Sydney: Alt det din nabo ikke har oplevet skrevet af Winnie Sørensen
Sydneys anderledes oplevelser
Sydney er muligvis en af de smukkeste byer på jorden. Byen er bygget op omkring verdens største naturlige havn og flankeret af et utal af nationalparker, som kun ligger få kilometer fra byens absolutte centrum. Her er alle nuancer af blå og grønt. Der er luft og liv overalt, og byen tager pusten fra de fleste besøgende.
Sydney er den største by i Australien og har så meget at byde på. De fleste turister holder naturligt nok til omkring Utzons smukke Operahus og det gamle kvarter “The Rocks”, men Sydney byder på meget mere. Få her 10 tips til at opleve steder, som mange andre overser.
Tag en færge til en af øerne i havnen
Vidste du, at der er 7 øer i Sydneys enorme naturlige havn? Nogle af dem er ovenikøbet åbne for offentligheden.
Hvad med for eksempel at tage på campingtur midt i Sydney Harbour? På Cockatoo Island, der ligger midt i havnen, kan du overnatte og samtidig lære om øens historie som tidligere fængsel for straffefangere. Og så vågner du selvfølgelig også op til en fantastisk udsigt ud over havnen.
Vandretur fra Spit Bridge til Manly
De mange nationalparker indbyder til vandreture. En af de mest berømte vandreture i Sydney er turen mellem de to strande, Coogee og Bondi. Og den ER smuk. Man vandrer langs klippekanten med udsigt til surfere, som leder efter den perfekte bølge og kommer forbi skønne strande og små hyggelige forstæder. Men vandreturen er ikke en gemt juvel. Her er mange turister, og på nogle tidspunkter af året går man nærmest i gåsegang på stien mellem de to strande.
Vil du hellere have en sti for dig selv, kan du i stedet for vælge at vandre en tur fra Spit Bridge til Manly. Turen byder ikke på den enestående udsigt til Stillehavet. Til gengæld er her grønt, roligt og med flotte udsigter til Sydney Harbour. Slut turen af med fish & chips i hyggelige Manly.
Læs mere om Sydney og Australien her.
Nyd solnedgangen over Sydney fra Manly-færgen
Efter gåtur, fish & chips og en dukkert i havet ved Manly, kan du passende tage færgen tilbage til byen. Ved solnedgangstid kan du være heldig at få nogle fantastiske skud med kameraet af solen, der går ned bag Operahuset og Sydney Harbour Bridge.
Dagens fangst fra havet omkring Sydney
Start dagen med en tidlig morgentur bag facaden på Sydneys travle fiskemarked. Turene begynder 06.40 og varer 1½-2 timer. Tag light-rail for at komme herud. I slutningen af 2018 åbner i øvrigt et nyt fiskemarked lige ved siden af det gamle – og arkitekterne er danske!
Paddington Reservoir Garden
I forstaden Paddington ligger der et gammelt vandreservoir. Det er lavet om til en have og ligner næsten et stykke af Rom – lige midt i Sydney. På taget finder du en smuk nedsunket have, hvor du kan tage et lille hvil, mens du nyder den imponerende have. Bliv til solnedgang, hvis du vil se haven i et helt nyt lys, når alle detaljerne træder frem på ny.
Aboriginal kunst – i Bondi
Bondi er nok en af verdens mest kendte strande. Og det er svært ikke at blive imponeret. Kridhvidt sand, perfekte bølger, livreddere i rød-gult tøj og smukke unge, veltrænede mennesker. Tag herud – se og bliv set. Og når du keder dig, så tag med Walangari Karntawarra rundt i og se på aboriginal kunst i Bondi.
På spøgelsestur på Q-station
Karantænestationen på Sydneys “North Head” (sæt kursen mod Manly og drej til højre) blev i 1800-tallet brugt til at isolere folk, som ankom til Sydney og som muligvis kunne have en smitsom sygdom.
Viste du tegn på pest, gul feber osv. røg du i karantæne, indtil smittefaren var overstået. Mere end 500 mennesker døde her – og det siges, at nogle af de omkomne aldrig rigtig forlod stedet…. Tag med på spøgelsestur og se selv efter.
Ud i forstæderne
Sydney er enorm! Faktisk er det en af verdens største byer, når man kigger på arealet. Byens demografiske centrum ligger 25 km vest for CBD (Central Business District), som er der, hvor de fleste turister holder til. Der er mere end 600 forstæder i byen, så mulighederne er mange!
Fordyb dig i museerne i Sydney
Det lyder måske ikke så opfindsomt, men Sydney har så meget at byde på, at de fleste turister aldrig når ind på nogle af museerne. Og det er en skam, for Sydney har nogle helt fantastiske museer. Museum of Sydney er blandt mine favoritter. Det er bygget ovenpå byens første regeringsbygning. Der er sket meget siden da….
Læs mere om Australien og Oceanien her
“Roar and snore” i Sydney
Vågn op blandt giraffer og zebraer i en af verdens smukkeste byer. I Taronga Zoo kan man tilbringe natten i et telt i ægte “glamping” stil.
Her bliver man taget rundt på nattesafari i zoo efter lukketid og kommer helt tæt på de mange dyr bag kulissen, når en af dyrepasserne viser rundt. Du får selvfølgelig også dit helt eget safari-telt, hvor du kan falde i søvn til lyden af parkens dyr.
Sydney er en fantastisk by fyldt med både stor og små oplevelser – og oplevelser lidt ud over det sædvanlige. Der er altid noget at se i Australiens største by, og der er noget for alle aldre og interesser. Så er det bare at vælge!
Rigtigt god tur til Sydney, Australien!
Det skal du opleve på din rejse til Sydney, Australien
- Tag en færge til en af øerne i havnen
- Vandretur fra Spit Bridge til Manly
- Operahuset
- Nyd solnedgangen over Sydney fra Manly-færgen
- Besøg Sydneys fiskemarked
- Paddington Reservoir Garden
- Bondi Beach
- Tag på spøgelsestur på Q-station
- Besøg Museum of Sydney
- Overnat blandt dyrene i Taronga Zoo
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er redaktør Annas 7 oversete favorit-øer i Thailand!
7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6: Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: