Nepal: En rejse fra Kathmandu til Chitwan og Himalaya er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen
Kathmandu – starten på eventyret
Jeg går og går. Venstre rundt. Venstre, venstre.
Jeg er ikke alene, der er mange andre venlige mennesker omkring. Det er mennesker fra bjergene. De er solbrændte med runde hoveder. Fra Himalaya.
Jeg går rundt om den buddhistiske helligdom Boudhanath Stupa i området “Little Tibet” midt i Kathmandu. Der er en rolig og næsten kærlig stemning her, hvor bedeflagene blafrer i vinden.
Her er mennesker, hvis rødder stammer fra hele regionen, lige fra Tibet og Nepal, til Bhutan og det nordlige bjergrige Indien. De har fundet et fælles mødested i Nepals hovedstad Kathmandu, der er en tolerant, åben og sikker by, hvor der er plads til mange, men ganske få midler.
Her i Kathmandu starter min rejse i coronaens tid.
En lufthavn med maske
Jeg er lige landet i Kathmandus internationale lufthavn, Tribhuvan, KTM. Den er lille, skramlet og har en fin skulptur man kan tage billeder af udenfor. Den har derudover ganske lidt af det anmelderne ville kalde “arkitektoniske kvaliteter”, til gengæld har den her i de første uger med breaking news om corona-virussens udbredelse fået maske på.
Det er som at være landet i et hospital, hvor man troede man var landet i en lufthavn. Det føles ikke godt. Ikke fordi jeg er nervøs, fordi de har fuldstændigt styr på corona-virussen her, hvor der er få tilfælde.
Men fordi det er mærkeligt at være omgivet af mennesker man kun kan se øjnene på, og knap kan forstå hvad de siger inde bag maskerne. Det skal jeg nok vænne mig til senere, men i februar 2020 er det nyt.
Luften er forårsklar og 17 grader. Helt fantastisk, når man kommer fra fugtig og blæsende Danmark i februar.
Thamel, Nepals ultimative turistkvarter
Der er masser af måder at komme ind til byen, og jeg får et lift til mit hotel, der ligger i det ultimative turistdistrikt Thamel, der vel nærmest kan sammenlignes med Khao San Road i Bangkok. For her er det nemt at vandre rundt, og der er alt hvad man har brug for som rejsende. Restauranterne er også billigere her fordi der er en massiv konkurence.
Jeg kommer ind på 3-stjernede Hotel Manang, der ligger lige i starten af en af de små gader. Perfekt.
Det er fredag, og den eneste faste fridag er dagen efter, så der er gang i byen. Men ikke rigtig med turister. For det her er lavsæson, det er for koldt at tage op til bjergene for at vandre og bestige dem.
Hvis jeg var i tvivl om det, er jeg ikke, da mørket falder på, for vi når 4 grader om aftenen, og jeg må tage alt mit tøj på.
Denne her bydel er gearet til et massivt indtog af mennesker i april og oktober, og nu er det lavsæson, og oveni er der så corona-udbrud i nabolandet Kina, så der er god plads. Rigtig god plads faktisk.
Kathmandu Durbar Square
Jeg mødes med en lokalguide fra Expedition Himalaya, for jeg vil vide mere om den by, hvor jeg er landet i. Jeg vil høre historierne – forstå dem. Som alle nepalesere jeg møder, er han snakkesalig, venlig og helt nede på jorden.
Vi vandrer i 20 minutter gennem den levende by til den centrale kongeplads, Kathmandu Durbar Square, der forståeligt nok er på Unescos verdensarvsliste.
Men pladsen har fået nogle gevaldige tæsk, da den desværre var midt i epicenteret for det gevaldige jordskælv, der ramte byen i 2015. Noget er genopbygget, noget bliver stående med hjælp fra stilladser og noget blev nærmest pulveriseret.
Der er et væld af kongepaladser, templer og alle mulige statsfunktioner samlet et sted, og med hjælp fra forskellige lande, er genopbygningen stille og roligt i gang, så det er en stor oplevelse.
Kumari så mig
Ved et utroligt held kommer vi ind i et af templerne 20 sekunder før Nepals nulevende gudinde “Kumari” viser sig på en balkon.
Den fredselskende buddhisme er meget stærk og tydelig her i Nepal, og den er så spædet op med rigtig mange lokale religiøse indslag. Fx den om Kumari, der udvælges som lille, og er levende gudinde indtil hun går i puberteten, hvorefter hun bare er en almindelig pige igen.
Rygtet vil dog vide, at hun ikke får en nepalesisk mand, for de tør ikke at gifte sig med hende, for tænk nu hvis hun stadig er lidt gudinde der inde bagved.
Den lille pige titter frem, malet og med rød hovedbeklædning. “No photos, no photos”, fortæller munkene tydeligt. Du skal se og opleve, ikke tage billeder. Hun kigger ned på mig og de få andre, og magien fylder den lille gård.
Udenfor valser et hornorkester forbi, og på den store plads samles efterhånden en del mennesker, der skal med til et religiøst arrangement af en slags. Der synges og slås på trommer, og det er helt i nepalesisk ånd ret fredeligt.
Stupa! Swayambhunath & Boudhanath
En stupa er et klokkeformet tempel, og som oftest i en af de vigtigste farver inden for buddhisme: Hvid. Boudhanath Stupa er den vigtigste stupa uden for Tibet, og den klart største i Nepal med sine 100 meter i diameter.
Den er enorm. Og her samles man, for at gå venstre rundt, rulle på bederullerne, sige bønner, og bede om et godt og sundt liv for alle.
Det er som at være på en rund romersk markedsplads, hvor der er alle mulige slags religiøse butikker og tilbud i en cirkel udenom stupaen. Jeg går mine runder sammen med unge og gamle, og finder med hjælp fra en lokal en restaurant, der har en tagterrasse, med udsigt over det hele.
Her er smukt, og maden er fantastisk, og dejlig billig: 40 kr for et brag af en frokost serveret på en fin restaurant med udsigt.
Inden da har jeg nydt en anden udsigt, nemlig fra Swayambhunath stupa, der ligger oppe på en af Kathmandus mange bakker. Byen ligger i en dal, så der er mange udsigtspunkter, og heroppefra kan man se hvor stor Kathmandu-dalen er.
Aberne hopper rundt på templerne, men gør ikke noget. De bor her bare.
Vi er få turister og mange lokale, og også her slår det mig, hvor nemt det er at blive en del af hverdagslivet i dette land.
At rejse er at shoppe i Nepal
Jeg er ikke den store shopper. Men når jeg skal er jeg tilhænger af man-shopping, hvor jeg hurtigt køber flere ting på en gang et sted. Bum. Og da jeg er blevet træt af at fryse må jeg jo til det, og det er heldigvis nemt, for der er et hav af små butikker med alle mulige varme ting.
Der er cashmere, yak-uld, og alt indimellem. Jeg finder en stor butik, Mona Lisa, der kun har pashmina og cashmere-tøj, og som ser professionel ud. Her finder jeg min nye yndlingssweater, som sidder og varmer mig nu mens jeg skriver disse linjer.
Den er let som en fjer, varm som en bjørn og smuk som kun et ægte naturprodukt kan være det.
Cashmere-sweateren bliver min faste følgesvend, og den får snart følgeskab af en blå og en orange fætter, et sofatæppe, mandala-billeder, buddha-dingenoter og meget andet godt.
Det er svært ikke at købe ting i Nepal, for der så mange fine ting, og meget er håndlavet.
Der er til gengæld en milliard butikker, så det er lige med at finde den rigtige og prutte lidt om prisen. Og heldigvis er Nepal generelt et virkelig billigt rejseland, så man kommer langt for sine kroner her.
Kathmandus Garden of Dreams
Kathmandu er en larmende storby, fordi trafikken er tæt, og gaderne smalle. Men når der ikke er trafik, er den mere rolig end de fleste storbyer jeg kender. Og hvis man skulle få brug for at hvile ørerne, går man lige ud af Thamel-området til det sted, der så smukt hedder Garden of Dreams.
Bag høje mure er en europæisk inspireret have med pavilloner og en virkelig god frokostrestaurant. Her mødes de unge nepalesiske par og fletter fingre og kigger hinanden dybt i øjnene.
Her fik jeg flere timer til at gå med at nyde eftermiddagssolen og spise.
Da jeg kom ud igen, besluttede jeg at alt det gode humør da skulle bruges til noget, så jeg købte endnu en cashmere-trøje fra Mona Lisa-butikken på hjørnet. For nu gik turen ud af Kathmandu, ud i Nepal.
Panserdyret i Chitwan National Park
Jeg sidder oppe i et træ. Det er ikke meningen, at jeg skal sidde op i et træ…
Vi er på vandresafari i Chitwan National Park, som er kendt for at huse næsten hele verdens bestand af det sjældne 1-hornede næsehorn, der er et panserdyr uden lige.
Det vejer op til 2,5 tons, og bygget som om det er trådt lige ud af Jurassic Park. Der er også bengalske tigre, der ligesom næsehornet er et udstyrsstykke af muskelkraft og skønhed.
Vi har set fodaftrykket fra tigeren. Lige ved vandhullet. Og nu har min guide også spottet et næsehorn, der gemmer sig inde i krattet, hvor det tygger på de grønne blade. Det tøffer videre, og vi tøffer med. Kameraet klikker lystigt derudaf, mens vi beundrer det enorme dyr.
Pludselig træder næsehornet ud af krattet. Der er et åbent stykke mellem os og dyret. Måske 50 meter. Jeg aner ud af øjenkrogen at min guide bevæger sig meget hurtigt, hvorefter han hiver fat i mig, og hvisker “Up in the tree, now!”.
Der er heldigvis et træ, der ikke vokser særlig stejlt, hvor jeg kan kravle op til min guide, og i 3 meters højde kigger vi på dyret, der stirrer på os. “It’s a young male, he might come over here”, hvisker han, mens dyret stirrer videre, nu 15-20 meter fra os.
Nu hvor jeg sidder deroppe kan jeg godt se, at næsehornet egentlig bare står og æder. Men et nysgerrigt og potentielt kælent næsehorn på 2 tons skal man ikke kimse af, så vi bliver siddende deroppe i en benbrækkende position indtil det tøffer videre. Lige så upåvirket som da den kom.
Det her er dens hjem, og det ved den godt. Vi er bare gæster.
Mit hjerte banker lidt hurtigere end før da vi kravler ned, og jeg kan se, at vi også selv er blevet en attraktion, for der står tre andre besøgende med guide gemt bag nogle træer, og de får sig nogle gode billeder af turistaben i træet, mens de smågriner.
Det er ok. Hellere klog i træet, end det modsatte.
Der er god plads – send flere turister til Nepal
Chitwan er en usædvanlig smuk nationalpark. Med små floder, tusind søer og grønne landskaber, og rigtig mange muligheder for at komme ud og opleve dyrelivet.
På mit hotel Chitwan Adventure Resort lige på kanten af landsbyen, er der kun to bookede værelser ud af 34. To! Februar er endda højsæson, men Coronavirussen holder mange kinesere hjemme, og der mangler også en del fra Europa.
Hvis det lå til den nepalesiske folkesjæl at blive desperate, ville de helt sikkert være det. Men de tager det stille og roligt, og sender ekstra mange bønner afsted om at tingene snart bliver bedre.
Jeg nyder at der er mere plads, og giver ekstra drikkepenge til de lokale jeg støder ind, for herude i landsbyerne er de dybt afhængige af at turisterne kommer til Chitwan.
Himalaya i Nepal
På vejen fra Chitwan flyver jeg indenrigs.
De majestætiske Himalaya-bjerge tårner sig op over skyerne, og med sneen på toppen er man ikke i tvivl om at det her er verdens højeste bjergkæde. Og utvivlsomt en af de mest fascinerende.
Vi flyver langs med bjergene indtil Kathmandu, hvor Himalaya forsvinder i disen.
Pokhara
Jeg sidder og ser billeder fra Pokhara.
Jeg når ikke derhen, for de dårlige veje i det her fattige land gør at alting tager lang tid, medmindre man flyver indenrigs.
Pokhara er derfra man kan bestige det kendte bjerg Annapurna, og opleve Himalaya tæt på. Det må blive en anden god gang. Det ser nu smukt ud.
Nepal i hjertet
Der er nogle lande, der går lige i hjertet på en.
Når jeg ser på de mange mennesker jeg kender, der elsker at rejse, er der nogle ganske få lande, som folk kaster deres fulde kærlighed på, hvor de engagerer sig i NGO-projekter, sponsorater og meget andet.
Et af de lande er Nepal. Der er også et hav af danske NGO’er her, og det forstår jeg godt. For Nepal er bagud på økonomien, og har samtidig så venlige og sympatiske mennesker, at man gerne vil gøre noget for dem og med dem.
Nepal går nemt i hjertet på en. Hvis ikke du har oplevet landet endnu kan du roligt sætte det på din rejse-ønskeliste. Det vil du blive glad for.
God rejse til Nepal.
Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!
7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar