Østersøen fra øst: Kaliningrad, Nida og Klaipeda

Østersøen fra øst: Kaliningrad, Nida og Klaipeda er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.

Lille Rusland ud til Østersøen

Lige ovre på den anden side af vandet ligger ‘Lille Rusland’. Østersøbyen Kaliningrad og den omkringliggende region er på mange måder en miniudgave af det kæmpestore land, som det hører til. Regionen ligger afsondret fra resten af Rusland mellem Polen og Litauen, men Rusland er alligevel at mærke overalt – ikke mindst ved grænseovergangen.

Det tog sin tid, og der skulle snakkes meget i telefon med overordnede, før jeg bag det lukkede vindue kunne høre den velkendte og eftertragtede lyd af et stempel, som hårdt og bestemt signalerede, at jeg trods alt nu var velkommen indenfor i Rusland.

Kaliningrad/Königsberg – historien følger med

I flere århundreder hed Kaliningrad Königsberg og var en del af Østprøjsen, og byen har ikke glemt sin tyske fortid. Katedralen midt i byen hedder stadig Königsberg Katedral, og det er her, den tyske filosof Immanuel Kant levede, filosoferede og døde, og han er begravet i katedralen.

I dag bruges katedralen mest til orgelkoncerter og andre arrangementer, og den omkringliggende prøjsiske by er mere eller mindre jævnet med jorden af krig og historiske omvæltninger.

Men historien er der stadig, og det er en fascinerende del af Europa at rejse rundt i. Blandingen af russisk nutid og tysk fortid fungerer fint, og også den lokale gastronomi afspejler det i høj grad.

Kaliningrad var lukket område for alle udefrakommende indtil for relativt få år siden, da byen var og er hjemsted for den russiske østersøflåde med ubåde og andre fartøjer og derfor var no-go for alle uden særlig tilladelse.

Langs med floden midt i byen ligger skibene på rad og række, og lukketheden er blevet afløst af et udendørs museum med adgang til flere af de historiske fartøjer – mod betaling forstås.

Da jeg allerede havde visum til Rusland fra en tidligere rejse, kunne jeg ikke stå for fristelsen til at besøge den lille eksklave i hjørnet af Østersøen, og det betød mindre, at det var sidst på året og temmelig koldt.

Det er som om, at kulden er lidt mere kold, når man er i Rusland, og interessant nok var alle offentlige termometre på tankstationer åbenbart indstillet til at vise forkert temperatur; alle viste konsekvent minus to grader døgnet rundt, selvom det tydeligvis var koldere end det.

Det var meget tydeligt, at Kaliningrad ikke forventer besøg fra turister i de kolde måneder, og flere af byens seværdigheder var lukket ned for vinteren. Ravmuseet var dog åbent, og det var faktisk mere interessant, end jeg havde troet.

Selve byen er interessant nok at vandre rundt i, og jeg fik set det meste til fods. Det hjælper at have læst lidt op på historien på forhånd – eller gøre det undervejs – for ofte er man nødt til at forestille sig, hvordan der engang har set ud i den sønderbombede by Königsberg, som er blevet til nutidens Kaliningrad.

Den kolde krig er muligvis fortid, men hvis du besøger Kaliningrad om vinteren, så føles den noget mindre fjern, end den plejer.

Den kuriske landtange – ørken med Østersøen på begge sider

Nord for Kaliningrad ligger et langt smalt stykke land, som hedder ‘den kuriske landtange’. Tangen er delt mellem Rusland og Litauen og cirka på midten ligger grænseovergangen, som jeg krydser sammen med et dusin andre i en lille minibus med kurs mod Klaipeda og Palanga længere oppe ad østersøkysten.

Det sædvanlige grænsebureaukrati tager en lille time alt i alt, og så er det slut med at regne i rubler og tid til at regne i euro i stedet.

Første stop efter grænsen på den litauiske side er ved badebyen Nida. Eller det vil sige, at chaufføren faktisk havde glemt, at jeg kun havde billet til Nida og skulle af der, og han fortsatte forbi afkørslen.

Heldigvis var der en kraftig stemning for at holde rygepause, og ved den næste rasteplads fik de rygetrængende lov at stille trangen, og jeg fik lov at komme af og gå mod badebyen.

Nida er i den grad en sommerdestination. Stort set alt var lukket for vinteren, og de mange sommerhuse og resorts lå fredelige og ubeboede hen. Det holdt dog ikke mig tilbage, og første plan var at gå en tur i det UNESCO-beskyttede naturområde rundt om den lille by.

Naturparken består af hyggelig skov med ‘lyddæmpende’ mos overalt i skovbunden, og på den anden side af skoven rejste enorme sandklitter sig og fik den kuriske landtange til at minde om Sahara – bare uden varmen…

Landskabet er smukt, og det er nemt at forstå, hvorfor mange tyskere sammen med polakker, russere og litauere tilbringer sommeren her ved Østersøen. Den smalle landtange gør, at der er strand og vand til begge sider, og især på Østersøsiden er der imponerende flotte strande.

Der hvor jeg gik, skulle der ifølge kortet være nudiststrand, men det var dog ikke til at se; der var kun mig i miles omkreds, og jeg havde masser af tøj på.

I det fjerne kunne jeg ane et par, som luftede en hund, og da vi mødtes længere oppe ad stranden, var hunden tydeligvis også overrasket over at møde andre levende væsner på stranden. Vi vænnede os dog hurtigt til hinandens tilstedeværelse.

I Nida havde den tyske forfatter Thomas Mann sit sommerhus, og det er en af de få reelle attraktioner i området, som ellers består af skov, strand og vand.

Jeg var dog så uklog, at jeg var kommet til byen på en søndag, og så er også Manns hus lukket. Jeg spadserede i stedet tilbage til byens lille centrum, hvorfra bussen kører en gang i timen, og hvor jeg havde spottet, at der var en enkelt café, som havde glemt at holde vinterlukket.

Det viste sig, at det var her, alle byens fastliggere holdt til. Det var her, børnene kunne lege indendørs, hvor man kunne læse lektier, og hvor man kunne holde i hånd under bordet. Og så havde de en rigtig god varm omgang ‘dagens suppe’. Det var tiltrængt.

Cool Klaipeda – baltisk hygge ved Østersøen

Bussen var nærmest tom, så det var bare om at slænge sig og nyde godt af varme og wifi på vej nordpå mod Litauens tredjestørste by Klaipeda. For enden af landtangen ender vejen blindt, og man skal med en lille færge over vandet til selve Klaipeda.

De taler om at bygge en bro over det smalle stræde, men den dag jeg var der, var det i hvert fald rigeligt med en færge en gang imellem.

Klaipeda er indgangsporten til de lange sandstrande, og byen er ved at finde sig selv som selvstændigt rejsemål. Mange af de unge litauere, som søger lykken rundt om i Europa, vælger Klaipeda, når de vender tilbage til hjemlandet. Det kan jeg godt forstå.

Byen har en hyggelig lille bykerne med brostensbelagte gader og en stribe stemningsfulde beværtninger, og der kommer stadigt flere til.

Jeg ankom, lige som julelysene blev tændt i den gamle by, og det gjorde kun det hele mere magisk. Klaipeda har ingen problemer med at trække folk til byen om sommeren, når strandene langs Østersøen kalder på store og små, og de har i de senere år gjort en indsats for at lokke folk til i de mørke måneder også.

Derfor er der nu både julemarked, lysfestival og andre kulturelle begivenheder i en by, hvor det først for nylig er blevet moderne at gå ud og more sig med familien.

Der er en stemning af nye gode idéer i byen, og flere steder tiltrækker sig allerede opmærksomhed pga den gode lokale mad, gode burgere og ikke mindst rigtig god øl.

Litauens største bryggeri Švyturys er på mange måder et af byens fyrtårne – ‘švyturys’ betyder fyrtårn på litauisk – og bryggeriet giver både guidede ture og mulighed for at tanke op til ølsamlingen.

Der er andre bryggerier i byen, og et besøg på burgerrestauranten og mikrobryggeriet DOCK er en perfekt måde at møde det nye moderne Klaipeda. Også de britisk-inspirerede pubber Portobello og Nese har rigeligt lokal øl til, at du ikke behøver andet.

Du får generelt rigtig meget for pengene i Litauen, og der er ingen tvivl om, at Klaipeda er et rejsemål på vej op, så udviklingen bliver spændende at følge.

Østersøen har historisk haft en enorm betydning for Danmark og har det stadig. Og der er masser af små perler hele vejen rundt, som vi ikke altid opdager, når vi holder os på vores side af vandet.

Både Kaliningrad, den kuriske landtange og Klaipeda har en del at byde på, og de ligger meget belejligt som perler på en fiskesnøre langs Østersøens østlige kyst.

Se mere om at rejse i Litauen her

Tag endelig over og se det selv – det er hermed anbefalet.