Kirgisistan: En rejsehistorie om ørne, nomader og Issyk Kul er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen
Flokken rejser til Kirgisistan
Jeg står og venter på mit lift ude i Kastrup lufthavn. Jeg er træt. Og glad. Det er lang tid siden, jeg har grinet så meget. Og oplevet så meget på kort tid. Jeg er lige landet efter en begivenhedsrig tur til Centralasien, et område jeg har haft kig på i flere år. Jeg var der med en flok gode mennesker – en blanding af kendte og nye ansigter – og det spillede.
Når man nu også er vant til at rejse selv, føles det som en lille overvindelse at kaste sig ud på en rejse med mennesker, man ikke kender, men alle fordomme blev gjort til skamme, og jeg havde aldrig fået lige så meget ud af denne rejse ved at futte rundt selv.
Den var simpelthen fyldt med sjove dyr, overraskende planter og smilende mennesker i uld-gevandter.
Bishkek – fancy restauranter og strækmarch
Man ved godt, at man er på vej til Langbortistan, når der er flere sider i guidebogen om, hvor landet mon ligger henne. Og hvad det egentlig kaldes. Og hvor få, der kan pege det ud på et kort. Det officielle danske navn for Langbortistan er Kirgisistan, og den nemme måde at huske, hvor det ligger i forhold til de andre stan-lande er, at Kirgisistan ligger lige vest for Kina. Ki-Ki.
Vi fløj via VM-rundtossede Moskva til hovedstaden i Kirgisistan, Bishkek, med Aeroflot, hvilket var en fin oplevelse. Der var ged i lufthavnen, men Aeroflot var der ikke noget galt med.
Jeg har hørt berejste omtale Bishkek som “Verdens kedeligste by”, men nu da forventningsniveauet var afstemt, var den klart en positiv overraskelse. Der var den ene fancy, hyggelige og virkelig billige restaurant efter den anden, fx Arzu. Og tadaaaa; man kunne sagtens få andet end fårekød! Der var ‘sovjet-nostalgia’ i form af statuer og strækmarch foran parlamentet, og så er Bishkek’en – som vi kærligt omtalte den som – en ret grøn by med udsigt til snetoppede bjerge.
Der var ingen, der ville noget andet end at smile til os og hjælpe os. Eller ignorere os, som det ofte var kutymen i øst i de gode gamle dage, før jerntæppet rustede. Ingen hustlere, ingen gangstere. Vi boede på et helt nyt hotel med det mest servicemindede personale, jeg har mødt i nyere tid og gik og kørte rundt i byen.
Klimaforandringerne er også kommet til Kirgisistan, der har et heftigt indlandsklima i forvejen, så temperaturen nåede 37 grader en af de første dage, så det var også fint at komme ind på et par museer. Og så var der helt passende temperaturer om aftenen, hvor man kunne nyde de lokale specialiteter i det fri.
Homestay i Kirgisistan: Mamma is here!
Vi kørte fra en højde på 800 meter over havet, hvor Bishkek ligger, opad og udad. Nu er der ikke meget storby over Bishkek, så byen fadede hurtigt ud, og efter et par timer nåede vi ud i en pløret landsby. Det havde nemlig også regnet, hvilket heller ikke er normalt, og man skulle koncentrere sig for ikke at skvatte ned i en af de små grøfter med bjergvand, der løb igennem haverne.
Vi skulle på ‘homestay’, hvilket skulle forstås helt bogstaveligt: Vi skulle bo hjemme hos en kirgisisk familie. Det var dog helt organiseret, og stedet var med i den nationale turistforening, “Kyrgyz Community Based Tourism Association”, så der var op til flere huse på grunden, og vi blev budt personligt velkommen og indlogeret.
Et par fra gruppen fik brudeværelset, hvor det helt nygifte par i familien blev smidt ud, og gæsterne kom ind. Jeg fik tæppeværelset, hvor der var tæpper overalt og en god seng at sove i og med et maleri af familien på væggen. Stilen på maleriet kan vel bedst beskrives som “naivistisk-sovjetisk”. I hvert fald ret unikt.
Apropos unikt så kom vi ind til et bord, som jeg aldrig har set lige. Mamma stod og smilede, så guldtænderne strålede, og den nye svigerdatter så stolt ud, da de viste os et overflødighedshorn af et langbord, hvor der knap var plads til bestik for alle de lokale delikatesser.
Og slik. Morgen, middag, aften var der slik, og det blev hurtigt en munter omgang snak, når vi skulle prøve noget nyt fra bordet, for der var smagsvarianter, vi ikke lige havde prøvet før. Der var heldigvis også tonsvis af nødder og tørrede frugter. Og vi fik forskellige gode kød- og risretter og blev hældt på, så jeg fik minder om mine egne bedstemødre, der ikke bare tog et “nej tak, jeg er mæt” for gode varer.
Julemanden rejser til Kirgisistan – åbenbart!
Jeg trillede i seng og drømte om søde sager, absurde malerier og julemanden… Det sidste kunne måske skyldes, at der stod en ret tro kopi af den skæggede mands kane ude i haven under et træ, som en slags udendørs hyggebås. Den ville næppe have passet ind i “Bo Bedre”, men den var fin.
Hele familien var flyttet ind i et kæmpe, traditionelt uldtelt, en yurt, der er udsmykket og konstrueret helt traditionelt i nomadelandet, og her sov de.
Vi gik tur i landsbyen, hvor vi var mindst lige så meget en turistattraktion, som de var for os, og kameraerne klikkede lystigt. Vi var også på en frivillig ridetur med de mest sløve krikker, jeg har set. “Sidste skridt før sæbefabrikken” blev min hest omdøbt, men det var en flot tur alligevel. Krikken havde dog ikke behøvet at standse midt i en lille flod, men over kom vi da. Og vi følte os lidt mere kirgisiske efter den dag.
Issyk Kul – med Don Dario på stranden
Issyk Kul betyder “Den altid varme sø”, og er verdens 2. største bjergsø efter Titicaca-søen. I en region, hvor der er virkelig langt til havet, er en varm sø naturligvis en attraktion, og rundt om søen er der endda flere gode sandstrande.
Vi gjorde som de lokale turister fra Kirgisistan, Kasakhstan og Usbekistan og holdt pit-stop på en sandstrand med vandrutschebaner, liggestole og munter sommerstemning.
Søen Issyk Kul var nu ikke super varm, snarere sådan lidt almindelig dansk badetemperatur, men det var også tiltrængt at køle lidt ned. Munterheden i gruppen var allerede høj, og den steg til uanede højder, da den lokale Don Dario stillede sig op på et bart stykke strand i mikro-speedos og begyndte at ‘flexe’ musklerne i den bløde del af ryggen.
Mennesket er et sjovt dyr.
På jagt med kongeørne
Allerede inden du rejser til Kirgisistan, kan det være du ved, at landet er verdenskendt for traditionel jagt, hvor man bruger falke og ørne til at fange småvildt. De fugle, man kan se på falkonercentre i Danmark, er ofte herfra, hvor kongeørne og forskellige falketyper har masser af plads i bjergene. Det er en fin og traditionel uddannelse at blive falkoner, og det går ofte i arv fra far til søn.
Vi oplevede på absolut nærmeste hold, hvordan en kongeørn jagede en kanin, og som falkoneren udtrykte det: Når ørnen er lettet, har kaninen ikke en chance.
Fuglene kan se en mus bevæge sig på 3 kilometers afstand, og de brækker simpelthen nakken på dyret, når de lander på den! Det er også derfor, fuglene har hætter på, for de bliver nemt stressede af alle de indtryk, der kommer, når man nu har HD-syn.
Derfor insisterede vi også på, at jagten skulle foregå et øde sted, hvor der ikke stod en masse hujende turister, men hvor naturen kunne gå sin gang.
Falkonererne fanger ræve, små hjorte, murmeldyr, kaniner og andet godt med fuglene, når de er på nomade-camps om sommeren. Og ja, selvfølgelig skulle jeg prøve at holde en kongeørn; det er et både smukt og halvtungt dyr.
Ingen rejser til Kirgisistan uden at besøge Song Kul
Vi fortsatte hele vejen rundt om Issyk Kul og drejede fra hovedvejen, for nu skulle vi op i højderne.
I 3000 meters højde ligger søen Song Kul og de lokales sommer-camps, hvor de flytter ud fra april til september, når vejret er til det. Her er der kakkelovne i yurterne, for der kan nemt blive 5-10 grader om natten, og så er det altså meget rart med en spand varme kul, når man nu er så kuldskær, som jeg er.
Song Kul var det ubetinget smukkeste sted på turen, hvilket ikke siger så lidt i et farverigt bjergland.
Hvis du rejser til Kirgisistan må du ikke snyde dig selv for at opleve fantastiske Song Kul. Saftigt grønt græs med hvide yurter strøet ud som paddehatte på bjergsletten. Heste, der løb frit rundt i små grupper, som små familier på picnic. Vilde bjerge og den blå bjergsø. Og igen supervenlige lokale, som man hurtigt følte sig hjemme os.
Edelweiss, oh Edelweiss…
Vi gik op i klipperne og fandt ældgamle helleristninger. Vi lå og solede os blandt de mange tusind edelweiss-blomster, der som små dunede vidundere satte prikken over i’et. Også her skulle vi ud at ride, og vi var helt høje da vi kom tilbage efter nogle timer i den smukke natur på en flot hest, der så tydeligvis hørte til der.
Vores lunger måtte arbejde lidt ekstra i de 3000 meter, men hestene klarede det som det mest naturlige i verden. Og de små børn, der futtede rundt her, så også ud som de var født til hesteryg.
Et væg-til-væg smil af den anden verden
Ovre i nabo-campen var der arrangeret lokale sportslege med tovtrækning, hesteøvelser og andre traditionelle lege, så vores camp synes da også, at der skulle lidt gang i gaden, så der blev arrangeret et spontant ‘fake’ bryllup, hvor familiens søn fik æren af at lege, at han blev gift med en af de kønne, udenlandske piger. Jeg tror ikke, at man havde kunne få smilet af ham igen, selvom man brugte en rystepudser, og det var ret sjovt og kækt.
Vi fik til gengæld en masse indsigt i de ret komplekse og problematiske traditioner omkring giftermål, som ikke er blevet nemmere af, at det nu også er normalt at blive skilt igen.
Hvis du rejser til Kirgisistan opdager du måske at landet er overvejende muslimsk, men kun måske. Det virker nemlig ikke som om, flertallet går særlig meget op i det – der gjorde kommunismen også en forskel i det lille land.
Mød Arslanbob
Kirgisisk er et tyrkisk sprog, der tales af mennesker, der mest ligner Djengis Khans mongolske efterkommere. Sådan er det, når man har et land, der ligger ved den ældgamle silkevej og er omgivet af nationer, der gerne har erobret deres vej til nye rigdomme. Og hvilket sprog, for det har kastet nogle af de mest muntre navne af sig.
Vi skulle til Arslanbob, der lå ikke så langt fra en by, der næsten hedder Jazzketchup. Det er da smukt! Arslan er løven, og bob kan betyde den rejsende udforsker. Jeg er fan af kirgisisk.
I Arslanbob skulle vi se de verdenskendte valnøddeskove, som selv Alexander den Store har tygget sig igennem. Vi kørte igennem bjerglandskaber, hvor gribbe og andre store fugle svævede over os.
Vi kom igennem Karzarman, der var en besynderlig og venlig mineby, hvor udslidte sovjetbygninger stod side om side med nye huse. Og så nåede vi til selve bob’en, der var mere kaotisk end det, vi havde prøvet før, selvom det var et regionalt turistcentrum.
Valnødderne var fine, og den grillede picnic i skoven fantastisk, men højdepunktet blev det lokale lørdagsmarked ved vandfaldet, hvor vi kom med på en del billeder. Jeg var tydeligvis for langsom på et tidspunkt i forhold til at forstå, at nogle lokale ville have mig med på et smilende gruppebillede, så de kom i stedet hen til mig, og så blev guldtænderne flashet i solskinnet. Vi følte os i den grad velkomne.
Der blev solgt lokale varer i både kategorien “flotte håndlavede produkter” og i kategorien “hold nu op, hvor er det kikset”. Der var små forlystelser. Der var ballon-dart, og jeg vandt en plastiktrompet. Vejret var fantastisk, bjergluften var klar, og der var udsigt til vandfald og et off-piste skiområde, hvor eventyrlystne østrigere kom år efter år. Arslanbob’en levede, og vi var en del af det.
Kirgisistan lever i den grad op til prædikatet som et overset rejseland. Og jeg er glad for, at jeg valgte at opleve det med andre herlige, rejselystne mennesker. Det bliver nok ikke sidste gang jeg rejser til Kirgisistan!
Rigtig god tur når du rejser til Kirgisistan!
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: