Billig ferie: Sådan prioriterer jeg for at få råd til rejser er skrevet af Jens Skovgaard Andersen, redaktør.
Flybilletter i stedet for biografbilletter
Da jeg var yngre, gik jeg meget i biografen, mens jeg drømte om at rejse. Siden da er biografen blevet dyrere, og flyene billigere, så nu rejser jeg meget, mens jeg drømmer om at gå i biografen.
Det er selvfølgelig sat på spidsen, men med lavprisselskabernes indtog på især det europæiske flymarked er det faktisk sådan, at en biografbillet og en flybillet kan ende med at koste det samme. Derfor er jeg holdt op med at søge mod biografens mørke og søger i stedet mod lufthavnen.
Lev billigt og rejs billigt
I de seneste mange år har jeg levet af ikke ret meget. En længere årrække på SU blev afløst af dagpenge, kontanthjælp, lån, vundne penge og deltidsjob. Og uanset indtægten har prioriteten været at komme ud at rejse. Ikke nødvendigvis langt væk – men væk.
Jeg har rejst med frivilligt arbejde, på forlængede weekender, i perioder mellem job, på strategisk placerede feriedage og groft sagt udnyttet enhver mulighed for at komme afsted. Mulighederne afhænger dog af prisen, og det er derfor prisen, der bestemmer, hvor jeg tager hen, og hvornår jeg tager afsted.
Køtilbud og afbudsrejser
Flybilletter kan nu om dage være meget billige, hvilket der er mange grunde til. Som yngre brugte jeg mange timer og dage på at stå, sidde og ligge i kø, når der var køtilbud hos rejsebureauerne, og jeg har derfor fløjet til Cape Town i Sydafrika for 1 krone, til Istanbul for en 10’er og fået en gratis billet til Thailand.
Nogle gange bliver billetter brugt som lokkemad for at sælge noget andet – som på endagsturene til Tyskland for en femmer, da jeg var teenager – og det er samme model, der giver billige billetter på fly, busser og tog i Europa. Heldigvis bestemmer man selv, om man køber noget oveni.
Søgemaskiner som fx Momondo har som regel en funktion, som viser de billigste billetter inden for en bestemt tidsperiode, Hvis du er fleksibel og klar til at opleve næsten hvad som helst, så er der rigtig gode oplevelser at finde ved at gå på opdagelse der.
Når rejsebureauerne sætter afbudsrejser til salg, så tjener de ofte ikke noget på dem, men de taber lidt mindre, end de ellers ville gøre. Det benytter jeg mig af, når jeg kan.
Etiske overvejelser – er billig ferie ok?
Det er klart, at der er flere ting at overveje, når man går efter at rejse billigt. Rejselysten styres af blandt andet etiske overvejelser og ens egen økonomiske situation. Får de ansatte en ordentlig løn? Er der styr på miljøet? Hvad med alternativerne – er de bedre? Og hvor meget bedre?
Når man rejser, indgår man i en kæde af transaktioner, som er næsten umulig at gennemskue fuldt ud. Hvor ender pengene i sidste ende? Hvem støtter man med sit køb?
Hvis man ikke vil rejse med bestemte udbydere af fly, bus og anden transport, så er der ikke noget galt i det. Det begrænser dog mulighederne for billig ferie en smule, og det er et valg, man må tage.
Det er i bund og grund op til den enkelte, hvad man sætter fingeren på. I mit tilfælde vinder økonomien oftest.
Lev billigt på ferien
Når jeg er afsted, bor jeg så billigt som muligt – som regel på sovesal på et hostel – og lever hovedsageligt af mad fra det lokale supermarked. Det lyder måske lidt skrabet for en mand, som efterhånden er vokset ud af backpackeralderen, men det er det, der gør det muligt at være afsted; jeg bruger helst ikke flere penge, end hvis jeg havde været hjemme.
Selvfølgelig skal jeg også ud at se noget, når jeg er afsted, og der falder valget på de ting, der ikke koster penge; der er masser af museer, gallerier, parker og forlystelser, der ikke tager entré. Og i det hele taget er der altid noget at se på, når man spadserer rundt et nyt sted. I bund og grund er alt nyt og derfor en seværdighed i sig selv.
Research, research, research
En masse research på forhånd hjælper til at finde det, der er gratis, og jeg er heldigvis glad for at researche. Uden research må man være mere spontan, og det kan man også sagtens være, uden at det koster mange penge. Det handler om at prioritere.
Ofte kan det betale sig at finde den billigste transport fra lufthavn til centrum i god tid inden rejsen, så du ikke står træt og udkørt efter flyturen og ender med at tage en dyr taxa, som slår hul i budgettet.
Du kan med fordel downloade et kort på mobilen og sætte krydser ved seværdigheder på forhånd, så du har noget at gå efter fra start. Der skal nok dukke en masse andet op undervejs, men det er godt at have noget at starte med.
Hvis du vil afsted på en billig ferie, så må du ofre lidt af din valgfrihed. Køb billetten, når den er billig, rejs uden ret meget bagage, find dig i at dele sovesal med andre, gå rundt i stedet for at køre, spis billig mad og spring de dyre seværdigheder over – du kan nøjes med at se dem udefra.
Det kan sagtens lade sig gøre at tage på billig ferie og rejse mange gange om året – jeg gør det selv.
God rejselyst og god billig ferie.
5 tips til at rejse billigt
- Vær fleksibel og åben: Brug lavpriskalendere til at finde de billigste rejsedage og destinationer
- Gå rundt i byen stedet for at tage taxa eller anden transport
- Find de gratis oplevelser på forhånd – planlægning kan spare dig mange penge
- Lev billigt på rejsen med mad fra supermarkedet og overnatning på sovesale
- Lev billigt, når du er hjemme – så får du råd til at komme væk
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar