Gdansk byguide – 5 unikke oplevelser i det nordlige Polen er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.
Sightseeing, shopping og strand – Gdansk har alt
Lige på den anden side af Østersøen i det nordlige Polen ligger den historiske havneby Gdansk. Byen har gennemgået en hel del omvæltninger i sin levetid, og historien sætter i høj grad sit præg på det Gdansk, du ser i dag.
Det var her, korsridderne holdt til i middelalderen i deres kæmpe borg. Det var her, Jerntæppet faldt på Lenin Skibsværft. Og det er her i de hippe og hyggelige gader, det moderne Polen virkelig lever.
Gdansk er en del af det, polakkerne kalder Trójmiasto – ‘de tre byer’ – sammen med Sopot og Gdynia. De tre byer på østersøkysten er vokset sammen, og det er nemt at komme rundt imellem dem. Og det er også nemt at komme fra Gdansk rundt i regionen Pommern, hvor du finder mange flere historiske højdepunkter. Mere om det om lidt.
Gode gamle og nye Gdansk
Gennem tiderne har Gdansk både været en lille fiskerby, den største og vigtigste havneby i kongeriget Polen-Litauen, underlagt tyske korsriddere, været hansestad, tilhørt Prøjsen, været uafhængig bystat og været centrum for protester under den kolde krig. Den omtumlede historie er tydelig i byen i dag og spændende at gå på opdagelse i.
Arkitekturen bærer præg af både historiske glansperioder og de altomfavnende ødelæggelser under anden verdenskrig. Samtidig er Gdansk både en hyggelig middelalderby med snævre brostensbelagte gader og stemningsfulde pladser og torve og en kæmpe industrihavn med travle kraner og forfaldne pakhuse.
Gå en tur ned ad gågaden Dluga med de mange butikker, restauranter og imponerende gamle huse. For enden af Dluga ligger den gamle havnefront med endnu flere restauranter og hyggestemning. Husk også at tage en gåtur gennem middelaldergaden Mariacka lige ved den store kirke. Her finder du et af de ældste og mest atmosfærefyldte markeder for rav, som Gdansk virkelig er kendt for.
Kan du ikke få nok af rav, så skal du også besøge ravmuseet i den gamle vandmølle midt i centrum af Gdansk tæt på banegården. Museet er et slaraffenland for ravelskere. Du kan både blive klogere på, hvor rav kommer fra og samtidig se kunstgenstande, smykker og alverdens objekter af det pureste rav – ‘Østersøens guld’.
Selve den gamle mølle, hvor ravmuseet har til huse, er også flot, og der er en lille udstilling om møllens historie, som du bør se. når du er der.
Du kan sagtens få flere dage til at gå med bare at gå på opdagelse i Gdansks gamle gader og suge stemningen til dig. Det skal der være tid til. Men der er også meget andet at kaste sig over i den spændende by.
Her er et rigtig godt hotel midt i centrum af Gdansk
Krig og fred – Gdansks fremragende verdenskrigsmuseum
For få ganske få år siden åbnede en af de største og vigtigste attraktioner i Gdansk: Det nye Museum for Anden Verdenskrig. Museet er med god grund meget populært, så husk at bestille billet online på forhånd.
På det imponerende museum midt i byen kan både børn og voksne dykke ned i alle de begivenheder, som ledte op til anden verdenskrig. Her spillede Polen en vigtig rolle, og faktisk blev krigens allerførste slag udkæmpet lige netop på havnen i Gdansk. Derfor er det nærmest et krav, at du besøger museet, når du er i Gdansk.
Gennem en gennemført fortælling bliver du taget med gennem hele krigens forløb, og vi kan klart anbefale, at du bruger den rigtig gode audioguide, som findes på mange forskellige sprog. Den er ikke på dansk, men den engelske version er fremragende. Og den er nem at bruge.
Det er stærke sager, du kommer igennem, og det er nok en god idé at tage ud og få lidt adspredelse, frisk luft og noget godt at spise bagefter. Både voksne og lidt større børn får rigtig meget ud af at opleve museet.
Der kan være lang kø, så husk at komme til den tid, der står på din billet. Hvis du vil springe noget over undervejs eller gå lidt hurtigere eller lidt langsommere, end audioguiden er beregnet til, så er det ikke noget problem overhovedet. Tag det i dit eget tempo – der er meget at tage ind.
Solidaritet og skibsbyggeri
Efter anden verdenskrig var Gdansk en del af det kommunistiske Polen, og det var ikke alle, der var tilfredse med politikken i landet hele tiden. Det bliver især tydeligt, når du besøger Gdansks store skibsværfter, som har spillet en afgørende rolle i verdenshistorien.
På det gamle skibsværft ‘Lenin’ arbejdede tusindvis af værftsarbejdere hårdt med at bygge skibe til både Polen og andre lande. Det var en vigtig arbejdsplads med stor økonomisk betydning for landet.
De vanskelige arbejdsvilkår gjorde, at værftsarbejderne ønskede bedre forhold, og de ønskede at organisere sig i en uafhængig fagforening. En af hovedmændene i arbejdskampen var den senere polske præsident Lech Walesa, som gik forrest i protesterne. Det var en voldsom tid, og strejker og protester mødte hård modstand.
Lenin-værftet er i dag stadig aktivt, men under et andet navn, og du kan på selve værftet besøge det helt nye Soldaritetscenter med et fremragende museum, hvor du kommer helt tæt på både arbejderhistorien og de personer, som spillede både hoved- og birollerne i kampen for arbejdernes rettigheder.
Fagforeningen Solidaritet blev stiftet her, og de store strejker på Lenin-værftet var i høj grad med til at starte en folkelig opstand mod magthaverne og var afgørende for, at Jerntæppet mellem øst og vest i sidste ende faldt.
Solidaritetscentret er både et spændende museum og samtidig en aktiv spiller i at bevare og undervise i arbejderhistorie og rettigheder i dagens Polen og Europa. Virkelig et besøg værd. Igen anbefaler vi at bruge audioguiden for at få mest muligt ud af besøget.
Når du alligevel er på havnen, er det en god idé at gå lidt på opdagelse i de gamle pakhuse og forfaldne havnebygninger. Her støder du blandt andet på et populært streetfood-marked og et af de mest hippe gå-i-byen-steder. Fortiden blander sig fint med nutiden.
Vil du bo unikt på ferien i Gdansk? Så er her et helt specielt hotel til dig
Ridder for en dag – middelalderen lever i Malbork
Det er næsten som en tidsrejse, når du tager toget i en lille time fra Gdansk, og pludselig er du rejst flere hundrede år tilbage i tiden.
I byen Malbork ligger den imponerende ridderborg af samme navn. Det var her, korsridderne slog sig ned og havde deres hovedsæde i århundreder. Borgen er i dag åben for besøgende, og du får hurtigt mange timer til at gå med at udforske det store gotiske borgkompleks, som er den største murstensborg i verden.
Borgen er delt op i utallige små rum og store sale, små pladser, kirke og kapel, køkken, tronsal, tjenesteboliger og tusindvis af fascinerende detaljer. Også på Malbork bliver du guidet rundt af en rigtig velfungerende audioguide, som fås på blandt andet engelsk.
Lige som resten af Pommern og området omkring Gdansk har Malbork været på mange forskellige magthaveres hænder, været kongeslot for flere polske konger og blev bombet sønder og sammen under krigen. Siden 1997 har borgen dog været på UNESCOs verdensarvsliste og er en af de største historiske attraktioner i Polen.
Så slip dine ridderlige tilbøjeligheder løs og rejs tilbage i tiden til Malbork.
Tung historie i koncentrationslejren Stutthof
Stik øst for Gdansk tæt på østersøkysten ligger en historisk seværdighed, som virkelig sætter tankerne og følelserne i gang: Den tidligere koncentrationslejr Stutthof.
Rejser du med større børn, er det oplagt at gøre besøget til en udvidet historietime. Lejren er ikke på samme måde egnet til mindre børn – både fordi det kan være svært at forstå historien og fordi, der er en meget afdæmpet og andægtig stemning, som kan være svær for børn at holde til i lang tid ad gangen.
I Stutthof foregik uhyrligheder i en skala, som kan være svær at sætte sig ind i, og det kræver lidt hård hud på hjertet at komme igennem det hele. Men spændende er det.
Nogle af fangerne i koncentrationslejren Stutthof var de danske kommunister, som blev udleveret til besættelsesmagten og sendt afsted til tvangsarbejde og det, der er værre.
Hvis du vil have mest muligt ud af besøget, giver det mening at læse lidt op på lejrens historie på forhånd. Der er også en barsk, men lærerig film, du kan se i filmlokalet tæt på indgangen til lejren.
Vejen fra Gdansk til Stutthof løber langs kysten, og her ligger små feriebyer og store sommerhusområder hele vejen. Tag et stop i sommerlandet på vejen og få en is eller en kop kaffe til at fordøje oplevelserne. Du kan fx tage den fine lille togbane, som kører langs kysten og stopper i alle de små byer.
Sopot – sol, sommer og strand
De tre byer, som udgør Trójmiasto er alle kendt for de lækre strande langs Østersøen. Om sommeren valfarter turisterne til fra nær og fjern for at nyde livet med sand mellem tæerne.
Gdansk egen strand Brzezno ligger i frisk gåafstand fra selve byen. Vi anbefaler at tage lokaltoget videre op ad kysten til byen Sopot, som i den grad kommer til live om sommeren.
Sopot er en badeby med kilometervis af strande, en populær aktivitetsrig mole midt i centrum og masser af restauranter, barer, iskiosker og aktiviteter. Hvis du har familien og børnene med, er Sopot et must.
Fra stationen er der en kort gåtur gennem bykernen ned til sandet og vandet, og her kan du bare slå dig ned og lade solen varme dig helt ind i sjælen. Selvom der er mange mennesker på stranden, kan du altid finde et lidt afsides hjørne med fred og ro – du skal bare fortsætte ud af den lille sti, som løber langs kysten hele vejen.
Det er oplagt at leje cykler og komme rundt i Sopot og omegn på den måde, men ellers kan det meste nås til fods. Et godt tip herfra er at have nogle mønter i lommen til de offentlige toiletter, som ofte koster i omegnen af 2 zloty at benytte.
Mens Gdansk er rig på storbyliv og historie, er Sopot rig på feriestemning og forkælelse. Du kan sagtens bo på et af de dejlige spa-hoteller i Sopot og udforske Gdansk med Sopot som base. Det er nemt at komme rundt, og det er rart at kunne koble af, når dagens oplevelser er overstået.
Gdansk og det nordlige Polen er fuld af mindeværdige og lærerige opleveler – så rigtig god ferie i Gdansk og Sopot.
Se mere om spa og forkælelse i Sopot her
Det skal du se i Gdansk
- Det gamle centrum med gågaden Dluga
- Museet for Anden Verdenskrig
- Solidaritetscentret på det gamle Lenin-skibsværft
- Korsridderborgen Malbork
- Koncentrationslejren Stutthof
- Sopot – kilometervis af lækre strande, sol og spa
Vidste du: Her er redaktør Annas 7 oversete favorit-øer i Thailand!
7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6: Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: