Tanzania: En rejse med fjollede safari-dyr i nationalparkerne

Tanzania: En rejse med fjollede safari-dyr i nationalparkerne er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.

Rejsen til Tanzania – en uforglemmelig oplevelse

Vi sidder og spiser ved et campingbord, mens vores alt-i-en-lille-mand fortæller, at baobab betyder ”upside-down-tree”, fordi det unægtelig ser ud som om, nogen har fået stukket det omvendt i jorden, da det var et babytræ. Til gengæld kan træet rumme over 100.000 liter vand i sin opsvulmede vom, træet knager en smule, og hilser os velkommen.

Bagved tøffer zebraer forbi, og en stolt bavian mor viser sin lille baby frem, og vi sidder dér midt på savannen og tænker, at nu kan Knuthenborg godt gå hjem. Her er en lille beretning, om den ubetinget største wild-life oplevelse jeg har haft i mit liv – en safari i det nordlige Tanzania. Der var mange organiserede oplevelser, men endnu flere uforglemmelige overraskelser af den firbenede slags.

Efter tilfældigt at have stødt ind i fjollede dyr på en fantastisk rejse til New Zealand måtte jeg erkende, at mødet med vilde dyr bare giver de der helt store rejseoplevelser, som man husker år efter år. Mere vil have mere, så nu var pingvinerne og søelefanterne ikke nok, og valget faldt på en tur til Afrika, hvor Ghana og Kenya blev opvarmningen til en tur til Tanzania.

Safari til nationalparkerne Ngorongoro-krateret og Serengeti i Tanzania står og stråler øverst på listen over mine 20 største rejseoplevelser, fordi alt gik op i en højere enhed. Tonsvis af tropedyr, venlige og interessante mennesker, en natur der tager pusten fra dig, og ikke mindst er det hele lettilgængeligt.

Man skulle så lige lægge 570 amerikanske dollars for fem dage, men så blev det hele også serveret efter dine egne ønsker. Selvom det var den vilde oplevelse, vi ledte efter, blev man lullet ind i sådan en Knuthenborg-tryghedsfølelse, fordi det hele var så organiseret, og der var så mange udbydere, der konstant råbte efter én: ”Jambo, my friend, you safari?”

På denne tur stod små og store overraskelser i kø, og hvor var det dog rart at få bekræftet, at det fascinerende ved at rejse jo er at blive overrasket. At det fedeste ofte er noget helt andet, end det man troede hjemmefra, og at man derfor skal huske at lade være med at planlægge alt hjemmefra.

Huske at give tid, give plads – og lade sig overraske.

På safari besøg hos bavianen i baobab’en

Vores dygtige safari chauffør, guide, kok med mere stopper lige ved siden af et 20 meter højt baobab-træ, hvor bavianerne leger og skriger. Vi har kun kørt et kort stykke på savannen og bliver derfor noget paffe, da han siger, at her skal vi bo i nat, og dér er toilettet, og peger på et åbent betonskur.

Hvis jeg var et skummelt og sultent dyr, ville jeg helt sikkert bo derinde, mumler jeg, mens pigerne i den lille rejsegruppe forgæves spejder efter hegnet.

Min rejsekompagnon og jeg var løbet ind i to schweizere inde i Arusha, og selvom de sagde, at de følte sig mere trygge på et bjerg – som derhjemme – havde vi fået dem med på denne tur, så vi kunne dele en firehjulstrækker.

Natten er helt rolig, og vi falder overraskende i søvn uden at tænke for meget på, hvor tynd teltvæggen er set i forhold til et sæt rovdyrkløer på jagt efter et stykke dansk opdrættet kød.

Fantastiske dyr helt tæt på i Tanzania

Det er morgen, og vi kører ned ad en lang bakke på safari, men stopper med et ryk, da vi åbenbart har mødt en hunelefant på det forkerte tidspunkt i hendes cyklus. Hun nærmest galoperer frem og tilbage, og hun trompeterer, så Næstved pigegarde ville blive misundelige.

Et tysk filmhold overhaler og prøver at snige sig udenom, men de når ikke langt og bliver tvunget tilbage af et par blafrende ører og et sæt små, stirrende øjne.

Der er mange elefanter i området, som godmodigt trasker igennem vildnisset, og vi følger dem og girafferne, fuglene og zebraerne i et stykke tid, før den store elefantmutter opgiver og surt sjosker væk. Fascinationen vil ingen ende tage, og udover den evige trykken på kameraet hører man ikke andet end dyrene.

Vi holder en kørepause ved en lille flod, hvor alt ånder fred og idyl, indtil et par velvoksne flodheste pludselig dukker op, prustende og skidende, og leger et-tagfat i vandet. Vores guide fortæller, at deres gab kan åbne op til 150 grader, da en af dem pludselig kigger på os og åbner op til et slaraffenland af blafrende kød og vældig lange stødtænder.

Nu forstår vi, hvorfor flodhesten er Afrikas farligste dyr, og hvorfor Dolph måtte være en flodhest.

De er grimme, lugtende, farlige og overvægtige, de sprayer gerne deres lort ud med halen, og så er de helt og absolut ligeglade med vores tilstedeværelse. Vi er helt solgt, og flodhesten bliver vores rejseven, som gang på gang får begejstringen til at løbe af sted med os, mens vi lovpriser dens trinde former og fuldkomne evne til bare at være sig selv.

Den vilde honninggrævling – det frygtede safari-dyr

Efter en god morgenmad i det fri på endnu et halv-tilfældigt campingsted sætter vi kurs mod en af nationalparkerne i Tanzania. Vi kører ind i Serengeti National Park og ser den flade og enorme slette åbenbare sig. Vi ved alle, at det er her, mange af dyreprogrammerne bliver optaget, og inden længe ved vi også hvorfor.

Fem meter fra vejen ligger en gepard med et nyligt nedlagt offer, og festen er blodig og intens. Der er hyæner, som flader ud i vandpytterne, gazeller, zebraer, gnuer og cirklende gribbe, der lander i de karakteristiske savanne-træer – akacietræet med den flade trækrone.

Overalt er der show for alle pengene og dyr, dyr, dyr.

Guiden fortæller, at det eneste dyr, der rigtig angriber safari-bilerne er en lille skarptandet satan kaldet en honninggrævling, der frygtløst tager kampen op med offroad-dæk, og som ellers muntrer sig med at indtage bistader. Den kan også godt tage kampen op mod rovdyrene, som plejer at tabe den kamp.

Vi får at vide, at selvom der er lidt forvokset hamster over den, skal man bare smutte hurtigt. Så det gør vi, mens han viser os et billede af en angribende honninggrævling.

En besynderlig oplevelse: Klippegrævlingens mysterier

Vi ser vores lodge dukke frem ved nogle klipper, og ser frem til at få et bad og en rigtig seng – selvom vi er ved at vænne os til de små telte med den bedste komfort, jeg har prøvet i et telt.

Morgenen efter går vi tur på trægangene omkring lodgen, og dér, lige 30 cm fra mine fødder, ligger der en hel stribe af forvoksede hamstre, som heldigvis viser sig ikke at være honninggrævlingens familie, men en klippegrævling-familie, der prøver strudsetricket: ”Vi er her ikke, vi er her ikke”.

Vores guide fortæller insisterende, at den lille behårede fyr naturligvis er i familie med elefanten – og kan klatre…

Al den mangfoldighed giver underholdning til mange timer, hvor mange fantasifulde slægtskaber afprøves på vores guide, men han benægter, at bavianen er i familie med zebraen, selvom det lyder ligeså logisk som klippegrævlinge-elefanten. Og hvem skulle have troet, at den største oplevelse ved en lodge i Serengeti, Tanzania var sådan en lille fætter og dens søde familie?

Air Tanzania ved Ngorongoro

Vi sætter kurs mod endnu en af nationalparkerne i Tanzania. Vi kører opad og øjner, at der er noget stort til højre for os, som rigtig udfolder sig, da vi lander på turens mest organiserede campingplads med udsigt over det efter sigende største vulkankrater på kloden: Ngorongoro National Park i Tanzania.

Det danner et over 260 km2 naturligt amfiteater, som er surrealistisk og smukt. Krateret rummer også det største antal store vilde dyr pr kvadratmeter i Afrika.

Sprogfolk skændes åbenbart om, hvorfor det hedder Ngorongoro, for det kan både betyde et koldt sted, et bjergrigt sted og et stort hul, men det passer det hele, og i 2200 meters højde bliver det både turens fysiske og oplevelsesmæssige højdepunkt. Vi sidder og småsnakker, mens aftensmaden simrer.

Uden varsel lander der en storkelignende sag lidt væk – den er nok 1,5 meter høj, har et vingefang på flere meter og kigger fredeligt på os fra sine tynde, hvide ben, mens den retter på sin blålige fjerdragt. Vi omdøber den fluks til Air Tanzania og ser beundrende til, mens den letter over krateret.

En mand råber: ”Tempo, tempo”, og en hanelefant vader roligt ind igennem lejren og spiser lidt fra træerne. Den bor jo her, tænker jeg, så hvorfor skulle den ikke bare tage sin aftentur? Men den er godt nok stor, sådan en elefant uden snor eller elefantfører.

Den forsvinder igen, lige så hurtigt som den dukkede op, og vi bekræfter hinanden i, med fjollede smil på læberne, at den sørme var god nok – der var dæleme en fin elefant lige her midt i det hele for lidt siden.

”Hakuna matata”, lyder det kækt fra vores ellers diskrete guide, hvilket betyder ”no worries” på det fjollede, men underholdende kunstsprog swahili. Det må være en underfundig kolonist, der har opfundet det, funderer jeg. Og det er det da også, en tysker vistnok – med det formål at kunne kommunikere med alle stammerne.

Tænk at kalde et langsomt dyr som elefanten for ”tempo”. Han må have stødt ind i elefanter, som hende vi mødte nogle dage tidligere.

Natten falder på, og vi skal sove, men selvom jeg aldrig har været tættere på ækvator, og det endda er juli, er her rigtig koldt – omkring 8 grader. Med alt vores tøj på hører vi vortesvinene grynte udenfor, mens vi fryser som små pingviner med olie på fjerene.

Dagen efter vandrer vi rundt med en bevæbnet ranger og møder en venlig masai, der også har sit spyd med, når han cykler. Vi ser kraterets overflod af dyreliv og den fine Rift Valley, som er menneskehedens udgangspunkt. Vi er fyldt til bristepunktet med alle oplevelserne og vinker farvel til guiden og schweizerne, som allerede har lovet, at de vil vise os deres bjerge, næste gang vi har ferie.

Men mere vil have mere, så nu går jeg og pønser på, hvordan vi kan få sneget en safari til det centrale eller sydlige Afrika ind i rejseprogrammet. Det skal nok lykkes en dag – ellers vil jeg først blive rigtig overrasket – og indtil da må vi tage ned til Lolland og lege safari i hyggelige Knuthenborg.

Rejsen til Tanzania – kom nemt afsted

Der er en del danske rejsebureauer, der har safari-rejser, der inkluderer nationalparkerne i Tanzania.

Det kan anbefales at flyve direkte ind til nabo-lufthavnene i Arusha eller Kilimanjaro. Ellers er nærmeste større lufthavn ikke hovedstaden i Tanzania, Dar es Salaam, men derimod Nairobi i Kenya.

Nairobi er dog ikke verdens mest behagelige by, så hvis du kan undgå den, vil vi anbefale det. Eller alternativt lande tidligt, og krydse den nærliggende grænse samme dag. Fra Arusha og Kilimanjaro kan du flyve direkte til Zanzibar.

Vejene til Tanzania er mange, men uanset hvilken du vælger, er der masser oplevelser i vente i og udenfor nationalparkerne.

God rejse!

Her er 7 fantastiske oplevelser i Tanzania

• Serengeti Nationalpark
• Kilimanjaro
• Zanzibar
• Ngorongoro-krateret
• Maasai-landsbyerne
• Olduvai-kløften
• Tarangire Nationalpark

---

Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere

7: Barcelona i Spanien
6:  New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu, og få gratis e-bog, rejsetips til dine favoritdestinationer & vind rejsepræmier

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Leave this field empty if you're human: