Calabrien: Italien som det var engang er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.
Det sydligste sted i Italien
2500 kilometer syd for Danmark slutter fastlands-Europa. Calabrien er tåen i Italien. Der hvor man kigger over på Sicilien, der ligger få kilometer derfra kun adskilt af det berømte Messina-stræde. Og der hvor man bedst kan se vulkanen Etna på en klar dag.
Men i modsætning til Sicilien kommer der kun få turister til Calabrien, og de fleste er italienere eller andre, der har familiemæssige rødder til regionen – ofte amerikanere og argentinere med italienske rødder.
Calabrien er med andre ord noget så usædvanligt som et stykke fuldstændigt autentisk og fantastisk stykke Italien. Uden alle turisthorderne, du kan finde i nord og meget langt fra Costa del Sol; dets modstykke i Spanien.
Calabriens lokale frugter
Jeg kender den duft. Den minder mig om te! Den er fantastisk. Aromatisk. Syrlig. Sød. Uhmm…
Vores vært har plukket en citron-lignende frugt ned fra træet i plantagen. Han kradser i overfladen, og duften af sommer breder sig med lynets hast. “Det er en bergamotto”, fortæller han. “Eller det I måske kender som ‘bergamot’ i Earl Grey-te”.
Den vokser kun her i Calabrien, og prøver man andre steder, giver den sjældent frugt. Dens saft er vildt sur, men dens skræl er så fantastisk, at den bruges i alt fra Eau de Cologne til te. “Det her er vores stolthed, vores frugt.”
Alle veje fører til Reggio Calabria
Jeg kender ingen, der har været her. Ingen. Jeg har aldrig selv været så sydligt i Italien, men dog på Malta lige syd for. Reggio Calabria er hovedbyen, og her kan man flyve til. Og køre i tog til. Eller i bil.
Alle veje fører til Reggio Calabria for enden af støvlelandet i Calabrien.
Det er en fin by. Flot promenade. Palæer langs havnefronten. Luksus-isbutikker i træernes skygge. Og så også slidte husblokke. En forladt badeanstalt ved bystranden.
En by, der har set mere end det meste. Den blev jævnet med jorden af et jordskælv for 100 år siden ligesom flere sicilianske byer og er i dag en skønsom blanding af nyt og gammelt, flot og slidt. Og alt sammen med en umiskendelig italiensk sjæl.
Scilla – idyl på klippesiden
Vi kan fornemme vulkanerne Etna og Stromboli i disen og har lokal sværdfisk, pasta og is i maven. Det er 27 grader og sol. Det er nemt at nyde livet i kystbyen Scilla, der klynger sig til klippesiden i Calabrien.
De lokale legender fortæller om sirenerne, der lokkede Odysseus til, og byen er opkaldt efter de tillokkende kvinder, der i dag mest flokkes på stranden midt i den lille by. De fleste ankommer med det lille tog her, så man lander midt i det hele uden at skulle finde en p-plads. Smart.
Hele kysten her minder ikke så lidt om Cinque Terre i det nordlige Italien, men på den rolige, afslappede måde. Det største hotel i byen har efter sigende 8 værelser. Her går man rundt, fx ned til kvarteret langs havet, hvor man kan fiske direkte fra balkonen.
Idyllen vil ingen ende tage.
Rejsetilbud: Andalusiens passion
Nationalparken Aspromonte
Bjergene her er ikke, hvad de umiddelbart ser ud til at være. De er faktisk et stykke af alperne, der har vandret fra syd-Frankrig herned i løbet af et par millioner år, og kaldes derfor også ‘Alperne i Middelhavet’.
Det skal tages helt bogstaveligt. Du kan stå på ski her med udsigt til Middelhavet, og det sker, at der falder sne i bjergene i maj, selvom højeste punkt “kun” er godt 2000 meter.
Det betyder også, at hvis du ikke er tilfreds med temperaturen, kan du flytte dig lidt op eller ned eller rundt om et bjerg, og så er det lige, som du gerne vil have det. Det er da smart.
Spøgelseslandsbyer og pirater i Calabrien
Og så er der smukke udsigter og geologiske pudseløjerligheder overalt. Nationalparken ligger ret tæt på Reggio Calabria, men der går ikke længe, før man føler sig i en anden verden.
Her ligger plantager og hyggelige landsbyer. Der er også flere spøgelseslandsbyer, der taler sit tydelige sprog om, at denne del af Italien altid har været mindre rigt end i nord og har leveret flere udvandrere end mange andre.
Det er et oplagt område til at vandre i og bare komme ned i tempo.
Mange foretrak at bo heroppe i bjergene, fordi det var mere sikkert end nede ved kysten, hvor pirater og invaderende flåder gjorde livet usikkert. Derfor er nogle af de ældste bebyggelser også heroppe, hvor der er efterkommere af græske munke og indvandrere i en grad, så der i dag findes en dialekt kaldet dialetto greco di Calabria.
Rejsetilbud: Oplev smagsfulde Toscana på en 9-dages bilferie
Al Borgo – gourmet a la Calabrien
Vi spiste frokost i Bova på den lokale restaurant Al Borgo opkaldt efter normanner-borgen på toppen af bakken.
Selv for et madøre som mig, der havde høje forventninger, blev det lige toppet. Alt var hjemmelavet. Også skinken, salamien og pastaen. Og vinen. Og grøntsager og svampe var fra landsbyen eller bjergene.
Jeg pressede mavesækken til det yderste for ikke at gå glip af noget og blev glad for, at aftensmaden den dag først landede på bordet kl. 21.30, for jeg var simpelthen så mæt. Og fuld af indtryk fra den smukke egn.
Bova er i øvrigt en af de mest charmerende bjergbyer, jeg har besøgt i Sydeuropa.
Pentedattilo – de forladte fem fingre i Calabrien
Med vanlig sans for eventyr og dramatik har de lokale indtaget en af de lokale forladte byer og skabt en kulturfestival.
Der var nu ingen festival den dag, vi kom forbi, men kun et fascinerende syn af en landsby, der trodser tyngdekraften.
Capo Spartivento, 37°56′N 16°3′E
Lidt længere nede af kysten ligger modsvaret til Nordkap, nemlig Sydkap. Lokalt kaldet Capo Spartivento med et ikonisk fyrtårn.
Calabrien er langt væk. Langt væk fra masseturisme. Langt væk fra overudnyttelse af ressourcerne. Og dejlig tæt på alt, hvad der gør Italien til et så formidabelt rejseland; maden, naturen, menneskene. Det søde liv.
Hvor mange andre destinationer kæmper for at være mest autentiske, er Calabrien det bare helt af sig selv. Det er utroligt befriende.
Der er steder, der er nemmere at komme til, men med en minimal ekstra indsats kommer du til at opleve et sted, der kan noget helt andet. Og så kan du nemt kombinere det med en dagsudflugt til Sicilien eller et par dage mod nord til Europas kulturhovedstad fra 2019, Matera.
God rejse til Calabrien. Det fortjener du.
Hvad skal man se i Calabrien? Seværdigheder og attraktioner
- Reggio Calabria
- Kystbyen Scilla
- Nationalparken Aspromonte
- Bjergbyen Bova
- Spøgelsesbyen Pentedattilo
- Det ikoniske fyrtårn i Capo Spartivento
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: