RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Portugal » Portugal: Insider-guide til 5 steder, du skal se på rejsen
Portugal

Portugal: Insider-guide til 5 steder, du skal se på rejsen

Portugal Algarve Klippe Grotte Rejser
Portugal er det perfekte rejseland, når rejsen skal indeholde kulturelle storbyer, skøn natur og lækre strande.
  viva cruises konkurrence 2024

Portugal: Insiderguide til 5 steder, du skal se på rejsen er skrevet af Paloma Fjord.

Lyt til artiklen her:

Portugal, kort, rejser, kort over portugal, portugal kort, portugal map

Portugal-rejsen kan indeholde det hele

Derfor kan det være svært at vide, hvor man skal starte og slutte i Portugal, og her får du derfor en guide til 5 steder, som du skal opleve, når du rejser til Portugal.

Landet er forholdsvis uspoleret, og det er et perfekt alternativ til de mere klassiske sydeuropæiske rejsemål – både som weekendtur og til en længere rejse.

Det er let og sikkert at rejse rundt i Portugal; portugiserne taler udmærket engelsk og er altid hjælpsomme, der er masser at opleve, og priserne er rigtig fornuftige.

Så tag med på et eventyr til de bedste Portugal-destinationer her.

Portugal Madeira rejser

Oplev de mange facetter af smukke Portugal på rejsen

Portugisisk gastronomi er super lækker og varieret.

Det er middelhavskøkken af bedste slags, og desserterne er meget forskelligartede og altid værd at prøve. Portugal er et kaffeland, og de lokale drikker især små stærke espressoer, en såkaldt bica. Alt dette kan anbefales at udforske på de lokale restauranter, tascas, hvor priserne heldigvis er på et niveau, hvor de fleste kan være med.

Ud over fastlandet er Portugal også et ørige bestående af vulkanøen Madeira og om klipperige Azorerne.

Skal du rejse til fastlands-Portugal, kan vi anbefale dig at flyve til Porto frem for Lissabon, da flybilletterne til Porto ofte er billigere.

Fra Porto kan du nemt fange en bus til Lissabon. Det tager omkring fire timer. Du kan også leje en bil i Porto, køre det lille land tyndt og opleve alle de Portugal destinationer, som denne artikel anbefaler.

Når du så til slut ender ved Algarvekysten i syd, kan du lige så godt blive lidt, da strandene og kystlinjen er noget af det smukkeste.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
Lissabon Alfama Gade Rejser

Lissabon: Høj på livet i Portugal

Portugals hovedstad Lissabon er på mange måder en skøn by at være turist i.

Det er den da også blevet hyldet for i de seneste år, hvor den har vundet ’Best City Destination’-prisen til World Travel Awards. Byen kan af samme grund føles en smule overrendt, og det kan derfor anbefales, at du søger lidt væk fra de klassiske turistmål.

Vi anbefaler dig at opleve Lissabon både til lands, til vands og fra toppen.

Til lands skal hovedstaden opleves fra en bumlende sporvogns vinduer. Snakker man Lissabon, er sporvognene nemlig helt uundgåelige. De er en rigtig fin måde at blive transporteret op og ned af de brostensbelagte bakker og få et indblik i bylivet fra første parket. Sporvogn nummer 28 dækker den mest fotogene rute, da den kører igennem de stejle, smalle gader i nabolaget Alfama, som ses på billedet herover.

Til vands skal Lissabon opleves fra floden Tejo. Her kan du komme på en fantastisk bådtur, der sejler langs byen og ud til den historiske bydel Belém. Det smukke lys, som Lissabon altid prydes af, kommer rigtigt til sin ret, når du oplever byens farverige bygninger fra vandsiden på en solskinsdag.

Fra toppen skal Lissabon opleves fra de mange bakketoppe. Det siges, at Lissabon er bygget på syv bakketoppe eller høje. Derfor er der også mange smukke udsigtsposter, hvor der altid er liv, og hvorfra du for eksempel kan nyde den fantastiske solnedgang.

Udsigtspost hedder ‘miradouro’ på portugisisk.

Jeg vil anbefale udsigtsposterne Miradouro Santa Catarina, Miradouro da Senhora do Monte og Miradouro Monte Agudo.

Porto Flod Rejser steder

Lille og livlige Porto i det nordlige Portugal

Porto ligger i det nordlige Portugal og er landets andenstørste by og helt sikkert en af de Portugal destinationer, du ikke må misse på din rejse.

Man kan sige, at Porto er lidt som Lissabons afslappede lillebror: Hvor Lissabon kan føles lidt overfyldt, er Porto stadig mindre kendt og mindre hektisk. Byen minder dog om hovedstaden, da den også er fyldt med stejle bakker, gamle huse med kakkelbeklædte facader og en stor smuk flod: Douro.

Douro-floden er et skønt sted at slå sig ned ved. Især anbefales et glas portvin eller lokal ‘grøn’ vin – vinho verde – i solen.

Alle, der besøger Porto, skal ind forbi den verdenskendte boghandel Livraria Lello. Boghandlens gamle mahogni-interiør og bugnende boghylder skulle efter sigende have givet J. K. Rowling inspiration til troldmandsskolen Hogwarts slotsbibliotek kendt fra Harry Potter.

Hvis du besøger Porto, må du ikke snyde dig selv for at gå rundt og udforske de snørklede gader med gamle historiske bygninger og den allestedsnærværende duft af grillede sardiner.

I byens ældste kvarter Ribeira, som ligger ud til floden, kan man virkelig mærke, at Porto er en gammel og lidt faldefærdig by. Den er dog ældet med ynde og charme, hvilket kun understreges af, at de lokale er kendt for at være meget smilende og hjælpsomme.

På toppen af Portugal i Serra da Estrela

Serra da Estrela er det højeste bjergområde i Portugal og ligger i den nordvestlige del af landet, og det meste af året er bjergtoppene sneklædte, selvom temperaturen er behagelig.

Det er oplagt at tage på aktive vandreture og udforske de smukke udsigter på egen hånd. Hvis du bare har en enkelt dag eller to, kan du også let leje en bil fx i Porto. Derfra kan du køre til Serra da Estrela og få det smukke landskab og de sneklædte udsigter serveret på et sølvfad.

Serra da Estrela har en stærk lokal kultur, og du må ikke snyde dig selv for at tage ind forbi de mange små landsbyer.

Her sælges lokal skinke og ost, et særligt lækkert brød, hjemmelavede hjemmesko og bløde uldsokker. Derudover har området en speciel hunderace, der trives i kulde, og som man møder i alle landsbyerne. Den er enormt sød, plysset og kælen.

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Portugal steder Alentejo Vinmarker Rejser

Den landlige Alentejo-region – Portugals kork- og vinland

Alentejo er regionen, der ligger syd for Lissabon. Den er kendt for at have virkelig smukke flade naturområder prydet af korktræer, vinmarker og et rigt fugleliv. Du kan for eksempel ikke køre i mange minutter uden at se en stork sidde i et træ ved en stor storkerede.

Jeg vil anbefale, at du lejer en bil i Lissabon og kører rundt i Alentejo. På den måde kan du opleve de små lokale landsbyer, de smukke landskaber og strandene i vest.

På dit road trip må du ikke snyde dig selv for at spise på de mest lokale steder, du kan finde, da gastronomien fra Alentejo er anerkendt i hele Portugal som den allerbedste.

I de seneste år har mange udlændinge også bosat sig i Alentejo-regionen. De har åbnet mange typer alternative retreats og yogasteder. Hvis du er til den slags, er det helt klart værd at opsøge, for der er masser af det.

Hvert andet år afholdes også en stor alternativ festival drevet af frivillige kaldet ‘Boom Festival’. Her går elektronisk musik, yoga og psychedelia op i en højere enhed.

Alentejos største by, Sines, afholder også en stor årlig verdensmusikfestival, ‘FMM Sines’, hvert år i juli. Det er en af de Portugal destinationer, der er værd at besøge på en rejse til landet.

steder Algarve Klippe Grotte Rejser

Besøg naturskønne Algarve – Portugals strandparadis

Et af de andre flotte steder, du skal besøge, er den sydlige kyst, som er et yndet turistmål – og det er med rette. Hele kystområdet, som både omfatter Atlanterhavskysten og Middelhavskysten, prydes af store gyldne klipper og klart turkisblåt vand.

De store byer i området hedder Lagos, Albufeira og Faro. Dog vil jeg sige, at de alle tre er prægede af masseturisme og ikke er særlig spændende i sig selv. Det spændende er til gengæld at finde et hotel i et afsides naturområde og leje en bil eller scooter og derfra køre rundt.

Med en lille GPS til hjælp kan du nemlig udforske området på egen hånd og finde fantastiske, uberørte strandområder. Da Algarve-kysten er ikke særlig stor, kan du nemlig let køre rundt og opleve en masse. Naturen indbyder også til vandreture med fantastiske udsigter og til at udforske de store grotter i og under strandklipperne.

Det kan anbefales at besøge den lille by Sagres ved solnedgangstid. Sagres siges at være Europas vestligste punkt. Byens yderste havnestykke er af samme grund omkranset af et gammelt fort og et stort fyrtårn. Her du tydeligt se, hvordan Atlanterhavets og Middelhavets brusende bølger mødes på midten. Dette syn er med solnedgangens dyborange skær i baggrunden helt magisk.

Se meget mere om skønne Portugal-destinationer her

Rigtig god rejse til Portugal! Boa viagem para Portugal!

Portugal Algarve Strand Klipper Rejser

Det skal du se på din rejse til Portugal – Seværdigheder og attraktioner

Hvilke Portugal destinationer, attraktioner og seværdigheder skal du opleve? Læs med nedenfor.

  • Hovedstaden Lissabon
  • Byen Porto med sine snørklede gader
  • Floden Douro
  • Den verdenskendte boghandel Livraria Lello
  • Bjergkæden Serra da Estrela
  • Den smukke Alentejo-region
  • Kystområdet Algarve

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er redaktør Annas 7 oversete favorit-øer i Thailand!

7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6:  Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Paloma Fjord

Palomas rejselyst startede tidligt, da hendes forældre ikke ventede længe med at hive hende med på utallige rejser til Brasilien. Passionen for landets fantastiske natur og kæmpe store kulturelle diversitet er fortsat stor og har gjort, at Paloma har uddannet sig i Portugisiske og brasilianske studier. Sidenhen er det blevet til flere års ophold i Lissabon, og resten af den portugisisktalende verden står højt på hendes ønskerejseliste.
Paloma er heller ikke bleg for at indrømme, at hun er vild med kaotiske storbyer. Om det så hedder New Delhi, New York eller Mexico City gør egentligt ikke den store forskel - så længe der er masser af mennesker at kigge på, små nabolag at fare vild i og frisklavet gademad at smage på, er Paloma ovenud lykkelig.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.