Island: Med blåhval til bagbord

Island: Med blåhval til bagbord er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen

Lyt til artiklen her:

En kold fornøjelse

En frisk morgen i det nordlige Island står det stolte sejlskib Haukur ud fra havnen, og der er høj stemning ombord. 20 turister har kæmpet sig op i det nordøstlige hjørne af Island, hvor Husavik ligger. Husavik betyder ‘vigen hvor huset ligger’, og her landede den første viking i sin tid fra Norge på udkig efter et nyt liv.

Vi skal også ud at kigge efter liv, for bugten emmer af liv med over 15 forskellige delfin- og hvaltyper samt den bette søpapegøje, der på engelsk her har fået en hel ø opkaldt efter sig: ‘Puffin Island’.

Vi kan allerede mærke liv, så snart vi kommer om bord på Haukur, for det er fem islandske grader, og vi ryster af kulde, selv om vi har taget alt vores tøj på – for lige at tage toppen af den fugtige monsterkulde.

Heldigvis er der overlevelsesdragter til alle, selv til vores 2-årige datter, og da de hiver kurven frem med resterne af de lokale får i form af huer, vanter og tæpper, begynder varmen at brede sig.

Vi er klar.

Den trofaste papegøje

Søpapegøjen ser man billeder af i rigtig mange rejsebøger om Island, og den er da også en helt unik lille størrelse. Den er så trofast som ægtemage, at man nok bør overveje at revurdere sit forhold om, hvem der er den mest primitive af den og mennesket.

Den finder sig tidligt en hjerteven, som den deler alt med, og hvis det tragiske skulle ske, at den eneste ene ikke kommer hjem fra en kold flyvetur, finder den efter noget tid en anden, så slægten dog kan føres videre.

Men hvis hende den gamle papegøje så står på redekanten en dag og pipper noget om, at nu kan hende den nye godt se at flakse afsted, så ryger den yngre model ud med det samme. Ikke så meget pjat; smut pomfrit – mama is home.

Vi ser tonsvis af de trofaste papegøjer, selvom de er svære at komme tæt på, og på grund af deres lidenhed er ret svære at indfange med et kamera. Specielt når man selv er på gyngende grund, og de samtidig løber hurtigløb på de grå bølger for at få gumpen med i vejret.

What the fish is that?

Skibet sætter nu kurs ud i midten af bugten, og snart dukker der legesyge delfiner op, som hopper lidt rundt om os, inden de smutter videre til bedre legepladser. Haukur knager en smule, og solen varmer os, så vi kan smide lidt af tøjet.

Vores datter Maya syntes, at fuglene var fine, men det her hyggesejleri i månedragter er altså lige ved at være lidt for langt, og hvor var de der sjove fisk, hendes forældre havde lokket med hele morgenen?

Vores guide og hvalspotter råber som kaldet: ”There is something big, really big”, og kaptajnen sætter fuld skrue på i retning mod en fin, koncentreret tåge i luften. En bølge af forventning skyller hen over os. Hvad er det derude?

Guiden kigger undrende på kaptajnen og råber: ”What is that, I haven’t seen this before!?”. Så dukker de op nedefra, den ene virker større end skibet, måske 20 meter lang, mens den anden er en yngre fiks model på en 10-12 meter, begge pruster de ud fra de store blæsehuller. De er enorme og spændstige som en atlets krop. Blåhvalen, Balaenoptera musculus, er 15 meter fra os og lever i den grad op til sit navn!

Maya udbryder begejstret: „Stor fisk, stor fisk”, og vi giver hende hende ret i, at det er dælendulme en stor fisk, der svømmer roligt sammen med os. De er fuldstændig ligeglade med vores tilstedeværelse, for vi er jo bare en lille fisk i havet sammenlignet med den.

De svømmer, de dykker, vi finder dem igen, og de kommer til som i en fælles sejltur, og vi kigger beundrende på dem og det olieagtige spor, de efterlader i vandet over sig.

Hele vejen ind spiser vi varme kanelboller og taler om ”de store fisk” og er ikke helt sikre på, at vi så det, vi så. Der var godt nok hvalgaranti på turen, men vi mødte ikke bare én, men to blåhvaler – det er simpelthen natur-tur i verdensklasse.

Guiden fortæller, at der kun er omkring 6.000 blåhvaler tilbage i verden, så det er højst overraskende, selvom de godt kan lide at komme forbi heroppe.

Jeg tænker, at i denne sommer har jeg fået tre oplevelser som jeg aldrig havde troet jeg skulle få: 1) At være til koncert med Nik & Jay – det var absolut ufrivilligt, omend sjovt). 2) At komme til OL (kom på næsten lovlig vis ind til svømmekonkurrencerne i Beijing). Og 3) At se det største dyr, der nogensinde har levet, blåhvalen.

Penissen viser vej

På vej ud af byen i vores lille lejebil ser vi reklamen for et penis-museum, som efter sigende skulle rumme nogle ordentlige kolosser fra diverse lokale dyr. Vi tror dem og kører glade ud af byen og mod Mývatn-søen i fuld solskin, som varmer landet op fra 8 fugtige grader til 18 forårsgrader i løbet af den korte tur gennem de smukke islandske stenlandskaber.

Vi får dagens anden store naturoplevelse på kraterranden af Viti ved det store geotermiske område Krafla, lige øst for søen. Alt syder, og kogende mudder og snerester ligger side om side.

Maya, som på rekordtid har udviklet sig til lidt af en sten-fetichist her på Island, sætter sig glad ned i en paradisverden af mærkelige sten, mens hendes forældre indsuger de surrealistiske blå farver fra søen på bunden af krateret.

Vi står alene på kanten, indtil der kommer en lille turistbus, som får forstyrret deres tidsplan en del af sten-fetichisten, som formår at charmere hele flokken og få 20 granvoksne mennesker til at vinke som besatte, mens de kører væk.

Verden er forunderlig. Både menneskenes og blåhvalernes.