Landsholdet: Derfor rejser jeg med fodbolddrengene

 

Landsholdet: Derfor rejser jeg med fodbolddrengene er skrevet af Jens Andersen

Den ultimative kombination

Jeg er besat af to ting: Fodbold og rejser. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor meget af mit liv, der er gået med en af de to ting. Heldigvis har begge dele givet mig mit livs største oplevelser – og ofte på samme tid.

Om det er en reel besættelse, der er tale om, kan jeg ikke bedømme, men jeg kan mærke meget tydeligt på mig selv, at jeg får det skidt, hvis jeg ikke har en rejse liggende klar til et eller andet tidspunkt ude i den nære fremtid. Eller i det mindste en flybillet et sted hen.

Hvad fodbolden angår, bliver jeg rastløs og kan ikke koncentrere mig om ret meget andet, når mit hold spiller. Jeg holder med mange hold, men det danske landshold står selvfølgelig helt øverst på listen. Når der er landskamp, er der landskamp, og så må alt andet vente.

Egentlig interesserer jeg mig for al sport. Det er næsten lige meget, om det er basketball eller bowling, pool eller padel; jeg følger med i det hele. Men fodbold er nummer et.

Traditionen tro

Mange har en fast tradition med at tage i Parken med venner eller familie, og der er få oplevelser, som overgår en rigtig god landskamp på hjemmebanen i et hav af rød-hvide farver og hæse stemmer.

Men landsholdet spiller jo kun cirka halvdelen af deres kampe på hjemmebane; resten spilles alle mulige andre steder i verden. Det er de kampe, jeg går efter.

Når landsholdets program bliver offentliggjort, så går der ikke mange sekunder, før jeg har næsen begravet i kalenderen i den ene hånd og flysøgemaskiner, overnatningsportaler og transportudbydere i den anden.

Hvordan kommer man fra Gibraltar til Georgien i september måned? Aner det ikke, men det bliver jeg nødt til at finde ud af. Sådan er det bare.

Aldrig alene når man rejser med landsholdet

Oftest booker jeg kun til mig selv, så jeg ikke skal afstemme rejseplaner med en anden og måske gå glip af billige eller gode billetter, mens kalenderen er ved at blive synkroniseret. Jeg ved, jeg skal afsted, så jeg kan lige så godt bare få det hele klaret, og så finder vi ud af resten bagefter.

Selvom jeg rejser alene, er jeg aldrig alene, når der er landskamp på udebane. Der er heldigvis mange andre som mig, som heller ikke kan lade være. Udebaneture er noget, man bliver afhængig af, men heldigvis er afhængigheden ikke skadelig. Tværtimod. Stemningen før, under og efter en udekamp er ikke til at sammenligne med en hjemmekamp.

Når jeg er afsted i den rød-hvide trøje, så er jeg en del af noget større. Alle danske fans kan lide at hygge, feste og opleve lokal kultur – ofte på fad – og der er altid stemning for en danskerfest.

Det er lige meget, om vi er stoppet spontant på en rasteplads i Rustenburg i Sydafrika, om vi er fem mand på en café i Jerevan eller 2-3000 på en kæmpe pub i Dublin: Der skal nok blive rød-hvid fest!

Unikke rejseoplevelser med landsholdet

Rejserne med landsholdet har ført mig til byer som Elbasan i Albanien, Almaty i Kasakhstan og Olomouc i Tjekkiet, til slutrunder i lande som Sydafrika, Ukraine og Rusland og til legendariske stadions som Wembley, Luzhniki og Råsunda.

For en fodboldnørd som mig er der ikke noget større end at træde ind på de historiske arenaer og på den måde selv blive en del af historien. Og som rejsenørd er det et privilegium at blive ’tvunget’ til ellers oversete destinationer som Lens, Kharkiv og Saransk. Der er altid noget spændende at komme efter, fodbold eller ej.

Selvfølgelig er det sjovest at rejse til landskamp, hvis landsholdet vinder, og det gør de heldigvis tit for tiden. Støtten fra de medrejsende danske fans spiller ind i den gode pointstime, men fælles for alle os, der rejser med holdet ud på alverdens udebaner, er, at resultatet i sidste ende kun er en lille del af et stort eventyr.

En udekamp med landsholdet kan virkelig samle folket, og jeg glæder mig ualmindelig meget til at komme afsted på den næste tur. Jeg glæder mig til at hilse på kendte ansigter, møde nye udebanefans og mærke fællesskabet og euforien, når holdet – selvfølgelig – vinder igen. Jeg er så klar!