Kør-selv-ferie i Østrig: 8 steder du skal opleve på din bilferie er skrevet af Cecilie Saustrup Kirk.
Kør-selv-ferie i Østrig: Ultimativ afslapning
Forestil dig dette: Du står halvvejs oppe af en alpebakke. Vinden glider stille forbi dig og sætter liv i de blomsterdækkede enge. I det fjerne kan du se de enorme alpebjerge, hvor toppene stadig er dækkede af sne.
Der er fuldstændig stille med undtagelse af vindens raslen i trætoppene eller måske en puslen fra et dådyr.
Alt ånder fred og ro, og intet kan forstyrre dig fra det storslåede syn ud over Østrigs pragtfulde natur. Måske sætter du dig med dit kaffekrus, nyder en kop og trækker vejret helt ned i lungerne.
Når du har drukket dig mæt på alpernes klare og rene luft, tager du endelig din rygsæk på igen og bevæger dig tilbage til bilen. Tid til at køre til den næste vidunderlige oplevelse.
Kør-selv-ferie i Østrig fra øst til vest
Hvis du hører til dem, som elsker at få mest muligt ud af din ferie på dine egne betingelser, så er kør-selv-rejser en oplagt mulighed. Og Østrig er et af de bedste lande at gøre det i.
Her får du storslået natur, lækker mad og mulighed for selv at udforske nogle af de smukkeste steder i verden. Og med din egen bil som følgesvend bestemmer du selv, hvor du skal hen, og hvor lang tid du vil bruge de forskellige steder.
Østrig har meget at byde på inden for wellness, aktive ferier, smukke udsigter og uovertrufne gourmetoplevelser. Hvad end du er til det ene eller det andet – eller lidt af det hele – så læs med her.
Vi giver dig forslag til, hvad du kan se fra øst til vest i Østrig i bil.
Starten på din kør-selv-ferie i Østrig: Wien
Uanset om du er kørt hertil fra Danmark i din egen bil, eller om du lejer en bil her, så er Wien et perfekt sted at starte. Østrigs hovedstad byder på et hav af kulturelle og gastronomiske oplevelser, som du ikke må snyde dig selv for.
Besøg det imponerende slot Schönbrunn, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Eller se Hofburg-paladset, som ud over at være tilholdssted for Østrigs forbundspræsident også rummer flere af Wiens topmuseer og -gallerier samt den berømte Spanske Rideskole.
Når tiden er til eftermiddagskaffe, så tag på Café Central, som muligvis er Wiens flotteste café. Caféen åbnede i 1876 og var stamsted for mange af Østrigs kendte personligheder som Sigmund Freud, Lev Trotskij og Stefan Zweig. Caféen er en hver kageelskers drøm og et pragteksemplar på den cafékultur, der hersker i Østrigs hovedstad.
Til aftensmad må det næsten være obligatorisk at prøve en af Østrigs nationale retter: Wienerschnitzel. Prøv den på restauranten Figlmüller, som er elsket af både turister og lokale. Wienerschnitzlerne her er så store, at to personer kan deles om en enkelt – kan det blive bedre?
Wien har utroligt meget andet at byde på, og man kunne bruge flere dage i byen. Men længes du i stedet væk fra storbyen, så er det på tide, at du tager afsted imod det næste mål på din kør-selv-ferie i Østrig: Nationalparken Neusiedler See.
Besøg Nationalpark Neusiedler See på din bilferie i Østrig
Blot en times kørsel fra Wien ligger en af Østrigs i alt otte nationalparker.
Neusiedler Sees landskab adskiller sig nok markant fra, hvad du nok normalt tænker på, når du tænker Østrig. Her er vi langt fra bjerge, men ude i et vand- og sivområde med store enge, hvor der løber vilde heste rundt.
Du kan selvfølgelig bevæge dig ud i landskabet til fods, men området tilbyder også leje af cykler og heste, så du kan opleve parken på en anderledes facon. Når nu du har bilen med rundt i Østrig, kan du jo medbringe dine egne cykler eller andet rejseudstyr. Det er en af de mange fordele ved en bilferie i Østrig.
Rogner Bad Blumau
Efter et par timer på hesteryg kan selv den ypperste sportsmand godt være lidt mørbanket. Heldigvis fortsætter vores kør-selv-ferie i Østrig lige forbi Rogner Bad Blumau – et noget usædvanligt spa-hotel.
Et besøg på Rogner Bad Blumau er en eventyrlig rejse. Stedet byder på intet mindre end 11 forskellige indendørs- og udendørs pools, spabade, bølgebassiner, en saltgrotte, Melchior-mineralspringvandet, et hav af forskellige saunaer samt søen Vulkania, som har undervandsmusik.
Hotellet har en helt usædvanlig arkitektur, som er som taget ud af et eventyr. Rogner Bad Blumau er omgivet af marker og enge, og er det perfekte sted til afslapning, inden din bilferie i Østrig går videre til Graz.
Graz
Østrigs næststørste by, Graz, rummer et hav af oplevelser. Byen er tydeligt påvirket af sin centrale placering midt i Europa, og det ses bestemt i byens arkitektur, som er en smuk blanding af alt fra barok- og renæssancehuse til science fiction-agtige bygninger.
Fx har kunstmuseet Kunsthaus Graz fået det yderst passende kælenavn ‘Den Venlige Alien’ for bygningens besynderlige arkitektur, mens Ferdinand den Andens Mausoleum er et smukt og velbevaret eksempel på sen-renæssancens byggestil.
Graz er ikke større end Aarhus, og derfor føles det som om, naturen er inden for rækkevidde alle steder i byen. Gå op på bakken Schloßberg, som ligger midt i byen, og nyd udsigten over Graz og besøg det over 1000 år gamle slot på toppen.
Hallstatt
Efter Graz venter der os en lidt længere køretur til en af Østrigs måske mest fotogene byer: Hallstatt. På de store veje tager turen lidt over to timer. Hvis du hører til dem, som elsker at køre ad de lidt mindre velkendte veje med skønnere natur, så tag en sidevej og oplev nogle af Østrigs små hyggelige byer på vejen.
Når du ankommer til Hallstatt, er det første stop en tur langs Hallstatt-søen. Med en smuk udsigt over vandet, bjergene og den gamle by er det ikke underligt, at der florerer en million billeder på nettet af Hallstatt. Smukkere syn skal man lede længe efter – og dog. Hallstatt byder nemlig også på en anden fantastisk naturoplevelse.
Tag en afslappende tur op af bjerget Dachstein med en gondollift og træd ind i et fortryllende vinterlandskab. Dachsteins isgrotte, som er åben fra maj til oktober, er et smukt syn med vandfald frosset til is og isformationer, der rager langt over hovederne på de besøgende.
Når nu du er på toppen, så skal du også opleve udkigsposten ‘5 Fingers’.
Med en uovertruffen udsigt til Alperne og mere end 1500 meter ned til Hallstatt-søen og landsbyen forneden skal oplevelsen nok give hvem som helst bløde knæ. En af ‘udsigtsfingrene’ er ovenikøbet lavet af glas, hvis du har lyst til at udfordre din højdeskræk yderligere.
Salzburg
Fra Hallstatt kører vi nu 70 km videre på vores kør-selv-ferie i Østrig, nordpå til det klassiske Salzburg. Hvis du holder dig til rute 145 og 158, fører vejen dig forbi smukke søer og idyllisk alpeland. I Salzburg finder du storslåede slotte, katedraler og Mozarts gamle hus.
Hvis du trænger til at få brugt musklerne, så er Salzburg det perfekte område at få støvet dine klatreevner af. Der findes tusindvis af klatreruter både for professionelle og nybegyndere og et hav af guides og kurser, du kan tilmelde dig.
Husk også at besøge byens lokale marked, hvor du finder mange spændende lokale specialiteter og råvarer, blandt andet ‘apfelstrudel’ og den ikoniske kringle ‘brezel’.
Byen byder også på flere lækre spa-hoteller som H+ Hotel Salzburg og i det hele taget hygge og afslapning på den store klinge.
Zell am See
Tilbage mod syd går vores kør-selv-ferie i Østrig, og du havner nu i Zell am See-Kaprun. Her står tiden i naturens og de fysiske aktiviteters tegn, så på med vandreskoene eller cykelhjelmen og forbered dig på natur af første klasse.
I og med at du befinder dig i Alperne, er der masser af vandre- og cykelruter, der alle giver fortryllende udsigter og oplevelser i bjergene. En vandretur til Großglockner, Østrigs højeste bjerg, er selvfølgelig et must. Tag bilen langs rute 168 og slå så ind på rute 108 – det er det tætteste, du kommer, inden vandrestøvlerne skal vise deres værd.
Du kan også tage ud på vejen Großglockner Hochalpenstrasse, som udover at være et smuk syn i sig selv med sin snoede vej og mange sving, også giver en fabelagtig udsigt over Alperne.
Skal det være lidt vildere, så byder Zell am See også på riverrafting i nogle af de mange floder og brusende vandløb, som omgiver byen.
Hvis du får lyst til at kombinere vand og vandring, så er en udflugt til Krimmler-vandfaldene en oplagt aktivitet. Vandfaldene er Østrigs højeste med en højde på 380 meter. Du kan passende køre derud tidligt om morgenen, inden turistbusserne ankommer, vandre op for at se de kraftige vandmasser og så køre videre på din bilferie i Østrig til turens sidste stop: Innsbruck.
Se alle de bedste rejsetilbud til hele verden her
Innsbruck
Innsbruck er hovedstaden i delstaten Tyrol og ligger smukt op ad den imponerende bjergkæde Nordkette. De høje tinder når over 2000 meter, men med Nordkettenbahn kan du komme derop på blot 20 minutter. Byen Innsbruck ligger midt imellem de to floder Inn og Sill, hvilket har givet byen masser af rekreative grønne områder og parker.
Når sulten melder sig, så må du sætte kurs mod Weisses Rössl. Restauranten er den ældste i byen og stammer helt tilbage fra 1509. Alt fra tjenernes uniformer til indretning og menukortet er holdt i den klassiske tyrolske stil; det gælder også de enorme portioner, du får serveret.
Hvis du lejer bil i Wien, så sørg for at leje igennem et selskab, som også har faciliteter i Innsbruck. Så kan du nemlig tage et fly hjem herfra, da Innsbruck har sin egen lufthavn. Det gør din bilferie i Østrig lidt nemmere.
Er du derimod kørt i din egen bil, så ligger grænsen til Tyskland kun lidt over 30 km væk herfra, og turen tilbage til det gamle moderland kan begynde – nu med bilen, kufferten og kroppen fuld af gode minder fra det fantastiske kør-selv-ferieland Østrig.
Se meget mere om at rejse i Østrig her
God kør-selv-ferie i Østrig.
Gode byer at besøge på din kør-selv-ferie i Østrig:
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!
7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: