Agersø: Et lille fugleparadis midt i Storebælt er skrevet af Tine Tolstrup.
Øen til fugleelskere
Det tager ikke meget mere end 2 timer at krydse fra København tværs over Sjælland og futte ud med færgen over Storebælt til den lille ø, Agersø, der ligger ud for Skælskør på Vestsjælland.
Og selv om mange danskere måske ikke har hørt om Agersø eller overvejet at tage dertil, så er Agersø den faste rasteplads for de trækkende fugle, der jo skal bruge et sted at hvile fjerene på pendlerturen fra Afrika.
Hans Ulrik, der er biolog og ringmærker fugle på øen, havde sågar pillet den samme lille tårnsanger – en fast pendler fra Senegal – ud af nettet flere år i træk.
På trods af at Agersøs eneste by med små gadekær og en fin lille sø midt i det hele vitterlig ikke er særlig stor, lykkedes det os alligevel at fare forvirret rundt på de smalle gader for at finde de sheltere, der efter sigende skulle ligge bag det nyetablerede naturcenter.
Vi fandt dem heldigvis; en hel flok meget nye og meget pæne sheltere med bålplads og havudsigt.
En cykeltur til fyret på Agersø
På Agersø er havudsigt i øvrigt ikke en mangelvare. Øen er kun 3 km bred på det bredeste sted, så ø-følelsen indfinder sig hurtigt, når man kører rundt og kan se vandet på begge sider.
Der er et par kilometer fra spids til spids, så man kan nemt cykle fra fyret og de gamle kanoner ved sydspidsen, gennem den gamle by med kro og mølle til det fredede fugleområde ved nordspidsen.
Bedst som vi rullede afsted på vores mountainbikes, var vi lige ved at køre ind i en hjort, der kom springende. Det er svært at sige, hvem der blev mest overrasket.
Vi gik helt oppe langs stranden nordpå og fandt en kæmpestor sten, vi kunne sidde og spise frokost på med udsigt til Storebæltsbroen, det blikstille vand og solen lige i bærret.
Så vi sad der og funderede over tilværelsen – og tænkte over, at når den slags skønne pletter som Agersø findes kun 2 timer fra København, så burde man virkelig komme ud og nyde dem lidt oftere.
God tur!
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig!
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: