RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Irland » Fodboldrejse til den grønne ø: En del af noget større i Dublin
Irland

Fodboldrejse til den grønne ø: En del af noget større i Dublin

Irland - Dublin, Temple Bar - rejser
  viva cruises konkurrence 2024

Fodboldrejse til den grønne ø: En del af noget større i Dublin skrevet af Jens Skovgaard Andersen

fodbold stadion, Dublin, fodboldrejse, rejser

“Stand up for the boys in green!”

Artiklen er fra 2017, hvor vi mødte Irland i VM-kvalifikationen.

Man er ikke i tvivl om, at man er i Irland, når 49.000 grønklædte fans skråler deres støtte ned mod deres grønklædte helte på den grønne plæne. Aviva Stadium i det sydlige Dublin er invaderet af fans fra hele landet, som alle vil være med til at sende det irske landshold til VM i fodbold.

Stadion ligger mellem boligkarréer i typisk britisk murstensstil, støvregnen hænger i luften, og man kan købe Guinness i stadionbaren. Det er, som det skal være. De mange mange irere har fået følgeskab af 2.500 lige så begejstrede danske fans, og jeg er en af dem.

Irland - Dublin, fodbold, fans - fodboldrejse-  rejser

Turen går til Dublin på fodboldrejse

Min tur til Dublin blev booket med det samme, da lodtrækningen viste, at vi skulle møde Irland i november. En hurtig flybilletsøgning viste, at en returbillet kunne fås for 500 kroner med et stop i Skotland på vejen ud og nonstop hjem.

Overnatningen foregik på et af de mange hostels, som ligger fordelt over det meste af den overskuelige by, og en seng i en sovesal koster cirka 100 kroner. Stemningen på byens barer var høj, allerede da jeg stak hovedet inden for lige efter at være landet, og den steg støt hele aftenen.

Irland - Dublin, pub - rejser

Fællessang og Guinness

Et af Dublins mest populære områder at more sig i er Temple Bar. Det er mest for turister, men dem er der til gengæld også rigtig mange af året rundt.

Temple Bars pubber har i forhold til resten af byen skruet en del op for priserne, men det generede ikke de hundredvis af glade danskere, som var kommet til byen for at holde en rød-hvid fest i det grønne menneskehav.

Der blev sunget med på både internationale og irske sangklassikere, og ølhanerne stod sjældent stille. En Guinness tager 119½ sekund at hælde op, hvis man skal gøre det rigtigt, og det skal man i Irland. Så bartenderne havde travlt – mere end sædvanligt på en mandag – med de mange roligans på fodboldrejse.

Find billige flybilletter til Dublin her

Irland - Dublin, Trinity College - rejser

Dublin rundt til fods

Dublin er den største by i Irland, men den er ikke særlig stor af den grund. Det er muligt at gå rundt til det meste, og det passer mig fremragende.

En gåtur rundt i byen bød på middelalderuniversitetet Trinity College, den hyggelige park St. Stephen’s Green, shoppinggaden Grafton Street, statuer af Dublin-karakterer som Molly Malone og James Joyce, middelalderslottet Dublin Castle, det gamle Jameson whiskey-destilleri, en lang stribe flotte kirker og selvfølgelig floden Liffey, som gennemløber byer og deler den i nord og syd.

Læg dertil de mange caféer og de alternative butikker syd for Temple Bar-området, og Dublin er den perfekte destination, uanset om solen skinner, eller om det regner – og det gør det tit; det er sådan, Irland er blevet til Den Grønne Ø…

Irland - Dublin, Liffey - rejser

Du er aldrig alene, når du tager på fodboldrejse

Jeg var som sagt rejst alene til Dublin, men det er umuligt at være alene på en tur som denne. Alle hilser på alle, og alle er venner. Det gælder ikke kun de danske fans, som kan kende hinanden på farverne, men også de lokale fans er en del af venneflokken. Der er smil og hilsner overalt, og DBUs slogan ‘En del af noget større’ kommer virkelig til sin ret.

De irske fans har med deres opførsel og stemning ry for at være de bedste i verden, og det er svært ikke at være enig i den betragtning. Når de lige så berømte danske roligans udgør modstanderen, så kan resultatet kun blive festligt. Og festligt var det.

Irland - Dublin, fanfest - fodboldrejse -  rejser

Fodboldfest i rødt, hvidt og grønt

Selve kampen var klart sjovest for de danske fans, da vores drenge tog hjem med en sejr på 5-1 og en billet til VM i bagagen. Det var dog ikke kun spillet, der gjorde stort indtryk. Hele stadion var en stor fest, hvor det først var irerne, der førte an, mens danskerne overtog dirigentstokken efterhånden som målene peb ind i den irske ende.

Efter kampen kom irske fans hen og ønskede os tillykke med resultatet og ønskede god tur til VM i Rusland, og vi takkede dem for at være suveræne værter. Vi udvekslede halstørklæder og andre effekter, og begge fangrupperinger klappede af hinanden på vej fra stadion. Det ene hold havde vundet over det andet, men vi var fælles om oplevelsen.

Tak, for denne gang, Dublin – nu går turen så videre til næste land på en ny fodboldrejse.

Læs mere om Irland her

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!

7: Barcelona i Spanien
6:  New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Jens Skovgaard Andersen, redaktør

Jens er en glad rejsenørd, der har rejst i over 70 lande fra Kirgisistan og Kina til Australien og Albanien. Jens er uddannet i Kinastudier, har boet i Kina i 1½ år og er medlem af De Berejstes Klub. Han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som rejseleder, foredrag, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende.
Jens går ofte efter steder, hvor der også er mulighed for at se en god fodboldkamp i selskab med andre inkarnerede fans og har en særlig forkærlighed for Boldklubben FREM, hvor han sidder i bestyrelsen.
For de fleste er det oplagt at se op til Jens (han er knap to meter høj), og så er han 14-dobbelt mester i TV-quizzen Jeopardy, så hvis du ikke kan finde ham ude i verden eller på et fodboldstadion, kan du nok finde ham ude at turnere i det københavnske quiz-miljø.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.