Site icon RejsRejsRejs

Wien: Meget mere end bare wienerschnitzel

Wien - Østrig - rejser

Wien: Meget mere end bare wienerschnitzel skrevet af Cecilie Saustrup Kirk.

En af Donaus perler

Lige på kanten af Donau ligger en af Europas mest fantastiske byer. Hvad end du søger historie, kultur, vin, wienerschnitzel eller oplevelser for livet, så er Østrigs hovedstad Wien en oplagt by at besøge.
Siden der er så meget at opleve i Wien, har vi samlet 5 temaer, som du kan bruge til at guide dig i denne skønne by.

Habsburgske Wien

Er der noget Wien byder på, så er det historie og smuk arkitektur. Wien og Østrig i det hele taget var nemlig hovedsædet for den habsburgske familie, en magtfuld kongeslægt, som regerede i større eller mindre grad i store dele af Europa. Habsburgerne regerede blandt andet Spanien, Ungarn, Kroatien, Tjekkiet, Portugal, Holland, Italien samt disses oversøiske kolonier.

Derfor finder vi også masser af spændende arkitektur fra den habsburgske storhedstid, som helt sikkert er et besøg værd.

Du bør opleve slottet Hofburg, som dengang var den kejserlige residens i Østrig, men som i dag tjener som kontor for landets forbundspræsident. Slottet er et smukt syn med hvide søjler langs fronten og statuer på taget; alt sammen i smuk barokstil. Hofburg består af 18 fløje og over 2000 rum, så her er nok at se på.

Gå fx på opdagelse i Nationalbiblioteket, besøg det kejserlige skatkammer og se fortidens skatte eller gå igennem de kejserlige værelser og se, hvordan Habsburgfamilien boede. Tag også forbi Den Spanske Rideskole og se en opvisning i verdensklasse, hvor stolte traditioner og forfinede evner inden for ridekunst er videregivet gennem århundreder. 

Hvis din smag er til storslået kunst, så er et besøg på Belvedere-slotskomplekset noget, der skal opleves. Her finder du to paladser, som også er opført i den karakteristiske barokstil.

I Nedre Belvedere kan du opleve det østrigske museum for barokkunst inklusiv den smukke marmorsal med loftmaleri inspireret af den græske gud Apollon. Derudover kan du på Øvre Belvedere se verdenskendt kunst. Her finder du verdens største samling af Gustav Klimts værker samt en række impressionister som Monet, Van Gogh og Renoir. Oppe fra Øvre Belvedere har du også et uovertruffent udsyn ud over Wien.

Endelig kommer vi ikke uden om Schloss Schönbrunn, som i 1996 blev optaget på verdensarvslisten. Det imponerende slot er opført i rokokostil og ligger i skønne omgivelser med haver, springvand, labyrinter og parker til alle sider. Slottet er i dag et museum, men blev oprindeligt bygget som sommerplads for den habsburgske familie.

Klassiske Wien

Wien byder på masser af klassiske indslag; klassisk kunst, klassisk kultur og selvfølgelig klassisk musik.

På Sigmund Freud-museet kan du blive klogere på manden bag psykoanalysen og af den moderne verdens største tænkere, og i Künstlerhaus bliver du inviteret indenfor til et hav af skiftende udstillinger om alt fra arkitektur og malerier til skulpturer og andre former for kunst.

Hvis du ikke fik nok Gustav Klimt i Belvedere, så smut ud til Klimt Villa i den sydvestlige del af byen. Det var i dette hus og den tilhørende have, at Klimt skabte nogle af sine mest berømte malerier. I villaen kan du for eksempel se de ufærdige værker “Bruden” og ”Adam og Eva”.

Når vi snakker og det klassiske Wien, skal vi også et smut forbi Stefanskirken – eller Stephansdom, som er det navn, den er mest kendt under. Kirken er dedikeret til Sankt Stefan, den første martyr, og blev opført helt tilbage i år 1147. Den er siden blev udbygget, ombygget og genopført af adskillige omgange, men står den dag i dag i gotisk stil som et smukt vartegn for byen. Østrigs største kirkeklokke, hænger i domkirkens nordlige kirketårn.

Man skal ikke kende meget til klassisk musik for at vide, at mange af verdens store klassiske komponister stammer fra Wien og Østrig. Det gælder komponister Schubert og to gange Strauss fra Wien og selvfølgelig Mozart fra Salzburg, og de har sat deres præg på Østrigs hovedstad. Der er altid klassiske koncerter at finde i Wien.

Wiener Staatsoper er det vigtigste operahus i Wien og et af verdens mest kendte. Operaen byder på både koncerter, operaopsætninger og balletforestillinger, så find en billet og lad dig forsvinde ind i noget af verdens mest berømte og smukkeste musik.

Vin og schnitzel – kulinariske Wien

Hvad er en ferie uden mad? Og hvad er Wien uden wienerschnitzel? Den verdenskendte ret er synonym med Wien, og man kan næsten ikke besøge byen uden at havde prøvet en ægte wienerschnitzel. Den ægte vare findes masser af steder over hele byen, men særlig nævneværdig er restauranten Figlmüller, som er elsket af både turister og lokale. Figlmüllers wienerschnitzel er så stor, at to personer kan deles om en enkelt – præcis som vi kan lide dem.

Østrig er samtidig kagernes og desserternes land. Hvad end du søger den berømte apfelstrudel, den lækre linzer torte, sachertorte eller de små udsøgte spritzgebäck-småkager – så er Wien byen for dig.

Slå dig ned på en café og få smagen af Østrig serveret sammen med kaffen. Et godt sted at afprøve nogle af de udsøgte delikatesser er ved Café Central, som muligvis er Wiens flotteste café og en seværdighed i sig selv. Caféen er enhver kageelskers drøm og et prægtigt eksempel på den cafékultur, der stadig hersker i Østrigs hovedstad.

Østrig udmærker sig også på et punkt, som mest er for de voksne; nemlig vin. De fleste vinelskere kender til de kendte varianter som Riesling, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay – alle fabelagtige vine, som laves på druer fra de østrigske vinmarker.

En gammel østrigsk druesort, Grüner Veltliner, har også de seneste år vundet mere og mere indpas på vinmarkedet. Et godt sted at stifte bekendtskab med en af – eller alle – disse vine er i vinstuen Tinto Rosso. Med dygtigt personale og stor variation af vine kan man snildt få en aften til at gå her.

Østrig er også gode til øl, og både øl og vin passer glimrende til wienerschnitzel – og til det meste andet mad, du kan få i Østrig og Wien. Her er det den gode oplevelse der tæller – ikke så mange fine fornemmelser.

Østrigs familievenlige hovedstad

Wien er den perfekte by at tage børnene med på ferie i. Ikke så langt fra Danmark at rejsen bliver ubehagelig, en sikker by at færdes rundt i og et klima, som ikke er en alt for stor omvæltning for de små. Og så har Wien selvfølgelig en masse aktiviteter for børn.

Prøv Wiens zoologiske have – eller Schönbrunn Zoo, som den egentlig hedder pga beliggenheden ved slottet Schönbrunn. Det er verdens ældste zoologiske have og stammer helt tilbage fra 1752. Dengang var det kun den kongelige familie og adelen, som havde adgang, men i dag bliver haven besøgt af over to millioner mennesker årligt. Den zoologiske have har spredt sig til hele 17 hektar og indeholder omkring 8500 dyr fordelt på over 700 forskellige arter.

En anden familievenlig oplevelse, der skal prøves, er Prater. Prater en egentlig navnet på et stort offentligt parkområde, som ligger i bydelen Leopoldstadt. Men i daglig tale benytter folk ordet Prater til at omtale forlystelsesparken Wurstelprater, som ligger helt ude i den vestlige del af parken.

Prater er specielt kendt for sit pariserhjul, Riesenrad, som er 65 meter højt og vejer 430 tons. På samme måde som London Eye er et vartegn for London, så er Riesenrad vartegn for Prater og Wien og bestemt en udflugt værd.

Afsted til wienerhygge og wienerschnitzel – find billige flybilletter til Wien her

Skæve og skøre Wien

Wien har også et hav af skæve og sjove oplevelser. En af de bogstaveligt talt skæveste attraktioner er nok Hundertwasserhaus. Et lejlighedskompleks bygget mellem 1983 og 1986, som med det samme blev et kendetegn for Wien. Lejlighederne er bygget op af skæve vinker, sjove farver og blomsterdækkede tage og altaner – et bestemt særpræget look, som man nok ikke finder andre steder.

Hvad med et besøg i en park dedikeret til sommerfugle? Schmetterlinghaus er den royale sommerfuglepark og er en del af slottet Hofburg i form af et kæmpe drivhus. Indenfor er der skabt et landskab af eksotiske planter, rislende vandfald, tropisk temperatur og sommerfugle i hundredvis. Det er en af de smukkeste attraktioner i centrum af Wien og er en magnet for både turister og lokale, som leder efter et sted at få slappet af og komme helt ned i gear.

Du kender Fristaden Christiania – nu skal du møde Republikken Kugelmugel. Wiens egen mikronation erklærede sin uafhængig i 1976 og består af kun et hus: Kuglehuset. 

Kuglehuset blev bygget af Edwin Lipburger, som efter uenigheder med myndighederne om ejerskabet af Kuglehuset blev sendt i spjældet i 10 uger. I 1982 blev huset flyttet til Prater-området og har stået der lige siden. På trods af at Kugelmugel kun har et enkelt hus, så har republikken over 650 statsborgere – ingen bor dog i selve ‘nationen’. Republikken er i dag under Wiens administration og bliver brugt som en turistattraktion. 

Som det fremgår, kan Wien byde på lidt af det hele. Alt der mangler nu er at få bestilt flybilletten, pakket kufferten og komme afsted mod Wien – en af Europas mest vidunderlige byer.

God rejse og god wienerschnitzel-appetit!

Læs meget mere om at rejse i Østrig her


Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Exit mobile version