Blind, skiløber og rejseglad: Mød Kristian

Blind, skiløber og rejseglad: Mød Kristian er skrevet af Stefan Slothuus.

Blind skiløber med fuld fart på

– “Det er som at stå på toppen af en bakke på en meget tåget dag. Du holder dig så for dit venstre øje, tager pappet fra en køkkenrulle op foran dit højre øje, drejer det en smule ud til højre og kigger frem mod enden. Det er nogenlunde sådan det er.”

Således beskriver Kristian Schou Hedegaard sit udgangspunkt, når han drøner ned ad pisten på ski i høj fart.

Kristian er en del af Paralympic Skiteam Denmark som svagtseende. Han er blind på sit venstre øje og har 10 % syn på sit højre. Han er dog meget mere end det. Han er gift og far til en lille pige og en lille dreng. Han er selvstændig og iværksætter med projektet Move United, hvor han forsøger at gøre det lettere for blinde og svagtseende at dyrke motion. Og så er han rejseglad.

Her er hans historie om at rejse på trods af et handicap.

Udveksling og slum i Calcutta

Vi er i år 2011, og Kristian får muligheden for at tage et semester som udvekslingsstuderende på sin kandidatuddannelse.

– “Alle tog til USA på udveksling. Jeg ville hellere gøre noget ekstremt og prøvede derfor Indien, hvor jeg var et halvt år i Calcutta. Det er ikke et særligt populært rejsemål. Der var meget slum og ekstremt fattigt. En kæmpestor by med officielt 16-20 millioner indbyggere. Uofficielt var der dog nærmere 30 millioner, da de slet ikke har tal på slummen.”

Det var et spændende og meget lærerigt ophold i Calcutta, hvor de lokale tog godt imod ham og hans medstuderende på udveksling. De følte sig altid meget velkomne – også da de rejste rundt i landet efter semesteret. Et halvt år efter hjemkomsten til Danmark skulle Kristians hustru og daværende kæreste indsamle data til sit lægestudie i Etiopien.

– “Vi havde en virkelig god oplevelse i Indien. Det var også derfor, jeg ikke tøvede med at rejse med min hustru til Etiopien for at få endnu flere oplevelser.”

En beskidt burger i Etiopien

Det blev da også en oplevelsesrig tur til Etiopien. Desværre endte opholdet tragisk med en dårlig burger få dage før, at flyet bragte dem retur til Danmark.

– “Efter at have spist en dårlig burger blev jeg syg med opkast og diarré, men jeg blev egentlig rask igen kort tid efter. Der går så yderligere et par dage, og der begynder jeg at få nogle grå pletter på øjnene.”

Morgenen efter hjemkomsten til Danmark tog Kristian derfor til øjenlæge – dog uden de store bekymringer.

– “Jeg tænkte egentlig, at jeg bare skulle have nogle øjendråber og hurtigt videre på arbejde. Lægen undersøger så mine øjne, bliver helt bleg i ansigtet, klemmer mig på skulderen og siger: “Held og lykke – vi bliver nødt til at indlægge dig akut.”

I løbet af de næste to måneder blev Kristian næsten blind. Han mistede 90 % af synet og sin nyrefunktion på grund en sygdom, som en bakterie i burgeren havde forårsaget. Efter et længerevarende forløb med medicinering, dialyse og en nyretransplantation, blev sygdommen sat i bero.

– “Det var sgu en voldsom omgang. Min familie var nervøse for, om jeg overhovedet ville komme derfra i live. Jeg lå egenlig bare og overvejede, om jeg ville få synet igen.”

Latterlig lufthavnspolitik og amerikansk superservice for en næsten blind

Kristian færdiggjorde sit speciale efter sygdomsforløbet og fik sig et arbejde. Han havde da heller ikke mistet lysten til at rejse. Tidligere var han tiltrukket af relativt uortodokse rejsemål i Asien og Afrika, men nu var hans situation anderledes med sit begrænsede syn.

Efter sit uheld har Kristian rejst en del rundt i Europa, Grønland, Thailand og USA, men han har ofte været nødt til at aflyse planlagte ture på grund af sygdom, som hans nyremedicin forårsager. Han er også afhængig af andres hjælp i visse situationer på sine rejser.

– “Når jeg skal flyve, ringer jeg til lufthavnen for at bestille en ledsager. Så stiller de en kørestol til rådighed, fordi jeg er blind. Det er lidt latterligt, for der er jo ikke noget galt motorisk; jeg ser ikke så godt, men kan jo sagtens gå. Det er åbenbart en politik, at man skal have en kørestol, hvis man har brug for en ledsager. Det ender ofte bare med, at vedkommende går ved siden af mig med kørestolen.‘“

Det lever Kristian dog med, og han er absolut ikke afskrækket fra at rejse. Han har ikke oplevet problemer på sine rejser, som ikke hurtigt kunne løses. Tværtimod. Folk er generelt særdeles hjælpsomme, når de ser ham gå med sin stok.

– “I USA tager de det helt til ekstremerne. Engang skulle min kæreste og jeg hjem fra lufthavnen JFK i New York, og der er en milliard mennesker. Folk omkring os snakker om at have stået i kø i flere timer. Pludselig er der en medarbejder, der ser mig med min stok og beder os om at følge med ham. Så guider han os igennem hele køen og råber højlydt: “Pas på, der kommer en blind mand!”. Vi er begge to relativt ydmyge, så det var da rart at komme foran i køen, men også grænsende til det pinlige.”

– “En anden gang ved Rockefeller Center skulle vi igennem ‘security’. Min taske bimler og bamler, røde lys blinker og alt det der. Jeg tænker åh nej. Så råber ham bag skærmen: “Never mind, he is disabled!”. Så USA er et sjovt sted at rejse.”

Find billige flybilletter til Indien her

Livet som blind: Glemmer jeg ikke kan se

En af Kristians store passioner er at stå på ski, hvilket han har dyrket, siden han var tre år. Det var også noget af det første, han spekulerede på efter sit uheld; om han nogensinde kunne stå på ski igen. Han havde egentlig opgivet det, men så opstod der en mulighed.

– “Jeg faldt over en video fra de Paralympiske Lege i Sochi i Rusland, hvor helt blinde skiløbere står med 130 kilometer i timen. Jeg tænkte, at det var sindssygt, men også virkelig fedt. Så det kunne jeg da også gøre.”

Han tog derfor sagen i egen hånd og endte med at komme i kontakt med landstræneren fra det paralympiske landshold. Første gang han tog skiene på efter uheldet var dog en anelse grænseoverskridende.

– “Den første tur var ret ubehagelig. Jeg kørte rundt med en skiinstruktør med to træpæle imellem os under hver arm, og så kørte vi plov. Vi startede helt forfra. Jeg vænnede mig dog relativt hurtigt til at køre hurtigt igen.”

Kristian kører både storslalom og slalom, hvor han skal køre uden om porte. Han har en guide foran sig i en gul vest, der via en radio fortæller ham, hvornår han skal dreje ind i det næste sving og rette op. Det er en teknisk disciplin, og derfor er samarbejdet mellem ham og guiden altafgørende.

– “Jeg er ikke bange for at falde, for af og til skal man styrte. Ellers har man ikke presset sig selv nok, og så må man jo bare rejse sig igen. Det er også derfor, det er så fedt at køre på ski. Når vi kører konkurrence, går der sport i det. Så glemmer jeg, at jeg ikke kan se.”

Ambitionen er at fortsætte med at køre konkurrence, og så er der et OL i Beijing i 2022, der lyser i horisonten. Det realistiske mål er at deltage – men drømmen er et podie.