amisol banner
RejsRejsRejs » Rejsekommentaren » Mød verden med dine børn: Rejs væk fra hverdagen og kom tættere på hinanden
Rejsekommentaren

Mød verden med dine børn: Rejs væk fra hverdagen og kom tættere på hinanden

;Mød verden med dine børn, bog, forside, udsnit - rejser
Boganmeldelse: Mød verden med dine børn er en bog, der virkelig tænder op i rejselysten og giver mod på at tage børnene med ud i verden.
salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser nye til forsiden banner 2024/2025 rejsefællesskab

Mød verden med dine børn – Rejs væk fra hverdagen og kom tættere på hinanden er anmeldt af Michael Brønnum Thelle.

Mød verden med dine børn - boganmeldelse, børn, udsigt - rejser

Rejseeventyret slutter ikke, når du bliver far

Nogle mennesker hævder, at når man får børn, så dør eventyret og en ny – og helt anderledes – epoke begynder. Sådan behøver det dog bestemt ikke være, hvis man spørger 20 berejste fædre, der deler deres fortællinger i Jesper Grønkjærs nye bog ”Mød verden med dine børn – 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub”.

Mød verden med dine børn - solnedgang, familie - rejser

Erfarne rejsefædre deler ud i Mød verden med dine børn

Jeg blev selv far for første gang i 2014 som 28-årig. Samme år blev jeg gift og tog på den første oversøiske rejse med min kone og datter til Caribien. Min kone og jeg havde begge tidligere besøgt spændende destinationer, men dette var første gang som forældre.

I vores omgangskreds udtrykte mange bekymring for, at vi ville rejse med et lille barn på bare 5 måneder. ”Hvordan tror I hun klarer flyveturen?”, ”Hvad med varmen?” og ”Hvad med babymad, bleer osv?”.

Alle bekymringer blev dog gjort til skamme, og vores datter Silje klarede flyveturen såvel som resten af rejsen uden de store udfordringer. I stedet mødte hun verden med et smil og masser af charme, og dermed var vores rejselyst bestemt ikke slukket bare fordi vi nu var blevet forældre – nærmere tværtimod.

Eventyrernes Klub er sammen med De Berejste Klub indbegrebet af rejselyst for mig. Bogens forfatter er sågar medlem begge steder, så man må antage, at han ved, hvad han snakker om, når det kommer til at rejse. Et af de andre medlemmer opfordrede ham til at skrive bogen og sammen med 19 andre klubmedlemmer deler han personlige fortællinger om livet og eventyr med børn.

I bogen bliver vi præsenteret for 20 fædre og ikke mindst eventyrere, der gennem årene har gjort sig de samme erfaringer som jeg og ufortrødent har fortsat deres eventyr over hele verden – nu bare med børn.

Guatemala, templer, ruiner - rejser

Kendte navne og mindre kendte rejsemål

Allerede når man læser indholdsfortegnelsen i bogen bliver rejselysten vakt. Der er fortællinger fra alle verdenshjørner og masser af steder, hvor man måske ikke lige havde tænkt, at det ville være oplagt at rejse med børn. Bogen byder på alt fra gravkammerjagt i Guatemala og kajakekspeditioner blandt isbjerge ved Grønland til stammedans i Namibia og eventyr i hestevogn i Østeuropa.

Indholdsfortegnelsen afslører også, at det ikke bare hvem som helst, der har bidraget til bogen, men blandt andre anerkendte eventyrere, biologer, journalister, forfattere og forskere.

Iblandt dem finder man flere velkendte navne som Mikkel Beha kendt fra TV2, som tv-vært og ikke mindst programmerne ”Kurs mod fjerne kyster”; Danmarks første astronaut Andreas Mogensen; direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev og fotojournalist Daniel Rye kendt fra bogen og filmen ”Ser du månen, Daniel” om hans 13 måneder i fangenskab i Syrien. De andre navne er måske mere ukendte for de fleste, men det gør hverken dem eller deres fortællinger mindre interessante.

Læs også om den ultimative rejsebog ‘Kronisk Rejsefeber’ her

Eventyr i virkeligheden – mød verden som den er

Alle børn elsker eventyr, men for de fleste vil ordet være synonymt med højtlæsning og H.C. Andersen. Denne bog byder dog i stedet på eventyr, hvor familien selv er i centrum. Det kommer bl.a. til udtryk i John Andersens fortælling om en kajakekspedition med hans to sønner på 9 og 7 år:

Legetøj havde vi ikke. Når vi gik i land, var der altid spændende ting, drengene kunne finde. Der var drivtømmer, en klar elv, rensdyrgevirer, inuit-ruiner etc.” Det samme gør sig gældende i Hans Egede-Lassens historier fra barselsorlov i Sydafrika: “Magien lå ikke kun i selve destinationen, men i nærværet undervejs”. 

Flere af fædrene i bogen forsøger at sætte ord på deres tanker om far-rollen. De er vant til, trives med og har altid søgt det ukendte for at fostre eventyret, men dette er nyt for dem. Som Tore Grønne skriver: “Verden var vendt på hovedet. Jeg var ikke længere på hjemmebane på alverdens bagveje. Det var totalt nyt territorie.

Mens børnene er helt små oplever han og de andre fædre, hvordan børnene fra naturens side er afhængige af deres mor, men hurtigt mærker de en trang til også at knytte deres egne tætte, faderlige bånd til børnene. Derfor arrangerer flere af fædrene rejser og ekspeditioner alene med deres børn, så snart de har alderen til det.

Her er der ikke blot tale om en simpel telt- eller sommerhustur henover en weekend. I stedet tager de ud, hvor mobildækningen for længst er væk for at komme tættere på naturen og ikke mindst hinanden.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Børn rejser kort, Mød verden med dine børn

Meget mere end rejseberetninger

”Mød verden med dine børn” er ikke bare endnu en kedelig samling af rejseberetninger, som man har set masser af gange før. Den prikker nemlig til noget helt fundamentalt og instinktivt i os: lysten til at beskytte og lære fra os.

Med rejselysten som drivkraft drager familierne ud i verden og undervejs oplever de, hvordan børnene suger til sig af de mange nye indtryk, storslåede oplevelser og nye kundskaber. Uanset om det er at bygge et bål, finde vej ved hjælp af et kompas eller filetere en fisk, så erfarer fædrene, at børnene sagtens kan selv, hvis blot de føler sig trygge og rammerne er til det.

Disse rammer skabes ved, at fædrene ved gradvist at overlade mere og mere af initiativet til børnene, når dette giver mening. På den måde vokser børnene med opgaven og gør sig deres egne, værdifulde erfaringer. Samtidig opnår de en helt anden forståelse og ikke mindst respekt for dyr, natur og i særdeleshed planeten vi lever på.

I bogen går rejselysten naturligt i arv fra far til sønner og døtre, som den tidligere har gået i arv fra fædrenes egne fædre til dem. Det er en kæmpe gave at kunne give videre til sine børn. Lysten til at forstå verden og kunne se den fra forskellige perspektiver er en værdifuld egenskab, som også finder anvendelse andre steder end når man rejser. Det gælder eksempelvis på fremtidige arbejdspladser, i forståelse af nyheder, politik m.m.

Rejselyst handler her ikke kun om nye oplevelser eller at afdække så meget af verdenskortet som muligt, men er nærmere en måde at ruste børnene og klæde dem godt på til deres videre færd ud i livet.

Se meget mere om at rejse med børn i vores store tema om familierejser

Familie, selfie, strand, Mød verden med dine børn - rejser

At være far er en rejse på flere niveauer – og denne bog er ideel til rejsen

Når man læser bogen, spørger man indimellem sig selv om det i virkeligheden er for tidligt, at børnene bliver hevet med på lange ekspeditioner i de fjerneste afkroge af verden væk fra de kendte og trygge rammer. Flere af børnene har hverken lært at gå eller tale før de første gang er med på farten, så hvorfor ikke vente lidt, så de kunne have endnu mere glæde af og minder fra turene?

Tore Grønne beskriver det således: ”Jeg tror, at man kan vente alt ihjel. Vente på det rigtige tidspunkt, som alligevel aldrig kommer. Vente, til det bliver for sent.” Det står hurtigt klart for læseren, at Tore Grønne har fat i noget. Børn er trygge, når de er sammen med deres forældre. Og så er det egentlig lige meget om det er hjemme i haven, i en lille kajak i en grønlandsk fjord eller langt ude i ørkenen i Botswana.

Bogens måske vigtigste pointe er at oplevelser ikke kan eller skal planlægges i mindste detalje – heller ikke selvom man rejser med børn. Ifølge Mikkel Beha er opskriften på en lykkelig rejse, ”at den ikke foregår på nogens præmisser. Det handler om at skabe fælles oplevelser“.

Oplevelserne kommer helt af sig selv, når man bryder med det han kalder ”D.N.H.” – Dansk Normal Hverdag. De daglige rutiner med madpakker, spisning på faste klokkeslæt, putning, skole-hjem-samtaler osv. kan tage pusten fra de fleste småbørnsfamilier, men bryder man ud af hamsterhjulet får man ”mere og bedre tid med hinanden”, som Andreas Mogensen udtrykker det.

”Mød verden med dine børn” af Jesper Grønkjær er velskrevet og fængende fra første side. Den byder på autentiske og spændende rejseberetninger fra hele verden, hvor man samtidig kommer ind under huden på fortællerne – ligesom de kommer ind under huden på de lokale undervejs.

Bogens skildring af at blive far og den mentale rejse forbundet dermed burde de fleste fædre kunne genkende. Selvom bogen omhandler rejser med børn, vil jeg anbefale bogen til alle – forældre eller ej, der besidder bare den mindste rejselyst. Topkarakter herfra!

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!

7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Michael Brønnum Thelle

Michael Brønnum Thelle har rejst i 50 lande over det meste af verden og fik smag for at rejse fra en tidlig alder med camping med familien i alle hjørner af Europa og oversøiske rejser til Japan og USA. Senere eventyr inkluderer dykning i Grækenland; pyramidetur i Egypten; backpackereventyr i Australien, Fiji og New Zealand; studieophold i Australien, hvor det også blev til audiens hos regentparret i den selvudnævnte stat Principality of Hutt River og snorkling med rokker; samt studieophold i Canada, hvor den storslåede natur blev udforsket, og hvor ishockeyens superstjerner blev oplevet på nærmeste hold i NHL.
I en årrække blev arbejde og passion kombineret gennem ansættelsen hos KILROY Travels, hvor bryllup og barnedåb blev fejret på krydstogt i Caribien med kone og datter på bare 6 mdr., hvilket medvirkede til at sænke gennemsnitsalderen betydeligt blandt bankodeltagerne på skibet. Næste store rejse med børn blev en 3 ugers tur i autocamper rundt i New Zealand, hvor den både til lands, til vands og fra luften i helikopter stod på oplevelser med fantastisk dyreliv og ikke mindst altoverskyggende venlighed. Med en børneflok på 5 er rejserne pt. sat en smule i bero, men rejselysten lever i allerbedste velgående!

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.