Kruger National Park i Sydafrika: Kunsten at håndfodre en flodhest

Kruger National Park i Sydafrika: Kunsten at håndfodre en flodhest er skrevet af  Jacob Gowland Jørgensen

Safari med en teenager – kan man det?

Vi havde snakket om det i flere år. Om at tage på safari med min yngste, der er vældig dyreinteresseret, og har en større paratviden om dyr end de fleste. For safari er en virkelig stor oplevelse, hvis man er naturinteresseret.

Jeg har selv prøvet safari i så forskellige afrikanske lande som Uganda, Tanzania og Namibia, og nu skulle det være med yngstemanden, der i mellemtiden var blevet teenager.

Men hvor?

Det skulle både være et sted, som jeg ikke havde besøgt, og som jeg samtidig tænkte, var et godt sted for en der ikke havde været på safari før. En nybegynder i safarioplevelser.

Valget faldt på Kruger National Park i det nordøstlige Sydafrika, godt 300 km fra Johannesburg, og ikke mindst fandt jeg via det gode danske rejsebureau Rickshaw Travels en mulighed for at få en dansktalende guide, der var specialiseret i området, og som kunne lave en tur for os, hvor junior kunne følge med.

Så vi tog med danske Richi Wagner på safari i selve Kruger National Park og i området uden for, Greater Kruger, og fik endda en byoplevelse i Johannesburg på vejen hjem.

Richi laver en del safari i Botswana, og bor selv ved Kruger, og kender derfor området som sin egen bukselomme, så vi følte os i gode hænder. Og netop denne tur bød på så mange uventede og vilde oplevelser, at det i den grad levede op til vores forventninger – både hos teenageren og faderen.

Løve Love – midt på vejen i Kruger National Park

Vi er kørt fra asfaltvejen og ned af en mindre grusvej i den store orange landcruiser.

Solen titter frem, og her i februar i den sydafrikanske sommer kan vi glæde os over lun luft over nationalparken. Og så ser vi dem: Et “mating couple” i form af to løver, der ligger og kæler midt på vejen. En han og en hun, i gang med at sikre løvestandens overlevelse.

De ligger få meter fra os. Hunnen sætter sig pludselig op med et ryk, og kigger intenst på os. Med bankende hjerte og fingeren på vinduesknappen ser vi hende lunte forbi, mens hanløven følger trofast efter. Guiden fortæller at de parrer sig 1-2 gange i timen i op til 3 døgn, og så går de hver for sig. Der er også eksempler på at der er to hanner og en løvinde!

De lægger sig lige bag bilen, i den lille skygge der er. De er tydeligvis helt ligeglade med at vi er der. Den eneste lyd er kameraets klikken og af til en dyb brummen fra hannen.

Vi får forsigtigt vendt bilen, kigger fremad og triller afsted. Få sekunder senere løber der et næsehorn over vejen 20 meter længere fremme, og det ret sjældne dyr står da også og gumler inde bag et træ da vi kommer derhen. Det imponerende hvide næsehorn står lige her, og der er bare os fire – 3 stk. 2-benede og en 4-benet, der med en kampvægt på omkring 2.000 kilo og et flot horn er os andre overlegen.

Wow. Og vi er kun lige startet vores safari.

Honninggrævlingen, der ikke er til at spøge med

Vi er ankommet til Satara Rest Camp, cirka midt i nationalparken. Vores hytte står klar og den ligger blandt en del andre overnatningsformer, fra guesthouse til camping.

Der ligger en stribe forskellige camps rundt omkring i den næsten 20.000 km2 store nationalpark, der svarer til halvdelen af Danmark elle hele Israel.

Sammen med Greater Kruger-området på 1.800 km2 uden for nationalparken, og et par andre nationalparker, der grænser op til, er hele naturområdet et virkelig stort område, hvor der trods parkens popularitet stadig er god plads.

Min største bekymring inden rejsen havde været at det skulle blive en “Knuthenborg-oplevelse”, hvor vi på flade sletter ville køre i kø efter relativt få dyr. Jeg kan nu godt li´ Knuthenborg, men det var jo ikke derfor vi var rejst helt til Sydafrika.

Guiden Richi fortalte, at så længe man holder sig fra weekender i skolesommerferien – den sydafrikanske altså – er der generelt fin plads, selvom der naturligvis er nogle biler rundt omkring. Men det kan også være en fordel, da man kan hjælpe hinanden med at finde dyrene, som da vi blev vinket til af et ældre ægtepar, der med stor begejstring fortalte, at der var “wild dogs” henne ved gribben lidt længere nede af vejen. Og det var der. Og så lærte vi også, at en “wild dog” ikke er det samme som en hyæne, og at de er parkens dygtigste jægere.

Kruger National Park er langt fra Knuthenborg. Vi var kørt igennem smukke, bakkede landskaber gennemskåret af floder og med røde klipper rundt omkring. Det her var den ægte vare. Og nu var vi så i campen, der var hegnet godt ind, for at holde dyr ude. Udover honninggrævlingen, selvfølgelig… den er ligeglad.

Den skarptandede grævling er det største dyr i mår-familien, og dens tænder kan gå igennem et skildpaddeskjold! Den kan også fint forsvare sig mod nysgerrige løver. Den indtager bistader når den vil snacke, og er ligeglad med bierne…

Det er blevet lidt et mytisk dyr for mig, for jeg har hørt om den mange steder, men aldrig set den. Men der stod den så, ca. 10 kilo, 60-70 cm lang honninggrævling – 2 meter fra mig, i gang med at kravle op på det udendørs køkken, der var en del af hytten. Den åbnede behændigt skabene, og da der ikke var noget smuttede den afsted igennem et lille hul i hegnet.

Fantastisk.

Flokke af dyr i Kruger National Park

I de følgende dage krydsede vi det meste af den centrale og sydlige del af parken. Der kom flere biler sydpå, men også færre dyr, så vi vendte landcruiseren mod nord.

Junior fik lov til at vælge vejen, og det blev de små grusveje, der blev udvalgt, og det var et klogt træk, for inden vi forlod parken fandt vi frem til store flokke af giraffer, zebraer og tilsidst også elefanter.

Vi havde lige mødt en territorial og lidt pirrelig hanelefant, der gav os mulighed for at teste bak-gearet en 300 meter, og så kørte vi lidt frem, og der gik en stor flok med mindst 35 elefanter, inklusiv med unger.

De fyldte det hele, og vi ventede tålmodigt mens vi nød synet, og kiggede i bak-spejlet for at se om der kom flere. Det gjorde der, men de sidste listede sig fint uden om os, så fyldt med fascination af dette enorme dyr kørte vi videre og ud. Og ja, elefanter kan faktisk liste, for deres fod er så sindigt indrettet, at de kan snige sig rundt!

En anden overraskelse var de mange rovfugle, lige fra ørne til gribbe. Der var mange, og de var flotte. De små skrigblå fugle og andre charmerende fjerbærere gav også kulør på oplevelsen.

Tilsidst kom vi på asfaltvejen igen, og der fik vi set et uhyre sjældent dyr, nemlig den hvide løve, der kun findes enkelte af i naturen.

Det er ikke en albino-løve, men bare en med hvid farve i stedet for den normale gul-brune, og den store løve var tydeligvis alfa-hannen i området, selvom den var gammel og havde skader.

En ulv, en franskmand og en buddha

Vi kørte fra de hyggelige og rimelig enkle hytter inde i Kruger National Park til et overflødighedshorn af et sted.

Hippo Moon Lodge er på alle måder et unikt sted, og ligger tilpas tæt på parken til at det også er et godt praktisk valg. Derudover er stedet en attraktion i sig selv. Det ligger på en 10km2 vild grund med mange dyr, og midt i det hele har den excentriske ejer, en franskmand med vestafrikansk forhistorie, bygget et vildt hus og en stribe små slotte!

Vi boede på et kæmpestort værelse i hovedhuset, lige ved poolen, og med udsigt med hans zebraer og gazeller. Og selve huset er – ja, vel nærmest en kunstudstilling, af den mere kreative slags. Så når vi badede i poolen, der var korsformet og beklædt med buddhaer og krishnaer, kunne vi både nyde naturen og de mange vilde kreationer.

Sammen med sine 12 hunde og en prærieulv (!), er ejeren en fast bestanddel af anti-krybskyttegruppen i området, for som han sagde: “Hellere jagte krybskytter end at de jagter vores næsehorn”.

Man mærker tydeligt en stor kærlighed til dyr på Hippo Moon Lodge, og man kan hilse på zebraen, der blev reddet som spæd, se sjældne udgaver af safari-dyrene og så selvfølgelig snakke med prærieulven Xena, opkaldt efter superhelte-figuren Xena the warrior Princess.

Vi blev gode venner med Xena.

Hun lagde sig ved poolen når vi var der, og holdt godt øje med os, når vi gik i haven. Vi fik at vide, at hvis hun kom til os, kunne vi godt klappe den, og det gjorde hun tit. Vi studerende hendes bevægelser, der både er som en hund og så alligevel slet ikke. Ejeren fortalte, at den også jagede anderledes end hundene i skoven, når han var ude med dem allesammen.

Jeg skulle hilse at sige, at det giver rimelig meget street credit at kunne fortælle sine venner i skolen at man er blevet venner med en ulv, der vel at mærke ikke var bag hegn. Den boede der bare. Og prisen for at bo her var ikke meget anderledes end hvis man havde valgt et klassisk lodge, så det var bare en kæmpe oplevelse oveni hatten.

Kunsten at håndfodre en flodhest: Flodhesten Jessica

Som om dyreoplevelserne i Kruger National Park og hos Hippo Moon Lodge ikke var nok, skulle den sidste dag alligevel vise sig at blive prikken over i´et. Vejret var ellers ustabilt, gråt og med natteregn, men vi kom fint afsted tidligt, for vi skulle besøge “Jessica the Hippo”!

Ja, Jessica er så verdensberømt, at der åbenbart er optaget mere end 100 indslag og dokumentar-programmer om hende, og derfor var der naturligvis også skilte i god tid, hvor hendes smilende flodheste-ansigt viste vej.

Hun blev reddet af en lokal familie som helt lille, hvor hun var kommet væk fra sin mor under en kæmpe oversvømmelse i området, og flasket op fra 16 kilo til de 1700 kilo hun vejer i dag. Hun flyttede derfor også ind hos familien, hvor hun frit bevæger sig i floden ved foden af huset, og tidligere også inde i huset, som hun dog er blevet for stor til i dag…

Af og til forsvinder Jessica i et stykke tid ude i naturområdet som Greater Kruger i høj grad stadig er, men vi var heldige, for hun var der. Vi fik lov til at give hende den kendte sydafrikanske rooibos-te og kartoffelskiver, som vi håndfodrede hende med, simpelthen ved at lægge skiverne mellem hendes tænder i det frygtindgydende kød- og tandorgie, der åbenbarer sig når en flodhest er sulten.

Flodheste er bestemt ikke i kategorien hyggedyr, og alle fiskere i Afrika har kæmpe respekt for det kæmpe dyr, der kan veje op til 4 tons, og hvis bid er det kraftigste for noget som helst landdyr. Det er cirka dobbelt så kraftigt som for en løve… Til gengæld kan tænderne blive over en meter lange!

Men Jessica var blid som et lam, og det var hendes adopterede lillebror også, og det viser sig, at flodhestehår på mulen er ret bløde.

Greater Kruger: Blyde River Canyon

Vi kørte fra Jessica The Hippo ud til en af verdens største kløfter, Blyde River Canyon i Mpumalanga, ret tæt på nationalparken.

Det er et smukt og grønt område, og vi tog med andre besøgende ud med en båd på en fin sejltur, hvor vi kunne se alle de vilde klippeformationer og hvor den muntre lokalguide var god til at spotte fugle og dele historier.

Bagefter så vi dæmningen, der blev brugt til at lave et vandreservoir for hele området, men desværre ikke til at lave elektricitet, for der var af og til problemer med manglende strøm i lokalområdet, så en ny kilde ville være brugbar.

På vej op igen så vi turens sidste dyreoplevelse. En såkaldt Nakkeflig kamæleon havde forvildet sig ud på asfaltvejen, og vores guide stoppede resolut bilen, og fik fat i den lille fætter, så den ikke skulle ende som en flad pandekage under den næste bil, og satte den på armen, mens den blev transporteret ud til skovkanten.

Kamæleonen havde primært mørkebrune felter, men mens den besluttede sig for at kravle op af armen og op på hovedet af vores guide, skiftede den til lysegrøn – og tilbage igen, på under 1 minut.

Den kravler ret langsomt, sådan en kamæleon, og udover farven har den også de vildeste øjne.

De kan nemlig se i de fleste retninger, og øjnene fungerer uafhængigt af hinanden, så mens den stille og roligt kravlede op af armen på guiden, kiggede den fokuseret på mig på den modsatte side – dog mest med det ene øje!

Junior fik også lov til at holde den og sætte den ud i skovkanten, og vi er nu officielt fans af det finurlige lille dyr, som jeg tidligere kun har mødt på Madagaskar.

At tage en teenager på safari til Kruger National Park

Rejsen blev et hit.

Og rejsen blev også ret anderledes end vi havde forestillet os, men sådan er gode rejser jo: Du kan planlægge alt det du vil hjemmefra, men når du er afsted skal man forholde sig til virkeligheden, opsøge mulighederne og lade sig begejstre af det man nu møder, i stedet for at fokusere på det man troede inden man tog afsted.

Så man kan bestemt tage en dyreglad teenager med til Kruger National Park, absolut. Og der er så mange muligheder i hele området Greater Kruger, at det med hjælp fra en kyndig er muligt at finde steder og oplevelser, der kan passe til de fleste, og vælge et tidspunkt, hvor der er god plads på vejene rundt.

God rejse til Kruger National Park. God safari i Sydafrika.