Bangkok byguide: Her er de bedste steder at bo i Thailands vilde hovedstad – fra Chinatown til Banglamphu er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.
Velkommen til en fantastisk storby
Bangkok er storby, når det er mest intensivt, vildt og sjovt. Det er også en gigantisk metropol, som ikke bare har ét centrum, men mange.
Det kan være nemt bare at blive overvældet og opgive Bangkok, men hvis du er til storbyoplevelser, kan Thailands hovedstad rigtig meget, hvis du bare vælger det rigtige kvarter at bo i. For der er enorme forskelle. Hvert kvarter har sin personlighed, så det er bare med at finde ud af, hvilken der passer til dig.
Efter 8 besøg – og med god hjælp fra lokale og expats, der arbejder i byen – er jeg efterhånden ved at have styr på de vigtigste dele af Bangkok.
Her er derfor en byguide til hvilke 10 oplagte kvarterer, du kan bo i. Og tips til byområder og madmarkeder – fra de kendte til de oversete.
Bangkok byguide: Derfor skal du bo i Sukhumvit
Mange kender Sukhumvit som stedet, hvor Bangkoks effektive Skytrain kører oppe over vejen, og linjen, der kører her, hedder naturligvis Sukhumvit Line.
Sukhumvit er det første af 4 oplagte kvarterer at bo i i Bangkok, for her finder du en unik kombination af fantastiske Sukhumvit-hoteller, lækre restauranter og gang i gaden. Sukhumvit kan både være det mest intensive og kommercielle, du kan finde i Bangkok, og så er der også de trendy kvarterer Thong Lor og Ekkamai, som er mere fredelige og kreative.
Sukhumvit er desuden virkelig godt forbundet med både lufthavn og resten af storbyen med både Skytrain, metro og store veje, og det bliver man hurtig glad for.
Læs hele vores guide til Sukhumvit her.
Bangkok byguide: Derfor skal du bo i Banglamphu – Khao San Road
Det oprindelige backpacker-område i Bangkok er et andet oplagt valg, når du skal vælge i hvilket kvarter, du vil bo i Bangkok. Også selvom du ikke backpacker.
Khao San Road ligger i centrum af området, og så længe man ikke bor direkte på vejen, der bliver ret larmende om aftenen, er det et rigtig hyggeligt område. Banglamphu er et gammelt byområde i Bangkok, og det strækker sig helt op til floden.
Her er mest lave bygninger, og masser af små cafeer, butikker og rejsebureauer, hvor man nemt kan gå rundt. Her er ingen store veje, og desværre heller ingen togstationer. Til gengæld kan du tage færgen, der sejler på floden, og opleve smukke Wat Arun og stige af ved Sathon Pier, hvor Skytrain kan tage dig til Sukhumvit og videre ud.
Området ligger også i gåafstand af The Grand Palace, Wat Po og flere andre klassiske seværdigheder i nabokvarteret ‘The Old Town’ – eller Rattanakosin – der er flot at besøge, men ikke et så oplagt sted at bo.
Banglamphu er i dag blevet trendy for de unge thaier, så det er i den grad en smeltedigel af rejsende fra hele verden, som møder nysgerrige thaier fra storbyen.
Læs vores artikel om Khao San Road her.
Et oplagt hotel på kanten af området er Lamphu Tree House Boutique Hotel, og der er også mange andre, der ligger inde i centrum af området som fx The Ember Hotel.
Bangkok byguide: Derfor skal du bo i Chinatown – Yaowarat
Chinatown ligger også tæt på ‘The Old Town’; bare på den anden side ned mod floden. Det lokale navn er Yaowarat, og det er det tredje af de oplagte kvarterer at bo i Bangkok.
Chinatown er fyldt med gademarkeder, street food og en evig summen af liv. Centrum er ved Yaowarat-gaden, hvor der også ligger en metrostation, Wat Mangkon, og hvor Bangkoks guldmarkeder ligger.
Husk at gå ned til Talat Noi ved floden, hvor det oprindelige kvarter ligger, og du kan gå ad små stier langs floden. Spis frokost med flodudsigt ved River View Residence eller tag på cykeltur i storbyen, for det er nemlig også her, man kan gøre det.
Hotel ASAI Bangkok Chinatown ligger perfekt lige ved metro, hovedgaden og ikke mindst overfor de bittesmå gader, man skal huske at fare vild i, for der er mange lokale madoplevelser derinde.
Chinatown er en pudsig blanding af hyggelige hjørner og hæsblæsende gader, flotte steder og primitive værksteder, hvor livet leves ude på gaden. Der er ikke alle steder, der er lige hyggelige, men sådan er det her i Chinatown; det er en kæk blanding af alt muligt samlet ét sted.
Bangkok byguide: Derfor skal du bo i Riverside – Chao Phraya River
Lige på den anden siden af Chinatown finder du Riverside, som er det kvarter, der ligger ned langs Chao Phraya-floden.
Her ligger der det gigantiske indkøbscenter ICONSIAM og en stribe luksushoteller på begge sider af floden. Det er oplagt at bo her, hvis man vil have nogle fredelige dage i byen på et fedt luksushotel og opleve en mere elegant side af Bangkok.
Nogle hotel-klassikere ved Riverside er fx Chatrium Hotel Riverside Bangkok, Anantara Riverside Bangkok Resort og Avani+ Riverside Bangkok Hotel.
Ulempen er, at man ikke er rigtig tæt på resten af byen, så det er noget med lidt længere ture, når man skal på sightseeing. Der er heller ikke så meget andet lokalt at se i områderne.
Til gengæld får du nogle hoteller, som snildt kan klare både en familieferie og en romantisk weekend i storbyen, og du får ofte en gratis båd-shuttle til Sathon Pier, hvor du kan fange Skytrain, med i prisen.
Riverside er et kvarter i Bangkok, som en del bliver ved med at vende tilbage til.
Siam, Sathon og Silom: Andre kvarterer du kan overnatte i
Udover de 4 mest populære kvarterer at bo i i Bangkok er der naturligvis også andre steder at finde overnatningsmuligheder.
Der er rigtig mange hoteller i kvarterne Siam, Sathorn og Silom, og du får i de her business-kvarter tit god ‘value for money’, fordi det ofte er nydelige nyere hoteller med rigtig god service. Til gengæld er det begrænset, hvor interessant selve kvartererne er, fordi der er mange kontorbygninger.
Det bedste af de 3 kvarterer er Siam, for her er der flere livlige shoppingcentre – blandt andet et målrettet unge – og så er det også her, hovedbanegården i det centrale Bangkok ligger, så det er et praktisk trafikknudepunkt.
Dusit ligger nord for Banglamphu og er mere fredeligt end nabokvarteret. Dusit er et elegant kvarter, som rummer parlamentet og har en praktisk placering i byen.
Ratchadapisek, også kendt som Ratchada, er et upcoming område nord for Sukhumvit. Her finder du Jodd Fair Night Market og Royal City Avenue, som er en gade fyldt med barer, diskoteker og restauranter.
Hvis du skal bo i Bangkok i længere tid, er det populært at tage længere ud af Sukhumvit-linjen i retning ud af byen.
Her er to oplagte muligheder.
Det første er Bangkok-kvarteret med det hyggelige navn On Nut, hvor der er mange expats.
On Nut har hyggelige madmarkeder på den ene side af Skytrain-stationen og nogle ikoniske barer som fx Cheap Charlies på den anden side. På grund af de mange udlændinge, der arbejder i byen og bor her, er serviceniveauet også over, hvad man ofte oplever. Her finder du også et af de sjældne store supermarkeder – lige ved stationen endda.
Baering ligger endnu længere ude af Sukhumvit-linjen.
Baering har som kvarter primært to kvaliteter. Her kan du finde billige og nye lejelejligheder, og de har et fantastisk madmarked lige ved stationen, som er et besøg eller to værd. Dette madmarked er primært for de lokale, så både udvalget og priserne er i særklasse. Og så er markedet et hyggeligt sted. Det ligger dog et stykke fra resten af Bangkok selv med Skytrain.
God tur til Bangkok, og god rejse til det altid dejlige Thailand.
Her skal du bo i Bangkok: 10 oplagte kvarterer
- Sukhumvit
- Banglamphu – Khao San Road
- Chinatown
- Riverside
- Siam
- Silom
- Sathorn
- Ratchada
- On Nut
- Baering
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig!
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: