Chiang Mai i Thailand – rejseguide med tips fra en insider er skrevet af Brian Hansen.
Chiang Mai har det hele
Chiang Mai har i mange år været et populært stop på rundrejser i Thailand. Her stoppes ofte for to overnatninger, men byen har meget at byde på, og kan bestemt anbefales til et længere ophold også.
På en rejse til Chiang Mai i det nordlige Thailand besøger man oftest Karen-folket – bedre kendt som ‘langhalsene’ – og bruger aftenen på natmarkedet i det populære turistkvarter øst for den gamle by. Det er også sådan, jeg selv første gang stiftede bekendtskab med Chiang Mai, så det er selvfølgelig også inkluderet i denne rejseguide til Thailand.
Chiang Mai har det hele: Biografer i international topklasse, shoppingcentre som i Bangkok, et gigantisk udvalg af hyggelige caféer og restauranter. Byen er en gammel hovedstad samt kultur- og handelscenter for kongedømmet Lanna. Chiang Mai er rig på kultur, historie og ikke mindst naturskønne områder. Her ligger den smukke natur lige uden for byen.
Det er også i dette område, at du møder en befolkning, hvor du hurtigt genkender den ægte venlighed og hjælpsomhed, som thaierne er så kendt for. Så længe man opfører sig respektfuldt, selvfølgelig.
Brug Chiang Mai som base
Jeg vil helt klart anbefale, at du bruger en lille uges tid i Chiang Mai. Brug byen som base til at udforske de nærliggende bjergområder, der faktisk ligger hele vejen rundt om Chiang Mai.
Byen ligger i en langstrakt dal mellem smukke bjerge. Alternativt kan man også tage et par overnatninger i bjergområderne og lave sin egen lille rundrejse. Husk at der er entré ved nationalparker og ved flere af templerne.
Se Chiang Mai og omegn med egen chauffør
Der er rigtig mange muligheder, hvor man som udgangspunkt lejer en bil med chauffør, tager afsted tidligt om morgen og er tilbage sidst på eftermiddagen.
Hvis du kommer til Chiang Mai i perioder med offentlig ferie – thailandske helligdage – så skal du være forberedt på trafik lidt à la Bangkok. Derfor er det ofte en rigtig god ide at komme tidligt afsted.
Se et godt flytilbud til Chiang Mai – tryk på “se tilbud” for at få den endelige pris
Kom rundt med en Songthaew
Når du skal rundt i Chiang Mai, så kan du med stor fordel bruge de lokale minibusser ‘songthaew’. I den centrale del af Chiang Mai er de røde, og de stoppes ved, at man vinker dem ind til siden. Det koster typisk mellem 20 og 30 baht – cirka 5 kroner – pr person at køre i byen, så det er billigt og effektivt.
Songthaew har ikke nogen faste ruter; man kører simpelthen derhen, hvor kunderne gerne vil. Men det er en god idé at være forberedt på, at chaufføren ikke nødvendigvis forstår engelsk, så hav gerne en oversættelse klar. Det er heller ikke alle, der er vant til at kigge på kort, så det skal være en klar og tydelig destination.
Jeg vil ikke anbefale nogen at forsøge at køre selv. Det er forbundet med stor risiko, og hvis der sker et uheld, så er det altid udlændingens skyld.
Tag på det mindre kendte lørdagsmarked
Hver lørdag er der marked, der forvandler den centrale del af den gamle by til en meget levende gågade, der helt klart overgår ‘natmarkedet’, som mange kommer til Chiang Mai for at se.
Lørdagsmarkedet er fyldt med lokale kunstnere, bjergstammefolk og repræsentanter for den kæmpestore kunsthåndværksproduktion, der findes omkring Chiang Mai.
Rejsetilbud: Frodige og rolige Thailand
… og det store marked Kad Luang
Der er også det fantastiske Kad Luang – Det Store Marked – der både er marked for frisk mad, tøj og guld og et sted for gode lokale oplevelser. Hvis man er på besøg ved Kad Luang, så er det nærliggende at blive i området og besøge caféen Thamel Coffee.
Man går ind gennem en butik og op af en lille trappe, og et internationalt asiatisk miljø vil åbne sig. De har super god mad, kaffe og sunde drinks.
Et aftenbesøg på den gamle restaurant Riverside lige ved Ping-floden er også et must. Et super godt og meget populært sted. Super lækker thai- og international mad til gode priser. Der er ofte livemusik, hvor man også kan få et godt indblik i den ret gode musikscene, der findes i Chiang Mai.
Besøg de mange templer
Derudover er der mange spændende historiske steder. Det er templer som Wat Umong tempel og meditationscenter samt Wat Lok Moli; et super smukt, mindre tempel ved nordmuren.
Templer som det store smukke Wat Pra Sing og Wat Chedi Luang Worawihan er meget centrale i byens historie og absolut et besøg værd.
Når man kommer lidt op i højderne, er et besøg på Wat Prahat Dio Suthep absolut også et must.
Se alle vores rejsetilbud til Thailand her
Chiang Mais gamle bydel
Chiang Mais gamle bydel er omkranset af en voldgrav og en bymur, der begge er rimelig godt bevaret. Den gamle bydel er 1 km2, og det er interessant at vandre rundt i den gamle by.
Det er en god idé at købe et lokalt SIM-kort, så man kan have signal og internetadgang fra telefonen – også bare for at kunne benytte sig af Google Maps.
Husk at både ved byvandring, besøg i shoppingcentre og specielt i templer forventes det, at man er pænt påklædt. Det betyder ingen strandtøj i Chiang Mai.
Khao Lak, Thailand: Skildpadder, kokkeskole og rafting
De varme kilder øst for Chiang Mai
De varme kilder i Sankampang er en fantastisk oplevelse. Specielt i weekenderne kommer der rigtigt mange thailandske familier og hygger sig. Samkampang-området huser også et gigantisk kunsthåndværkerområde, hvor man blandt andet kan se, hvordan der laves håndlavede paraplyer i god gammel Lanna-stil. Det er meget souvenir-agtigt, men stadig en rigtig god oplevelse.
Det kan virkelig anbefales at forsætte østpå gennem smukke landbrugsområder til Ban Mae Kampong, som er en lille landsby i bjergene, der laver fantastisk god kaffe. Der ligger også nogle ret gode restauranter i denne del af Chiang Mai, såsom den økologiske Oh Ka Jhu, der kan anbefales.
Phuket Sandbox: Rejsedagbog fra det genåbnede Thailand
Doi Inthanon vest for Chiang Mai
Doi Inthanon er et absolut must, og du skal tidligt afsted. Det er bedst at køre fra byen cirka klokken 05.30. Doi Inthanon er Thailands højeste bjerg, og på vejen ned bør du stoppe ved vandfaldet Wachirathen. Det er også et godt sted at nyde lidt grillstegt gris eller kylling med traditionelle klister-ris til.
Nationalparken Op Luang kan sagtens besøges i sammenhæng med Doi Inthanon, hvis du er frisk. Parken ligger sydvest for Chiang Mai og er oplagt til et eftermiddagsbesøg. Det er en forudsætning, at du har lyst til at vandre og måske også er frisk på at klatre ganske let. De har en smuk vandrerute, som tager cirka en time. Hvis du klatrer op til udsigtspunktet, er det det hele værd.
Rejsetilbud: Besøg Bangkok, River Kwai og Khao Lak
Tag til Chiang Dao nord for Chiang Mai
Chiang Dao er et imponerende bjerg, der ligger 80 km nord for Chiang Mai. Det er perfekt for dig, der godt kan lide at tage på trekking med overnatning. Det er også for dig, der gerne vil opleve de forskellige etniske grupper uden at skulle til en turistfælde, eller på en længere tur tæt på grænsen til Myanmar.
Rejsetilbud: Cruise i Thailand
Er du til trekking?
Trekking er efter min mening Chiang Mais største attraktion. En god start er at booke programmet via Chiang Dao Nest, da de både har overnatning og de absolut bedste trekkingture.
Ofte – specielt i december – er her helt skyfrit, og efter en hel dags trekking er det en uforglemmelig oplevelse at ligge på en bænk udenfor om aftenen. Med en kølig Chang-øl og øjnene rettet direkte op i mælkevejen uden lysforurening overhovedet er dette en nærmest magisk følelse.
En todagestur til Doi Angkhan er absolut et af højdepunkterne i Nordthailand. Man kommer op i 1900 meters højde i en fantastisk smuk natur. Der kan bookes overnatning på eksempelvis Doi Angkhan Nature Resort tæt på et af de kongelige landbrugsprojekter. Men husk at der skal bookes i god tid, da det er et meget eftertragtet område.
Rejsetilbud: Krydstogt i Asiens vidunderlige omgivelser
Hvor skal du bo?
Via fx Momondo kan du let og overskueligt finde dine hoteller. Men det er jo altid godt at få lidt insidertips til, hvor du faktisk bør bo. Derfor har jeg nedenfor beskrevet et par hoteller.
Hvis du ønsker at bo i et område, hvor det ikke er rent turismebaseret, anbefaler jeg helt sikkert vestbyen. Et bud her kunne være Lotus Hotel Pang Suan Kaew. Det er et super godt centralt-beliggende hotel, som er en del af shoppingkomplekset Kad Suan Kaew.
Der er en del konferenceaktivitet på stedet, og gæstemæssigt er det meget asiatiske og amerikanske gæster, der kommer forbi. Stedet har en af de nok mest uforstyrrede og ‘landlige’ swimmingpools i selve Chiang Mai by.
Kad Suan Kaew er hjemsted for mange forskellige aktiviteter. Lige fra danseskole og bowlingcenter – mest for thailandske teenagere – til Harris Fitness Center og et hav af gode thailandske restauranter, der serverer indendørs streetfood på en god og ren måde.
Bo i bjergene
Af andre hoteller i samme område kan for eksempel nævnes Furama Chiang Mai og Chiang Mai Orchid.
En lidt længere tur i bjergene er absolut også anbefalelsesværdigt. For min kone og mig er Belle Villa Resort kun cirka 50 minutters kørsel vest for Chiang Mai et af vores favorit getaway-steder.
Derudover er der rigtig mange muligheder – alt efter behov og økonomi – for at overnatte i Chiang Mai. Der er også mulighed for at leje en lejlighed. De skal dog typisk lejes for mindst 3 måneder, men da de fås fra 7.000 baht op til 50.000 baht pr. måned, så kan det jo godt overvejes – specielt hvis man overvejer at holde langtidsferie i Chiang Mai.
Se meget mere om at rejse i Thailand her
Thailand er med rette en klar feriefavorit, og Chiang Mai kan klart anbefales. Rigtig god rejse!
Rejsetilbud: Drømmerejsen til Thailand
Hvad skal man se i Thailand? Seværdigheder og attraktioner
- Det Hvide Tempel, Chiang Rai
- Doi Inthanon National Park, Chiang Mai
- Wat Arun, Bangkok
- Damnoen Saduak – det flydende marked i Bangkok
- Railay-stranden, Krabi
- James Bond-øen, Phuket
- Den store Buddha, Phuket
- Khao Sok Nationalpark, Surat Thani
Vidste du: Her er redaktør Annas 7 favorit-øer i Thailand
7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6: Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
[…] Fra elefantridning og besøg i templer til madlavningskurser og zip-lining, byder Chiang Mai på noget for enhver smag. Her er nogle tips til at gøre jeres familieferie til en […]
[…] Chiang Mai, beliggende i det nordlige Thailand, er et paradis for naturelskere med sine frodige skove, majestætiske bjerge og maleriske floder. Uanset om du er til vandreture gennem junglen, svømning under vandfald eller zip-lining gennem trætoppene, vil Chiang Mais naturlige skønhed fortrylle og forundre dig. Her er en guide til at udforske de naturlige skatte i Chiang Mai: […]