Pamir Highway: Highlights fra Tadsjikistan er skrevet af Lene Kohlhoff Rasmussen
Kurs mod Tadsjikistan
På min lange rejse ad Silkevejen var jeg nået til den kirgisiske by, Osh. Her var jeg så heldig at komme i rigtigt godt selskab med et par andre individuelle rygsækrejsende: Ian, John og Sadaf. Vi havde alle fire planer om at rejse ad Pamir Highway igennem Tadsjikistan, og vi gik derfor sammen om at hyre en 4×4 med chauffør til turen fra Sary-Tash til Khorugh.
Vi blev hentet af vores chauffør, Tourot, cirka en dagsrejse syd for Osh i den kirgisiske grænseby Sary-Tash, der ikke er meget andet end nogle spredte huse beliggende omkring et stort vejkryds.
Til højre kan man køre til Irkeshtam, som er den ene af de to grænseovergange mellem Kirgisistan og Kina. Vejen til venstre er en fortsættelse af Pamir Highway til Tadsjikistan.
Roadtrip på Pamir Highway
Pamir Highway tilhørte engang Silkevejens netværk af karavaneruter. Vejen starter i Osh i Kirgisistan, forsætter til Khorugh og videre mod Dushanbe i Tadsjikistan.
Pamir Highway fik sit navn, da vejen blev udbygget til biltransport, men det er ikke nogen highway i vestlig forstand. Kørebanen er kun delvis asfalteret og kan risikere at være stærkt beskadiget på steder med jordskælv, jordskred og laviner. Til gengæld er det en af de mest spektakulære bjergruter i verden.
Pamirbjergene er et af de mange bjergområder, der bryster sig af titlen Verdens Tag. Det er ikke helt uden grund, da her findes nogle af de højeste tinder uden for Himalaya – blandt andre bjergene med de fede navne: Pik Kommunizma (7495 m) og Pik Lenin (7134 m).
Gennem rå og forrevne bjerge ved starten af Pamir Highway
Efterhånden som vi nærmede os grænsen, blev de grønne og frodige kirgisiske bjerge erstattet af bjerglandskaber. Ikke alene er de meget højere, men også mere forrevet, tørt, bart og råt. Det højeste punkt på bjergruten er Ak-Baital passet i 4655 m., hvor jeg slog min egen højderekord.
Vores første stop i Tadsjikistan var i landsbyen Karakul, som ligger ved en bjergsø af samme navn. Herfra var der udsigt til et pigtrådshegn mod et stort tomt ingenmandsland. Ovre på den anden side af det store bjergrige ingenmandsland ligger den fjerne kinesiske Xinjiang-provins.
Det er helt tydeligt, at den rå natur har haft en afsmitning på arkitekturen. Husene lignede ikke længere små farverige bondehuse med træskodder for vinduerne. Det var derimod forfaldne hvidkalkede huse med masser af afskalninger, der prægede det knap så idylliske landsbybillede.
Ludfattig og barsk afkrog i Karakul
Det hele virkede råt og barskt ligesom den omkransende natur i et af de fjerneste og mest isolerede steder i verden. Landsbyboerne i Karakul ved godt selv, hvor købmandsbutikken ligger. Den var da også næsten tom, så der er ikke behov for reklameskilte.
Alle dørene til husene var lukkede, så først efter noget tids søgen lykkedes det at finde en lille købmandsbutik med et yderst begrænset udvalg af varer på hylderne.
Bolsjer, slikkepinde, sodavand, kiks og chokoladebarer var der et lille udvalg af i butikken. Det meste havde for længst overskredet sidste salgsdato. Andre praktiske ting såsom børnetøj, hårbørste, elastikker og SIM-kort til mobiltelefoner kunne også fås i butikken. Men helt almindelige madvarer – og i særdeleshed frugt og grønt – skulle man lede længe efter.
Verdens nødhjælpsorganisationer har dog fundet vej til denne ludfattige afkrog og er leveringsdygtige i mad og brøndboringer, så landsbyboerne kan klare den mest basale overlevelse.
Pamir Highway og de smukke bjerge
Det er et barsk sted og særligt om vinteren, når temperaturene når ned omkring -40 grader, og bjergpassene er lukket. Stedet bliver til tider totalt afskåret fra resten af verden. De mennesker, der er født og opvokset i disse fjerne afkroge, får en vis hårdhed ind med modermælken. Det er og bliver et af de steder i verden, hvor kun stærke mænd og kvinder er i stand til at overleve.
Turen gennem Pamirbjergene var fantastisk smuk med vidtstrakte gletsjere og knejsende bjergtinder. De er gennemskåret af dybe smalle dale med floder og vandløb i et ufatteligt øde terræn.
Længere nede af Pamir Highway, hvor vejen drejer af mod Wakhan-korridoren i Afghanistan, kommer Hindu Kush-bjergkæden væltende ind fra Pakistan med endnu flere høje og spektakulære bjerge.
Vi gjorde et stop ved vores første glimt af floden Pjandzj, der udgør grænsen til den smalle afghanske Wakhan-korridor med Pakistan på den ene side og Tadsjikistan på den anden.
En lille brik i spillet om magten
Wakhan-korridoren er et lille stykke bjergrigt land, der engang blev tildelt Afghanistan som en lille brik i et stormagtsspil mellem Rusland og Storbritannien. Et magtspil, der er blevet kaldt The Great Game, og som i virkeligheden var den første kolde krig mellem øst og vest.
Alle ingredienserne til en kold krig var til stede. Der var spioner og kontraspioner, marionetstater og dommedagsprofeterende regeringer, der lagde røgslør ud for deres egne lyssky affærer. Det eneste, der manglede, var den lille røde knap, der kunne udløse en atomkrig.
Rusland inddrog området i Tadsjikistan og udvidede dermed sit territorium helt op til det Britiske Imperiums kronjuvel, Indien. For at undgå en fælles grænse blev Wakhan-korridoren tildelt Afghanistan i 1895. Det forblev reelt et kæmpestort ingenmandsland og stødpude mellem de to stormagter.
Gæstfrihed langs Pamir Highway på shiitisk manér
Efter at vi havde fået vores første glimt af Afghanistan på den anden side af floden, var vi klar til at køre videre. Vejen fortsætter langs Pjandzj-floden, og ind i mellem kunne vi spotte et par vilde kameler, der græssede ovre på den modsatte side af bredden i Afghanistan.
Landskabet i dalen er langt mere frodigt end det landskab, som vi passerede gennem de højereliggende Pamirbjerge. Langs vejen er der plantet masser af poppeltræer med landbrugsmarker bagved.
Vi stoppede ved en mekaniker i landsbyen Vrang, da Tourot skulle have lappet sit bildæk og pumpet lidt mere luft i reservehjulet efter turens første punktering. Det tog sin tid. I stedet for at sidde og vente foreslog Tourot, at vi kunne gå hen til for at se en gammel historisk Buddha–stupa lidt længere nede af Pamir Highway.
Vi nåede dog aldrig helt ned til Buddha-stupaen, før en mand vinkede os ind for at besøge ham og se hans hus. Safars hus var et typisk Pamir-hus, der er indrettet efter den shiitiske trosretning, ismaili. Konstruktionerne er derfor fyldt med symbolik.
Det centrale rum i huset var et stort søjlebåret rum med hævede områder omkring alle fire vægge. Der var ingen vinduer, men rummet blev oplyst gennem et centralt ovenlysvindue, som kaldes en tsorkhona.
Ovenlysvinduet var placeret i midten af fire koncentriske firkanter i loftet, der repræsenterer elementerne jord, luft, ild og vand. Der var ingen møbler i rummet, men derimod masser af tæpper og madrasser langs væggene. Ikke blot praktisk, men også farverigt og dekorativt.
Om aftenen rulles madrasserne ud, og familiens senge er dermed redt.
På besøg hos en Taleban-kommandør
Inden vi fik set os om i huset, kom Safars datter ind med en bakke med te og den obligatoriske skål med nødder, bolsjer og karameller. Da Safar hørte, at både Ian og Sadaf er ingeniører, lyste hans ansigt op.
”Min datter vil også være ingeniør. I skal se det skoleprojekt, som hun har lavet i fysiktimerne”, sagde han og bad datteren finde det frem. Hun kom derefter slæbende med et apparatur lavet af papkasser, et par ledninger, træpinde, små stykker haveslange og et par gamle plastikdunke og -flasker.
”Det er et vandkraftværk” fortalte han stolt og satte et bilbatteri til. Da det ikke virkede, byttede han det ud med et fra hans gamle rustne Lada, der holdt parkeret i indkørslen.
Det virkede, og det samme gjorde det lille interimistiske vandkraftværk, efter enkelte af delene blev justeret lidt.
En lokal skuespiller
Safar fandt derefter et fotoalbum frem og viste os en masse billeder fra en filmoptagelse.
”Jeg havde engang en stor rolle i en fransk film om Taleban, hvor jeg spillede den onde Taleban-kommandør”, fortalte han. På billederne kunne vi se, at han med et stort sort skæg og turban så ret overbevisende ud og lignede en fyrstelig afghansk kriger.
”Havde du mange replikker?” spurgte jeg.
”Ja, jeg skulle lære at sige dem på fransk, men jeg anede ikke hvad ordene betød!” svarede Safar grinende.
Safar viste også billeder af sin familie og sine syv børn. De to ældste sønner er i militærtjeneste, og hans ældste døtre studerer i hovedstaden Dushanbe. De tre yngste børn bor stadig hjemme og går i skole i landsbyen.
Det var utroligt hyggeligt at besøge Safar, og tiden fløj afsted, så pludselig måtte vi skynde os tilbage, inden Tourot blev bekymret for, hvor pokker vi blev af, så vi kunne komme videre ud på vores rejse på Pamir Highway.
På shopping i ingenmandsland
Vi nåede lige akkurat til Ishkashim, inden lørdagsmarkedet lukkede. Da den afghanske Wakhan-korridor blev dannet, blev de få landsbyer og nomaderne, der tilfældigvis opholdt sig i korridoren, totalt isoleret og klemt inde i bjergene.
Sådan lever de stadig, men hver lørdag formiddag kan de komme over broen til en lille ø i ingenmandsland for at handle med tadsjikkerne.
For at komme ind på markedspladsen skulle vi først aflevere vores pas til en af grænsevagterne, inden vi kunne blive lukket ud i ingenmandslandet for at kigge på grænsehandlen.
Et lokalt marked langs Pamir Highway
De handlende var så småt begyndt at pakke sammen, men de gav sig alligevel god tid til at få en sludder med et par fremmede turister. Afghanerne var umådeligt begejstret over at møde os. Deres umættelige nysgerrighed gav et forvarsel om, hvad der ventede mig to måneder senere, da jeg rejste alene igennem Afghanistan.
På markedspladsen i ingenmandslandet blev der solgt tæpper, småkager, tøj, cigaretter og alverdens krimskrams – og måske også et par andre mere lyssky handler. Derefter gik de handlende tilbage til det land, de kom fra, og måske mødes de igen midt på grænsen den efterfølgende lørdag.
Tre punkteringer senere og en masse uforglemmelige oplevelser rigere ankom vi Khorugh. Når jeg bagefter skal gøre status, var turen ad Pamir Highway et af de helt store highlights på min rejse.
Rigtig god rejse til Tadsjikistan.
Her er 7 seværdigheder du skal opleve i Tadsjikistan
- Iskanderkul-søen
- Pamir Highway
- Khujand Panchshanbe Bazaar
- Fann Mountains
- Hissor Fort
- Rudaki Park
- Tajikistan National Museum
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er 7 af de bedste lokale madmarkeder i Danmark!
7: Grønt Marked i København
6: Økomarked i Randers
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: