Rumænien: Når korruption bliver et arbejde

Rumænien: Når korruption bliver et arbejde er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.

Rumænien: Når arbejdet tager en nye steder hen i verden

At rejse er godt, og at rejse, når andre betaler billetten, er endnu sjovere.

Mit udlandsarbejde har åbnet døre, som normalt er lukket for den almindelige turist, så jeg har kunne komme lidt tættere på det liv, de lokale lever, og den ærlige ide af korruption. Tag med på en tur til et af mine personlige højdepunkter som arbejdende rejsende.

Rumænien: Når korruption er en æressag

”Hold da op, hvor er her grimt! Og gråt – for fanden hvor er det gråt!”. Jeg står bandende på hovedgaden i Bukarest og undrer mig over, hvad dælen jeg laver dér.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg aldrig nogensinde skulle tilbage til Bukarest efter en række ubehagelige oplevelser på en interrail-tur i ’90erne. Trøstesløst, kriminelt og fattigt var det.

En del år senere fyldes de danske nyheder af, at København bliver invaderet af rumænske busser, fyldt med tricktyve og prostituerede, netop som jeg bliver tilbudt muligheden for at komme derned igen.

Jeg kan blive en del af Europas største anti-korruptionsprojekt, som skal få styr på nogle kulturtræk, der ikke rigtig opfattes som forenelige med EU.

Jeg dropper forbeholdene, spænder min modighedsmuskel og kaster mig ud i projektet, som kræver, at jeg med jævne mellemrum snupper propelflyveren til Bukarest og arbejder med en lang række lokale organisationer over hele landet som bekæmper korruption.

Projektkontoret ligger godt nok centralt i byen, men centrum af Bukarest er primært et beton- og trafikhelvede.

For at komme ind på projektkontoret skal jeg igennem en småskummel boghandel, ud af bagdøren, op af en smuldrende og ofte ildelugtende trappe (for elevatoren ligner noget, der er løgn), forbi advokatkontorerne og ind af en næsten hel dør.

Rumænsk humor

Velkommen til ”Østeuropas Paris”, som turistbrochurerne taler om pga. triumfbuen og de historiske bånd til Frankrig.

Min første overraskelse kommer til mødet med reklamebureauet, som skal stå for en del af kampagnen. I det toptjekkede mødelokale folder de en vældig ironisk kampagne ud, hvor forskellige personer, fx en politimand, siger tak, fordi han kan købe en ny bil med de penge han har fået gennem korruption.

Samtlige alarmklokker bimler i mit hoved, for sådan en megakampagne skal forstås – ikke misforstås. Det er ikke ligefrem fordi, jeg har mistænkt de lokale for at have en særlig forståelse for det, jeg ser som klassisk dansk-engelsk ironi. Men det har de.

Faktisk går det op for mig i løbet af de næste par dage, at kommunismens hårde omgang med folk her har skabt en overlevelseshumor, som slet ikke er ulig den danske ironi.

Kompleks, samfundskritisk og ikke mindst med et skævt og venligt smil på læben. Nogle gange skal man lige ind under overfladen, men den er der. Og så i Rumænien.

Om aftenen får jeg anbefalet en restaurant, som ligger i en hyggelig sidegade, og som serverer suveræn mad til 100 kr.

Rumænien er ved at krybe ind under huden på mig.

Den transsylvanske åbenbaring

I løbet af to år besøger jeg Rumænien 10 gange.

Nogle gange en enkelt dag, nogle gange i to uger. Jeg har efterhånden lært at finde de hyggelige kroge i Bukarest, jeg køber pretzels på gaden som de studerende, og spiser på mine yndlingsrestauranter, hvor de blandt andet serverer vildt fra bjergene.

Jeg ser Domkirken i flotte Brasov, Draculas eventyrlige slot i Bran lige nord for Bukarest og Sortehavskysten. Jeg ser også Justitsministeriet indefra og vænner mig til det skumle projektkontor.

Jeg lærer hurtigt nogle ord, fordi rumænsk er et romansk sprog, så der er noget, jeg kan genkende fra italiensk og fransk.

Højdepunktet kommer, som en del af kampagnen, da der er møder i over tyve byer i hele landet, og hvor lokale myndigheder, NGO’er og EU-repræsentanter skal høre om status i kampen mod korruption og understøtte processen fremad.

Med egen tolk tager jeg toget rundt i smukke og bjergrige Transsylvanien og hører om, hvordan de slipper af med korruptionen på kreative og dygtige måder.

I lufthavnen har de fx indført elektronisk udvælgelse af taxaselskaber, så det ikke er kvinden i skranken, der vælger, hvem man køber en tur af. På rådhuset har de ombygget borgersalen, så alle kan se alle, og har indført et nummersystem, så borgerne ikke ved, hvem der behandler deres sag eller ansøgning.

I Erhvervsministeriet har de indført one-stop-sagsbehandling for nye virksomheder, hvor der er repræsentanter fra tre ministerier, så processen er synlig og går så hurtigt, at der ikke er grund til bestikkelse – langt hurtigere end fx i Danmark.

I politiet er der indført så mange gode initiativer, at de nu faktisk kan hjælpe med at bekæmpe korruption andre steder.

At træerne ikke vokser ind i himlen bliver tydeligt, da to ministre må træde tilbage pga. korruptionssager, men på den anden side er de jo blevet opdaget, som jeg argumenterer overfor de rumænere, jeg møder.

I en af mine samtaler i toget med min tolk Mioara forstår jeg pludselig, hvorfor Rumænien har været – og delvist stadig er – så bundkorrupt. En del skyldes de ældgamle, kulturelle traditioner, kommunismens kleptokrati og det tag-selv-bord, der opstod, da der blev sagt ”ciao, ciao – cescu”, da Nicolae Ceauescu fik en kugle for panden i 1989.

Rumænien er på rette vej – ind i Europa og ud af korruption

Der er også en voldsom solidaritet i Rumænien. Ikke med romaerne, som er en torn i øjet på mange rumænere, men ellers. ”Hvordan skal min læge kunne leve af den løn hun får?”, hører jeg hele tiden.

”Hvis ikke, at vi giver læreren på skolen lidt penge ved juletid, må de jo opgive og finde et bedre lønnet job”.

”Vi har ikke så meget, men hvis vi ikke hjælper hinanden, har vi endnu mindre”.

Korruption er nogle gange en æressag. Eller ren kommunisme, kunne man mene, men måske snarere et udtryk for, hvor dyb en krise landet har været i i mange år på grund af korruption.

Vi kan overleve, og vi vil overleve. Her eller ved at tage et dårligt lønnet job i udlandet. Og så griner vi lidt af det hele – så skal det nok gå. Meget beundringsværdigt.

Da jeg forlod Rumænien sidste gang var de i gang med at importere arbejdskraft fra Kina, fordi arbejdsløsheden nærmest var væk, og byggeprojekterne stod i kø for at modernisere landet.

Siden da har der været lidt turbulens i det politiske system, blandt andet fordi EU slap sit hårde greb om landets vej mod mindre korruption. Men med de mennesker kan der kun være én vej, og det er direkte ind i Europa. For der kommer de fra, og der skal de nok komme tilbage til.

Jeg skal nok også komme tilbage – til de fine mennesker og til unikke Sibiu, der som en transsylvansk perle med rette var Europas kulturby i 2007.

God rejse til smukke Rumænien. God rejse til et af de mest oversete rejselande i Europa.