Elba: Capo Sant Andrea – Napoleons ø-paradis

Elba: Capo Sant Andrea – Napoleons ø-paradis er skrevet af Trine Søgaard i samarbejde med Capo Sant’Andrea, der havde inviteret os med på rejsen. Alle holdninger er som altid forfatterens egne.

Efterår i ø-paradis

Jeg trækker jakken om mig, da vi står på dækket og betragter solen gå ned over Elbas bjerge ude i horisonten. Himlen er malet i flammerøde farver, og bølgerne slår brusende mod færgens sider, mens vi sejler mod øens hovedby, Portoferraio. Sikke et smukt syn.

Det eneste, jeg ved om øen i forvejen, er, at det var her, Napoleon en gang blev sendt i eksil. Og det er er det.

Den kølige aftenvind leger med mit hår, og dens favntag får mange til at trække sig ind, da solen langsomt forsvinder bag bjergene.

Selvom det er småkøligt her i udgangen af september, har jeg et stort smil på læberne. Det er dejligt at være tilbage i Italien, og jeg har savnet det. Rigtig meget endda.

De fleste af mine minder fra støvlelandet er fra sommerferier med min familie, og det er efterhånden ved at være længe siden. Med mig godt klemt fast mellem mine to søskende og oppakningen på bagsædet kørte mine forældre os rundt mellem Italiens storbyer, landsbyer, gennem bjergene, langs kysterne og andre gange rundt ude i ingenting. 

De forstod at vise os landets mange facetter, dets charme, kultur og rige historie, og selvom jeg måske ikke rigtig satte pris på det dengang, har det alligevel sat sine spor i mig. 

Her mener jeg ikke kun rejselysten, der vist flyder i min families årer. Snarere mener jeg en forkærlighed for det sted, jeg skal være de næste tre dage: Byen Capo Sant Andrea på øen Elba, der ligger ud for kysten i Toscana. 

For hvis det minder bare en my om nogle af de andre dejlige steder, jeg før har besøgt i Italien, kan jeg umuligt blive skuffet. Og det skal jeg lige love for, jeg ikke blev.

Capo Sant Andrea – en uopdaget oase på Elba

Da færgen lægger til ved Elba, er det blevet mørkt. Vi skal køre en times tid for at komme til Capo Sant Andrea. Alle er en smule stille, når bilen drejer om de skarpe sving, mens vi kører på de snoede bjergveje. Udenfor vinduerne er alt sort. Det er kun bilens bevægelser, der indtil videre giver mig en ide om øens landskab. 

Dagen efter sidder jeg på hotellets terrasse og spiser morgenmad med udsigt ud over Capo Sant Andreas bugt. Mit blik følger en hvid sejlbåd ude i det fjerne, som jeg døsigt betragter, mens værtinden kommer med kaffe. 

“Buongiorno signora”, siger hun smilende med et glimt i de mørke øjne. Godmorgen, svarer jeg tilbage på italiensk, og tager imod den dampende lille kande med livseliksir. Omkring mig sidder midaldrende og ældre par, der nyder frisk frugt, yoghurt samt lidt bagværk fra den enkle morgenbuffet. Nogle snakker lavmælt, mens andre skal have tid til at vågne.

Hvor er her stille, tænker jeg. Som en der til hverdag har sin daglige gang på Nørrebro i København, fylder denne stilhed mig op med en følelse af fred. Man får hurtigt fornemmelsen af, at tempoet i Capo Sant Andrea er roligt. Meget roligt.

Måske hænger dette sammen med, at vi besøger øen uden for højsæsonen. Eller også har turisterne bare ikke fundet frem til denne lille oase endnu.

En autentisk oplevelse

Senere på dagen bevæger vi os rundt i den lille kystby, hvor flere er iført sommerkjole, shorts, sandaler og badetøj. Vejret er mildt og lunt, og temperaturen er omkring de 23-25 grader her i slutningen af september. For mig er dette helt ideelle forhold, for med alderen kan man godt blive lidt overfølsom overfor varme. Det er kan flere nok genkende.

Den lille by ligger spredt ud over en bjergside og munder ud omkring bugten. Langs den stejle og snørklede hovedvej ligger huse, restauranter og små hoteller med en vidunderlig udsigt ud over det mørkeblå Middelhav. 

Det er svært ikke at føle sig en smule tryllebundet af landskabet, og selvom jeg har aldrig har været på den populære ferieø Capri, har jeg en idé om, at der er ligheder. 

Men det går hurtigt op for mig, at man ikke kommer til Capo Sant Andrea for at opleve luksus. Det er nærmere mit indtryk, at man får et autentisk indblik i livet som italiensk øboer i en lille kystby, hvor der blot bor et par hundrede lokale.

Her er der ingen store armbevægelser, ingen femstjernede hoteller eller dyre Michelin-restauranter.

Til gengæld er maden lokal og bærer præg af byens tilknytning til havet, hotellerne er små og charmerende, mens området er betagende smukt. Jeg må indrømme, at dette går lige i mit rejsehjerte. 

Mens vi sidder i en frodig have omgivet af citrontræer, fortæller en af de lokale forfattere om Elba. 

Øen var i mange år en guldgrube for minedrift, hvor jern og mineraler blev hentet op fra undergrunden og sejlet til fastlandet. Senere blev landbrug en stor del af øens eksportkilder, da klimaet viste sig at være ideelt til vinmarker og olivenlunde, som lokale og besøgende nyder godt af den dag i dag. 

Den ældre herre sidder med krydsede arme, og jeg kan se, at hans blik bliver fjernt, mens han fortæller. Det er som om, at han drømmer sig selv lidt væk i sine historier, og man kan mærke, hvor meget stedet betyder for ham. 

Han er født i Capo Sant Andrea og har boet der hele sit liv. Han forklarer, at mange af byens nuværende beboere er efterkommere af landmænd, som med tiden har bosat sig langs kysterne, og har været der i generationer. 

Derfor overrasker det mig ikke, da Mauricio, vores rejsearrangør, i den anledning dasker den ældre herre på armen og grinende fortæller os, at han faktisk er forfatterens nevø. 

Hvor er det skønt, tænker jeg smilende. Og det er netop den fornemmelse, man får i Capo Sant Andrea; en følelse af samhørighed og et tæt knyttet samfund, hvor folk ikke kun kender alle, men mange faktisk er i familie. Det er da noget særligt.

Solnedgang over Elba

Solen begynder at sprede sit gyldne eftermiddagslys over Capo Sant Andrea, og jeg sidder på en strandstol ved den lille bugt og kigger ud over vandet. Det er længe siden, jeg har set et hav have så en smuk en azurblå farve.

Vandet er så klart, at man på lang afstand stadig kan se små stimer af fisk, der prøver at navigere imellem et par badeglade drenge. 

Ovre på molen sidder en ældre mand med en fiskestang. Den grønne plasticspand er næsten tom for fisk, men han ser hverken fortvivlet ud eller ligner en, der skal nå noget. Jeg står et øjeblik og betragter ham, før jeg får øje på en sti, der leder bagom den store klippe. 

Nysgerrigt – og med de forkerte sko på – bevæger jeg mig langs de høje klippevægge og kommer om på den anden side. Til min store overraskelse er her masser af liv. 

En stor hund løber mig i møde og planter sin våde snude på mit kamera, før den sætter efter sin ejer. Smågrinende og en smule febrilsk prøver jeg at tørre det værste hundesnot af linsen, for det her sted skal der tages billeder af. 

De store granitknolde, jeg står overfor, kaldes Lisce di Sant Andrea og er et samlepunkt for solbadende lokale og enkelte turister. Her suger folk det sidste af eftermiddagssolen til sig rundt omkring på håndklæder og tæpper.

Andre har pakket fiskegrejet ud og står side om side og kaster linen ud mod det åbne hav.

Jeg ser en ung pige forsøge at komme tæt nok på havet til et dyp, men må til manges store lettelse opgive. Selv på denne temmelige vindstille dag slår bølgerne hårdt mod klipperne.

Selvom badeforholdene ikke er lige så gode her, som andre steder omkring Capo Sant Andrea, forstår jeg stadig, hvorfor mange bruger den sene eftermiddag på disse hårde klipper.

Solen er langsomt ved at gå ned, og det er et temmelig spektakulært syn at overvære dette til lyden af det brusende hav. 

Marciana – en charmerende middelalderby

Vi runder et blødt sving på den store hovedvej, og pludselig bliver der råbt: “Stop the car!”

Forvirret kigger jeg rundt. Først ud på vejen for at se, om vi er ved at påkøre nogen. Dernæst ser jeg på min sidemakker, der griner af udtrykket i mit ansigt. Det viser sig heldigvis, at vi bare skal stoppe for at tage billeder.

Solen er så småt ved at brænde igennem skyerne og kaster et saligt lys over Marciana ude i horisonten. Den lille middelalderby ligger på Monte Capannes bjergside blot 17 km fra Capo Sant Andrea.

De gule og orange bygninger står i nydelig kontrast til de mørkegrønne omgivelser, og mens vi kører ind i byen, ringer de hundrede år gamle kirkeklokker os i møde.

Marciana er yndig, og udsigten ud over Elba er vidunderlig. Byen blev grundlagt for over 1000 år siden og har oplevet alt fra stor velstand og skiftende herredømmer til et utal af piratangreb gennem tiderne. Selvom Marciana er gammel, var det først i middelalderen, at byen for alvor tog form.

Levn fra denne tid er stadig at finde i dag. Byen er en lille labyrint af smukke huse og smalle brostensbelagte gader og gamle markedspladser fra den tid. Rundt omkring vokser nydelige blomster og planter enten vildt eller fra potter og giver gadebilledet et charmerende udseende.

I dag bor her omkring 2000 mennesker, og det er svært at mærke, mens vi går rundt. Her er en meget stille atmosfære på trods af, at byens små butikker og trattoria’er har åbent.

Selvom jeg nok godt kunne have brugt et par timer i Marciana, bevæger vi os videre og hen imod udkanten af byen.

I Napoleons fodspor

Herfra vandrer vi afsted mod Madonna del Monte Sanctuary, et lille refugium gemt oppe i bjergets kastanjeskove. Kirken, der blev bygget i 1300-tallet, har været besøgt af pilgrimsrejsende og tilflugtssted for selveste Napoleon Bonaparte og hans elskerinde, før han rejste tilbage til Frankrig.

Ruten kræver et par gode vandresko, men udsigten under gåturen er betagende. Mens vi vandrer kan jeg ikke lade være med at kaste blikket ud over landskabet, selvom dette er med fare for at snuble. Lige så langt øjet rækker, er der hav, skove, bjerge og finurlige klippeformationer, der ligner dyr.

Turen varer nogle timer, og vores guide stopper med jævne mellemrum op for at lade os smage på bær, dufte til vildtvoksende timian og urter, mens han fortæller om naturen. Oppe på en klippe får jeg øje på noget, som bevæger sig. En bjergged kigger undrende på os, inden den forsvinder og fortsætter sin dag.

Vi når ned til hovedvejen, hvor ruten ender lige foran nedkørslen til Capo Sant Andrea. Træt men opløftet smider jeg mig kort tid efter på hotellets seng og tager et lille hvil, inden jeg skal ned smage på stegte blæksprutter og tiramisu på strandrestauranten.

På blot få dage har jeg fået et fantastisk indtryk af dette sted, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag skal tilbage igen til Capo Sant Andrea og Napoleons paradis-ø Elba.

Rigtig god rejse til Elba.