Koh Munnork Private Island: En overset thailandsk paradis-ø er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.
Koh Munnork – en smuk thailandsk ø tæt på Bangkok
Påfuglen kigger på mig. Jeg er som en anden havfrue lige kommet op fra vandet og har taget min nye snorkelmaske af, og så står den der lige midt på stranden. Den kigger fredeligt på mig og hopper videre i sin søgning efter madrester og insekter. Velkommen til Koh Munnork!
Koh Munnork kaldes også Koh Mun Nork og Koh Munnork Private Island Resort, men det er altsammen det samme sted: En lille ø i Thailandbugten, som du nemt kan komme til fra Bangkok – eller på vejen til Koh Chang østpå.
Derfor er der også flest lokale turister her, som der generelt er på denne del af kysten, der er opkaldt efter den største by i området, Rayong. Gæsterne på Koh Munnork er ofte lidt mere velhavende thailændere, der tager på en weekendtur med familien, vennerne eller kæresten – og det gør hele oplevelsen endnu mere autentisk.
Jeg så kun tre andre blegnæser i de tre dage, vi var der – og den ene var der sammen med lokale kolleger. Og det var endda i højsæsonen i marts.
Selvom øen er ret lille – 0,2 kvadratkilometer – er her også kun 25 hytter, så der er god plads. Og masser af ø-stemning, god mad og natur ad libitum.
Her er 5 tips til, hvad du skal opleve på Koh Munnork, og hvilken en af de tre typer hytter jeg kan anbefale at vælge.
Sådan kommer du til Koh Munnork: Ankomst
En af de mange dejlige ting ved at rejse i Thailand er prisniveauet på transport, der gør det nemt at komme hurtigt omkring.
Koh Munnork ligger ved en relativt øde del af kysten tæt på Rayong, så der er to transportmuligheder: Tag en bus fra det centrale Bangkok – fx busterminalen i Ekkamai – til byen Rayong og så en Grab-taxi til den lille lokale havn for cirka 300 kroner i alt for to personer. Eller tag en Grab-taxi hele vejen fra Bangkok for cirka 600 kroner i alt for op til 4 personer.
Det tager omkring tre timer i bil, hvis man kører direkte, da man kan tage en genvej i forhold til bussen, der ofte kører ned langs kysten først.
Der er et helt fast ø-koncept på Koh Munnork Private Island Resort, så man skal møde op ved havnen inden klokken 13, hvor dagens båd sejler den halve times tid ud til øen. Vi kom i god tid, så vi kunne spise frokost på naborestauranten og kigge på fiskerne i den meget lokale lille havn.
Selve båden er inkluderet i prisen, og det viste sig heldigvis at være en stor thailandsk junke, der er et stort træskib i flere etager. Det kaldes lokalt også en ‘slow boat’, og det er en perfekt måde at sejle ud til øen på, for selvom der var lidt vind, lå det tunge skib godt i vandet.
Det sidste stykke vej ind til øen er i en mindre båd, da det store skib ikke kan komme helt ind pga. koralrev og klipper. Det var nemt at komme op på stranden, og vi vandrede med de andre 20 gæster op til restauranten, hvor vi blev bænket med kolde drinks og en udsigt over poolen og stranden.
Lækkert.
Garden Cottages: Den første nat på øen
Vi var sent ude i højsæsonen, da vi bookede overnatning, så vi var blevet spurgt fra resortet, om det ville være fint, at vi havde en nat i en ‘Garden Cottage’ og en nat i en ‘Beach Front’-hytte, og det havde vi selvfølgelig takket ja til.
Der er kun nogle få Garden Cottages på Koh Munnork, og vi fik den ene. Det er en meget moderne og hyggelig hytte med egen terrasse, og selvom den ikke ligger direkte på stranden, kan man sagtens se vandet fra terrassen foran, for der er kun 25 meter til vandet.
Badeværelset var fyldt med koralsten, for der er et meget stort koralrev rundt om dele af øen, og hele rummet emmede af moderne badehotel. På den helt fredelige måde.
På øen går man nemlig meget op i en særlig ø-livsstil, hvor der er faste spisetider, ingen wifi, intet TV og generelt ingen stress. Fra klokken 9 til 13 er der ‘Earth Hour’ hver dag, hvor man slukker strømmen i hytterne, og de arbejder seriøst med deres naturpåvirkning.
Man er dog langtfra helt afkoblet fra civilisationen. Der er en virkelig god telefonforbindelse på øen, så hvis man bare har styr på sin mobil på rejsen, kunne man sagtens komme på nettet. Men det skulle vi ikke. Nu skulle der nemlig slappes af.
Udenfor på træbroerne, der førte til restauranten, vandrede der en fin påfugl rundt. Det viste sig hurtigt, at den ikke var alene, og de flotte og fredelige fugle blev en hyggelig følgesvend på vores ture rundt på øen.
Vand, vand, og atter vand: Snorkling og kajak på Koh Munnork
Som dansker føler man sig altid mere tryg, når man er tæt på vand – det gør jeg i hvert fald. Og vand skulle der til, for nu skulle vi se, hvad øen havde at byde på.
Først sejlede vi ud i kajak og så øen lidt udefra, og så skulle der snorkles, for vi havde hørt, at der var et fint koralrev ved øen, hvis man svømmede de rigtige steder hen. Og det var der.
Mange koralrev har haft det svært i Asien i de seneste år pga. temperaturstigninger, men der var en del levende koraller tilbage her blandt de små klipper og døde koraller.
Derfor var der også en del fine fisk, hvis man kiggede de rigtige steder. Og de rigtige steder vidste de lokale præcist, hvor var, og det var endda indtegnet på det lille kort, man fik over øen: Bare gå i vandet helt ude i højre eller venstre side af stranden og svøm lidt ud – og vupti, så er du der.
Man kunne låne snorkeludstyr gratis, og de havde heldigvis nogle af de nyere helmasker, som er helt fantastiske at snorkle med, fordi der ikke kommer vand ind, og man har et større synsfelt. At man så lidt ligner en astronaut, må man leve med. Med den på fik jeg svømmet rundt i flere timer, inden det var tid til at spise og slappe af.
Se, det er et badehotel i min verden.
Beach Front Cottage: Den anden nat på øen
Dagen efter flyttede vi 20 meter væk og helt ned til vandkanten.
En Beach Front Cottage på Koh Munnork er ret præcist det, navnet antyder: En hyggelig strandhytte direkte på stranden. Her var der også et lille sofaområde, hvor aircon’en hang dejligt praktisk, så man kunne få kølet rummet ned, uden at det kom direkte på en, mens man sov. Hytten havde også et nydeligt lille badeværelse.
Udenfor er der ikke en terrasse, som man måske skulle forvente, men et ekstra udendørs bad, så man kan skylle saltvandet af. Så går man et par trin ned, og vupti så er man på stranden.
En sala er en åben, thailandsk hytte, hvor man kan få skygge for solen, og de ligger hele vejen langs stranden. Med hynder, puder og alt muligt hyggeudstyr i. Der lå også en lige foran vores strandhytte, så den blev straks indtaget. Og hvad manglede der så? En påfugl, måske? Jamen, den kom da også bare forbi her og viste sin utrolig smukke fjerdragt.
Dagen blev tilbragt i vandet, i salaen og i strandhytten, og det var sådan set alt, man havde brug for.
Rundt om Koh Munnork: Sidste dag på øen
Vi nød morgenmaden ved poolen.
Der var en rigtig fin buffet med frisk frugt, lokal mad og naturligvis den ultimative favorit: En ægge-station, hvor man kan bestille æg, som det passer en, og en thailandsk omelet med det hele er en glimrende måde at starte dagen på.
Det var tid til at undersøge øen nærmere, så vi tog vandresandalerne på og begav os ud på stien rundt om øen. Det er bestemt ikke en tur, man skal tage i klipklapper, for det går op og ned, og der er både klipper og skovstier, der skulle forceres for at komme helt ind på øen.
Til gengæld kan man hurtigt føle sig som en Robinson Crusoe, for vi mødte kun to andre gæster på hele vandreturen, som i øvrigt nok havde været nemmere, hvis vi var startet i den rigtige ende af stien, det vil sige nede ved hytterne. Men det gjorde vi så ikke, og det gik alligevel.
På vandreturen kom vi forbi nogle kæmpe klippeformationer, der mere lignede Færøerne end Thailand, men de 30 grader og sol afslørede, at det her faktisk var det sydlige Thailand. Vi så også gamle skilte, der viste, at øen tidligere har tilhørt det thailandske militær.
Til sidst på turen kom vi ned forbi de store familiehytter, der kan rumme mindst 4 personer, og de var tydeligvis populære. Det var her, mange af de thailandske familie- og vennegrupper boede, og de så hyggelige og rummelige ud. De lå på samme måde som den Garden Cottage, vi havde prøvet den første nat; tilbagetrukket fra stranden.
Klokken 15 sejlede båden tilbage til fastlandet, og det blev en helt rolig tur på den store træbåd.
Det skal du vide om Koh Munnork Private Island Resort
Koh Munnork er et af de fredeligste steder, jeg har været i hele Thailand og et af de steder med bedst snorkling. Og så er der noget fascinerende ved at være på en lille ø, hvor der faktisk kun er dem, der er gæster, og dem, der arbejder der.
Prisniveauet for mad og drikke ligner meget priserne andre steder i Thailand, det vil sige ret billigt. Vi havde bare booket med morgenmad, så vi betalte ekstra for maden, men man kan vælge at booke all inclusive.
Selve hytterne er ret forskelligt prissat, og det er værd at kigge lidt på priserne for de forskellige hytter. De samarbejder med det sympatiske projekt Socialgiver, der støtter bæredygtig udvikling af turismen, og hvor man også kan booke, når der er ledige hytter, ligesom man kan booke direkte med hotellet.
Min favorit var Beach Front Cottage. De er indrettet super hyggeligt, og så er der noget fantastisk ved at høre havet, når man falder i søvn. Koh Munnork er bestemt et spændende sted at opleve
God tur til Koh Munnork Private Island og god tur til Rayong i smukke Thailand.
Vidste du: Her er redaktør Annas 7 favorit-øer i Thailand
7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6: Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere!
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar