Samoa: Dagdrømmertur til Stillehavet er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.
At rejse til Samoa er også at rejse i tid
Kender du det, at man pludselig synker ned i en dagdrøm?
Halvt vågen og halvt i søvne får man blandet historier og tid sammen til en rar lille ud-af-kroppen oplevelse, der kan gøre resten af arbejdsdagen helt overskuelig.
Her kommer en dagdrømmerfortælling om sømænd, kæmpekvinder og en pyramide midt i Stillehavet. Her kommer historien om en usædvanlig rejse til smukke Samoa.
Nordkaperen kommer til Skatteøen
Jeg misser med øjnene og går lidt i stå. Jeg kan se og høre noget, men det er grumset og grynet og gryntende. Billedet bliver klarere hele tiden, indtil jeg pludselig kan se hvad det er; Troels ”med-den-enorme-næse” Kløvedal tropper op på skærmen iført gamle shorts, sømandsfilosofi og et smukt gammelt skib kaldet Nordkaperen.
Udsendelserne, der senere vil blive genudsendt så tit at selv Matador får konkurrence, rydder villavejene. Jeg sidder som teenageren i huset solidt plantet i sofaen med resten af familien Jørgensen. Vi prøver alle at suge så meget varme som muligt ud af skærmen, når det nu er så koldt og mørkt i Dannevang om vinteren. Nordkaperen er på rejse til Samoa. Der hvor Skatteøens forfatter Robert Louis Stevenson slog sig ned og fandt sit liv, og hvor den polynesiske kultur i den grad har overlevet – og tildels er udsprunget fra.
I programmet tager Nordkapisterne rundt på øen og interviewer lokale i alle farver, og pludselig siger mit mødrene ophav de få ord, der skulle gøre verden konkret og en jordomrejse uundgåelig:
“Jamen, er det ikke Carl Erik?!”
Vi kigger mistænkeligt på hende i den tro, at hun nok taler i søvne eller skal have nye briller, men næ nej, hun gentager og insisterer, at han vistnok er en onkel, måske en grandonkel, og at han hedder Carl Erik, og at han er fra Holte.
Han er nu er gået i land på Samoa, og som en rigtig sømand har han giftet sig med en sydhavspige, fortæller hun. Der vil jeg hen, tænker jeg, og den rejsedrøm viser sig at være så stærk, at den en del år senere fører mig de mange tusind kilometer ud til stillehavsøerne i Oceanien.
Apia, hovedlandsbyen på Samoa
Zap. Jeg ser en have med avocadotræer, bananpalmer og en masse blomster. Uhmmm, det er varmt og der dufter, aaaahhh…
Carl Erik smiler og byder os velkommen til sit hus i en forlandsby til Apia, hovedlandsbyen på Samoa. Der er ingen vejskilte eller postkasser, så han skal lige hente post nede på postkontoret. Mens vi kører derned, fortæller han sømandshistorier fra de syv verdenshave og så fortæller han om det stærkt fascinerende og overvejende besynderligt indrettede samoianske samfund, som han har været en del af i mange år.
Fx har alle disse små landsbyer omkring Apia åbne runde hytter uden vægge, kaldet en fale på samoiansk, så man kan følge med i storfamiliernes gang, som dog primært ikke er gang, men sidderi, soveri og spiseri.
Han fortæller også om alle kirkerne. Alle disse landsbyer har selvfølgelig også deres kirke. Men da samoianerne – som de gæstfrie mennesker de er – gennem mange århundreder har modtaget forskellige kristne missionærer, er der en skov af kirker i det, der i dag kaldes bibelbæltet i Stillehavet.
Pudsigt egentlig, for den samoanske kultur er vel det tætteste man kommer på et kommunistisk paradis på jord, hvor jorden indtil absolut nyere tid var ejet af landsbyen og man fik mad for sin arbejdskraft. Man gav hvad man kunne til fællesskabet, storfamilien og landsbyen, og hvis du gav, var du rig.
Når lava-lava kun er et fattigt ord
De danser, de danser og er glade. Jeg må gerne danse med, og spise, altid spise
Samoa virker som modsætningernes land, men på en helt fredelig, pragmatisk og happy-go-lucky-facon, hvor det er fint, at der ligger en konkurrerende kirke ved siden af. Det afkoloniserede ø-rige stadig trækker også et ordentligt imperialistisk politiorkester, der som en levende anakronisme vandrer rundt i Apia med kæmpe truthorn og hvide eller blå gevandter.
Og hvad nu hvis nogle kinesere mente, at de da skulle hjælpe stakkels Samoa med at bygge et ordentligt parlament, og da det så stod der, så viste det sig, at det lignede et grimt højhus og slet ikke den traditionelle fale? Ja, så putter man da bare en overdimensioneret fale ovenpå, sådan. Så går det.
Familien fortæller historier om de lokale transvestitter, fa´afafine, som i dette gennemkristnificerede samfund er den mest respekterede samfundsgruppe overhovedet, og som ofte har ærefulde erhverv og laver danseshows. En ganske uklassisk karrierevej i mit eget land, hvor det kun fører til udstødelse, tænker jeg.
Og hvorfor der er så mange, der er ”mellem-køn”? Ja, hvis nu en familie med de obligatoriske 8-12 børn får for mange af den ene slags, så opdrager man bare en eller to som den anden slags i en grad, så drengene bliver piger og vice versa. Andet er for upraktisk, når der nu er så mange praktiske ting at tage sig af og stadig en del kønsroller at leve op til, uagtet børnenes biologiske oprindelse.
For der skal jo også være tid til at hygge sig og – ikke mindst – spise. Og spise, det går de glade, stolte og rolige samoianere op i, hele tiden. Og når man har spist skal man sove, hvorfor ellers spise al den dejlige mad? Faktisk er de storknoglede og ret høje indbyggere verdens fedeste folkefærd, men tråden skulle dog være knækket helt ovre i koloniland i Amerikansk Samoa, hvor de traditionelle godter som jordbagte fisk og svin med rodfrugter og kokosmælk er erstattet af whoppere og super-sizeri.
Resultatet i Samoa er bl.a. en festlig gang kæmpekvinder, som vi ser på gaden, og som helt passende går i en lava-lava. Det er ikke en vulkandragt, der ellers ville kunne matche disse omfangsrige kvinder fra vulkanøen, men den lokale sarong, der omsvøber både mænd og kvinder. Begge køn har også traditionelle kropstatoveringer og blomster bag øret – det sidste er dog mest et maskulint træk…
Hvid mand i saltlage, mums
Zap. Den kigger mistænksomt på mig. Hmmm, hvad vil den? Og hvem har glemt sin hjerne der? Det her vand smager af… salt!
En lille fisk med det passende engelske navn trigger-fish hapser lystigt i mit lår, men smutter igen ved synet af en hånd, der er på vej til at spise den.
Jeg flyder rundt og kigger på hjernekoraller og kulørte fisk ud for stranden i Manase på Savaii, den anden større ø i Samoa.
På passende afslappede samoianske vis var Savaiis vestligste punkt det vestligste sted før datolinjen, så her går dagens sidste stråler ned. I år 2000-hysteriet om at være den ø, hvor det nye årtusind først tittede frem, var Samoianerne stolte af, at den helt sikkert kom sidst til dem. Man skal jo nok nå det, det der årtusinde. Siden har de flyttet sig over på den anden side af datolinjen, så det var nemmere at rejse til New Zealand, men i virkeligheden passer de bedst på den anden side.
Guidebogen kalder Savaii den mest traditionelle ø i hele Polynesien, og det er ikke mange år siden, at der kom el og asfalt på øen.
En rejse til Samoa er også Vailima og godt selskab
Bedstefar Tanu og hans lille familie på 35 har bygget en gang fales direkte på den smukke strand, og her er man bare. Nogle af de 17 søskende i yngste generation hjælper til med morgenmaden og aftensmaden, og så er der bananer ad libitum og smil, sang, dans og ro.
Om aftenen kommer der en kold Vailima på bordet, og øllen, der er brygget på tysk teknologi af samoianske råvarer, er en helt rigtig ven at dele med de andre gæster fra New Zealand, Tyskland og Danmark.
Der er også et australsk brudepar, der nægter at tro, at vikingerne og deres sproglige hærgen er skyld i, at hun nu skal kalde ægtemanden for ”Husbond”, husets bonde.
Dagene flyver, bøgerne ædes, og den lokale høne får gang på gang forceret palmepersiennen ind til falen og får lagt sine æg på vores myggenet. Det er hyggeligt, men også godt at tænke på, at der ingen farlige dyr er på Samoa, inden jeg lægger mig til rette under myggenettet, nyder de friske 23 grader og falder i søvn til havets brusen, så man kan være klar til at lave så lidt som muligt dagen efter.
Pyyyhramider
Zap. Zap igen. Der røg en myg i lyset. Det forekommer mig, at der både er meget højt ned og op, og at det er meningen, at jeg skal blive her i nat?
Banyan-træet er Samoas stolthed og kæmpe, og i dette ca. 70 meter høje træ på Savaii skal jeg sove i nat på en platform højt oppe med udsigt til regnskoven omkring. Kroppen føles opladt efter dagene i solen, og højden virker mere surrealistisk end angstprovokerende – en unik oplevelse.
Godt det samme, viser det sig, for morgenen byder på den mest misforståede morgenmad jeg nogensinde har prøvet, men dog helt i top efter samoansk logik: Hvis nu alt vestligt principielt er godt, og man gerne vil det bedste for de vestlige turister, og det vestlige man kan få fat på naturligt nok skal importeres, og man ikke har så mange penge, så ender det med en morgenmad med sandwich af toastbrød med dåsespagetti! Det er en oplevelse, der giver helt nye betydninger til ordet klæg…
Palmevejen går videre mod blæsehullerne, hvor havvandet står op i geyser-lignende formationer fra lavamarken. Der skulle vist også være noget om en pyramide, men selv guide-bogen er noget vag, og det hele virker mest som en lokal Loch Ness historie, men som Indiana-Jacob gør jeg et forsøg på at finde den sammen med min rejsekompagnon. Bagved bananplantagerne, og så et stykke inde i skoven er der… skov, og en hel del af det. Det er møgfugtigt – 30 grader – og vi sprinkler marken med vores sved og får prikker for øjnene mens vi dehydrerer.
Vi cirkler, ingen skilte, ingen stier, kun små variationer i skoven. Men pludselig går det lidt op, og der er en unaturlig ens vinkel på den bakke vi står over, og der er den, Samoas pyramide. Nej, jeg har ikke fået klodekuller, det er en overgroet semi-pyramideformet ting på 12 x 50 x 60 meter kaldet Pulemelei, og stien derop åbenbarer sig i alt det grønne, og vi tørrer sveden væk og vælter op til den flade top. Og naturligvis forener dette specielle sted både det praktiske – et udkigssted -og det religiøse – et sted for ritualer.
Her kunne de for mange hundrede år siden se ud på de kanoer, som via navigation baseret på stjerner og temperaturforskelle i havet fandt vej over det urolige Stillehav til Tahiti og Påskeøen, og som befolkede resten af Polynesien, og fra toppen kunne de så sende håbefulde tanker afsted med fælles ritualer og god mad.
Der er intet at se på Pulemelei, ingen mennesker, ingen dyr – selv myggen er væk, og alligevel mærker vi, at det er et sted med sjæl og historie. Samoas sjæl.
Læs også om pyramiderne i Giza i Egypten her
At rejse til Samoa er at se
Zap. Jeg er vist hjemme i mit eget lille hus. Det er 14 grader og regner selv om det er sommer. Jeg fryser – jeg er ikke bygget til dette klima! Er den væg ikke meget tom og hvor blev min rejse til Samoa af?
Jeg står med et par kunstneriske sort-hvide billeder fra Samoa i hånden, og de viser tropisk regn på vej, og ikke mindst stranden ved Manase med palmer, skumle skygger og friske fodaftryk i sandet.
Folk jeg kender siger det, jeg godt ved: At det ser helt fantastisk ud og ligner en drøm om Stillehavet som det fortabte paradis.
Men det er meget mere end det, for når jeg ser det billede, får jeg pludselig smagen af fisk med kokosmælk i munden, vand skummende om fødderne, smil fra tatoverede brune mennesker og en besynderlig samoiansk ro, der siger, at det er ok, at jeg ikke har fået lavet væggen færdig med rejsebilleder lige nu. Det skal nok komme… spis nu noget først…
Se meget mere om at rejse i Stillehavet her
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: