RejsRejsRejs » Rejsemål » Asien » Japan » Seværdigheder i Japan: 5 fantastiske oplevelser til din rejse i Japan
Japan

Seværdigheder i Japan: 5 fantastiske oplevelser til din rejse i Japan

Japan - tempel natur sø - rejser
Vi elskede det fra første og til sidste minut. Her er vores tips til 5 fantastiske oplevelser i Japan.
  viva cruises konkurrence 2024

Seværdigheder i Japan: 5 fantastiske oplevelser til din rejse i Japan er skrevet af Winnie Sørensen.

Kort over Japan, Map over Japan, Japan map, Japan kort, rejser

Seværdigheder på din rejse til Japan

Japan, Nippon, Solens Rige – kært land har mange navne. Og landet er ikke kun rigt på navne, men også på de mest fantastiske oplevelser du kan forestille dig.

Uanset om du skal til Tokyo for at opleve Meiji-templet, til Kyoto for at gå i bambusskove eller til Hiroshima for at se ø-templet Miyajima, så har Japan masser af seværdigheder at kaste sig over. Vi giver dig 5 af de bedste her.

Mad - Dessert - Spisepinde-

Maden er en af de største seværdigheder i Japan

Vi er nogle madører, og vi blev derfor heldigvis ikke skuffede. Vi har spist utrolig mange ting i Japan, vi ikke helt ved hvad var, men kun meget få ting, vi ikke kunne lide.

Japanere har en forkærlighed for slim. ‘Tororo’ var nok den værste. I skarp konkurrence med ‘natto’. Tororo er yamsrødder, som er forarbejdet på en måde, så det bliver noget hvidt og meget klistret stads.

Det er helt umuligt at synke. Det smager for så vidt ikke grimt, dog er konsistensen bare helt gal. Natto er fermenterede sojabønner. Behøver jeg sige mere?

Men bortset fra det spiste vi alt. Bittesmå tørrede og saltede fisk. Rå fisk til morgenmad. Alverdens fermenterede grøntsager – de er vilde med fermentering i Japan – misosupper, tempura, indbagte kødboller med surt kål som tilbehør, kæmpe riskager, jordbær med creme indeni, ramen og sobanudler i alle afskygninger.

Og tofu. Ja, sågar tofu-skind spiste vi.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
 Street food - Mennesker

Fra fancy restauranter til streetfood

På vores rejse til Japan spiste vi på fancy restauranter, på simple frokoststeder, på gader, markeder og food courts fyldt med streetfood, og vi købte tilmed madpakker i den lokale 7/11.

Vi gik ind på restauranter uden menukort udenfor, og vi pegede på det, vi gerne ville have. Vi forsøgte os med Google Translate og fik sommetider noget, vi ikke helt vidste, hvad var. Vi spiste det nu alligevel.

Det bringer mig desuden til punkt nummer to på listen over fantastiske seværdigheder i Japan.

Japan - WC toilet - rejser

Landet hvor alt fungerer

Togene kører til tiden og de offentlige toiletter er altid både rene og pæne. Der er altid sæbe og ofte også toiletsædesprit. Toiletterne har desuden en million knapper, hvor en af dem naturligvis er til at lave kunstig skyld-ud-lyd, så man kan presse i fred.

På rejsen fandt vi ud af at japanske damer åbenbart også prutter – man må bare helst ikke høre det.

Der er intet affald i gader og parker. Der er så heller ingen affaldsspande, så alle går rundt med en lille pose til affald, som man smider ud derhjemme. Parkerne lukker godt nok også ved femtiden hver dag, så aften-picnic eller en kølig drink i parken i solnedgang er udelukket.

Men det skal nævnes, at parkerne er rene og pæne og helt sikkert en af de seværdigheder i Japan, du skal opleve.

Overalt er der et meget veldefineret køsystem, så ingen snyder foran. Ind- og udstigning af både tog og busser er top optimeret og fungerer helt uden problemer. 

I supermarkedernes frugt- og grøntafdeling er selv tomaterne ordnet efter størrelse. Så meget at jeg en enkelt gang – ej, måske to – flyttede en stor tomat over ved siden af de små, mens ingen så det og følte mig meget rebelsk.

På restauranter får man altid en vådserviet til hænderne, og mange steder kan man se direkte ud i køkkenet og ved selvsyn konstatere, at hygiejnen er i top. Alt er så velorganiseret og veltilrettelagt, at tanken om dårligt tilberedt mad eller tvivlsom hygiejne simpelthen ikke faldt os ind.

Det er virkelig en fed følelse, når man besøger et nyt land. Den ene ting, som ikke er helt optimalt, er det manglende engelsk. Det er altså kun et fåtal der taler engelsk.

Men på en eller anden måde gør det ikke så meget. Folk er nemlig vanvittig flinke. Og det er derfor den tredje fantastiske oplevelse fra vores rejse til Japan.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Japanske kvinder  - Seværdigheder i Japan

Det japanske folkefærd er en seværdighed i sig selv

De taler altså ikke meget engelsk. Så er det vist også sagt. Underligt nok var det især ældre damer, som gerne ville sludre på deres aftenskole-engelsk. I et tog faldt jeg i snak med Mariko.

Hendes ene datter boede i Irland, og Mariko havde derfor taget engelskkurser, så hun kunne besøge hende. På banegården faldt vi i snak med en ældre dame i firserne, som skulle til Canada for at besøge hendes datter.

I butikkerne prøvede de unge ekspedienter at spørge, hvor jeg kom fra, alt imens de fnisede, som om det var det mest sjofle i verden, de havde spurgt om.

Men også mændene i billetlugerne på togstationerne gjorde, hvad de kunne. De kunne ikke engelsk. Men med mange fagter, Google og et gammeldags kort hjalp de beredvilligt med at købe billet i automaterne. Her står alt naturligvis også på japansk.

Mange restauranter har engelske menukort, men er oversat med Google Translate, hvilket overhovedet ingen mening giver. Spørger man tjeneren, bliver man ikke meget klogere, men de forsøgte dog at finde nogen, som kunne hjælpe.

Det lykkedes desværre ikke, og flere gange måtte vi give op, men det var heldigvis ikke viljen til at hjælpe, som manglede. Det var egentlig ret fedt, når nu vi ikke ligefrem selv er så bekendt med japansk. 

Storby - Seværdigheder i Japan - Tokyo

Et kontrastfyldt land 

Kontrasterne i Japan er utrolige, og det kontrastfulde samfund er også en seværdighed i Japan. På den ene side af vejen ligger et tempelområde med en flot zen-have, hvor gruset er redt i sirlige mønstre, og ikke en plante er overladt til tilfældighederne.

På den anden side af gaden står en flok teenagere med blåt og lyserødt hår. Den ene af pigerne har noget på, som ligner en skoleuniform, men som samtidig bare overhovedet ikke er en skoleuniform.

I supermarkederne findes grøntsagerne som sagt inddelt i størrelsesorden, og rundt om hjørnet lå en gigantisk spillehal med så infernalsk støj, at selv japanerne bruger ørepropper, når de modigt bevæger sig ind.

Her sidder bedstemødre side om side med forretningsmænd i habit og flipper helt ud på en spillemaskine.

Du kan gå fra et stormagasin, hvor ekspedienten bukker dybt som tak for handlen, og direkte ind i en karaoke-hal, hvor du kan blive guldmedlem og på halvanden time få alle de drinks, du vil.

Her kan du samtidig skrige højt med på ‘Suspicious Minds’ eller ‘Stop den lille kænguru’ – alt efter hvad du er mest i humør til.

Uanset om du bliver betaget af de smukkeste bjerge med sne på toppen eller fascineret af de største fodgængerovergange, du kan forestille dig, ja, så har Japan det hele.

 Kyoto - Seværdigheder i Japan-Tempel -

Smukke templer i Kyoto – seværdigheder, du ikke kan komme udenom

Udover maden, naturen, menneskene, ordentligheden og kontrasterne, er der naturligvis også en lang række helt almindelige turist-ting, som er værd at opleve. Vi var selv meget begejstrede for byen Kyoto. Det er alle vist.

Vi tog på en guidet cykeltur til de mere ukendte egne af Kyoto, og det nød vi meget.

Guldpavillionen er utrolig smuk, men desværre meget turistet. Sølvpavillionen er knap så populær, men efter vores mening mindst lige så meget et besøg værd. Det var dog de helt stille templer uden andre turister, som virkelig satte sine spor hos os.

Tokyo og Kyoto er helt sikkert begge værd at besøge, og det er oplagt at kombinere de to byer på den samme rejse til Japan.

Vi vil dog sige, at Tokyo er og bliver en vanvittig by på alle tænkelige måder: Maden, menneskerne og alle de mange indtryk. Der er nok af det hele, og mere til.

Jeg er også meget glad for, vi overnattede i Takayama. Det er en populær by for endagsturister, men ved 17-tiden om eftermiddagen falder roen på overalt.

Den gamle bydel i Takamaya er meget besøgt, men var for os mindst lige så interessant som Gion i Kyoto. Derudover så var togturen til Takayama smuk med bjerge med sne på toppen og irgrønne floder.

God rejse til Japan!

Hvad skal man se i Japan? Seværdigheder og attraktioner

  1. Tårnet Tokyo Tower
  2. Den Gyldne Pavillon Kinkaku-ji
  3. Ø-templet Miyajima
  4. Templet Tōdai-ji
  5. Vulkanen Fuji
  6. Jigokudani Abepark
  7. Himeji Slot
  8. Kejserpaladset i Tokyo
  9. Forlystelsesparkerne Tokyo Disneyland, Universal Studios Japan, Hello Kitty Land, Legoland Park og Fuji-Q Highland  
  10. Onsen – varme kilder

Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere

7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig! 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Winnie Sørensen

Winnie Sørensen er landeekspert på RejsRejsRejs for Australien, som hun tabte sit hjerte til for 20 år siden. Hun har været tilbage mere end 10 gange, og har rejst over det meste af Australien. Winnie skriver på Talesfromaustralia.com, holder foredrag om landet, og deler generelt gerne sine rejseerfaringer med andre, der har hang til pungdyr og alle de andre gode sager fra downunder. Winnie er aktiv rejsende og arbejder i rejsebranchen, så hun får rejst en del, bl.a. til Afrika.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.