Site icon RejsRejsRejs

Oplevelser i Goa, Indien: En introduktion til Paradis

Goa_Cows

Oplevelser i Goa, Indien: En introduktion til Paradis er skrevet af Marianne Nielsen

Store og små oplevelser i Goa: ‘Soft India’

Goa er ‘peace, love and happiness’ og vidunderlige strande. På vestkysten af Indien ligger et lille stykke af paradis.

I Goa er du garanteret fantastiske oplevelser, når historie og kultur, templer og kirker, kulinariske fristelser og kølige drinks og – ikke mindst – strande og kokospalmer byder dig velkommen. Der er lækre strande i både i Nord-Goa og i Syd-Goa.

Du har sikkert hørt det før, når snakken falder på Goa; er det nu også ‘det rigtige Indien‘? Er det “Soft India”? Mit helt oprigtige svar er: Ja, bestemt! Indien har så mange ansigter og så mange oplevelser at byde på, og Goa er et af dem.

Det gælder blot om at mærke efter og finde den oplevelse, der passer til dig og dine rejsedrømme. Og Goa er helt rigtigt noget for sig selv – på den bedst tænkelige måde.

Ubeskrivelig lykke midt i kaosset

Alle sanser bringes til live – på godt og ondt – når du rejser i Indien. Lydene, lugten, smagsløgene, forargelse, forundring, total kaos og magisk fortryllende afslapning.

Nogle besøger landet og sværger aldrig at ville vende tilbage igen. Andre vil mærke en berusende følelse i kroppen, en ubeskrivelig lykke og en fornemmelse af at høre hjemme midt i al kaosset.

Jeg selv tilhører lykkeligvis den sidste del. For mig er Indien landet, der stjæler dit hjerte og brænder sig fast i din sjæl. Én ting er sikkert: En rejse til Indien glemmer du aldrig!

Mit første møde med Indien var for mere end 20 år siden. Som ny og ung rejseleder landede jeg i Goa i midten af 90’erne, og med Goa – og de oplevelser jeg fik der – fik jeg en blød introduktion til Indien.

Stort kulturchok

Jeg skulle bestemt lige vænne mig til Indien, der nok vil være et stort kulturchok for mange. Men Goa er et rigtig fint sted at starte. Jeg boede i Goa over 8 sæsoner som rejseleder, og det gjorde mig nysgerrig på at opleve mere af dette magiske rejseland.

Jeg har siden rejst tilbage til Indien hvert år for at få nye magiske rejseoplevelser, men jeg vender altid tilbage til Goa som afslutning på ferien. Goa er ganske enkelt bare mit andet hjem.

Når du efter et par uger med Nord-Indiens imponerende seværdigheder, karismatiske sjæleoplevelser, kaotiske togstationer, stærkt krydret vidunderlig mad, overfyldte busser og nysgerrige smilende indere tænker, at “nu trænger jeg til at slappe af”, så sæt kursen mod Goa.

Eller måske sidder du lige nu og er ved at planlægge vinterens ferie og vil egentlig gerne opleve Indien, men er lidt skeptisk over, om det er noget for dig.

Du tænker måske, at den enorme fattigdom bliver for voldsom at opleve så tæt på. At menneskemylderet og den overdøvende trafiklarm bliver for hektisk. Men er du alligevel nysgerrig? Så sæt kursen mod Goa, for er virkelig mange gode oplevelser i Goa.

Oplevelser i Goa: Meget mere end smukke strande

Med sin størrelse på bare 3.700 km2 – lidt større end Fyn – er Goa den mindste af Indiens 29 delstater, og også en af de yngste.

Efter mere end 450 års portugisisk styre blev Goa en del af det indiske unionsterritorium i 1961, og først så sent som i 1987 fik Goa status af Indiens 25. stat.

Goa ligger ud til Det Arabiske Hav mod vest og har grænse til de indiske delstater Maharashtra mod nord og Karnataka mod syd og øst.

Bjerge, floder, dale og parker byder på skønne naturoplevelser, og Goas floder, som blandt andet omfatter Mandovi, Zuari Chapora og Tiracol, er blodårene i den lille grønne stat, hvor frodige palmer og irgrønne rismarker understøtter fornemmelsen af paradis.

Religion er altoverskyggende på en rejse i Indien. Her møder du blandt andet hinduisme, buddhisme, jainisme, sikhisme, islam og kristendom. Og de mange kirker, templer, moskéer og paladser giver rigelig mulighed for kulturelle oplevelser – også i Goa.

Du skal ikke langt væk fra turismens alfarvej, før de små snoede veje byder på søvnige landsbyer. Her synes tiden at stå stille.

De hellige køer slentrer dovent rundt i trafikken vel vidende, at deres hellige status gør dem usårlige. En tempelelefant er på vej til byens tempel med sine pilgrimme. Vejen til en unik lokal oplevelse koster ofte kun et smil.

De lækreste strande i Goa

Og så er der jo strandene… Dem kommer vi ikke udenom.

Mere end 2 millioner turister – indiske som internationale – valfarter hvert år til Goa for at nyde de gyldne strande og de svajende kokospalmer. Og strande er her nok af.

Uanset om du er eventyrer eller backpacker, eller om du foretrækker en mere standardiseret rejseform med fly, kuffert og hotel, så er der en strand i Goa til enhver smag og temperament. Dejligt, ikke?

Er du til de langstrakte stille sandstrande, hvor kokospalmerne svajer let i brisen, og overnatningen foregår i små simple palmehytter, skal du til Syd-Goa. Det er enkelt, smukt og hyggeligt dernede i den sydlige del af Goa.

Er du mere til strande, der syder af liv og aktivitet med hoteller, by, markedspladser og natteliv tæt på, så er det Nord-Goa. Her er der flere faciliteter, og flere mennesker.

Men hvorfor ikke prøve begge dele? Det er nemt og smidigt at rejse rundt i Goa, og personligt kombinerer jeg altid Syd- og Nord-Goa, og så får man det bedste af begge verdener.

God tur – jeg er sikker på du vil få en masse gode oplevelser i Goa!

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Exit mobile version