, hvilket svarer til en besparelse på 99,5 %. Det er værd at tage med i sine overvejelser, og for mig har jeg gerne en lidt længere transporttid, hvis jeg kan spare miljø og klima.

Dette er en fantastisk grund til at vælge en togrejse.

4. Prøv noget nyt, tag på togrejse!

Der er stadig mange, som aldrig har prøvet en længere togrejse. I en lille undersøgelse fornylig blev en række gymnasieelever på Risskov Gymnasium i Aarhus spurgt om to ting: Først om de havde fløjet på ferie, og dernæst om de havde taget toget på ferie.

Resultatet var ikke overraskende. En enkelt elev havde prøvet at tage toget, hvorimod alle havde rejst med fly.

Dette udviklede sig til en samtale om, hvorfor det er vigtigt at komme på ferie, hvad er det, man ønsker at få ud af at forlade sit hjem i en uge eller mere? Det kan være afslapning og ønsket om at blive rig på nye oplevelser.

Prøv at stille dig selv spørgsmålet: Hvilke overordnede ønsker har du til din ferie? Hvis du havde syv dage uden planer, hvordan kunne dine ønsker blive opfyldt? Kunne de lade sig gøre med tog som transportmiddel?

5. Togrejse – komfort, bagage og restaurantvogn

Tog har som fingerregel en højere komfort end både bus og fly. Der er langt mere ben- og bagageplads, mulighed for at rejse sig og strække benene og på de fleste strækninger – når man forlader de danske grænser – en restaurantvogn, hvor man kan købe mad og drikke til gode priser.

På de strækninger, hvor vi anbefaler en sovevogn, kan man booke sin egen kupé, hvis man gerne vil have mere privatliv på sin togrejse.

Da toget ikke har samme restriktioner for, hvor meget bagage du må have med på din rejse, åbner det for nogle muligheder.

Du kan for eksempel tage lokalt producerede varer som vin, olier og mad med dig hjem, eller du kan tage dit skiudstyr eller telt med under armen uden ekstra omkostninger.

Afsted på togrejsen

Så det er bare med at komme afsted, og prøve denne fantastiske rejseform. Eller genopleve den, hvis du har været afsted før. For på en togrejse får du sjælen med.

God togrejse!

Her er 5 grunde til at vælge en togrejse


Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Vidste du: Her er 7 af de bedste lokale madmarkeder i Danmark!

7: Grønt Marked i København
6: Økomarked i Randers
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Exit mobile version