Syrien: En uopdaget perle klar til at blive udforsket – fra Damaskus til Krak de Chevalier er skrevet af Per Sommer.
På eventyr i Syrien
Syrien overrasker med sin rige historie, varme gæstfrihed og ukuelige håb. Her venter storslåede monumenter uden horder af turister og mødet med en kultur, der vil ændre din opfattelse af Mellemøsten.
Fra Damaskus’ gamle bydel til romerske ruiner – Syrien er et uopdaget eventyr.
Det første møde
Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg en tidlig morgen i april 2024 krydsede grænsen fra Libanon til Syrien.
Sommerfuglene i maven.
Nervøsiteten boblede op til overfladen, og spørgsmålene hobede sig op. Var det her overhovedet en god idé? Ville jeg føle mig tryg? Og hvordan så Syrien egentlig ud efter så mange års konflikt?
Mit indre var en blanding af nysgerrighed og tvivl, men jeg var fast besluttet på at udforske landet, der længe havde været lukket for omverdenen.
Spildte bekymringer
Så snart jeg krydsede grænsen, begyndte mine bekymringer at fordufte. Syrien var alt andet end det, jeg havde forestillet mig.
Jo, der var stadig tydelige ar efter konflikten, men jeg oplevede et land fyldt med gæstfrie mennesker, en rig kulturarv og en ukuelig optimisme. Det blev ikke bare en af de bedste rejser i mit liv – det blev også en rejse, der ændrede mig.
Syrien ændrede mit liv
Min rejse til Syrien ændrede mig på to måder.
For det første fik jeg et mere nuanceret billede af landet, end jeg nogensinde havde forventet. Jeg mødte mennesker, der langsomt kæmper sig tilbage til en normal hverdag, og som arbejder hårdt på at genopbygge deres liv.
Det stod også klart for mig, hvor stor forskel der er mellem de mennesker, der leder landet, og dem der bor i det. De syrere, jeg mødte, var utrolig gæstfrie og ydmyge, og deres styrke og vilje til at komme videre var inspirerende.
For det andet fik denne rejse mig til at tage en stor beslutning i mit eget liv. Da jeg kom hjem, grundlagde jeg mit lille niche-rejsebureau, Taste the World. Med det vil jeg vise andre den verden, jeg oplevede – en verden, der ofte er misforstået og overset.
Jeg ønsker også at sætte fokus på steder som Syrien, hvor man undgår masseturisme, og hvor autenticiteten stadig er intakt. Steder, hvor du let kan møde lokalbefolkningen, og hvor de også er interesserede i at møde dig.
Hvorfor Syrien? Hvorfor nu?
Siden 2019 har Syrien igen åbnet dørene for turister, og landet oplever en stabilitet, som nok overrasker de fleste. Jeg følte mig utrolig tryg under hele min rejse – faktisk mere tryg end i mange europæiske storbyer.
Myndighederne er desuden meget bevidste om turisternes sikkerhed, og der har ikke været rapporter om nogen form for hændelser mod turister siden grænserne åbnede.
Historiske skatte uden sidestykke
Jeg oplevede også, at Syrien er som et levende museum. Forestil dig at stå i det romerske teater i Bosra, hvor stenene stadig hvisker historier om gladiatorer, der kæmper mod løver i en fjern fortid.
Eller at gå gennem Damaskus’ gamle bydel, en af verdens ældste byer, hvor historien er til at tage og føle på. Også korsridderborgen Krak des Chevaliers og oldtidsbyen Apamea tog pusten fra mig, som de stod der, som om tiden var gået i stå.
Ingen masseturisme
Hvis du, ligesom jeg, er træt af at skubbe dig gennem horder af turister for at få et glimt af seværdigheder, så vil du elske Syrien. At stå i stilheden foran et storslået monument uden at skulle dele det med tusindvis af andre, er en oplevelse i sig selv.
Syrien er for dem, der elsker eventyr, værdsætter ro, autenticitet og plads til at fordybe sig.
Et kulinarisk paradis
Maden i Syrien er intet mindre end en fest for smagsløgene og et af mine absolutte favoritkøkkener. Efter et par dage vil du være på fornavn med retter som tabouleh, kibbeh, fatoush og muhammara.
Alt serveres friskt og er proppet med krydderurter og grøntsager. Og det hele koster nærmest ingenting – alt er utroligt billigt. Jeg brugte under 250 kroner på en hel uges måltider – og det var vel at mærke nogle af de bedste, jeg nogensinde har smagt.
Og alkohol? Ja, det kan du sagtens få. Syrien laver både deres egen vin og øl, som er værd at smage, når du nyder de lokale retter.
Et land i forandring
Selvom krigens ar stadig er tydelige, er Syrien et land, hvor genopbygning og håb går hånd i hånd. Det var rørende for mig at se, hvordan folk har rejst sig og tror på en bedre fremtid.
Det er også værd at vide, at dit besøg her faktisk gør en forskel både for dig selv og for de lokale. Turismen var tidligere en stor indtægtskilde, og ved at rejse hertil er du med til at støtte syrernes vej mod genopbygning og stabilitet.
Udfordr dine fordomme om Mellemøsten
Ligesom vi danskere ikke kun er et frikadellespisende asocialt folkefærd, som nogle fordomme måske antyder, er Mellemøsten heller ikke kun en region fyldt med konflikter og ekstreme religiøse fanatikere; det billede er langt fra den fulde sandhed.
Et besøg i Syrien vil uden tvivl udfordre dine opfattelser og fordomme om regionen, og det gjorde det også for mig. Landet er komplekst, men også fuldt af varme, historie og et ukueligt håb.
Så hvis du, som jeg, har lyst til at udforske en verden, der ikke kun er sort og hvid, og vil opleve steder uden for de typiske turistmål, så er Syrien en destination, du helt klart skal overveje.
Rigtig god rejse til Syrien og Damaskus!
Derfor skal du rejse til Syrien
- Oplev en af verdens ældste byer Damaskus
- Se ruinbyen Palmyra
- Fantastisk mad til billige penge
- Korsridderborgen Krak des Chevaliers
- Oplev oldtidsbyen Apamea
- Det romerske teater i Bosra
- Der er ingen masseturisme
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: