Qatar med Qatar Airways: Her er 5 store oplevelser fra Doha til Ras Abrouq er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen. Redaktionen var inviteret med på turen af Visit Qatar og Qatar Airways. Alle holdninger er som sædvanlig redaktionens egne.
Rejs med Qatar Airways til Doha – og resten af Qatar
Qatar blev kendt i hele verden for VM-slutrunden i fodbold i 2022, hvor Argentina vandt efter den mest nervepirrende kamp i fodboldens historie. Deres lufthavn i Doha, Hamad International Airport (DOH), er også en af de mest travle i verden, hvor Qatar Airways flyver til over 170 destinationer.
Men ellers kender de færreste særlig meget til den lille stat, der regnes for at være verdens rigeste land i forhold til indbyggertallet.
Den lille halvø tæt på Dubai og Bahrain fylder kun en fjerdedel af Danmark, og det meste af det er endda ørken. Alligevel tilbyder Qatar faktisk rigtig meget til den kræsne rejsende.
Så her får du 5 rejsetips til, hvad du kan få med på en ferie i Qatar, og der vil sikkert være en overraskelse eller to med i pakken.
Rejsen til Qatar starter i flyet: Med Qatar Airways i Q-suite Business Class
Min te damper, og den lille sprøde croissant ligger og byder sig til.
Jeg sidder i Eventyrloungen i CPH, Københavns Lufthavn, og kigger ud på flyene. Jeg er blevet opgraderet til business class, som giver fast track og lounge-adgang, og det sidder jeg og nyder. Men det bedste venter, for jeg skal for første gang prøve Q-suite, som er den ikoniske business class hos Qatar Airways.
Sæde 5A venter på mig.
Jeg kommer hurtigt ud i flyet, og det mest serviceorienterede crew står klar til at få turen på 6 timer direkte fra København til Doha til at blive en leg. Jeg har været masser af gange med Qatar Airways før, men altid på economy, og der er servicen bestemt også god og inkluderer rigtig god mad. Men oplevelsen i Q-suite er bare i en liga for sig selv.
Stewardessen Evelyn får alt til at ske på ingen tid. Så 5 minutter efter, jeg gik ud mod gaten, sidder jeg i flyet med en ‘So Jeannie’-cocktail hånden og fødderne op.
Fantastisk.
Der er naturligvis en bestil-selv-menu med tilhørende vinliste, hvor jeg kan genkende flere af de franske vine. Hun spørger, hvornår jeg vil spise, hvilken rækkefølge jeg vil have det i, og hvad jeg kunne tænke mig fra den glimrende menu.
Som det nysgerrige menneske jeg er, spørger jeg nysgerrigt ind, og det viser sig, at hun er fra Hongkong som en del af et ret internationalt hold på flyet, og hun deler straks smilende et par hyggelige Hongkong-anekdoter.
Rejsen er i gang, og jeg kan mærke sommerfuglene lette i maven. Nu starter det.
De deler noget pyjamas-agtigt tøj ud, Q-suite lounge wear, så det kravler jeg i, og det er helt rigtigt. Super behageligt og afslappet.
Jeg har aldrig før prøvet, at 6 timer gik så hurtigt på et fly. Aldrig. Og jeg har været i 105 lande, så jeg har været i de højere luftlag en del gange før.
Den gode mad, kølige drinks, chai i store mængder, hyggesnak med crewet og et par film i mit lille aflukke, hvor du virkelig får privatliv, som jeg aldrig har prøvet før – heller ikke på business class andre steder, ja, så går tiden virkelig hurtigt.
Hvis jeg kan, vælger jeg altid det nationale flyselskab, når jeg skal et nyt sted hen. For rejsen starter allerede i flyet, og der er man jo så bare heldig, at Qatar Airways er stemt ind som et af verdens bedste flyselskaber. Og lufthavnen i Doha, DOH, vinder ofte Skytrax-afstemningen om bedste lufthavn i verden. Således også i 2024.
Det er ikke hver dag, man kan flyve på business class, men hvis jeg skulle vælge et flyselskab at gøre det på, er Qatar Airways et oplagt valg.
Doha: En storby med plads til mennesker – Mina og Al-Maha
Den første overraskelse kom allerede et par timer efter, vi var landet.
Jeg havde været i Qatar en gang før på en lang mellemlanding i 36 timer. Det var 10 år siden, og der havde jeg lige nået at se en del af centrum.
Der var sket rigtig meget siden da. Både pga. VM i fodbold, men også fordi at landet aktivt har besluttet, at de vil have en hovedstad, hvor både turister og lokale har nok at opleve. Og overraskende nok var det nye faktisk meget menneskevenligt – ja, endda hyggeligt.
Distriktet Mina ved den gamle havn består af en hyggelig gågade med nye lave huse i traditionel stil. En lille hovedgade helt uden trafik med lokale butikker, fiskebutikker og restauranter. Her gik vi, efter solen var gået ned, og den tørre ørkenvarme var blevet medgørlig her i april. Ja, det er nyt, men det føles som om, man har gjort sig umage, og vi mødte masser af lokale par på aftentur.
Al Maha-området er fyldt med restauranter langs vandet. Og igen: Her er ingen høje byggerier, men derimod en havnepromenade med udsigt til byens skyline på den anden side af vandet plus et tivoli med plads til børn og barnlige sjæle.
Vi spiste på Carbone, en italiensk restaurant med vandudsigt fra terrassen, og det skulle blive det første af mange fantastiske måltider i Qatar.
Doha rummer også to verdensklassemuseer, som begge er arkitektoniske perler, og uanset om du er interesseret i kunst og historie eller ej, er de et besøg værd.
Museet for Islamisk Kunst ligger ude i vandet for sig selv, fordi arkitekten ville sikre sig, at det ikke kom til at ligge i skygge fra noget andet. Det er en ualmindelig smuk bygning, der ved solnedgang bliver helt magisk. Kom her tidligt, hvis du vil nå at se, hvad museet byder på af kunstskatte.
Nationalmuseet i Doha er i samme liga. Det er fra 2019 og er bygget med inspiration fra en en såkaldt sandrose – også kaldet ørkenrose – der er en ret unik ørkensten helt uden lige vinkler. Vildt smukt. Og udstillingerne var lavet med den nyeste teknologi, så selv det mest støvede historie bliver relevant.
De kan begge anbefales.
Det kan være fristende at tænke, at Doha er som Dubai, men det er den bestemt ikke.
Doha er mindre, der er klart færre mennesker, og der er de hyggelige områder inde i selve byen, hvor Dubai er mere præget af de ultrahøje bygninger. Doha har også en flot skyline – den har bare også det mere jordnære.
Hoteller i Doha – en oplevelse i sig selv
En lokal fortalte mig, at der næsten hver måned i vintermånederne åbner et nyt hotel i Doha. Turismen er kommet for at blive, og det skal der være plads til.
I februar 2024 åbnede Waldorf Astoria Doha West Bay, der er et søsterhotel til det klassiske og ikoniske hotel Waldorf Astoria i New York. Ja, det der var med i Eddie Murphy-filmen Coming to America.
Hotellet er derfor også en fascinerende blanding af vintage luksus og topmoderne faciliteter. Her skulle vi bo, og jeg fik en kæmpe suite med walk-in closet, stue og en fantastisk udsigt.
Vi prøver alt på hotellet.
Først spa’en med det nyeste teknik og alt fra sauna til massage.
Så The Cortland Bar, hvor der er livemusik og flere berømte drinks.
Vi tester bistrorestauranten Tribeca Market til frokost, hvor vi får små retter fra hele verden.
Og så den helt store finale: Gourmetrestauranten Muru, som er en hyldest til naturens fire elementer. Vi kastede os ud i den store smagemenu kreeret af kokken Mauro Colagreco, der er en af de berømte Michelin-kokke i Europa. Han er dog oprindeligt argentiner, og det fornægter sig ikke, for der var naturligvis også en argentinsk asado, hvor der ‘live’ kan helsteges delikatesser.
Det er lang tid siden, at jeg har været så mæt, for alt smagte fantastisk, så det hele skulle prøves, og det blev det. Serveret med et smil og på bedste facon.
Det kan klart anbefales.
Ørken i Qatar: Et eventyr
Our Habitas Ras Abrouq er lige så smukt et sted, som navnet er tungebrækkende. Det ligger en times kørsel fra Doha på den anden side af halvøen og er et nyt luksus-strandresort med fokus på velvære og ro.
Her går tiden i stå på den bedste facon. Her er livet nemt og overskueligt.
Strand, stor pool, lille pool. Gentag.
Morgenmad, frokost, aftensmad. Gentag.
Kayak, yoga, bålaften. Gentag.
Roen faldt hurtigt over en, og de ansatte fra hele verden gjorde i den grad også deres for at gøre det nemt.
Vi boede i en fornem og stadig hyggelig strandvilla med direkte udsigt til stranden og havet. Med danske nyklassikere fra Caneline som loungemøbler og lokalt inspireret kunst på væggen.
Resortet går meget op i at skabe fællesskab. Man spiser allesammen i restauranten. Der er fælles bål ved stranden. Og samtidig er der masser af plads til privatliv og fred.
På vejen ud fik vi spottet nationaldyret; den imponerende oryx, der er en slags gazelle med fine snoede horn. At sådan et dyr kan overleve i ørkenen, hvor der er ekstreme temperatursvingninger og forbavsende lidt at spise, er dybt imponerende.
Der er ved at komme flere af de her ørkenresorts og strand-camps, og de findes i forskellige prisniveauer fra overkommeligt til absolut luksus.
Ørkenen er kernen i Qatar og derfor også en vigtig del af kulturen.
Service, sikkerhed og smil i Qatar
Hele verden mødes i Qatar.
Ikke bare i lufthavnen, men også helt bogstaveligt er det et land, der samler mennesker fra mange steder.
Jeg gjorde det til en vane at spørge de folk, jeg mødte, hvor de kom fra, og vi nåede det meste af verden rundt: Senegal, Kenya og Marokko. Holland, Italien og Sverige. Bangladesh, Filippinerne og Hong Kong.
Denne kulturelle smeltedigel leverer ofte et tårnhøjt serviceniveau, for det er derfor, de er der. Som regel endda med et oprigtigt smil.
Dette kombineret med, at Qatar er et af de sikreste lande at være i, gør landet til en virkelig nem, velfungerende og sikker destination. Det er så til gengæld ikke det billigste sted at være, men kvaliteten er som regel i orden.
Og så er det et lille land, der er nemt at komme rundt i. Det kan bestemt også noget.
Flyturen hjem med Qatar Airways: Med Møns Klint til bagbord
Inden afgang havde jeg muntret mig med at spise i den nye Louis Vuitton Lounge i lufthavnen.
Flyturen hjem gik endnu hurtigere end ud, fordi det var en natflyvning, og så er 6 timer hurtigt overstået. Solen stod op, da vi nærmede os Danmark, og ud af morgendisen kom Møns Klint til bagbord. Smukt syn.
Servicen var igen helt fremragende.
Jeg elsker at rejse ud, og jeg er mindst lige så begejstret for at komme hjem igen. Og synet af Møns Klint gav en god fornemmelse af, at nu var en god rejse veloverstået.
God rejse til et overset og sikkert rejseland – god tur til Qatar.
15 fakta om Qatar til din rejse
- Beliggenhed: Qatar ligger på den nordøstlige kyst af Den Arabiske Halvø.
- Hovedstad: Doha er hovedstaden og den største by i Qatar.
- Økonomi: Qatar har verdens tredjestørste naturgasreserver, som har bidraget til landets økonomi og udvikling, sammen med finans, teknologi, sundhedsvæsen og turisme.
- Nationaldag: Qatars nationaldag fejres den 18. december og mindes landets forening i 1878 under Sheikh Jassim bin Mohammed Al Thanis styre.
- Qatars køkken: Det qatarske køkken er en blanding af traditionelle arabiske, persiske, indiske og mellemøstlige retter. Populære retter inkluderer machboos (krydret ris med kød) hummus og grillet kød.
- VM i fodbold 2022: Qatar var vært for FIFA Verdensmesterskab i 2022, hvilket gjorde det til det første mellemøstlige land, der afholdt den prestigefyldte fodboldturnering.
- Ørkenlandskab: Qatars ørkenlandskab er et paradis for eventyrentusiaster og tilbyder aktiviteter som dune bashing, ørkensafarier og kamelløb. Det giver en unik oplevelse af traditionel qatarsk kultur.
- Museum for Islamisk Kunst: Museet for Islamisk Kunst i Doha er en fantastisk bygning, og den huser en af verdens mest omfattende samlinger af islamisk kunst. Samlingen strækker sig over 1400 års historie og viser mesterværker fra hele den islamiske verden.
- Souq Waqif: Souq Waqif, et traditionelt marked i hjertet af Doha, giver et indblik i qatarsk kultur med sine labyrintiske gyder, butikker, restauranter og caféer.
- Katara Cultural Village: Katara Cultural Village er et centrum for kunst, musik og kulturelle begivenheder. Det er vært for festivaler, udstillinger og forestillinger fra hele verden.
- Qatar National Library: Qatar National Library, der åbnede i 2017, er ikke kun en arkitektonisk perle, men også et centrum for læring og kulturel udveksling.
- Education City: Education City i Doha er et uddannelsesinitiativ, der huser filialer af prestigefyldte internationale universiteter. Det gør Qatar til et regionalt centrum for højere uddannelse og forskning.
- Aspire Zone: Aspire Zone i Doha er et moderne sportskompleks med faciliteter til fodbold, tennis, atletik og andre sportsgrene.
- Pearl-Qatar: Pearl-Qatar er en kunstig ø, der dækker næsten 400 hektar og omfatter luksusboliger, hoteller og marinaer.
- Qatar Airways: Qatars nationale flyselskab, Qatar Airways, har vundet talrige priser og er kendt for sin luksuriøse service og moderne flåde. Selskabet forbinder Doha med over 150 destinationer verden over.
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar