Valuta og ATM: Sådan klarer du penge på rejsen er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs
De bedste valutatips til rejsen: Sådan får du penge på rejsen
Hvor skal man veksle valuta, når man skal ud at rejse? Kan man hæve penge i udlandet? Hvor meget kan jeg bruge mit kreditkort? Er det bedste at betale i lokal valuta eller danske kroner? Hvordan undgår jeg, at banken spærrer mit kort, mens jeg er ude at rejse?
Spørgsmålene kan stå i kø, når ferien nærmer sig, og de sidste detaljer om penge skal på plads.
Derfor har vi samlet de fem bedste tips til valuta til både før, på og efter rejsen, så du trygt kan tage afsted.
Skal du veksle valuta hjemme eller ude?
Et af de helt store spørgsmål, når turen går til udlandet, er, hvorvidt det bedst kan betale sig at veksle penge på destinationen eller hjemmefra.
Her er svaret, at det som udgangspunkt altid bedst kan betale sig at veksle, når du kommer frem til din destination – specielt hvis det er valuta i en lille mængde.
Det er fordi, det er billigere at veksle og hæve den lokale valuta, når du kommer frem til din rejsedestination, hvor valutaen er i brug.
Det gælder især, hvis du rejser til lande med små valutaer, fx thailandske Baht, vietnamiske Dong eller indonesiske Rupiah.
Så første råd er: Vent med at skaffe lokal valuta til du ankommer til din destination.
Hvad skal du have med af kreditkort og penge på rejsen?
Det er altid en god idé at have mindst to forskellige kreditkort til to forskellige konti med på rejsen. Så kan du hæve mere, hvis det er nødvendigt. Du har også et ekstra kort, hvis det ene bliver stjålet.
Husk at opbevare kortene to forskellige steder i bagagen, og du kan også gemme en ekstra pengeseddel et godt sted i bagagen.
Bankerne fortæller, at deres systemer blinker rødt, når du pludselig bruger dit kort i udlandet. I værste tilfælde vil dit kort blive spærret. Det kan du undgå ved at bruge dit kort i lufthavnen på vej ud, så bankens sikkerhedssystem forstår, at du er på vej ud at rejse.
Derudover er det god idé at veksle valuta som euro eller dollars hjemmefra og tage dem med, så du kan veksle dem til den lokale valuta, når du kommer frem. Hvis du er i tvivl er dollars det bedste valg. Det behøver ikke at være mere end et par hundrede dollars, medmindre du rejser til et af de få lande i verden, hvor det er svært at hæve penge lokalt.
Så andet råd er: Tag mindst to kreditkort med + dollars eller euro.
Tænk over pengenes tilstand, når du veksler valuta
Hvis du planlægger at rejse ud i verden, skal du ikke kun tænke over, hvilken valuta du tager med, men også hvilken tilstand sedlerne er i, når du modtager dem. En krøllet eller beskadiget seddel bliver tit afvist, også selvom den er mange penge værd, og derfor er det også ok, at sige nej til ødelagte sedler når du er ude at shoppe.
Sedlernes værdi har også betydning. Det sker, at du kan få en smule bedre kurs for store sedler, men pas på med kun at have store sedler med hjemmefra.
Nogle steder kan de ikke veksle fx en 100-dollarseddel, eller det vil give for store mængder lokale penge, hvis de ikke har store sedler. Her er det godt at have småpenge med i stedet for store sedler.
Tænk derfor over, hvilket sted du skal hen og sørg for at veksle penge derefter. Så undgå du veksleproblemer, når du kommer frem.
Så tredje råd er: Hav nyere sedler med, og gerne i forskellige værdier.
Hvor meget kan man bruge sit kreditkort på rejsen?
Mange steder i verden kan du i dag betale med kreditkort, og det kan være en nem løsning. Hvis du også har kreditkort på telefonen kan det tit også bruges.
Vi vil dog klart anbefale dig altid at skaffe noget lokal valuta, for der kan sagtens være steder hvor de ikke tager kort – eller hvor det ikke virker. Det kan være markeder, busser eller bare lidt ude på landet.
Der kan også være steder, hvor du måske ikke har lyst til at give dit kreditkort ud, fx på en restaurant hvor de tager kortet med ind bagved, eller i et lille lokalt rejsebureau du ikke kender. Snyd med kreditkort er desværre noget man skal tænke over som rejsende.
Der kan også være en økonomisk fordel i at betale kontant. Du kan af og til komme til at betale 3% ekstra hvis du bruger Mastercard, da det er den udgift butikken har på betalingen. Det gælder særligt i Asien. Du kan også komme ud for, at du kun kan få rabat hvis du betaler kontant. Det gælder fx i lande med høj inflation.
Derfor er kontanter stadig vigtige når du rejser.
Du kan hæve kontanter i hæveautomater – ofte markeret med ‘ATM’ – som du finder ved banker og rundt om på gaderne.
Undgå dog så vidt muligt at hæve penge i Euronets hæveautomater, da de tager nogle af de højeste vekselgebyrer. Det gælder også lignende fysiske vekselboder, fx den i Københavns lufthavn.
Hvis det er muligt, så hæv valuta i en ATM inde i en bank – eller i en ATM, der tilhører en bank. Så er der nogen, der kan hjælpe med at hæve og veksle valuta, hvis noget ikke virker, eller kortet strejker.
Bankernes hæveautomater er som regel også billigere at bruge. Her har du nogle gange også mulighed for at stå mere skjult for nysgerrige blikke. Husk altid at holde øje med, om andre kigger med, hvis du hæver valuta på gaden.
Så fjerde råd er: Brug dit kreditkort der hvor du føler dig sikker, og skaf lokal valuta når du ankommer ved at hæve i en ATM ved en bank.
Skal man vælge lokal valuta eller danske kroner når du bruger dit kreditkort på rejsen?
Du skal som tommelfingerregel altid betale i lokal valuta på rejsen, da du ellers risikerer at betale meget i vekselgebyr. De lokale vekselgebyr kan sagtens løbe op i 50 kr., både i rent gebyr og ifht. at du kan få en dårligere valutakurs.
Vælg derfor altid den lokale valuta i stedet for danske kroner, hvis du har muligheden. Det gælder både, når du betaler med kort på en restaurant eller i en butik, og ikke mindst når du hæver penge i en hæveautomat.
Hvis du hæver ofte i udlandet, kan du også overveje at bruge Revolut, Det er en alt-i-en betalingsapp, hvor du også kan veksle valuta og holde øje med valutakurserne.
Det er også altid en god ting at have en valutaomregner med som en del af dine rejse-apps.
Så femte råd er: Vælg at betale i lokal valuta på dit kreditkort, når du vil betale mindst mulige gebyrer af dine penge på rejsen.
Vær opmærksom på beløbsgrænsen på Visa/Dankort
Vidste du, at der findes en særlig regel om betalingsloft på Visa/Dankort? Det er værd at være opmærksom på, hvis man handler meget indenfor en kort periode, som man jo nogle gange gør, når man skal på ferie.
Når du bruger dit Visa/Dankort, bruger du enten Visa- eller Dankortdelen til at gennemføre en betaling. Når du handler i Danmark er det som regel Dankortdelen, som der ikker er noget betalingsloft på.
Men på Visa-delen er der en beløbsgrænse på omkring 25.000 kroner (dette kan være forskelligt mellem banker) indenfor en periode på syv dage. Det kan virke som mange penge, men man bruger også af beløbsgrænsen, hvis man for eksempel køber ferien på en udenlandsk hjemmeside, eller hvis du betaler med Apple-Pay eller Wallet på mobilen.
Har du købt en dyr rejse få dage inden, du tager på ferie, kan du derfor godt risikere at løbe ind i betalingsloftet på 25.000 kroner. Det er derfor en god idé, at tage et Mastercard-kreditkort med på rejsen, da der ikke er noget betalingsloft på den slags kort.
Bonus tip: Kommer du hjem med lokale småpenge?
Forestil dig følgende: Du har været afsted på en dejlig ferie og lander i lufthaven. Hovedet er fyldt med dejlige rejseminder, men lommerne rasler med noget, du godt kunne være foruden; irriterende småpenge fra turen, og du kan helt sikkert ikke kan veksle dem tilbage til danske kroner.
Vi har heldigvis et godt bud på, hvad du skal gøre med småpengene. Du kan donere dem i lufthavnen til velgørende sociale projekter. På den måde slipper du af med småpengene, og samtidig støtter du en god sag. Bare kig efter indsamlingskasserne, der står i de fleste lufthavne.
I nogle lande er det også officielt ulovligt at udføre deres valuta, så tjek altid inden du tager afsted – uanset hvad.
Nu har du styr på rejsepengene, valutaen og hvordan du kan bruge en ATM på rejsen.
God rejse.
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: