RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Danmark » Sommerferie i Danmark: 20 steder du skal opleve
Danmark Fyn Jylland Kystlandet Sjælland og øer

Sommerferie i Danmark: 20 steder du skal opleve

Danmark - vindue, sommer - rejser
Danmark er skønt om sommeren, og vi tager dig med rundt til vores egne favoritter i det danske sommerland.
  viva cruises konkurrence 2024

Sommerferie i Danmark: 20 steder du skal opleve er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.

Danmark - sommer, stråtag, mølle - rejser

RejsRejsRejs elsker Danmark

Vi lever i verdens bedste land. Også verdens bedste rejseland, hvis vi selv skal sige det. Danmark er fuld af smukke og hyggelige steder at holde sommerferie, og vi kan ikke nå dem alle i denne guide.

Du kan finde mange flere gode tips i vores store tema om at rejse i Danmark. Her er vores egne favoritter i det smukke danske land, så tag med på en rejse rundt i Danmark.

Danmark - Løkken, Rubjerg Fyr - rejser - sommerferie i danmark

Sommerferie på toppen af Danmark

Vi starter rundturen i toppen: I Nordjylland.

Er du til underskøn natur, der blæser dig bagover, så må du ikke snyde dig selv for en tur til Nr. Lyngby. Den lille kystby, der ligger i nærheden af Løkken, er i konstant forandring og perfekt til dig som holder sommerferie i Danmark.

Her æder havet nemlig gradvist kysten, og i løbet af blot 10 år er der forsvundet 48 meter af kystlinjen og det lille sommerhusområde, der ligger placeret lige ovenpå klitterne.

Det er et helt unikt syn og en mulighed for at få et særligt indblik i den smukke, rå og til tider hårde nordiske natur. Nr. Lyngby er også et trækplaster for paraglidere, der nyder godt af den barske kystvind. 

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
Danmark - Aalborg, skyline, havn, Limfjorden - rejser

Nordens Paris

Nordjyllands hovedby Aalborg har et skønt kulturliv, et smukt gammelt bycentrum og ikke mindst en blomstrende gastronomisk scene. Er du til afslappet og uformel spise i hyggelige omgivelser, så skal du besøge Aalborg Street Food, der ligger ned til havnen i Aalborgs Vestby. Her er der dømt tour de verdenskøkken med fokus på lokale råvarer for alle pengene.

I det hele taget er havnefronten et must see, for her har Aalborg gennemgået en omfattende forvandling fra gammel industri til en hub af kultur og oplevelser.  

Vi holder os på fastlandet indtil videre, men der er også gode ø-ferier i nord på Fur, Livø og Læsø.

Strand, Danmark, Jylland - sommerferie i danmark

Det Vilde Vest er perfekt til sommerferie i Danmark

Midtjylland er Jyllands hjerteland og i bæltet mellem Vesterhavet og Kattegat finder du alt det, du har brug for i ferien.

På Jyllands vestkyst ligger feriebyen Søndervig. Byen ligger midt på Holmsland Klit, som er en 40 kilometer lang klittange mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet.

Med hundredvis af sommerhuse og Vesterhavet som nabo er der om sommeren en hel unik feriestemning. De brede sandstrande og de livlige bølger tiltrækker mange vandhunde og solhungrende gæster.

Fiskeri er et af områdets vigtigste erhverv, og på de fleste restauranter og i mange supermarkeder kan du få fingrene i friskfanget fisk fra Hvide Sande.

Kun 8 kilometer mod øst ligger købstaden Ringkøbing, som med sine hyggelige gamle gader med butikker ofte besøges af de mange sommerhusgæster. Der er ingen tvivl om, at hele området allerede er populært blandt turister og børnefamilier, og i 2022 åbnede der endda et helt nyt Lalandia i Søndervig.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Aarhus, Danmark, Jylland

Verdens mindste storby

Østjylland roterer om Aarhus. Smilets By, Jyllands Hovedstad – kær by har mange navne. Men en ting er sikkert; Aarhus er en fantastisk by at besøge som turist. Hele året rundt.

En af de største attraktioner i Aarhus er Den Gamle By. Et frilandsmuseum midt i byen, hvor du rejser tilbage i tiden i det øjeblik, du træder igennem indgangen.

Et andet museum, der er et besøg værd, er kunstmuseet ARoS. Her kan du på toppen af museet få en udsøgt panoramaudsigt over hele byen, fra den farverige installation Your Rainbow Panorama.

Aarhus er en moderne by, der med sine mange butikker, lækre restauranter og caféer har et meget pulserende byliv. Særlig kendt er området omkring åen inde i midtbyen. Hvis du gerne vil prøve noget rigtig aarhusiansk, så er det her, du skal spise din frokost.

Danmark - Ebeltoft, rådhus, udsigt - rejser - sommerferie i danmark

Hygge, historie og høje bjerge

Ude på sydkysten af Jyllands ‘næse’, Djursland, ligger en helt særlig egn af Sommer-Danmark: Mols. Her finder du nationalparken Mols Bjerge, som ud fra navnet at dømme måske lider lidt af ‘storhedsvanvid’, men de kuperede bakker skal nok få pulsen op på vandre- eller cykelturen.

Ude i vandet ligger den historiske Kalø Slotsruin fra 1300-tallet, og helt ude på spidsen af næsen ligger den smukke gamle havneby Ebeltoft.

I Ebeltoft går du rundt midt i Danmarkshistorien og kan besøge Fregatten Jylland, det gamle rådhus, glasmuseet eller bare slentre gennem de gamle skæve brostensgader og langs havnen med en vaffelis i hånden. Det er 100% sommeridyl.

Tag fiskestangen med og fisk fra havnen i Ebeltoft eller tag et smut til Femmøller og kast snøren ud der. Her er nogle af de bedste sommerhuse og campingområder i landet.

Og så er Ree Safaripark, Djurs Sommerland, Randers Regnskov og storbylivet i Aarhus ikke langt væk. Anholt er også kun en færgetur væk, hvis du virkelig vil væk fra alt og holder din sommerferie i Danmark i det jyske.

Danmark - Vejle, bølgen, havn - rejser - sommerferie i danmark

Vejle på verdenskortet

Vejle i Sydjylland er for alvor kommet på verdenskortet de seneste par år – blandt andet for sin arkitektur. Til de cykelglade danskere er Vejle et must med sine mange bakker ved Grejsdalen og Munkebjerg. Rundt om Vejle – ikke mindst omkring historiske Jelling – kan du finde nogle af landets smukkeste og hårdeste cykelruter, og i 2022 kommer selveste Tour de France forbi og prøver kræfter med bakkerne.

Langs Vejle Fjord finder du et hav af fine sommerhusområder, og det er bestemt anbefalelsesværdigt at have base her, mens du besøger Givskud Zoo, Legoland, science-centeret Økolariet eller tager ud og spiser på Hopballe Mølle, som er kendte for deres økologiske kyllinger.

I Syd- og Sønderjylland kan vi også anbefale nogle dejlige øer fra Fanø i vest til Als i øst.

Danmark Odense rejser

Fyn er mere end fin

Vi tager over Lillebæltsbroen til Fyn. At Fyn er fin, ved vi alle, men det er faktisk noget af en underdrivelse: Fyn er fantastisk – intet mindre. Især hvis du vælger at holde din sommerferie i Danmark.

Odense er en storby, men en lille hyggelig en af slagsen. I centrum er der hyggelige shoppinggader, hvor du kan finde butikker indenfor alt tænkeligt. Det er svært ikke at finde noget, som du bare bliver nødt til at købe. 

Storms Pakhus er det sted, vi anbefaler til andre, når de skal til Odense. Det er indendørs street-food i rustikke omgivelser. Der er mad fra næsten hele verdens køkkener, og ‘menuen’ bliver udskiftet med jævne mellemrum. Om sommeren er der også siddepladser udenfor, så du kan sidde i solen og nyde din lækre mad eller kølige drink. 

Fra Odense er der dejligt kort til det smukke Sydfyn, hvor hyggelige Svendborg og det sydfynske øhav med Tåsinge og de andre perler ligger.

Danmark helnæs mølle blomster rejser - sommerferie i danmark

Vandkants-Danmark på fynsk

I det sydvestlige hjørne af Fyn ligger Snave. Og fortsætter man ud mod vandet, ligger der et stykke usædvanlig natur, nemlig Helnæs. Det er vandkants-Danmark, når det er smukkest.

Du kører over en kort dæmning ud til næsset, hvor bakkerne rejser sig op fra havet. Her kan du besøge den gamle mølle, hvor der også er naturskole og simpel overnatning med et brag af en udsigt.

Hvis du vil bo mere stateligt, er der ofte gode tilbud i skoleferierne på det endog meget hyggelige Gl. Avernæs Sinatur Hotel, der ligger på Fynssiden.

Giv dig også tid til at gå tur på Bobakkerne. Det er en kæmpevold, som om sommeren er fyldt med blomster.

Danmark - Nyborg, slot, ridder - rejser

Sommerferie i Danmark: Vino og vikinger

Nyborg er for mange bare den by, man kører igennem inden eller efter Storebæltsbroen, men det er faktisk en hyggelig og ikke mindst historisk by.

Midt i Nyborg centrum troner slottet og gamle fine byhuse. Vidste du, at biografen i Nyborg hedder KinoVino, og at du kan kombinere tapas med de nyeste film? Det er da hyggeligt.

I Nyborg og omegn finder du masser af godser og hyggelige havnebyer – fx Kerteminde, hvor du får noget af Danmarks bedste is. Du kan også tage forbi Vikingemuseet Ladby og blive klogere på vikingetiden og Ladbyskibet.

Skal du videre til Sydfyn herfra så kør af den gamle landevej fra Nyborg til Svendborg. Her er der altså Morten Korch-stemning for alle pengene – og mange fine rejsemål, hvis du holder sommerferie i Danmark.

Danmark sejerøbugten gudmindrup strand vraget strand rejser - sommerferie i danmark

Sejerøbugten – perfekt familieferie

Turen går over Storebælt til Sjælland, og vi starter med at dreje til venstre.

Ikke så langt fra Dragsholm Slot i det nordvestlige hjørne af Sjælland ligger Sejerøbugten. Hele Odsherred og øerne rundt om er både et stort naturområde og et populært feriested med masser af sommerhuse og hyggelige feriebyer.

Det er her, du finder nogle af Danmarks mest børnevenlige badestrande, for vandet i bugten er lavt og varmt. Hvis du tager til Gudmindrup Lyng, finder du de store klitter og ishuset, hvor der er propfyldt om sommeren.

15 minutters smuk vandretur derfra ligger Højby Lyng og Ellinge Lyng, hvor du går gennem vådområdet Korevlerne for at komme ned til stranden. Her er der masser af fugle og lys, og stranden er lige så god som ved Gudmindrup – der er bare færre mennesker.

Desværre er der lavet et helt misforstået projekt med køer i området, så der nu er en del hegn, men hvis man kan se bort fra det, er her absolut dejligt. Det er også her, du kan finde Danmarks længste badebro på 320 meter!

Du kan både bo på campingpladser, B&B og på fx Dragsholm Slot. Ungerne vil elske en tur i Sommerland Sjælland, der selv i højsæsonen ikke virker så overfyldt som fx Legoland, og her kan du også bo i deres små hytter ved parken.

Vejrhøj ligger her i Odsherred og er en af Sjællands mest imponerende gravhøje. Det er også Sjællands 3. højeste punkt, og har en smuk udsigt over bugten.

Odsherred er en klassiker til en dejlig sommerferie i Danmark.

Faxe kalkbrud Danmark rejser

Kalk og krokodiller til din sommerferie i Danmark

I den modsatte ende af Sjælland ligner Faxe Kalkbrud noget fra et sted under varmere himmelstrøg. Men fantastisk nok befinder det sig lige her syd for Køge og en perfekt destination til en udflugt, hvis du holder sommerferie i Danmark.

For 63 millioner år siden svømmede hajer og krokodiller sammen her, da kalkbruddet var hav. Nu har det dannet sig et 90 meter dybt kalklag. Udover at gå på opdagelse i kalkbruddets smukke omgivelser kan du besøge Geomuseum Faxe.

På museet kan du både lære om dinosaurer og blive klogere på kalkarbejdernes historie og komme på en guidet tur gennem kalkbruddet for at finde fossiler fra forskellige havdyr som hajer og blæksprutter.

Stevns klint Danmark kirke rejser - sommerferie i danmark

Stevns Klint – i dinosaurernes fodspor

20 minutter fra Faxe Kalkbrud kan du besøge Stevns Klint og Højerup Gamle Kirke, der står på kanten af klinten. Her vil du opleve et hyggeligt og fredeligt område med mulighed for at gå ture langs stranden og spise på de lokale restauranter.

Den primære grund, til at du skal besøge Stevns Klint, er dog ikke på grund af hyggen, men stedet historien og hvorfor klinten i 2014 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Fiskeleret i Stevns Klint fortæller os nemlig om noget helt særligt fra fortiden. I fiskeleret findes fiskeskæl og et sjældent grundstof, du ikke finder mange steder på vores plantet – nemlig iridium. Iridium er et metal, som stammer fra den asteroide, der ramte jorden for 66 millioner år siden og udslettede dinosaurerne.

Stevns Klint har både ældgamle spor fra dinosaurernes tid og god gammeldags hygge og et oplagt sted at have base – eller besøge på en dagtur fra København.

                                                                 

Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere!

7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Danmark - København, Sydhavn - rejser - sommerferie i danmark

Det København, du ikke kender endnu

København er en magnet for turister fra både ind- og udland, og der er masser af højdepunkter – både at se på og ikke mindst smage på. Det er dog stadig muligt at komme lidt væk fra alle andre og udforske hovedstadens mere hemmelige kvarterer.

Tag cyklen med på Havnebussen og tag turen gennem den nye Sydhavn til vands og til lands. Det er en helt ny verden af moderne arkitektur, kanaler hvor du kan sejle i kajak og hyggeligt havneliv, der åbner sig i byens sydlige del.

Også i Nordvestkvarteret er der god plads til turister. Kvarteret er en fascinerende blanding af gammelt erhverv, nye trendy caféer, mad fra hele verden og ‘lommeparker’ mellem boligblokkene.

En spadseretur gennem København NV byder også på en myriade af gavlmalerier af unge og etablerede kunstnere – det er bare om at kigge dig omkring.

Danmark Hornbæk havn rejser

Hornbæk er nærmest et must på din sommerferie i Danmark

Nordsjælland i sig selv er et fantastisk område, men Hornbæk skiller sig ud i flokken.

En sommerdag på Hornbæk Havn er helt fantastisk. En gåtur langs havnen og inde i de små veje mellem husene er en oplevelse i sig selv. Husene ved Hornbæk Havn er sine helt egne. De er farverige, hyggelige og forbundet med små veje, som er perfekte til en gåtur i det gode vejr. 

Bageren ‘Bagt’ i Hornbæk laver i øvrigt den ultimative jordbærkage med browniebund – prisen er pebret, men det er alle pengene værd! Du kan også kombinere vandring med gastronomi på Gastronominoen!

Hundested er oplagt til en dag på havnen og ude ved klitterne mod nord.

Kongernes Nordsjælland er også en fantastisk destination til sommerferie i Danmark.

Danmark - Ertholmene, sommer solnedgang - rejser - sommerferie i danmark

Hold sommerferie i Danmark: Et fantastisk ferieland

Der er masser af andre dejlige feriesteder i Danmark end dem, vi har fået plads til her.

Hvad fx med en tur til Bornholm, den lille nabo Christiansø helt mod øst eller bilfri Tunø i Kattegat? Eller en endagstur ud i naturen? Det kunne også være en vandretur på en af de mange nye vandreruter. Hvis du er madglad skal du unde dig en en gastronomisk tur til storbyen med alle dens restauranter, vinbarer og cafeer.

Vi bor i et smukt land, og det skal vi huske at benytte os af. Rigtig god sommerferie i Danmark!

Se alle rejsetilbud og artikler om Danmark her

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens er en glad rejsenørd, der har rejst i over 70 lande fra Kirgisistan og Kina til Australien og Albanien. Jens er uddannet i Kinastudier, har boet i Kina i 1½ år og er medlem af De Berejstes Klub. Han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som rejseleder, foredrag, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende.
Jens går ofte efter steder, hvor der også er mulighed for at se en god fodboldkamp i selskab med andre inkarnerede fans og har en særlig forkærlighed for Boldklubben FREM, hvor han sidder i bestyrelsen.
For de fleste er det oplagt at se op til Jens (han er knap to meter høj), og så er han 14-dobbelt mester i TV-quizzen Jeopardy, så hvis du ikke kan finde ham ude i verden eller på et fodboldstadion, kan du nok finde ham ude at turnere i det københavnske quiz-miljø.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.