RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Frankrig » Paris: Syv klassiske oplevelser og tre hemmeligheder, du skal kende
Frankrig

Paris: Syv klassiske oplevelser og tre hemmeligheder, du skal kende

Paris Sacre Cæur
Læs om sjove og anderledes seværdigheder og oplevelser i Paris - fra besøg på dyrekirkegård til street art-tur i denne guide.
  viva cruises konkurrence 2024

Paris: Syv klassiske oplevelser og tre hemmeligheder, du skal kende på din rejse til Paris er skrevet af Karen Bender.

Kort Paris - maps paris - kort over paris - paris kort

Paris er drømmenes by – og alt muligt andet

Paris er en vidunderlig by at rejse til, og der er masser af spændende oplevelser for dem, der ønsker det.

Både hvis man rejser som familie og har børn med, hvis man er et forelsket kærestepar, der skal have de smukkeste oplevelser i Paris, eller hvis man er den erfarne Paris-rejsende, som altid vender tilbage til Frankrigs smukke hovedstad, for at opleve de klassiske seværdigheder.

I denne guide bliver du ført rundt til en del af de klassiske seværdigheder, og så er der der lige en lille håndfuld skjulte perler for dig, der har oplevet Paris før og gerne vil udfordres lidt. Eller for dig, hvor det hele er nyt og spændende.

Turen går til Paris – med tog, fly eller bus

Den letteste måde at rejse til Paris på er at flyve. Jeg valgte alligevel en anden rejseform, da jeg ville udfordre mine egne fordomme, og derfor blev det til en togtur fra Kolding mod Paris. Mine egne oplevelser startede allerede tidligt på min rejse til Paris, og det var altså godt at blive udfordret lidt.

Først er jeg nødt til at sige, at togrejsen fungerede aldeles upåklageligt, og det er derfor ikke sidste gang, jeg vælger den rejseform.

Jeg havde valgt en rute uden skift fra Hamborg til Mannheim, og derfor havde jeg også en uforstyrret og sammenhængende nat på godt syv timer. Fra Mannheim var det med hurtigtog mod Paris med ankomst tre timer senere, og det var virkelig en af de gode oplevelser at lande midt i Paris efter en god nat i tog.

I forhold til at flyve er det selvfølgelig en langsommelig affære, og derfor passer det ikke ind i alle rejseplaner. Men for mig var det en god oplevelse.

Rejse Paris

Tusind former for overnatning i Paris

Der er naturligvis adskillige former for hoteller og overnatningsmuligheder i det hele taget i Paris, og også her valgte jeg en for mig ny form. Jeg bookede mig nemlig ind på Generator, et hostel midt i Paris. Det var rent og pænt, fyldt med en masse rejseglade unge mennesker, og du kan booke værelser i alle mulige udgaver – både private og sovesale – så der er noget for alle.

En ekstra fed detalje ved dette hostel er, at der er en stor tagterrasse med bar, hvor du kan sidde og arbejde, mens du kigger ud over byen eller nyder en kølig drink og lidt snacks, inden du fortsætter med dine oplevelser i Paris. Desuden er der en café/restaurant på stedet, så kaffen lige kunne nydes i ro, inden jeg kastede mig over de oplevelser, jeg selv havde planlagt denne gang.

Så hvis du er til liv og glade dage og kan overskue, at der måske er gået rod i en booking, så er det et festligt sted at bo. Meget centralt og tæt på metro, og derfor blev det stedet for mig på denne rejse til Paris.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
Eiffeltårnet Paris seværdighed, rejse Paris

Eiffeltårnet: Den uundgåelige klassiker midt i Paris

Der er selvfølgelig ingen vej uden om det smukke gamle Eiffeltårn, og derfor starter dine oplevelser i Paris her. Afhængig af temperament kan du angribe tårnet på flere måder.

Den nemme er helt sikkert at komme så tæt på så muligt, smide nakken tilbage og så nyde synet hele vejen op. Hvis ikke tårnet er pakket ind i stilladser på grund af reparationer, kan du komme helt ind under maven på det, og det er en sjov oplevelse at se konstruktionen helt tæt på.

Den lidt mere bøvlede er at stille sig i kø til at komme op i tårnet og nyde udsigten ud over Paris. Her er min anbefaling at købe billet på forhånd, så du slipper for en del af køen, og så er det ellers bare op og afsted. Der er både trapper og elevator, så det er ikke så hårdt, som det lyder.

Hvis du ønsker det, kan du spise på Madame Brasserie på første etage af Eiffeltårnet, og på denne måde er det både en kulinarisk oplevelse og en smuk seværdighed, man kombinerer.

Spreckelsens triumfbue Paris seværdighed, rejse Paris

Spreckelsens nye triumfbue: Futurisme møder historie

Det næste, du skal opleve, står allerøverst på min liste over unikke seværdigheder i Paris; nemlig Spreckelsens nye triumfbue, som står et godt stykke væk fra centrum af det historiske Paris.

Den bedste måde at angribe denne seværdighed på er at tage toget – enten metro eller RER – og stå af på stationen La Défense. Her lander du midt i det parisiske forretningskvarter, og det er en fuldkommen futuristisk oplevelse at give sig selv, og buen står som en kæmpe kontrast til det mere klassiske og historiske Paris.

Den nye triumfbue eksisterer, fordi Johan Otto von Spreckelsen vandt en arkitektkonkurrence med dette bud, og den står næsten som i den oprindelige form på de gamle tegninger. Den nye triumfbue er helt glat og kantet og ligger ved en lang trappe, som man angriber forfra og går hele vejen op.

På toppen af trappen står du under selve buen, og vender du dig om, har du et vidunderligt vue tilbage mod Paris. Og i horisonten står den gamle triumfbue, som dermed binder tidsaldrene sammen og er på listen over smukke oplevelser i Paris.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Seinen Paris seværdigheder, oplevelser, rejse Paris

Neuilly-sur-Seine: Luksusro og picnic i parken

Når du har indtaget alle indtrykkene af glas og stål i La Défense, skal du give dig selv den oplevelse at tage turen tilbage til Paris til fods. Ved at gå tilbage til centrum af Paris skaber du næsten en rejse mellem nyt og gammel, mellem futurisme og historie, og det er virkeligt en god oplevelse.

Det er en vandretur på cirka syv kilometer, og den er det hele værd. Gå med den nye triumfbue i ryggen ned over pladsen, tilbage over floden Seinen og hold dig her på venstre side. Når du er ovre Seinen, så træk ind i kvarteret mod venstre.

Her vil du opleve en af de mest velhavende forstæder i Paris, nemlig Neuilly-sur-Seine, som også er på listen over de dyreste kommuner i hele Frankrig.

Her kan du finde alle mulige lækre caféer og restauranter og også små take away-sushibarer. Lad dig ikke afskrække af lange køer, men væbn dig i stedet med tålmod, håndpluk din yndlingssushi og en kold thailandsk pilsner og fald så ned i en grøn park og nyd din frokost, inden du skal videre på vandretur rundt i Paris.

Denne bydel er kendetegnet ved smukke boulevarder og alléer og en fredfyldt stemning midt i en ellers pulserende storby, så det er en lille gave midt i alle de smukke seværdigheder at slappe af her og bare nyde sin rejse til Paris.

Arc de Triomphe Paris seværdighed, oplevelser, triumfbue, rejse til Paris

Den gamle triumfbue stjæler opmærksomheden

Når du har rejst dig fra din picnic og bevæger dig det sidste stykke ind til centrum af Paris, ender du næsten automatisk ved den gamle triumfbue, som ligger i den anden ende af aksen, som du lige har set ved den nye triumfbue.

Arc de Triomphe, Triumfbuen, ligger midt på Place Charles de Gaulle og forbinder i alt 11 gader og boulevarder. Hvis du bevæger dig op i triumfbuen, vil du have en helt vidunderlig udsigt ud over alle gaderne og kan også i horisonten lade øjnene finde den nye bue, som du netop har forladt.

For at komme ind til den gamle triumfbue, skal du bevæge dig under pladsen, og det er også nødvendigt, for selve pladsen fungerer som en seksporet rundkørsel, som man som turist ikke lige skal forsøge at forcere.

Triumfbuen blev bygget af Kejser Napoleon som en hyldest til de kæmpende soldater, og derfor kan man se inskriptioner og relieffer af de steder, hvor de største kampe blev udkæmpet hele vejen rundt om den smukke kolos. Så det er en smuk seværdighed at opleve helt tæt på.

Når du har nydt udsigten, og en café au lait på en af de nærliggende gader, kan du bevæge dig gennem den smukke boulevard Champs-Elysées, som løber helt ned til Place du Concorde og byder på et overvældende udvalg af smukke luksusbutikker, lækre caféer og restauranter og masser af storbyindtryk.

  • Sacre Cæur Paris seværdigheder
  • Metro Paris oplevelser
  • Sacre Cæur Paris seværdigheder
  • Sacre Cæur Paris oplevelser

Sacre-Cœur: En overdådig kirke med smuk udsigt

En anden meget klassisk oplevelse i Paris er en gåtur rundt i Montmartre, hvor du i særdeleshed skal opleve kirken Sacre-Cœur.

Jeg elsker at tage metroen dertil og stå af på stationen Anvers. Afhængig af temperament og overskud kan du tage den indre spindeltrappe på gåben op fra bunden af metrosystemet og nærmest lande for foden af den smukke kirke. Eller du kan tage elevatoren, som er markeret med et skilt helt nede ved foden af trappen. Der er mange trin op, før man ser dagslys igen – så er du advaret.

Når du er godt oppe i dagslyset, og der ikke er flere kræfter tilbage, kan du tage kabelbanen op ad bjerget. Det er en meget langsom rejseform, og det er ikke hurtigere end at gå. Men det er en hel del hyggeligere, hvis du har børn med, som trænger til at hvile benene.

Det er oplagt at medbringe sandwich og sodavand, for trappen foran kirken indbyder til, at man sætter sig, beskuer livet omkring sig og slapper af et øjeblik, mens man bare nyder de mange oplevelser.

Der er gratis adgang til selve kirken, og så kan man betale for at komme op i tårnet eller ned i gravkamrene, som også er på listen over særlige seværdigheder i Paris.

Når du er færdig med at udforske kirken, kan du bevæge dig ud i kvarteret omkring og nyde Montmartre. Dette smukke hjørne af Paris byder på et utal af sjove butikker, lækre restauranter og trendy caféer, så der er noget for alle smagsløg – og det er oplagt at opleve på din rejse til Paris.

  • Père-Lachaise kirkegård Paris seværdighed oplevelser
  • Père-Lachaise kirkegård Paris seværdighed oplevelser
  • Père-Lachaise kirkegård Paris seværdighed oplevelser

Père-Lachaise: Jim Morrisons sidste hvilested

En meget smuk og også fredfyldt oplevelse, som du ikke skal snyde dig selv for på din rejse til Paris, er et besøg på den ikoniske kirkegård Père-Lachaise. På denne kirkegård hviler mange store forfattere, berømtheder, skuespillere og musikere i skøn forening med de almindelige parisere.

En af de sjove oplevelser, når du alligevel er i Paris, er at gå på jagt efter alle de berømtheder, du kan finde. Ved indgangen til kirkegården står der fine nummererede skilte over alle de finurlige personer, som kan være værd at lede efter, og så er det bare at begive sig ud på din egen skattejagt.

Mange af berømthederne er svære at finde, men det gælder ikke for forsangeren fra rockgruppen The Doors, Jim Morrison, der døde i netop Paris. Hans gravsten er nemlig indrammet af hegn, som holder gæsterne væk, da det ellers var blevet en tradition blandt den parisiske ungdom, at man lavede picnics omkring stenen.

Som om man bare besøgte en hvilken som helst anden af de store seværdigheder i Paris, var det komplet med tæpper, vin og masser af joints. Og det blev alligevel for meget af det gode.

Ved indgangen til kirkegården står det også skiltet, at man i den parisiske borgerkommune går ind for biodiversitet og laver ‘vild med vilje’-kirkegårde, og det forlener altså kirkegården med et meget særpræget look af helt skarpe og nyslåede plæner overfor smukke mosbevoksninger på mausoleer og lange græsstrå, der bølger i vinden.

En kirkegård hensætter altid en i en stille stund, og det gør sig også gældende her. Selvom det er et meget smukt parkområde, inviterer det til ro og eftertænksomhed, som er oplagt at nyde mellem de mange hektiske oplevelser i Paris, som ellers står i kø.

Paris oplevelser seværdigheder, rejse til Paris

‘Hop af og på’-bus: Forkælelse til trætte storby-fødder

Den sidste ting, du i hvert fald skal opleve af seværdigheder og oplevelser på din rejse til Paris, er den klassiske ‘hop af og på’-bus, som er ren forkælelse på en storbyferie, hvor kroppen er mør og benene tunge.

I Paris er der flere forskellige ruter at vælge imellem. Både de helt klassiske ture, der kører dig rundt til de mest kendte seværdigheder, og så for eksempel en rute, der kører dig rundt i kvarteret Montmartre.

Mit bedste råd til dig skal være at tage turen i solskin, sætte dig på øverste dæk, pakke madkurven ud og så nyde at blive fragtet rundt i Paris. Pyt med at der er trafikkaos, og det hele ind i mellem går i stå. Nyd at være en del af oplevelsen, læn dig tilbage og se på de smukke huse imens.

Husk at købe billetter online, før du går på bussen, det kan virkeligt godt betale sig. Og vælg så den rute med flest af de seværdigheder, du gerne selv vil opleve – så er du klar til en spændende dag.

Rejser du med børn, eller hvis det er første gang du er i Paris, er det en oplagt seværdighed på første dag af din rejse.

Asnières-sur-Seine: Dyrekirkegården langs Seinen

Den første af mine tre mere ukendte sider af Paris er en dyrekirkegård. Denne kirkegård er et helt særligt og meget rørende sted og vidner om stor kærlighed til alle mulige former for kæledyr. Du finder kirkegården i en lille park langs Seinen. Indgangspartiet er storslået og sætter stemningen, inden man er gået på vandring.

På kirkegården gik jeg på opdagelse efter de mest rørende gravsten, og på min jagt rundt i parken fandt jeg sten for både frøer, kaniner, hunde, katte, heste og en enkelt gris. Dette besøg er på toplisten over seværdigheder i Paris for min familie og mig.

Det er den ældste dyrekirkegård i Paris, og her er mange historiske nedslag, hvis du interesserer dig for dette: Politihunde og politiheste er begravet her, den første stumfilmshund Rin Tin Tin hviler her efter tro tjeneste i sort/hvid-filmens æra, og du kan finde hunde, der har holdt modet oppe i skyttegravene hos soldaterne under første verdenskrig.

Selvom kirkegården er en meget smuk oplevelse, er det måske også et lidt bizart sted for mange, så man kan gøre oplevelsen lidt mindre voldsom ved at give sig god tid, lede efter de flotteste sten og smukkeste billeder af kæledyr og bare nyde et meget anderledes hjørne af Paris.

Det koster tre euro at komme ind, og man kan kun betale med kontanter, så vær opmærksom på dette.

Street-art: På skattejagt efter Banksy og Invader

En helt anden form for skattejagt end efter kirkegårdssten er jagten på street-art i Paris. Paris rummer en overflod af meget anerkendt og berømt street-art, og hvis man først har fået øjnene op for kunsten i gadebilledet, kan man slet ikke slippe det igen.

De to mest berømte gadekunstnere er nok den britiske kunstner Banksy og den franske pixilist Invader.

Begge kunstnere har sat deres aftryk på byen alle mulige forskellige steder, og jeg har set mange små pixel-kunstværker af Invader, mens jeg endnu har til gode at falde over et Banksy-maleri.

Du kan snyde og finde guidede ture på steder, hvor du kan finde Banksys værker i Paris, eller du kan som jeg bare kaste nakken tilbage, kigge lidt op og se, hvad øjnene falder over.

Denne skattejagt er en vidunderlig gave, hvis du rejser med børn og unge, som tit mister fokus eller har brug for noget at kigge efter for at glemme de trætte ben. Her kan en skattejagt efter de ti bedste stykker street-art være en fantastisk familieting en eftermiddag i storbyen.

Katakomberne, oplevelser Paris, rejse til Paris

Skeletter i overflod – katakomberne i undergrunden

Den sidste mere ukendte oplevelse, du kan give dig og dine medrejsende, er en direkte nedstigning til det gamle parisiske dødsrige i katakomberne. Det er ikke en tur for svage sjæle, men hvis du er interesseret i historie, er det hele turen værd.

Start med at tage metroen til stationen Denfert-Rochereau, hvor du ankommer til det 14. arrondissement og starter nedstigningen til de parisiske katakomber.

Som alle andre europæiske storbyer blev Paris i 1700-tallet ramt af pesten, og derfor var der et ekstremt behov for kirkegårde og plads til de døde. Af praktiske årsager gravede man derfor diskret alle op fra de almindelige kirkegårde og begravede dem i katakomberne i stedet, så man fik plads til mange flere døde.

Når du når frem til indgangen og går afsted i mørket, kommer du på et tidspunkt til et skilt, hvor der står: “Stop, du indtræder nu i dødsriget.” Og det er sandt. Herfra ligger knogler og kranier stablet skulder ved skulder i et sirligt system, hvor det har handlet om at få plads til flest mulige skeletter fra det pestbefængte Paris.

Her er ingen fine fornemmelser eller afstand til knoglerne, og du kommer tæt på. Det er kun dig selv, der sørger for afstanden. Og husk igen; det kan godt være en overvældende oplevelse. Men samtidig også spændende, fordi det er et håndgribeligt billede på en historisk begivenhed.

Så måske skal din underjordiske tur i Paris handle om hvem, der hurtigst finder ti kranier?

Jeg håber du med denne guide er blevet inspireret til at lægge nakken lidt tilbage, kigge efter de alternative oplevelser og bevæge dig lidt væk fra de helt klassiske oplevelser.

Rigtig god tur til Paris og Frankrig!

10 fantastiske seværdigheder og oplevelser i Paris

  • Eiffeltårnet
  • Spreckelsens nye triumfbue
  • Neuilly-sur-Seine
  • Arc de Triompe
  • Sacre Cœur
  • Kirkegården Père-Lachaise
  • ‘Hop af og på’-bus
  • Dyrekirkegården i Asnières-sur-Seine
  • Gå på jagt efter street-art af Banksy og Invader
  • De underjordiske katakomber
find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!

7: Barcelona i Spanien
6:  New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Karen Bender

Karen elsker at rejse og skrive og kombinerer disse to passioner, så ofte det er muligt.

Hjertet er for evigt tabt til Italien og den smukke hovedstad, Rom, hvor Karen engang har boet og altid har lyst til at vende tilbage til.

Udover Italien er Canada på listen over fedeste rejseoplevelser, mens de franske havnebyer langs Normandiets kyst altid er en køretur værd.

Når Karen ikke lige rejser eller skriver, bruger hun tid på sit studie som journalist, sit store hus med en gammel have og ægtefællen og de fire børn, som altid kan lokkes med ud i verden på opdagelse efter ukendt land.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.