Yoga-retreat og mindfulness-rejse: Derfor er de kommet for at blive er skrevet af Redaktionen, RejsRejsRejs.
Slip tankerne og få tid til ro på et yoga retreat
Tid til ro i sjælen, et stærkere sind, en god nattesøvn og en sundere krop? Det er de færreste, der vil takke nej til disse herligheder. Men hvordan tjekker man tingene af på sin liste? Og hvad har det med rejser at gøre?
Yoga-rejser er det nye sort, fordi du kan sætte flueben ved alt det gode, du opnår med fitness, yoga og meditation – og det er, mens du er på ferie.
Træk vejret dybt og giv slip på alle bekymringer om deadlines, forældremøder og huslån. Bare fokusér på din vejrtrækning i nuet og mærk din krop. Nogenlunde sådan vil de helt basale ord lyde, når du går i gang med en yoga-, mindfulness- eller meditationstime. Pust så ud, mens bekymringerne fordufter med morgendisen henover Himalayas bjerglandskab.
Gentag det rolige åndedrag i et par timer både morgen og aften og tilsæt en lang række andre øvelser, som strækker ud i dine muskler og bindevæv og får dig til at slappe af.
Gør du det, er der stor chance for, at du efter et endt yoga-retreat er en gladere og forbedret version af dig selv. Du kan simpelthen mærke ændringerne i både din krop og i dit sind. Det er nogle af grundene til, at yoga-rejser er kommet for at blive.
Men hvordan kan man bare lige slippe alle bekymringer og tanker? Og hvordan fungerer sådan et yoga-retreat? Det guider vi dig til lige her.
Et yoga-retreat giver dig mere energi og et stærkere sind
På et yoga-retreat er du afsted med en gruppe, og du får typisk mindst to undervisningstimer om dagen. En om morgenen og en om aftenen. På nogle retreats kan du selv vælge de antal timer, du ønsker. Resten af tiden er sat af til afslapning, refleksion, tid ved poolen, en god bog, kulturudveksling, sightseeing, eller hvad du nu har lyst til på dagen.
Uanset antallet af undervisningstimer er instruktørernes mål at guide dig i både vejrtrækningen, øvelserne og strækkene, så du kan få mest muligt ud af dit ophold.
Når du strækker ud i kroppens bindevæv, kan du nemlig sove igennem og derudover få en bedre blodcirkulation, hvilket giver dig et højere energiniveau. Og når du trækker vejret ’mindfully’, er det nemmere for både din hjerne og din krop at slappe af, og du kommer bedre i kontakt med dit sind, og kan dermed nemmere styrke det.
Under meditationstimerne lærer du at fokusere på nuet og dermed skubbe alle andre tanker væk. Du bliver bedre til at fokusere og lærer fx at styre eventuelle tankemylder og andre forstyrrende faktorer fra hverdagen.
Alle elementerne kræver vejledning og øvelse, ellers får du ikke det optimale ud af hverken yogaen eller meditationen. Uden øvelser er det ikke nemt bare lige at slippe på alle bekymringer.
Det er derfor, der altid er en instruktør på et yoga-retreat eller meditationsophold, og der er sat god tid af til de enkelte dele. Du får også nogle øvelser og mentale værktøjer med hjem, så du kan fortsætte stilen, når du er tilbage i den travle hverdag.
En fleksibel yoga-rejse
I en travl hverdag, hvor du har meget forskelligt at se til, kan det være svært at rejse på specifikke dage, som de fleste yoga-meditationsrejser jo er sat til. Derfor passer det dig måske bedre at kunne rejse, når du har tid.
Hvis du kan sige ja til det, eller hvis du bare synes, det er spændende selv at arrangere din egen yoga-rejse i stedet for at tage med på eksperternes arrangerede ture, kan du sagtens planlægge dit egen yoga-retreat.
Du kan for eksempel gå efter et specifikt sted som Bali, og så lede efter lokale yoga-steder og booke hotel ved siden af. Der findes også mange yoga-hoteller og retreats, hvor du kan booke direkte hos dem, og dermed tage afsted på din yoga-rejse, lige når det passer dig.
Yoga-retreat for begyndere
Hvis du er helt ny til yoga og mindfulness, kan det måske lyde en smule overvældende at tage på en yoga-rejse. Men bare rolig, der findes både yoga-rejser for begyndere og øvede. Og alt derimellem.
Du kan finde et yoga-ophold eller en mindfulness-rejse, der er lavet specielt til begyndere, men det behøver du ikke. Instruktørerne er dygtige, og de er vant til at vejlede og undervise folk på alle niveauer, så du kan sagtens tage på et yoga-retreat, selvom du aldrig har prøvet yoga eller meditation før.
Hvilken type retreat er lige dig?
Yogaen er i sig selv en flere tusinde år gammel indisk træningsgren, som løbende har fået mere og mere tag i folk i alle aldersgrupper over hele kloden.
Meditation er nemlig en ældgammel disciplin, som opstod i Østen, og i dag findes der en lang række forskellige meditations-, yoga- og mindfulness-retninger, der har hver deres teori, øvelser og så videre. De har dog alle ét fælles hovedmål: At skabe ro og balance i din krop og dit sind.
Derfor er der nok stilarter at vælge imellem, og du kan altid kigge rundt og se, hvilken yoga- eller meditationsform, og dermed hvilken type yoga-retreat, der passer dine behov bedst.
Der findes i dag yoga- og meditations-retreats på alle kontinenter. Hvorfor? Fordi det tager meget kortere tid at opnå alt det gode ved yoga og meditation på et retreat, hvor du er koncentreret og ikke bliver forstyrret af hverdagen, end under almindelige yoga- eller meditationstimer i et center.
Du kan finde yoga-retreats i mange forskellige lande, for eksempel i Spanien, Indonesien, Nepal og Thailand.
Namasté!
Oplagte steder at tage på yoga retreat i udlandet
- Indonesien – specielt Bali
- Thailand
- Spanien
- Indien
- Grækenland
- Portugal
- Sri Lanka
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig!
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar