RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Estland » Estland og Letland – med historien som rejsemakker
Estland Letland

Estland og Letland – med historien som rejsemakker

Når du rejser i Estland og Letland er krigshistorien aldrig ret langt væk. Tag på lærerig opdagelsesrejse i en ikke så fjern fortid.
  viva cruises konkurrence 2024

Estland og Letland – med historien som rejsemakker er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.

Letland - Mangalsala, bunker - rejser

Baltikum lever med minderne om krig

Estland og Letland har en tæt forbindelse til Skandinavien. Det skyldes ikke mindst de tætte historiske bånd fra dengang, hvor Danmark og Sverige regerede på skift hele vejen rundt om Østersøen. De historiske bånd rækker langt tilbage, men også i nyere tid har de baltiske lande været afgørende for historiens udvikling både hos dem og hos os.

Det var i Estland, atomraketterne stod klar med København og Danmark som mål, og i Letland stod de store radioteleskoper, der aflyttede alt, hvad der foregik til lands, til vands og i luften. Og efter Jerntæppets fald var det ikke mindst ved hjælp af pres fra Skandinavien, at de baltiske lande blev trukket ud af Sovjetunionen og ind i Vesten.

Når du rejser til Estland og Letland, er du konstant tæt på historien – ikke mindst krigshistorien – fra de seneste godt hundrede år. Fra den russiske kejsertid og første verdenskrig over uafhængighedskrigene til anden verdenskrigs kampe og besættelse fra både tysk og russisk side til den kolde krig. Her var Baltikum forreste kamplinje mod vest og dermed mod os i Danmark.

Der er utrolig mange fascinerende og også skræmmende historier overalt i Estland og Letland. Selvom de kan være svære at finde ved første øjekast, er de værd at gå på opdagelse i. Med lidt nysgerrighed og lidt hjælp fra de lokale venter der dig en rigtig spændende rejse gennem både nutidens hyggelige højdepunkter og i fortidens frygtelige fortællinger.

Letland - Riga. gade, brosten - rejser

Riga – Letlands hyggelige hovedstad med den dunkle arv

Det er oplagt at starte din rejse i Riga, som har gode flyforbindelser til de omkringliggende lande herunder Danmark. Det er nemt at komme rundt i Estland, Letland og den sydlige nabo Litauen enten i bil eller fx med bus fra Rigas busstation. Busstationen ligger lige i centrum ved siden af det store marked i de gamle zeppelinerhaller, som klart også er et besøg værd.

Du kan sagtens bruge flere dage på at udforske både den hyggelige gamle bydel og de mere moderne kvarterer på begge sider af floden Daugava. Nyd livet med en kaffe på en fortovscafé og noget god lokal mad – og dyk også ned i den mere dunkle side af Letlands historie.

Mærk den mørke historie

På Besættelsesmuseet i en meget Sovjet-agtig bygning kan du følge det moderne Letlands omtumlede historie gennem krig, opstande og besættelse frem til det, Letland er i dag. Det er nemt at bruge timer på at læse, se, høre og mærke, hvordan historiens vinde i den grad har blæst gennem landet.

Udstillingen er helt ny, og den er virkelig gennemført. Hvis du tager børnene med, så kan det godt blive lidt voldsomt nogle steder, men der er også rigtig meget at lære med den rette voksen ved hånden.

Endnu mere dystert bliver det i ‘Hjørnehuset’, som det gamle KGB-hovedkvarter kaldes. Huset blev overtaget af KGBs forløber Cheka, og det var her, man kunne blive indkaldt til at møde uden at vide, hvad mødet drejede sig om. Og mange kom ikke hjem igen derfra.

Med en guide får du hele den dystre historie om huset og besøger både fængselscellerne, afhøringslokalet, baggården og det, der er værre. Det er en tung omgang.

Cheka er i øvrigt den korte version af det mindre mundrette officielle navn, som på engelsk er “All-Russian Extraordinary Commission for Combating Counter-Revolution and Sabotage under the Council of People’s Commissars of the Russian Soviet Federative Socialist Republic”.

På opdagelse i Letlands historie – udflugter fra Riga

Med Riga som udgangspunkt har du en stribe gode udflugtsmål inden for kort køreafstand. Hvis du vil udforske den militære historie i området, kan du med fordel besøge organisationen Military Heritage Tourisms hjemmeside, hvor du blandt meget andet finder et rigtig godt interaktivt kort med hundredvis af militære seværdigheder.

I den nordlige udkant af Riga finder du halvøen Mangaļsala, som er overstrøet med gamle forladte bunkeranlæg og kanonstillinger fra det 20. århundredes mange krige. Det kan godt betale sig at have en guide med for at mest muligt ud af besøget, men ellers er skovområdet oplagt til at gå på opdagelse i.

Fordi kysten var forbudt område for alt andet end militæret under den kolde krig, er strandene fine og uspolerede, så tag badetøj med på turen, hvis du er der om sommeren. Faktisk er den baltiske kyst her nærmest en lang sandstrand, som bortset fra nogle få badeglade soldater har fået lov at passe sig selv i årtier.

En time nordøst for Riga ligger den lille undselige by Ligatne, som med sit gadekær og den gamle papirmølle oser af eventyr og idyl. En skærende kontrast til dette glansbillede finder du under jorden.

Et rekreationshjem i sovjetisk stil i udkanten af byen gemmer på en meget velbevaret hemmelighed: En underjordisk bunker, som skulle huse Letlands øverste ledelse, hvis krigen brød ud. Det var meningen, at den skulle holde stand i 3 måneder, men den har kun været testet i 3 dage.

Bunkeren er komplet med kommandorum, ventilationscentral, afvaskningsrum, kantine med sovjetiske lækkerier og er i det hele taget en tidslomme fra den kolde krig, som nok skal fascinere både gamle og unge gæster.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
Letland - teleskop - rejser

Tophemmeligt teleskop og Bresjnevs badeby

En lidt længere udflugt 2½ times kørsel mod vest fører dig til Ventspils, som også sagtens kunne være en overnatning værd på rejsen. Vær dog opmærksom på, at overnatningsmulighederne i byen er begrænsede, da turismen har haft svære kår mod industrien og især olieindustrien i årtier.

Ventspils har som turistby et lidt blakket ry sammenlignet med fx turistvenlige Liepaja et par timer mod syd, og det er egentlig lidt synd. Byen er faktisk hyggelig, og især det gamle slot vidner om fordums meritter, da Ventspils var en vigtig havneby i middelalderen. Senere tog olien over, og nu venter en ny omstilling forude.

En sjov måde at opleve byen på er ved at gå på ko-jagt. Over hele byen støder du på køer – eller skulpturer af køer – som hver har sit eget farverige tema. God ko-jagt!

30 kilometer nord for Ventspils langt ude ad en øde vej med grantræer på begge sider, så langt øjet rækker, støder du på endnu en hemmelighed. Her står nemlig det store radioteleskop, som havde til opgave at aflytte fjenden. Det blev forladt af de russiske tropper i 1993 og er nu overtaget af videnskaben.

Det lille museum i en bygning tæt på teleskopet fremstår en anelse rodet og tilfældigt indrettet, men der er masser af spændende og sjove historier fra en tid, hvor teleskopet og lyttestationen officielt ikke eksisterede. Basen var tophemmelig, og alt liv foregik på basen. Ved særlige lejligheder fik soldaterne dog lov at tage i byen i Ventspils, og det var noget af et syn for de lokale, når de ikke-eksisterende soldater fra andre sovjetrepublikker pludselig troppede op og gik til den i nattelivet.

På museet er der mellem en øldåsesamling og et rustent emaljeskilt med rød stjerne, hammer og sejl opstillet en række billedkollager. Billederne er blandt andet selfies taget af de soldater, der boede på basen frem til slutningen af den kolde krig, og de mange personlige billeder giver et helt særligt intimt indblik i dagligdagen på basen.

Vedholdende rygter fortæller, at de lyttende soldater godt kunne finde på at pege teleskopet i retningen af vestlige radiostationer for at høre musik – og når man mærker isolationen langt ude i skoven, kan man sagtens forstå det.

Selve teleskopet og de tilhørende måleapparater er fremstillet på en ubådsfabrik i Ukraine, og det er sjovt at se, hvordan maritime maskindele er blevet brugt til nye formål. Opfindsomheden var stor i krigens tid.

Der er er masser at gå på opdagelse i, hvis du først finder frem hertil. Der er i øvrigt intet mobilsignal i 9 kilometers radius for at holde radiosignalerne fri for forstyrrelser, så det kan godt blive en prøvelse for de fleste moderne mennesker.

Lige vest for selve Riga ligger badebyen Jurmala, som var et yndet tilholdssted for de øverste magthavere i sovjettiden. Det var her Khrusjtjov og Bresjnev holdt ferie. I virkeligheden er Jurmala en masse små badebyer, som er vokset sammen langs en 30 kilometer lang sandstrand, og det er her, strandlivet leves fuldt ud om dagen og nattelivet fuldt ud om natten.

Tag en tur på stranden, spis noget god lokal mad og nyd tilværelsen, som både letterne og deres naboer har gjort det i mange årtier i tilbagelænede Jurmala.

Estland - Tallinn, torv, plads, brosten, gammel by, centrum - rejser - rejser til Estland

Rejser til Estland – idyl og atomraketter

Vi danskere forbinder nok mest Tallinn med Dannebrog og middelalderhygge, og det er der god grund til. Tallinn er charmerende og historisk, og det er fristende at blive hængende her og ikke komme videre rundt i landet. Men det ville være synd; der er nemlig masser at se, hvis du rejser til Estland.

En time fra Tallinn med udsigt over vandet til Finland ligger en forladt ubådsafmagnetiseringsbase, som du kan besøge. Og du kan endda også overnatte i små hytter – glamping – med udsigt over vandet, basen og solnedgangen. Og i løbet af dagen kan du cykle, vandre, padle og ro rundt i de smukke naturomgivelser. Det bliver næsten ikke bedre.

Ubådsbasen ligger i den lille Hara havn i fredfyldte omgivelser, som næsten får en til at glemme den tunge fortid, som den efterladte betonkonstruktion vidner om. Grafittikunstnere og fugle er rykket ind i den gamle base, og planen er at omdanne den til galleri. Indtil videre er den dog et konkrete og synligt eksempel på Estlands store rolle i den kolde krig.

Længere mod øst på vej mod Narva og grænsen til Rusland bliver den kolde krig meget tydelig og tankevækkende. Ikke mindst for os danskere. Ude i skoven langt fra alfarvej står de gamle hangarer, som husede atomraketterne rettet mod vestlige mål.

Raketternes rækkevidde var cirka 2000 kilometer, og det var lige præcis nok til at nå London og næsten også Paris. Et mere nærliggende mål var København, og det er oplagt at tænke, at mindst en af raketterne havde Københavns koordinater indtastet, hvis atomkrigen kom. Raketterne kunne affyres på 4 minutter, hvorefter basen ville blive forladt og efterladt som et tomt patronhylster i megaformat.

Nu om dage er der ikke meget at se udover de store hangarer i skoven i Kadila og Rohu, men med en lokal guide er det en oplevelse, der sætter spor. Krigen var tæt på, og det er ikke ret længe siden, verden var en helt anden; det er tydeligt at mærke her.

Estland er ligesom de fleste andre tidligere sovjetrepublikker overstrøet med krigsmonumenter fra krigene i det 20. århundrede. De står på torve og pladser, i rundkørsler og langs veje, og det er værd at stoppe op og se nærmere på dem. Det er en del af oplevelsen, hvis du rejser til Estland.

Om de får lov at stå for eftertiden er tvivlsomt, og der er et stort arbejde i gang for at sikre de monumenter, som måtte blive fjernet.

Øhop med militært islæt og strandferie for hele familien

Ude på øen Hiiumaa vest for det estiske fastland finder du et militærmuseum, hvor du virkelig kan få lov at mærke fortiden og røre ved krigshistorien. Indehaveren af museet indsamler al det krigsmateriel, han og andre kan finde, og han er også klar til at tage imod de statuer og monumenter, der bliver taget ned andre steder.

Hiumaas militærmuseum er virkelig et fascinerende sted, hvor børn i alle aldre kan få lov at pille og røre, og hvor den omskiftelige krigshistorie holdes i live. Men det er ikke den eneste grund til at tage til Hiiumaa.

Øen var første skanse i krigen, og det var i årtier ikke tilladt at besøge Hiiumaa uden særlig tilladelse, og sådan en tilladelse fik man ikke ret tit. Derfor er meget af naturen urørt, og det samme er de militære anlæg, som øens kyst var fuld af.

Udsigtstårne, fyrtårne og kanonstillinger står, som de blev forladt – kanonernes dyrebare metal er dog ofte blevet genbrugt til andre formål. Samtidig leves det stille og rolige øliv, som det leves på utallige andre øer verden over – her er ingen stress og jag, og der er god tid til at nyde lokal øl og lokale delikatesser.

Du kan sejle til Hiiumaa fra enten fastlandshavnebyen Rohuküla eller fra den større naboø Saaremaa mod syd. Du kan også flyve med propelfly fra Tallinn til Hiiumaas lillebitte lufthavn ved Kärdla på nordsiden af øen. Den korte flyvetur og lufthavnen på øen er en oplevelse i sig selv.

Hvis du rejser til Estland og vil have sand mellem tæerne og pulsen ned på hvileniveau, så bør du besøge badebyen Pärnu, som ligger ud til en stille bugt små to timer syd for Tallinn og er den fjerdestørste by i Estland. Selvom Pärnu er en historisk vigtig by fuld af fortællinger, er det tydeligt at mærke, at det er stranden, der trækker.

I gamle dage var det spa og mudderbad, der trak gæsterne til. På grund af det lave varme vand i bugten, er det nu ofte familier, der trækker mod Pärnu for at lade batterierne op, men byen er helt klart for alle med hang til afslapning.

Hvis du vil opleve Pärnu fra sin mest outrerede og eventyrlige side, så skal du overveje at bo på Villa Ammende, som er som taget ud af et eventyr. De holder også koncerter i haven, som er åbne for alle, så du kan sagtens komme på besøg, selvom du bor et andet sted i byen.

Estland er meget mere end Tallinn, Og Letland er meget mere end Riga. Der er aktiviteter nok til at holde hele familien beskæftiget på ferien. Du får den bedste kombination af afslapning til kroppen og motion til hjernen, når du rejser til Estland og Letland. Du kommer helt sikkert hjem rig på indtryk.

Se meget mere om rejser til Estland, Letland og Litauen her

Rigtig god rejse og rigtig god fornøjelse!

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig! 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens er en glad rejsenørd, der har rejst i over 70 lande fra Kirgisistan og Kina til Australien og Albanien. Jens er uddannet i Kinastudier, har boet i Kina i 1½ år og er medlem af De Berejstes Klub. Han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som rejseleder, foredrag, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende.
Jens går ofte efter steder, hvor der også er mulighed for at se en god fodboldkamp i selskab med andre inkarnerede fans og har en særlig forkærlighed for Boldklubben FREM, hvor han sidder i bestyrelsen.
For de fleste er det oplagt at se op til Jens (han er knap to meter høj), og så er han 14-dobbelt mester i TV-quizzen Jeopardy, så hvis du ikke kan finde ham ude i verden eller på et fodboldstadion, kan du nok finde ham ude at turnere i det københavnske quiz-miljø.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.