Indonesien og Australien: Derfor rejser jeg ud

Indonesien og Australien: Derfor rejser jeg ud er skrevet af Malene Teichert Christensen.

Hvorfor rejse til Indonesien og Australien?

“Hvor skal du nu hen?” Det er et spørgsmål, jeg ofte får, når jeg begiver mig ud på nye eventyr – ofte udenfor Europas landegrænser. Eventyr er noget, jeg længes efter, når hverdagen bliver lidt for meget hverdag, og trangen til nye horisonter og perspektiver bliver for stor. Når den trang så er stillet, er hverdagen igen dejlig.

Jeg kom i foråret hjem fra en tur i Australien og Asien med min kæreste, hvor savnet til hverdagen og rugbrødsmadder de sidste dage af turen var stor. Og gud, hvor jeg nød at sidde i min sofa og spise en leverdreng med remoulade dagen efter, vi var landet i vores hjem.

Lige netop det er en af grundene til, at jeg tager ud. Hverdagen og de små ting derhjemme får en helt ny betydning, når de ses i et andet lys end det, man er vant til.

Rejsen til Indonesien og Australien bød blandt andet på en motorcykeltur på tværs af Java med alle de udfordringer, det indebærer. Og 13.000 kilometer i bil langs Australiens ubeskriveligt smukke kystlandskab, hvor vi ovenikøbet kørte gennem flere forskellige tidszoner.

Det er alle dejlige minder at huske tilbage på, når hverdagen bliver lidt grå herhjemme i lille Danmark.

Trangen til bland-selv-slik og X-factor

Selvom oplevelserne står i kø på sådan en rejse, kan savnet af hverdagen alligevel melde sin ankomst, når man er på den anden side af jorden.

Jeg husker tydeligt, at en veninde lagde et billede op på de sociale medier en fredag aften med slik og hygge foran fjernsynet. I det øjeblik fik jeg samme trang til bland-selv-slik og X-factor på sofaen, selvom jeg befandt mig i så smukt og mangfoldigt et land som Australien.

Jeg følte mig straks snobbet over lige nøjagtigt det savn. For hvordan kunne jeg tillade mig at savne noget, jeg i øvrigt kan få hver dag, når jeg er hjemme igen, når jeg så sjældent kommer på de her fuldstændig ubeskrivelige breddegrader? Og hvordan kan jeg savne den almindelige hverdag, når jeg rejser gennem ubeskriveligt smukke lande som Indonesien og Australien?

Mine rejser gennem livet har blandt andet lært mig at være taknemmelig, hvilket er noget, som mange tager for givet herhjemme. Desværre. Eller måske har sidste efterårs energikrise lært folk at sætte pris på varme, el og vand. Hvem ved?

Et taknemmeligt folkefærd i Indonesien

På mine mange eventyr har jeg mødt fantastiske mennesker, som har vist mig vigtigheden af lige netop taknemmelighed.

Fra denne rejse er der specielt en helt særlig samtale med en javaneser, som står klart i min erindring. Eller samtale er måske så meget sagt, eftersom jeg ikke kunne snakke indonesisk, og han ikke kunne engelsk.

Heldigvis er fagter og tegnsprog noget, vi alle er fælles om. Det hører for øvrigt med til listen over, hvorfor jeg rejser – for selvom vi er ‘langt væk fra månen og tæt på ækvator’, snakker vi alligevel på en eller anden måde samme sprog.

Vi fik talt om livet og dets glæder, og hvis der er noget, alle kan lære af javanesere, er det livsglæde og taknemmelighed til trods for, at de bor ret udsat mellem to tektoniske plader på en ø med 20 aktive vulkaner.

De har ikke råd til at rejse eller gå på lækre restauranter, hvilket i øvrigt var, hvad samtalen handlede om: “Hvordan kan I rejse uden at arbejde i seks måneder?”

Sådan spurgte han forundret, efter vi havde taget vores lækre regntøj af, og numserne igen fik lidt blod og liv i sig – for pyh, hvor er det hårdt at sidde bag på en lille motorcykel gennem Javas bakkede landskab i regntiden og den vilde hverdagstrafik.

Spørgsmålet vækkede noget indeni. For ja, tænk sig hvor heldige vi har lov at være. Ikke engang et år har vi skulle spare sammen for at kunne tage på denne rejse. Havde han skulle have råd til at rejse ud af landet eller måske blot til en anden ø i Indonesien, snakker vi måske fem års opsparing. Og så kunne han måske være væk en måned og i hvert fald ikke et halvt år som os.

På trods af dette blev vi mødt af kæmpe smil og en gæstfrihed, man sjældent føler på samme måde i Danmark. Det giver virkelig stof til eftertanke at møde mennesker som ham og faktisk alle folk fra Java og Indonesien.

Selvom de relativt ofte rammes af naturkatastrofer og har få økonomiske ressourcer, er humøret højt og hjælpsomhed noget, som ligger til deres natur. Og det er til trods for, at de ikke altid lige har løsningen på deres problemer, men så finder de en.

Et privilegie at være dansk

Måske er det allerede tydeligt, at jeg rammes af en ambivalent følelse af at bo i Danmark, når jeg kommer hjem fra en sådan tur til fx Indonesien og Australien. Følelsen bliver kun stærkere for hver gang, jeg er ude; for hvorfor er vores samfund skruet sammen på en sådan måde, at det føles som om, der i Danmark kun er én måde at leve livet på?

Her er endnu en ting at tilføje til listen over, hvorfor jeg rejser: For at blive inspireret til og mindet om, at livet kan leves på et utal af forskellige måder.

Personligt er jeg splittet, for som tidligere nævnt føler jeg mig utroligt privilegeret af at bo i et land som Danmark, hvor vi har tag over hovedet, mad på bordet og nærmest aldrig går sultne i seng. Det står i kontrast til mange andre lande.

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige disse ord. Jeg er klar over, at det er meget generaliserende at sige, men vi er meget heldige i Danmark, og det ønsker jeg at belyse endnu mere samtidig med, at jeg oplever verden, selvfølgelig.

På den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at bo i et så præstationsorienteret land, som Danmark er. Der foreligger en opskrift, som du bør leve efter. Hvis du ikke følger den forelagte opskrift, afviger du fra normen og bliver det helt store samtaleevne. Hvordan kan vi være så langt fremme i forhold til teknologi, men så langt bagud når det kommer til diversitet?

Dog synes jeg, at vi efterhånden er gode til at smide ‘normale’ samfundsnormer mere på gulvet end før, og jeg er sikker på, at det er en tendens, vi kommer til at se de næste mange år.

Store lille verden

De ovenstående betragtninger samt nytænkning, inspiration, refleksionstid, personlig udvikling, nysgerrighed og ikke mindst oplevelser, er grunde til, at jeg rejser. Og jeg vil aldrig stoppe med det, for det at rejse giver for mig ny glæde og nye perspektiver på tingene hjemme. Jeg føler, at jeg vokser og udvikler mig positivt, når jeg begiver mig ud på rejser i den store – eller faktisk slet ikke så store – verden.

Jeg føler, at jeg udvikler mig, når jeg har livsbekræftende samtaler med en fremmed i Indonesien og kører gennem betagende natur i Australien. Hvis vi kan rejse til den anden side af jorden på 24 timer, hvor stor er verden så egentlig?

Omvendt har jeg aldrig følt mig længere væk, end da vi kørte i tre dage gennem det nordlige Australien fra Darwin til Townsville; en tur på 3000 kilometer gennem ‘the real aussie outback’. Her vinker man til modkørende, fordi man kun bliver passeret cirka en gang hver anden time. Og GPS’en er overflødig, for der kun er én vej.

Transportmidlet var en oplevelse i sig selv: 42 grader i en bil fra 1991 med en aircondition, som ikke virker. Pyh, hvor var det varmt!

Jeg tror, at den lykkeligste dag på turen var den dag, vi fik bilens aircon til at virke igen – halleluja, der blev krammet. Og jeg skal love for, at aircondition efter denne dag fik en ny betydning; kæmpe påskønnelse af en så simpel ting som kold blæst i en bil.

Jeg kunne blive ved med at opliste ting, jeg har lært og påskønnet på turen og taget med hjem. Her syv måneder efter hjemkomst fra Indonesien og Australien har hverdagen igen meldt sin ankomst, og jeg sætter stadig pris på min rugbrødsmad med leverpostej og på bland-selv-slik.

Jeg har fået nye oplevelser, redskaber og bekendtskaber med i rygsækken, som jeg aldrig vil være foruden. De er blevet del af min hverdag herhjemme. For som Shu-bi-dua så fint synger, så er også Danmark jo et dejligt land.