Hviderusland på en weekend – kan man det?

Hviderusland på en weekend – kan man det? er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.

Hviderusland – åbent eller lukket?

Landet Hviderusland – eller Belarus – har i årevis været et lidt lukket land for turister. Men de er i de senere år begyndt at lempe på visumreglerne, så det er både nemmere og ikke mindst billigere at komme til landet som turist. Det måtte jeg udnytte.

Min research sagde mig, at provinsen Grodno i det vestlige Hviderusland – med landets næststørste by af samme navn – havde afskaffet turistvisum i et forsøg på at få flere turister. Primært til gavn for nabolandene Polen og Litauen, som begge grænser op til provinsen.

Vejen til Grodno

Byen har ifølge internettet nogle flotte kirker og monumenter til ære for både militære og politiske helte, så det var lidt, som jeg regnede med. Det lød som en fin destination til en weekendtur. Nu siger jeg godt nok, at de havde afskaffet visum, og det er for så vidt også rigtigt nok. Men helt ukompliceret var det ikke.

For at undgå at skulle betale for et visum, skulle man i stedet have et dokument, som siger, at man ikke behøver visum. Og det skal man sjovt nok betale for. Men det gjorde jeg gennem et rejsebureau, jeg fandt i en dertil oprettet Facebook-gruppe, og jeg måtte håbe, at alt nu var i orden.

Det gode ved Grodno er, at byen ligger i et hjørne af Hviderusland, hvor der er kort afstand til Litauens næststørste by Kaunas, som har billige fly til og fra Danmark. Så jeg prøvede at se, hvor billigt det hele kunne gøres. Som overskriften antyder, var målet at blive under 500 danske kroner for hele baduljen.

En flybillet med Ryanair fra København til Kaunas kan fås endog meget billigt, og det lykkedes at finde billetter tur/retur til 150 kroner. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det kunne det. Dog krævede det, at jeg skulle flyve meget tidligt fra Kaunas på hjemturen. Det betød, at det bedst kunne betale sig at overnatte i lufthavnen på en bænk. Det er ikke den bedste nattesøvn, man får på den måde, men sådan var vilkårene.

Kaunas’ lufthavn er normalt ganske stille om natten. Lige denne gang var der dog håndværkere i gang natten lang, da lufthavnen skulle udvides midlertidigt. Men med musik i ørerne og bind for øjnene lykkedes det alligevel at falde hen.

Nå, tilbage til start: Jeg fik lokket en kammerat med på turen, og vi satte kurs mod øst i foråret.

Kaunas – Litauens nummer to

Kaunas er en overskuelig by med et hyggeligt middelaldercentrum og en gammel borg. Vi fandt husly i et tidligere kloster – eller noget i den stil – midt på rådhuspladsen i centrum. Det kunne ikke være meget bedre, og det kostede ganske lidt for et værelse.

Fredag aften gik med at finde mad i supermarkedet, kigge lidt på byen, kigge lidt på et par lokale hjemmebryggede øl og så en basketballkamp i den store Zalgirio Arena lige på den anden side af floden, som deler byen. Det var en god oplevelse, hvor de lokale baskethelte dog tabte til et italiensk hold. Men vi hyggede os, og billetten var rørende billig. Det kan klart anbefales.

Lørdagen betød afgang mod den egentlige destination; nabolandet Hviderusland. Vi nåede lige akkurat bussen, som kørte mod grænsen via byen Druskininkai, hvor vi havde et stop. Det hele gik smertefrit indtil videre. Men vi havde fået sommerfugle i maven over at skulle over grænsen til det ukendte.

Hvordan ville de behandle os ved grænsen til Hviderusland? Havde vi nu de rigtige papirer? Hvad nu hvis de spurgte os om noget, vi ikke kunne svare på? Hvad nu hvis bussen kørte videre uden os? Spørgsmålene var mange, og der var ikke umiddelbart nogen, vi kunne blive beroliget af. De øvrige passagerer og chaufføren talte andre sprog, end vi gør.

Grænsen til Hviderusland

Grænsepassagen tog lidt tid, og pas og visumfri-dokument blev gransket nøje. Vi havde godt nok hørt, at man også skulle fremvise et bevis på, at man havde en forsikring, der dækker Hviderusland. Sådan en er ikke nem at få i Danmark, men vi havde en plan.

Vi ville vise vores kreditkort frem og fortælle, at der var forsikring inkluderet på det. Det var vist ikke helt sandt, men vi tog chancen. Og hvis det ikke virkede, havde vi hørt, at man så kunne købe en forsikring på grænsen.

Kreditkorttricket virkede. Der blev nikket bestemt og stemplet lige så bestemt, og vi var nu lukket ind.

Vi havde på forhånd booket en lejlighed i Grodno. Udlejeren ringede og forsøgte på klingende hviderussisk at forklare, hvad vi skulle gøre, når vi ankom til byen. Det forstod jeg ikke ret meget af, men jeg fik den idé at stikke telefonen til buschaufføren.

Efter en masse hviderussisk forhandling – sådan lød det i hvert fald – fik jeg telefonen igen med et “Okay!”, et bestemt nik og et “Kein Problem!”. Det måtte vi så regne med.

Ankomst til Grodno i det vestlige Hviderusland

Ved ankomsten til Grodno – som afhængigt af sprog også går under navnet Hrodna – løb chaufføren ud af bussen og fandt en mand med en bil. Vi fik meget præcist at vide, at det var ham, vi skulle med. Og det var det.

Vi blev kørt hen til en opgang i et beboelsesområde i den nordlige del af byen, og lejligheden blev vist frem via enkelte russiske ord, en del pegning og en masser okay’er. Fin lejlighed, som bar præg af, at den er indrettet til udlejning til turister. Vi var glade for at være kommet på plads, men nu skulle vi også ud i byen og se på omgivelserne.

Grodnos centrum er domineret af store pladser med statuer – ikke overraskende af blandt andet Lenin og en kampvogn – røde og grønne flag og god plads på vejen. Dertil kommer en hyggelig grøn park, som strækker sig langs en lille å, et fint forretningsstrøg og floden Neman, som gennemskærer byen.

Måske var det den blå himmel og solen, som skinnede ned på os, men jeg må indrømme, at det var en positiv overraskelse, at det var sådan, den for os totalt ukendte by præsenterede sig for os.

Det var med smil på læben, at vi gik på jagt efter et sted, hvor man både kunne drikke en lokal øl og også være på internettet. Den kombination var dog ikke så ligetil, men det lykkedes til sidst på en lille café på forretningsstrøget. Her kastede vi os over de lokale specialiteter og fik set en livestreamet fodboldkamp hjemmefra. Man skal jo nødig gå glip af noget, selvom man er på udebane.

Grodnos seværdigheder

Netop fodbold stod på vores ‘to-do-liste’, og vi havde set, at det lokale hold, FC Neman Grodno, skulle spille dagen efter. Det skulle vi opleve. Fodbold er ellers kun sportsgren nummer to på de kanter, og det lokale ishockeyhold – som også hedder Neman Grodno – havde lige vundet mesterskabet to dage før vores ankomst. Det havde helt sikkert været en stor ting at overvære, men fodbolden ville vi ikke gå glip af.

Først stod den på sightseeing i de lokale kirker og katedraler. De findes både i ortodokse, katolske, lutheranske og formentlig endnu flere varianter. Det er måske ikke det billede, vi havde på forhånd af et kommunistisk land. Men Grodnos placering både geografisk og historisk gør, at det er blevet en sand smeltedigel af europæiske strømninger.

Dog kniber det generelt en smule med at tale de sædvanlige turistsprog, men det er jo ikke de lokales skyld, at vi andre ikke kan russisk eller polsk. Så må man pege og gøre sig forståelig på andre måder.

Heldigvis er der store velassorterede supermarkeder, hvor man kan finde alt til en hyggelig aften; uanset om man er til søde sager eller til vodka. Begge dele findes i imponerende mængder og til ganske udanske priser.

Lille kirke, stor oplevelse

En af byens ældste seværdigheder er Kalozha-kirken fra 1100-tallet. På trods af dens beskedne størrelse er kirken klart en spadseretur værd, især da turen går langs den rolige flod. I det hele taget er der rigeligt med flotte kirker at besøge. Vi kunne ved selvsyn konstatere, at man sagtens kan få lov at gå lidt på opdagelse i kirkerne, hvis man spørger pænt.

De får ikke ret mange turister i Grodno, så velkomsten var varm og nysgerrigheden stor. Det samme gjorde sig gældende til fodboldkampen, som var næste punkt på dagsordenen, og da det var første hjemmekamp i sæsonen, var der endda gratis adgang til kampen. Det kan vi lide.

Stadion er temmelig kontroversielt anlagt på en tidligere jødisk begravelsesplads, som blev eksproprieret med vold og magt, og det beskedne mindesmærke uden for selve stadion fortjener en mere fremtrædende placering.

Til bold med de lokale – fodbold i Hviderusland

Vi tog plads ved siden af de lokale ‘ultras’ på stadion, og vi fik en del skulende blikke. Vores rød-blå klubtrøjer hjemmefra mindede en smule om dagens modstanderholds rød-sorte. Men da vi fik fortalt, at vi selvfølgelig var kommet helt fra København til Hviderusland for at holde med FC Neman, så skiftede stemningen hurtigt, og smilene bredte sig i takt med, at budskabet nåede rundt blandt de mest hardcore fans.

Til forskel fra i Danmark er der ikke salg af alkohol på tribunen til fodboldkamp, og det var lidt en overraskelse for os. Vores medbragte fordomme blev igen gjort til skamme. Til gengæld var stadion godt besøgt af blandt andet en hel del børnefamilier – samt de lokale værnepligtige soldater, som var udkommanderet til at klappe – og stemningen var rigtig fin.

Nemans ultras gjorde i samarbejde med maskotten, som er en mand udklædt som hjort, deres bedste for at råbe gang i det gule hjemmehold, men det endte alligevel 0-0. Resultatet ødelagde dog ikke den gode og lidt anderledes fodboldoplevelse for os, og fra nu af holder vi lidt med FC Neman, når de spiller.

Til de meget ølhungrende skal det dog siges, at man godt kan få slukket tørsten i den lille café – eller ‘bufet’ – på stadion, men så skal man drikke ud, inden man går tilbage på sin plads.

100 euro alt inklusive for en weekend i Hviderusland

Vores iøjnefaldende fodboldtrøjer gjorde, at vi tiltrak os en del opmærksomhed, og det affødte op til flere artikler og interviews i de lokale medier. Som sagt er Grodno og omegn langt fra overrendt af turister. De lokale journalister var meget interesserede i, hvordan de kunne lokke flere turister fra eksempelvis Danmark til byen.

Vi forsøgte efter bedste evne at komme med gode råd, og to grundlæggende tips gik igen: For det første skal vi vide, at der er noget der hedder Grodno. Og for det andet skal man kunne komme dertil nemt og gerne billigt.

Journalisterne kunne berette, at der er tiltag i gang for at få opgraderet den forfaldne og halvglemte lokale lufthavn, så den kan tage imod blandt andet europæiske lavprisfly, og det glæder jeg mig personligt til.

Indtil vi når dertil, må man tage via eksempelvis Kaunas i Litauen, og det kan sagtens lade sig gøre rigtig billigt. Okay, det kom til at koste mere end de 500 kroner, der var udgangspunktet, men hele molevitten med fly, bus, overnatning, basketball, fodbold og en masse interessante seværdigheder blev holdt under 100 euro pr. person. Det er så billigt, at ikke engang de lokale journalister helt troede på det… Men den er god nok, så se bare at komme afsted.

God fornøjelse i Hviderusland!

Se mere om at rejse i Europa her