Rejse til Færøerne: Øerne rundt i kørestol er skrevet af Anna le Dous.
Lys for enden af en færøsk tunnel – Færøerne rundt i kørestol
Kan man overhovedet opleve Færøerne i kørestol? Forlygterne fra den modkørende bil kan skimtes i det fjerne, og vi må pænt køre ind til siden og parkerer på en vigeplads, så den kan passere. Der er nemlig kun ét spor i tunnelen til den langstrakte ø, Kalsoy, som vi har kurs imod for at se sælkvinden.
Sagnet om sælkvinden fortæller om bølger, der skyller sælerne op på stranden helligtrekongersaften. De forvandler sig til mennesker og forsvinder ind i en kæmpe grotte for at feste for ved solopgang igen at iføre sig deres skind og drage til havs.
Vi er heldige. Et pludseligt vejrskift, og solen skinner fra en blå himmel, da vi kommer ud af den mørke tunnel. Det gør det muligt for os at komme helt ned til havet, hvor sælkvindestatuen står. I hårdt vejr havde hun måtte nydes oppefra. Det klare lys giver os langt smukkere billeder af statuen, som minder om den lille havfrue, end vi ville have fået blot to timer tidligere.
På Færøerne kan man opleve alle vejrtyper i løbet af få timer. Naturen spiller den absolutte hovedrolle. Hvis vejret ikke vil, er der ting, der ikke kan lade sig gøre. For selv om der er mange ensporede tunneler, er der flere øer, som kun er forbundet med færgeforbindelse. Vil man ud til disse øer, er det klogt at tjekke vejrudsigten først – i hvert fald i tilfælde af, at man også gerne vil tilbage igen…
At ankomme til Færøerne i kørestol er en udfordring
Afhængigheden af at kende sejlplanerne lærer man hurtigt at leve med, når man som vi de første ti dage var indkvarteret på øen Sandoy, hvortil der går færge hver anden time.
Overfarten er af 40 minutters varighed, og man sejler forbi den lange smalle ø, Hestur, hvor færgen lægger til, hvis nogen skal af eller på. En færgetur, hvor du kan bruge tiden på at spotte søpapegøjer, alt imens du nyder kaffe eller kakao fra automaten.
Allerede den første sejltur på vores rejse til Færøerne – overfarten til Sandoy – blev en udfordring. Jeg lod mig overtale til at tage elevatoren i stedet for at blive siddende på bildækket under overfarten. Det gik fint – i hvert fald på vej op. Men da færgen lagde til land ved den nordligste bygd Skopun, var det planen at tage den selvsamme elevator ned igen, som vi var kommet op med.
“Liftan sitter fast”, sagde den venlige besætningsmand efter adskillige gange at have trykket på knappen i et forsøg på at tilkalde elevatoren. Nu var gode råd dyre.
“Hvordan kommer jeg nu ned fra færgen?” “Og hvordan kommer min 150 kg tunge elektriske kørestol ned?”, spurgte jeg lettere nervøst manden, der tydeligvis endnu ikke havde opfanget sagens alvor. I det stille og nok en smule naivt håbede jeg, at Skopun – en by der både har filetfabrik og lakseavlstation – også havde en døgnvagtsordning for elevatorreparatører…
Som jeg har oplevet tusindvis af gange før, stod der pludselig fem granvoksne mænd ved siden af mig, som sagde: “Vi løfter den ned ad trappen – det er intet problem.” Umiddelbart var der ikke andre løsningsforslag, medmindre jeg ville sejle i pendulfart frem og tilbage imellem Skopun og Gamlarætt de næste par dage.
Min hjælper løftede mig ud af kørestolen og bar mig ned af den lange, stejle og smalle skibstrappe, imens jeg frygtede for min kørestol – som er mine arme og ben – der var overladt til de fem selvsikre mænd, der nok skulle få sig en overraskelse, så snart de tog fat på opgaven. Nu havde besætningen frit slag til at lægge strategi for, hvorledes de ville bugsere kørestolen ned.
Som jeg havde forudset, måtte de opgive at slæbe kørestolen ned ad trappen. Et af besætningsmedlemmerne var heldigvis kommet på den opfindsomme idé at benytte en kran og hejse kørestolen ned på den udvendige side af skibet. Ned kom den og i god behold. Hvor der er en vilje, er der en kran! Jeg var nu klar til for alvor at opleve Færøerne i kørestol.
På lokalt færøsk besøg
Da vi dagen efter skulle til Thorshavn, valgte jeg at blive på bildækket. Vi skulle til Thorshavn for at deltage i Ólavsøka, som er Færøernes nationaldag.
Byen var fyldt med mennesker iført farvestrålende nationaldragter, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at hele Færøerne var samlet i Thorshavn. Festlighederne startede med parader gennem gaderne efterfulgt af taler og kaproning.
Ólavsøka er en begivenhed, der samler lokale og besøgende. Under festlighederne hilser de lokale på venner og bekendte fra andre bygder, som de ikke har set i lang tid. Som turist mærker man glæden og den gode stemning, men alene af den grund, at man ikke går i nationaldragt, føler man sig som en slags tilskuer til festlighederne.
Det gjorde jeg i hvert fald, indtil en mand i elektrisk kørestol stoppede mig midt i et gadekryds. “Hej Anna”, sagde han. Jeg tænkte som en gal over, hvorfra jeg måtte kende ham, men tænkte at jeg var tvunget til at erkende, at jeg ikke vidste, hvem han var.
Han kom mig i forkøbet: “Du kender mig ikke, men jeg kender dig.” Øhh, jeg var forvirret. Manden var færing, og jeg havde aldrig nogensinde før været på Færøerne. Hvor skulle han kende mig fra?
Han forklarede, at han en måned tidligere havde været indlagt på hospitalet i Hornbæk i Nordsjælland, hvor der er en helt særlig afdeling for rygmarvsskadede. Og der havde han hørt mig holde mit foredrag “Jorden rundt i kørestol”. Jo, han havde ret – det var mig. Det var godt husket.
Færinger er kendte for deres venlige væsen og gæstfrihed. Straks efter hans forklaring og den indledende præsentation af mig, ham, min rejsekammerat og hans kone, udvekslede vi telefonnumre, og han spurgte, om vi havde lyst til at komme til middag hjemme hos dem i Vestmanna, som ligger på nordvestkysten af hovedøen Streymoy. Det havde vi, for det bedste ved at rejse er, når man bliver inviteret indenfor i et privat hjem, og især et færøsk hjem.
Ind under huden på færingernes kultur
På vores rejse til Færøerne var vi to gange på besøg i Vestmanna; den ene gang for at spise hval, som traditionelt har været en vigtig del af færingernes kost. Det spises både tørret som snack og kogt til et måltid serveret med kartofler og sovs. Dertil drikkes Linie Aquavit af vædderhorn.
Vædderhorn er en typisk souvenir fra Færøerne. Sådan ét købte vi i Tjørnuvik, en lille bygd omgivet af høje fjelde. Den smalle vej stiger stejlt opad og er ikke for mennesker med højdeskræk.
I horisonten kan man skimte Risin og Kellingin, ‘Kæmpen og Kællingen’, to mægtige stensøjler. Men vil man undgå spontan lammesteg til aftensmad, skal man som bilist være vågen og holde øje med vejen i stedet for at kigge efter stensøjler. Som så mange steder på Færøerne kan man aldrig forudse, hvornår et får kommer springende.
Vi blev i Tjørnuvik modtaget af Karen-Marie, som inviterede på lækker hjemmelavet rabarbergrød udenfor hendes lille butik, hvor hun sad og strikkede, alt imens hun livligt underholdte gæsterne, som smagte hendes grød. Et salgstrick, som så ud til at virke, for ingen turde gå videre uden som minimum at købe et vædderhorn i hendes souvenirbutik.
Find flybilletter til Færøerne her
Voldsomt vejr ændrede vores rejse til Færøerne
Tæt på Tjørnuvik ligger en by, der hedder Saksun. Bygden ligger utrolig smukt for enden af en smal fjord med høje fjelde på begge sider. Denne bygd besøgte vi to gange. Anden gang sammen med Maria, som var fløjet til Færøerne og tilbragte de sidste fem dage sammen med os, inden turen fortsatte med skib til Island.
Sammen var vi til koncert i byen Klaksvik, som er den næststørste by på Færøerne. Vi havde planlagt at tage til øen Mykines, som efter sigende skulle være rig på fugleliv. Men vi måtte ændre planerne på grund af et pludseligt stormvejr og sejlede i stedet for til den sydligst beliggende ø, Suduroy. Her kørte vi rundt og nød udsigten inde fra bilen, hvor vi kunne sidde trygt i læ.
Voldsomme storme, kraftige regnskyl, en mur af tåge og hagl om sommeren er ikke ualmindeligt på Færøerne. Men er man indstillet på at indsnuse den friske luft og ser farvernes nuancer, er Færøerne uendeligt smukt, uanset vejret.
Er sindet stemt til at se muligheder frem for forhindringer. Og er man parat til at kaste sig ud i det ukendte og uventede, så er man også parat til at køre ind i de mange lange tunneler, alene af nysgerrighed for hvilken smuk udsigt, der venter i den anden ende. Drevet af nysgerrigheden for at se lyset for enden af tunnelen.
God rejse til Færøerne – i kørestol eller ej.
Hvor mange øer består Færøerne af?
- Borðoy
- Fugloy
- Eysturoy
- Hestur
- Kalsoy
- Koltur
- Kunoy
- Lítla Dímun
- Mykines
- Nólsoy
- Sandoy
- Skúvoy
- Stóra Dímun
- Streymoy
- Suðurov
- Svínoy
- Vágar
- Viðoy
- Færøerne består af 18 øer i alt
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: