Vandreture: Eventyret starter, når du tager vandrestøvlerne på er skrevet af Sarah-Ann Hunt
Det er blevet in at være out!
”At gå ud ad døren derhjemme er en farlig ting, for når først man begynder at gå, ved man aldrig hvor man ender”. Citatet stammer fra den kendte eventyrforfatter J.R.R. Tolkien og det med rette, for det at vandre kan faktisk være ret så eventyrligt.
Evnen til at gå, stå og løbe på to ben hedder bipedalisme, og mennesket ikke bare tilhører, men total dominerer de bipedale arter, såsom bjørne, kænguruer, mus, jordegern, fugle og selvfølgelig aberne. Det har vi gjort, lige siden vores forfædre lærte at indsamle føde ved brug af hænderne og dermed opgraderede fusserne til at være det foretrukne transportmiddel fra da af.
De første og de fleste – ja, selv de mindste – eventyr i livet begynder med et enkelt fodtrin og involverer gang i en eller anden grad. Gang gør os godt og beviseligt gladere, og faktisk er det at gå blevet en af de mest foretrukne og populære måder at opleve et nyt land eller en fremmed destination på. Vandreferie er nemlig en billig, let tilgængelig og fleksibel rejseform, som de fleste kan finde ud af og være med på.
Vandreture – livsstil, hobby eller vildt væddemål?
Derfor er vandreture også gået fra at være en lavpraktisk rejseform i gammel tid til at være en livsstil, fritidsaktivitet eller sportsgren for mange. Nordmændene er måske det bedste eksempel på et folk, hvis identitet og folkesjæl ligger i at tage ud i fjeldet for at gå langt, og vandring er en hel livsstil for dem.
Det at vandre – eller gå hurtigt – er blevet en populær sport og konkurrenceform i udlandet især i USA og Europa. Her snakker vi altså ikke kapgang, men de såkaldte trail races eller trail running, hvor der er både penge, prestige og sponsorater i at forcere vandreruter, bjergpas og den vilde natur hurtigt og effektivt.
I Danmark vinder adventure races og triatlon større indpas; det er måske det, der minder bedst om det stilmæssigt.
De fleste vandrer for fornøjelsens skyld, men andre vandrer professionelt og ser vandreture som deres fuldtidsbeskæftigelse, erhverv eller sågar karrierebooster. Vi kan vist alle huske den periode, hvor man nærmest ikke kunne blive virksomhedsleder eller statsminister, hvis ikke man også havde løbet en DHL-stafet, et maratonløb eller gennemført en Ironman…
En ny sjov tendens er vandreture som formål eller væddemål. Tag nu bare den unge dansker Charlie, der trådte ud ad døren hjemme i Esbjerg en morgen og først stoppede op 3 år senere, da der stod Lagos – altså den største by i Nigeria – på skiltet.
Han gik fra Danmark til Afrika i en god sags tjeneste: For at sætte større fokus på problemer med vandmangel dernede. Ja, for nylig læste jeg om Helge fra Vorslunde, der lovede at gå fra Nordkap til Give, hvis naboen stoppede med at ryge! Her snakker vi altså om en vandretur på hele 3500 km, men hvad gør man ikke for en smøg…?
Bliv betalt for at nyde udsigten på dine vandreture
Så, hvordan er det så at tage på vandreture som sit arbejde? Jamen, som vandreguide er det fantastisk at blive betalt for at gå og nyde udsigten samtidig, men det er også hårdt – især når man har andre end sig selv med på slæb.
Jeg har både arbejdet som vandreguide og researcher, hvor det sidste klart er det letteste, for der har man kun sig selv og ruten at tage hensyn til. Det kan selvfølgelig også gøre en lidt dumdristig eller overmodig indimellem, og jeg skal gerne indrømme, at jeg har hiket i både tordenvejr og lynnedslag og også er blevet væk op til flere gange i både Norge og de franske og italienske Alper.
Det gælder om at forberede sig godt inden sine vandreture både mentalt og fysisk. En god vandretur kendetegnes nemlig også ved, at det er mindst lige så dejligt at komme hjem, som det var at komme afsted – men det kræver jo altså, at man faktisk kan finde hjem…
At vandre med andre gæster på en tur er noget af en udfordring. Vind og vejr kan hverken bestilles eller forudsiges, og man vil jo i sagens natur gerne give alle en så god oplevelse som muligt. Det sværeste er, at man aldrig rigtig ved, hvem man er på tur med, og om de ved, hvad det vil sige at vandre eller blot har en forestilling eller romantisk ide om det.
Det, gæsterne oftest overser eller ser igennem fingre med, er antal kilometer i forhold til højdemeter, for det at gå henad er bestemt ikke det samme som det at gå opad i en hel dag. Jeg har set mord i øjnene på folk, når jeg fortalte dem, at der stadig manglede en 200-300 meter til toppen. Der skal som regel svedes og lides lidt, førend det bliver rigtig fedt. ”Everyone can see the bottom of the mountain”, som man siger.
Det vildeste, jeg har prøvet, er folk, som decideret er stukket af eller har løjet sig syge for at slippe for at gå. En deltager fortalte mig engang, at hun havde brækket ryggen ved at falde ud af køjesengen i hytten… Og så har mange af os guider prøvet at stå med flere gæster, der ikke anede, at det var en vandreferie, de havde bestilt – eller som modsat har bestilt en vandreferie, selvom de overhovedet ikke bryder sig om at gå eller bevæge sig. Klassikeren over dem alle er, når folk booker en trekking- eller hikingtur med intentionen om at komme i form undervejs og derfor knap kan gå 500 meter uden pause.
#YOLO
Når det så er sagt, så kan alle lære at vandre og holde af at gå.
Jeg har selv altid elsket en god gåtur og været vild med friluftslivet, teltovernatning og bålaftener lige siden, jeg kunne læse ‘Grønspættebogen’ og gå til spejder en gang om ugen.
Efterhånden har jeg vandret i både Europa, USA, Afrika og Asien, hvor de mange nationalparker og den særlige natur giver ekstra oplevelser og selvfølgelig også nye udfordringer. Selvom jeg har været professionel vandreguide, er alt, jeg laver, desværre ikke altid lige gennemtænkt – eller også er jeg bare jubeloptimist. Men jeg har da formået at pakke et telt uden oversejl til halvanden måneds camping i Afrika, fordi ”det jo aldrig regner der”. Det gør det så, kan jeg fortælle dig!
Kun fantasien og fødderne sætter grænsen for din vandreferie
Ligesom årstiderne og tiderne skifter, ja, så skifter rejsemål og rejsetrends ligeså. I takt med at interessen og efterspørgslen for vandreferie og vandreture er steget, har man både opfundet og udviklet et utal af nye måder, muligheder og stilarter for det at gå eller at gå langt.
De mest kendte er nok hiking og trekking, altså dagsvandring eller vandring i svært tilgængeligt terræn med minimum én overnatning i det fri. Og så er der de nyere skud på stammen i form af rambling, tramping, bushwalking, nordic walking, geocaching, barefooting, backpacking, speedhiking, peak bagging, racewalking og pilgrims- eller dannelsesvandring, for nu at ‘namedroppe’ et par stykker. Og så er der mine personlige favoritter: Natvandring, nøgenvandring og whiskyvandring – gerne kombineret.
Alt er indenfor gåafstand, hvis du har tiden til det
Nogle af verdens meste berømte vandreruter dækker Den Kinesiske Mur, Inkastien til Machu Picchu i Peru, turen til toppen af Kilimanjaro i Tanzania, og Tour de Mont Blanc i Frankrig. Men også større og længere ruter vinder indpas, såsom Great Ocean Walk i Australien eller Pacific Crest Trail og Appalachian Trail begge i USA.
Pacific Crest Trail kendt som ‘PCT’ er måske den bedst kendte og strækker sig mere end 4000 km fra Mexico til Canada langs USAs stillehavskyst. Den tager typisk 4-5 måneder at gennemføre, hvoraf de rigtige hardcore vandrere laver en ‘yoyo’ og selvfølgelig lige tager samme smuttur tilbage, når nu de er i gang.
Det er måske lige rigeligt for nogens smag eller behag, men alt er jo principielt inden for gåafstand, hvis blot man har tiden og lysten til det.
Jeg drømmer selv om at gå hele eller dele af klassikeren over dem alle: Den 800 km lange rute til Santiago de Compostela i Spanien; bedre kendt som Caminoen. Den er jo efterhånden blevet et helt tilløbsstykke, uanset hvad du fejler, eller hvor fucked up du er, så bare gå Caminoen!
Først er jeg dog til søs i nogle måneder, da jeg er ved at uddanne mig til skibsofficer hos AP. Møller Mærsk. Al min gang foregår derfor på dækket eller op og ned i apteringen, men det kan sagtens give en 9-10 km dagligt, når skibet er et af verdens største og næsten 400 meter langt. Da vi sejlede igennem Suez-kanalen, kunne jeg gå op og kigge lidt på Sinai-ørkenen og Egypten samtidig, men ellers er det mest vand og bølger. Men ligesom der er med vandreture, er der jo heller ikke to bølger, som er ens…
Når turen igen går hjem til Nexø, så står den igen på daglige aften- og morgenture. Det glæder jeg mig også til!
Rigtig god vandreferie!
Her er fede vandreture i Danmark og udlandet
Her er de nogle af de mest populære vandreruter og oplagte steder til en vandreferie i Danmark
- Camønoen
- Den danske pilgrimsrute
- Hærvejen
- Nordkyststien
- Gendarmstien
- Kyststien på Bornholm
- Skjoldungestien
Her er de nogle af de mest populære vandreruter og oplagte steder til en vandreferie i udlandet
- Machu Picchu
- Kilimanjaro
- Pacific Crest Trail
- Caminoen
- West Highland Trail
- Trolltunga
- Appalachian Trail
- Torres del Paine
- Kungsleden
- Ratikon High Trail
- Tour du Mont Blanc
- Whale Trail
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere!
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar