Kaunas i Litauen: Baltikums Berlin er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen
Hvilke oplevelser i Kaunas skal man prøve?
Der er kun få danskere der har besøgt Litauen, og endnu færre har hørt om storbyen Kaunas, der ligger lige ovre på den anden side af Østersøen. Det er en del af det mere ukendte Baltikum – det som ligger uden for Tallinn og Riga, og der er virkelig meget at opleve. Kaunas bliver europæisk kulturby i 2022, og det er der flere gode grunde til.
Kaunas kan egentlig bedst beskrives som Baltikums Berlin. Den har i flere omgange været en delt grænseby, den har været hovedstad i en periode, og byen var som Berlin også voldsomt påvirket af den kolde krig. Kaunas i Litauen er fyldt med flotte bygninger, der ligger ved siden af faldefærdige huse, og der er hyggelige gågader med cafeliv ved siden af beton-avenuer. Det er på mange måder en by, hvor det smukke og forfaldne går i ét.
Dette charmerende mix giver plads til en stor kreativitet, og selvom byen med sine 300.000 indbyggere kun er den andenstørste i det bette land Litauen, er det en stor event-by med mange kunstnere, der sætter kulør på det hele.
Street art i nye højder – oplevelser på gadeniveau i Kaunas
Kaunas er også regionens største koncertby, der tiltrækker store stjerner fra udlandet. Vi var inde og se “Rock On Ice”, der var en ret festlig sammenblanding af skøjteløb fra nogle af verdens bedste løbere serveret til musik leveret live af et stort orkester. Vi var vel en 10.000 tilskuere i den nye arena, og det foregik ordentlig og muntert. Kan anbefales.
Hvis man er frisk på mere kreativ udfoldelse, kan man passende tage toget eller bussen en times tid til Vilnius, der har en Christiania-lignende bydel med egen selvstændighedserklæring og masser af holdninger, kunst og gøjl og blandt andet en Tibet-plads.
Du kan finde ukontrolleret kreativitet i fx Yard Gallery, hvor street art når nye højder, og vægge, der har fået et heftigt pift, fx med en lyserød elefant. Der er nye kæmpe vægmalerier, som indbyggerne har stemt om, hvor lokale spreder deres farver til byen. En af mine favoritter var skabt af en 7-årig pige med prinsesse, kulørte slikpinde og regnbue. Kaunas er altså en rummelig by, der giver plads til så meget liv og farver i dens midte.
Håndgranatkast for begyndere møder “Jagten på Røde Oktober”
Kaunas var i voldsom grad påvirket af den kolde krig og den sovjetiske besættelse. Danmark var en af Natos spydspidser mod øst med blandt andet forterne på Stevns og Langeland, hvor sidstnævnte spillede en væsentlig rolle i Cuba-krisen, fordi man som nogle af de første spottede atom-missiler på de russiske skibe.
Litauen var på den anden side af havet Sovjet-imperiets vigtige spydspids mod vest, og det satte et kæmpe aftryk på byen. I dag kan man stadig se barakkerne, hvor man trænede de angrebsstyrker, der skulle besætte Danmark i tilfælde af krig.
Middelalderborgens nabokirke blev pga. dens høje loftsrum brugt som træningssted for faldskærmstropper og til opbevaring og tørring af faldskærmene. Sovetstyret var jo ikke ligefrem pjattede med religion, så de kunne lige så godt bruge kirken til noget praktisk!
Når man spørger de lokale i Kaunas, hvad det betød i hverdagen, kommer der vilde historier frem, som fortæller om den massivt militariserede by. Helt indtil uafhængigheden i 1990 blev skoledrenge trænet i granatkast i skolerne som en del af gymnastik-undervisningen. Alle blev også trænet i at bruge gasmasker.
En lidt ældre litauer fortalte, at militærtræningen også indgik på universiteterne. Først når du havde bestået skydetræning og dermed vist dig som et loyalt partimedlem, der kunne bruges i krig, kunne du få lov til at gå til eksamen!
Al militærtræning foregik på russisk, og mange litauere blev indrulleret i den sovjetiske hær. En af de mere kendte er Jonas Pleškys, der var en væsentlig inspiration for den episke storfilm “Jagten på Røde oktober” med Sean Connery.
Filmen fortæller historien om en sovjetisk ubådskaptajn fra Litauen, der hopper af, hvilket præcis var det, Pleškys gjorde, da han i 1961 sejlede fra Litauen til Sverige og endte med at bosætte sig i USA.
Et forhold i blomst
Forholdet til Rusland er stadig ret køligt, og efter EU-sanktionerne mod Rusland forsvandt de russiske turister også. I Litauen virker det som om, man primært ser to veje: Mod nord, hvor der er et samarbejde med de andre baltiske lande om fx bedre togforbindelser. Og mod vest mod Skandinavien, som er en stor inspirationskilde for mad og design.
Hvis du går ind på en af de bedre restauranter i både Kaunas og Vilnius, er der ofte skandinavisk design og indretning, og flere af de bedste kokke har været i kokkelære i Danmark, så det nye nordiske køkken har også sat sine solide fodaftryk her.
Vi fik fx en vild “smage-menu” på Restaurant Nüman, der er en af de bedste restauranter i landet, og selvom det officielt var en 6-retters, fik vi i alt 10 vanvittigt kreative retter for godt 300 kroner, blandt andet oksekød med blåbærlæder! Altsammen kreeret af en kok, der blandt andet har arbejdet på NOMA.
We like! Vi fik en prisvenlig gourmet-frokost på Monte Pacis, der ligger sammen med det ældgamle kloster Pazaislis ved floden, og der er også flere mikrobryggerier på gågaderne med mere klassisk og øl-venlig mad. Kaunas i Litauen byder altså også på dejlige madoplevelser.
Skandinavien i Litauen
Forbindelserne til Skandinavien har i øvrigt altid været der. Selvom Litauen i dag er et ret kristent land, var Litauen det sidste land i Europa, der blev kristent, og inden da havde man guder, der næsten må have været i familie med de nordiske guder, for den vigtigste gud var Tordenguden, og træfiguren af denne tordengud på udsigtsbakken i Kaunas ligner til forveksling en nordisk gud. Vand hedder Vandou, og nå ja, så hedder tak “Atjuu” (staves Ačiū), men det er da et ord man kender…
Kaunas er helt oplagt at besøge på en forlænget weekend, gerne med prisbillig lækker gastronomi og en live-koncert smidt oven i hatten. Direkte flybilletter derover koster næsten ingenting (se den grønne boks herover), og maden er god og billig, så man får virkelig noget for sine kroner, og så er der ikke mindst ikke overrendt endnu, så du kan faktisk se attraktionerne i stedet for en vifte af selfie-stænger.
God rejse til den mere ukendte del af Baltikum og masser af oplevelser i Kaunas i Litauen.
Det skal du se på din rejse til Kaunas I Litauen
- Atomic KGB Bunker Museum
- Rådhuset
- Kabelbanerne i Kaunas
- Kaunas slot
- Den gamle bydel
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere!
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
[…] Kaunas, Litauens andenstørste by, er et perfekt rejsemål for en weekendtur. Selvom byen er kompakt, har den masser at byde på, fra historiske seværdigheder til kunst og kultur. Her er en guide til at maksimere dine 48 timer i Kaunas: […]