Eswatini – et kongeligt postkort Af: Jacob Gowland Jørgensen
Rejsen går til Eswatini
Swaziland er noget så rart som et overset turistland tæt på Afrikas største lufthavn i Johannesburg, og Sydafrika omringer næsten også landet på alle sider, så det er oplagt at kombinere de to. Landet har officielt lige skiftet navn til Eswatini, swaziernes land. Det skete ved kongeligt dekret i et af de sidste absolutte monarkier i verden.
De fleste rejsende er her kun 1-2 dage, for de fleste kommer i egen eller lejet bil og triller lige igennem det bette kongerige, men der er klart mere at opleve.
Swazierne er yderst fredelige, hjælpsomme og ordentlige, og attraktionerne er der ikke noget galt med i det yderst traditionsbundne land.
Vi fik et par rigtig gode dage i Mlilwane Reserve, hvor vi uden guide vandrede på hippo trail, og hvor man også kunne cykle og ride i det fine landskab. Det blev køligt om aftenen (det ligger højt), så husk en rigtig sweater, og sæt dig ved bålet sammen med vildsvinene. En kæmpe traditionel hytte med eget bad kostede 400 kroner pr. nat, og så boede man også lige midt i det hele.
Vi tog derefter til Sibebe Rock, den næststørste enkeltklippe i verden efter Ayers Rock i Australien, og hvis man kan lide at vandre – og har styr på sin balance – er det en bragende god og flot tur. Du bør have en guide med på rejsen til Swaziland.
Vi brugte Swazi Trails og var yderst tilfredse. Sibebe har i øvrigt givet navn til den lokale glimrende øl og ligger lige uden for hoved-landsbyen Mbabane.
På besøg i nationalparken Hlane
Til sidst tog vi til nationalparken Hlane – vi bookede bare en taxa for ganske få penge, og 100 km af primært nyere motorvej senere var vi i løve- og næsehornsland tæt på grænsen til Mozambique. Husk at booke inden du kommer, for der er ret få hytter.
Det er en fin park med mange buske og træer, så man skulle arbejde lidt for at finde og se de mange dyr. Til gengæld kom vi på rhino walk, hvor vi med guide vandrede rundt til – og sammen med – næsehornene; det var en lidt vild oplevelse.
Alt var til ret lave priser, og selv i konge-safarilandene Tanzania og Uganda har jeg ikke set så mange næsehorn som i denne mere beskedne nationalpark.
Vi trillede med bus og taxa til Mozambique derfra. Det tog kun et par timer, og så var vi ved det Indiske Ocean. Dejligt.
Eswatini kan varmt anbefales.
Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!
7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar